Læsetid: 10 min.

’Det Nye Europa skal drømmes frem i litteraturen’

Vi har glemt, hvad Europa egentlig er gjort af. Europas grundmateriale består af samtale, mod og nysgerrighed – og ikke af nationalstater, suverænitetskrav eller pigtrådshegn. Vi er nødt til at stole på den mentalitet, der grundlagde vores civilisation århundreder tilbage – og det kan litteraturen hjælpe os med, mener den polske forfatter Olga Tokarczuk
Romaner og digte kan ikkedefinere det Nye Europa. Men dekan kortlægge vores fortid – og derfra kan vidrømme nye sammenhænge frem, mener den prisbelønnede polske forfatter Olga Tokarczuk.

Romaner og digte kan ikkedefinere det Nye Europa. Men dekan kortlægge vores fortid – og derfra kan vidrømme nye sammenhænge frem, mener den prisbelønnede polske forfatter Olga Tokarczuk.

Mie Brinkmann

22. oktober 2016

Forrige år blev Olga Tokarczuk interviewet på landsdækkende fjernsyn i Polen. Hun blev bedt om, at beskrive romanen The Books of Jacob, der netop var udkommet, med én eneste sætning.

Romanen er et monumentalt historisk værk på knap tusind sider, men efter nøje overvejelse svarede Olga Tokarczuk alligevel kortfattet således:

»Denne bog vil hjælpe os med at konfrontere det historiske mørke, vi i Polen befinder os i.«

Indirekte, men utvetydigt pegede hun dermed til den voksende xenofobi, antisemitisme og højrenationalistiske drejning, der har fundet sted i Polen de seneste år, og som ifølge Olga Tokarczuk især kom til udtryk ved parlamentsvalget i 2015, da det nationalkonservative Lov- og Retfærdighedsparti fik 51 procent af stemmerne. Og direkte pegede hun på, at litteraturen kan hjælpe os et andet sted hen.

 

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Prøv en måned gratis.

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Flemming Berger
  • Jørgen Wassmann
  • Niels Møller Jensen
  • Robert Ørsted-Jensen
  • Kurt Nielsen
  • Anne Eriksen
  • Mihail Larsen
Flemming Berger, Jørgen Wassmann, Niels Møller Jensen, Robert Ørsted-Jensen, Kurt Nielsen, Anne Eriksen og Mihail Larsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Artiklen er en introduktion, og overskriften der passer nøje til det forløb der beskrives i ovenstående artikel. En klasseanalyse ændres efter psykologisk pres til nationalbegejstring. Skizofrenisk. Og rystende.

Ro på, nu.

Dette her et vidnesbyrd, en samtidsrefleksion og en utopi. Det må alt sammen læses og fortolkes i den særlige historiske kontekst, forfatteren Olga Tokarczuk befinder sig i - også selv om hun udtaler sig universalistisk. At afskrive hende som 'skizofren' er lidt for nemt - og giver mindelser om den måde, opposition blev behandlet på i den hedengangne Sovjetunion og Østeuropa.

Jeg for mit vedkommende vil ikke tage nærmere stilling til hendes argumenter, før jeg har sovet på dem og herefter haft yderligere tid til reflektere over dem. Så jeg vender tilbage i morgen op ad dagen, når mit arbejde tillader det.

Mihail Larsen, brillerne på. Olga Tokarczuk beskriver i sin artikel holdningsrejsen: "En klasseanalyse ændres efter psykologisk pres til nationalbegejstring." Ingen diagnosticerer Olga Tokarczuk skizofren, det er den verden hun agerer i der kræver hun er det.

Michael Kongstad Nielsen

Polen havde sin storhedstid i 1600-tallet, hvor det strakte sig helt til Kiev.Så blev det langsomt decimeret indtil 1795, hvor Preussen, Rusland og Østrig enedes om at dele resten af landet mellem sig. Vupti, væk var Polen.

Med sådan en historie skulle man tro, at der lå en vis skepsis dybt nede i polakkernes folkesjæl mod unionen EU. Og det gør der også. Men for at mærke den erkendelse, skulle folket lige en omvej omkring Ii Verdenskrig, Tysklands overvindelse, Sovjets besættelse/befrielse, kommunismens dominans, Warszawapagt, jerntæppe og kold krig, samt optøningen under Solidaritetsbevægelsen og oprøret på Leninskibsvætftet i Gdansk, før foråret satte sig helt igennem, og lod alle kildevæld rinde.

Men efter glædesrusen og driften mod vest kom der - navnlig ude på landet - en skepsis mod den uhæmmede kasten sig i Vestens arme. Det var for så vidt det samme i Rusland, Ukraine osv., men Polen har en ekstra dimension på grund af den dybere historie. Derudover viste det sig snart, at den kapitalistiske rovdrift ikke gav et bedre liv for underklassen og landbefolkningen, der samtidig kunne se de smarte forretningsfolk skyde i vejret som en mega rig overklasse. Disse blev også politikere, og valgt de første år.

Det kunne ikke vare ved, og det endte også med at det nationalkonservative Lov- og Retfærdighedsparti fik 51 procent af stemmerne. Det parti samler Polens tusindårige historie op, er ikke vild med EU, ikke med vestlig rovkapitalisme, vil bevare polsk kultur, herunder religion, lader sig ikke opsluge i EU-establishmentets diktater om ensartethed og kapitalens forrang.

Jens Thaarup Nyberg, Per Torbensen, Niels Duus Nielsen og Bill Atkins anbefalede denne kommentar

Fukuyama: Det supplerende motiv til at skabe demokratiet og det demokratiske menneske finder Hegel i anerkendelseskampen.
a) Anerkendelsesproblemet fremmer, at modsigelser bliver uløselige inden for givne samfundssystemer.
b) For historiens dom over samfundene findes kriteriet derfor ikke i bestemte ideer om historien eller naturen .
c) Kun menneskets dynamiske skabelse af dets egen natur og egne behov lader os ane, hvad kriteriet er.
d) Det er, at et samfund kun kan gælde for historiens afslutning, hvis det anerkender og tilfredsstiller menneskets dynamisk skabte natur og behov.

Niels Duus Nielsen og Robert Ørsted-Jensen anbefalede denne kommentar
Michael Kongstad Nielsen

Uffe Østergaard | CBS, sagde i dag i P1, at EU har mistet sin styrke, på samme måde som Romerriget gjorde det, men Italien bevarede under renæssancen en passiv styrke, der interesserede alle, som tiltrak intellektuelle og var vigtig for dannelsen. På samme måde, mente han, vil Europa kunne kunne bevare en passiv styrke, selvom den offensive del er borte, i det Europa har masser af kultur lagret i folkeslagene og nationerne, og om ikke andet kan være attraktion for kinesiske, russiske, sydafrikanske eller amerikanske turister.

Søren S. Andersen

Selv om Olga Tokarczuk erklærer sig for venstreorienteret, er hun tydeligvis er en EU-venlig liberal globalist, der ønsker, at Polen kommer til at ligne de vesteuropæiske lande. Som det klart fremgår af indlægget, er den slags holdninger ikke så populære i Polen. Omvendt fx i Tyskland, hvor folk, der ønsker at værne om deres lands nationale særpræg, bliver lagt for had af medierne og forfulgt af myndighederne.

Den politiske skillelinje mellem højre og venstre er ved at miste sin betydning i både Europa og USA. Det virkelige politiske modsætningsforhold går i dag mellem globalisterne på den ene side og nationalisterne (populisterne) på den anden side. Dette er et modsætningsforhold, der ligger på den anden side af "fordragelighedsgrænsen": Man anerkender og respekterer ikke sin politiske modstander, men er tilbøjelig til at anse ham eller hende for den legemliggjorte ondskab. I hvert fald for Europas vedkommende skal vi nok tilbage til mellemkrigstiden for finde så store modsætningsforhold befolkningsgrupperne imellem, som dem vi ser i dag.

Hvor ender det hele? Med et Fort Europa, med et multikulturelt samfund eller med ét muslimsk domineret Europa? Jeg ved det ikke, jeg har dog så meget dømmekraft, at jeg er i stand til at forudsige, at vi ikke bevæger os i den retning, som Olga Tokarczuk drømmer om. Alting tyder på, at fremtiden vil blive alt andet end harmonisk.

Empati – hvor?

Et nedslag på bare et enkelt ord, som hele fem gange nævnes i interviewet – empati/empatisk – viser forfatterindens fragmentariske kendskab til europæisk historie – men måske er det bare et udtryk for hendes fremadrettede drømme om, hvad der bør eller burde komme. Men et liv i de første leveår under et kommunistisk diktatur sætter naturligvis sine spor.

Empati er ikke just et ord, som falder én ind, når man scanner hen over den blodige europæiske historie siden Middelalderen med alle disse krige og ufred helt op til vores tid, hvor ikke engang EU er i stand til at vise noget så humant som empati over for alle disse elendighedens folkevandringer fra især Mellemøsten uden selv at gå til grunde, og hvor medlemslandene i stedet fører krig ude omkring i verden og kaster bomber i hovederne på de elendige masser.

Tyskland har som det eneste medlemsland i EU både vist empati med flygtningene, men det modsatte med grækerne, der snarere igen er blevet mindet om en lang periode i deres nyere historie med nazistisk barbari – nå ja, så lå Auschwitz og andre udryddelseslejre nok ikke helt tilfældigt i Polen.

Hvor megen empati politikerne viser over for de mindst begunstigede herhjemme, er daglig til debat uden at det øjensynlig ændrer noget som helst til det bedre – snarere tværtimod – og retorikken lader ingen tvivl tilbage om tingenes empatiløse énvejskommunikation via lovdiktater, ingen havde troet var stuerene i vores ’oplyste’ tidsalder.

Men Olga Tokarczuks drømme deles af mange, men gennembruddet til virkeligheden sker nok næppe i hendes tid eller vores, Europa skal lige igennem endnu en mørk populistisk periode med EU-nationalisme og antihumanisme og med genopstandelsen af alle de gamle europæiske spøgelser.

Robert Ørsted-Jensen

Weis med al respekt så forekommer det mig at du blander begreberne her. Empati betyder indlevelse og har ikke nødvendigvis oftest overhovedet intet med sympati at gøre.

Empati er det vi bør anvende over for vores modstandere og folk hvis synspunkter vi ikke umiddelbart forstår (se også Robert McNamara i Fog of War). Pointen er at du bør kunne sætte dig ind i til det niveau hvor du uden problemer kan kortfattet redegøre for dine modstanderes motiver og opfattelser uden at du nødvandigvis deler dem.

Robert Ørsted-Jensen

Oler EU venlig på en kritisk måde er vejen frem, nationalstaten er tilbagevenden til dyb sort reaktion og mulig opblussen af Europæiske krigsscenarier. Kort - du kan ikke være patriotisk nationalist og venstreorienteret - - socialister er internationalister. Vi er først verdensborgere, dernest og vigtigst lige nu - europæere. Det Euroopæiske hus bør europbres ikke bekæmpes, netop derfor kan damen accepteres som venstreorientere i det mindste på afgørende synspunkter. kombinationen af
Kombinationen af nationalisme og socialisme - ved vi alle hvad indebærer og ved vi det ikke er det på tide at vågne op.

Vi har ikke som venstreorienterede idag andre muligheder end at være kritiske tilhængere af det overnationale europæiske samarbejde og vore mål bør være at erobre samarbejdets dagsorden. Ud nej ned og væk - er vejen til styrkelse af Le Pen og DF - danmark til Ejderen og en fremtid med et europa i dyb og farlig splid med sig selv.

Robert Ørsted-Jensen

Søren var det andet rettet til sry

nedenstående er en ægte venstreorienteret vision
»Jeg ønsker, at føle mig fri og tryg til at sige, hvad end jeg måtte tænke. Jeg drømmer om, at Europa finder tilbage til sig selv – og trækker os alle mod det empatiske og samtalende – og væk fra Rusland, nationalisme og angst for det anderledes.«

Robert Ørsted-Jensen

Bill og Michael

Ingen af jer bør ønske at se klassekamp omdannet til nationalisme - det er rent faktisk der faren ligger idag - tænk igen - det er vejen til Trump, Le Pen, DF etc etc. Vi får så en arbejderbefolkning der fordyber sig i den højredrejede "arbejderbevægelse" - troen på at man kan isolere sig i sin nation og fordybe sig i fremmedhad. Alt det vi alle dage har kæmpet imod.

Robert Ørsted-Jensen - du misforstår desværre, der er tale om en dybtfølt social indignation.
Empathy is the sharing of an emotion or emotions another person is experiencing.
If you're looking for sympathy you'll find it between shit and syphilis in the dictionary.

Robert Ørsted-Jensen

jeg ved ikke hvor du har det fra men det er urigtigt Weis hvis du slår det op vil du finde f.eks.
empathy
ˈɛmpəθi/Submit
noun
the ability to understand and share the feelings of another.

her er det Merriam-Webster

empathyplay
noun em·pa·thy \ˈem-pə-thē\
Full Definition of empathy
1
: the imaginative projection of a subjective state into an object so that the object appears to be infused with it
2
: the action of understanding, being aware of, being sensitive to, and vicariously experiencing the feelings, thoughts, and experience of another of either the past or present without having the feelings, thoughts, and experience fully communicated in an objectively explicit manner; also : the capacity for this

Empati og sympati er to forskellige ting

Robert Ørsted-Jensen

i min gyldendals røde siger de de samme samfølelse/indfølelse

F.eks. er det vigtigt som analytiker at indleve sig i nazismens racetænkning, ellers kan du ikke findefrem til årsagen bag, men det er ikke det samme som at du behøver være enig eller sympatuisere med den.

Men selvfølgelig kan det være forbundet så du både indlever dig og er sympatisk indstillet. Men for klarhedens skyld mener jeg at det er vigtigt at adskille disse to begreber.

Robert Ørsted-Jensen

Vi bør have lov til at indleve os uden at føle sympati. Mere end det det er som Mcnamara pointerede _ selverkendende (han kvajede sig med Vietnam og andre situationer af netop den grund indrømmede han) uhyre vigtigt at forholde sig empatisk - at indleve sig i sin "opponents" tankegang.

”Empati og sympati er to forskellige ting” – jamen, er det ikke det, der siges?
Empati - empatia
Sympati - współczucie
Så det skulle næppe være muligt at oversætte disse to begreber forkert fra polsk til dansk, så stop dit forsøg på - hair-splitting - thank you very much …;-)

Robert Ørsted-Jensen

Ok Weis men det er altså ikke det du skrev ovenfor

lad mig så hairsplitte endnu engang og påpege at EU består af mange nationer og ønsker at tilføje flere hen ad vejen, alene derfor er beskyldningen om "EU-nationalisme" absurd. EU er mulitinational og multikulturel, den enste grund der er til at man ikke bør fuldstændigt afvise ideen. Hvis menneskeheden på denne planet skal overleve skal vi altså til at tænke multikulturelt og mulitinationaltog ophøre med at begrave os i nationale fæstningsanlæg

A nation (from Latin: natio, "people, tribe, kin, genus, class, flock") is a large group or collective of people with common characteristics attributed to them - including language, traditions, mores (customs), habitus (habits), and ethnicity. By comparison, a nation is more impersonal, abstract, and overtly political than an ethnic group. It is a cultural-political community that has become conscious of its autonomy, unity, and particular interests.[1]

Lad mig så påpege at det du hpåner som "hairsplitting" ikke var ment som en kritik af dig men derimod en stille påpegning af nødvendigheden af at anvemnde begreber så vi kan debattere sagligt med hinanden

Robert Ørsted-Jensen

Det er mange ting fraværende i EU- og derfor også god grund til at være kritisk og forlange ændringer, men EU er ikke og vil aldrig blive én nation

Den holdningsmæssige rejse: "En klasseanalyse ændres efter psykologisk pres til nationalbegejstring." skåret ud i pap - med artiklens egne ord:
Det historiske mørke Polen befinder sig i (en voksende xenofobi, antisemitisme og højrenationalistiske drejning, der har fundet sted i Polen)... modtog Olga Tokarczuk hobevis af dødstrusler og personangreb ... ... og Olga Tokarczuk drømmer om, Europa vil trækker os alle mod det empatiske og samtalende – og væk fra Rusland, nationalisme og angst for det anderledes. - men altså russofobi. En sådan selvmodsigelse ér udtryk for en sociologisk betinget skizofreni.

Robert Ørsted-Jensen

Givet Ruslands rolle i Polens historie og den udbredte fremmedhad i Rusland i dag, ser jeg ingen selvmodsigelser i det overhovedet.

Derimod har og vil den nordiske venstrefløjs mangeårige EU modstand (velfærdsegoisme?) kun bidraget til styrkelse af de mørke kræfter der i århundrede skabte krige i Europa. Ultimativt bør også Rusland blive medlem af EU, men der er stadig lang vej

Så bøjer jeg det i neon for Robert Ørsted-Jensen: konen starter med at angribe den polske højrefløj og ender efter pres med at hylde russofobi ...i samme artikel. Men det kan jo være svært for russofober, at forstå det selvmodsigende i det.

Husk når kapitalismen hersker er ismerne haram og kun fobierne gængse.

Bill Atkins - det har vel ikke nødvendigvis noget at gøre med russofobi, at 'konen' hellere ser mod vest ...

Jan Weis, også du. Det anede mig. Det er sgu da russofobi at omtale russere under ét, uden at foretage en klasseanalyse, eller en parallelisering til meningsdannelsen i andre nationer og folkeslag.

Michael Kongstad Nielsen giver 19.10 en ledetråd til at forstå forholdet mellem polsk og russisk elite.

Bill Atkins - det har vel ikke nødvendigvis - kun - noget at gøre med russofobi, at ’konen’ hellere ser mod vest - vi ved et ikke, det fremgår ikke éntydigt af interviewet ...

Robert Ørsted-Jensen

Det har intet at gøre med russofobi - men alt at gøre med historie og den politiske situation i Rusland lige nu. Polakkerne var i begyndelsen bange for territoriale krav fra tyskland (Stalin flyttede Polen 300 km vestpå ind i tysk område.

Robert Ørsted-Jensen, ja selvdiagnostisering er en vanskelig ting. Og ja hvis Polen måtte afgive det sovjetiske område, som Polen okkuperede øst for Curzon-linjeni i 1919, men til gengæld fik det tidligere tyske område vestover til Oder Nisse-grænsen, så giver det da ingen mening at frygte russiske territorialkrav.

Michael Kongstad Nielsen

Robert Ørsted-Jensen
24. oktober, 2016 - 04:54

Jeg ønsker på ingen måde at se klassekamp omdannet til nationalisme. Jeg konstaterer blot, at de lavt situerede i såvel vest som øst - i det omfang de har demokratisk kraft til det - rejser sig i trodsig modstand mod establishmentet, den herskende orden, som er en overklasse forklædt som frisindede globalister, der frit udnytter den grænseløse kapitalisme.

Det er som om, klassekampen sander til i retorik fra magthaveres og mediers side, men lever videre på trods. Trodsen er simpel at finde i Brexit, Front National, 5-stjerne-bevægelsen, Podemos, Syriza, Piratpartiet i Island og Lov og Retfærdighedspartiet i Polen.

Flemming S. Andersen, Jens Thaarup Nyberg og Bill Atkins anbefalede denne kommentar
Robert Ørsted-Jensen

Bill - Putin og den polske højefløj er sgu ikke noget valg. Det er een og samme ting i to nationale udgaver.

Michael - EU modstanden og dens danxit ønske om at se Danmark og dansk velfærd beskyttet bag en national Berlinmur. Er intet andet end renlivet støtte til en udvikling der omdanner klassekamp til nationalisme. Vi er et par stykker her der hidtil har forsøgt at advare og påpege dette

Robert Ørsted-Jensen, Olga Tokarczuk nævner ikke Putin overhovedet. Hun siger derimod:

Polens lange og konfliktfyldte historie med Rusland har lært polakker, hvad alternativet til Europa er. ...så bliver det ikke meget mere nationalistisk og revanchistisk, ihukommende den Polsk/Ukrainske/Franske erobringskrig mod Sovjetunionen 1919-21, hvor Sovjetunionen mistede det store landområde øst for Curzon-linjen, som Sovjetunionen tog tilbage i 1939, da den polske fascistiske regering var flygtet og havde efterladt Polen åbent for Hitlers fremrykkende tropper.

I øvrigt, ingen velfærdsstat uden en nationalstat, der lægges under klassekampens pres - hvilket eksistensen af de skandinaviske lande understreger.

Robert Ørsted-Jensen

ja men din uidlækning af den krig er ikke i overensstemmelse med fakta Bill og både Zarriget og Sovjet var en undertrykkelsesmaskine når det gjalt rettigehder for folk i de vestlige dele af riget her inkluderer jeg Ukraine og de baltiske stater. Rusland har i mange århundrede været en meget vanskelig og despotisk nabo så hendes bemærkning er absolut rimelige. Rusland er stadig i despotiets klør

Robert Ørsted-Jensen

"ingen velfærdsstat uden en nationalstat" svarer ret nøje til sloganet i 30ernes tyskland - det er sandt for dyden ikke marxisme

Robert Ørsted-Jensen, Den polsk-russiske krig var en krig mellem Rusland og Polen mellem februar 1919 og marts 1921. Den blev udkæmpet fra polsk side for at stadfæste grænserne mellem det nyligt oprettede Polen og Rusland. Krigen brød ud efter at russiske tropper forsøgte at generobre russiske områder som havde gået tabt under 1. verdenskrig. (Wikipedia) og grunden til at området som Polen besatte afgrænses af Curzon-linjen mod vest er fordi lord Curzon lavede en undersøgelse af sprogfordelingen i området og fandt at flertallet talte russisk øst for Curzon-linjen - altså det omhandlede landområde. Som iøvrigt svarede nøje til det Sovjetunionen okkuperede da den polske regering var flygtet og havde efterladt Polen modstandskraft.

Med hensyn til Marx's syn på staten som revolutionens vigtigste førsteskridt, har jeg flere gange henvist dig til Det Kommunistiske Manifest og dets beskrivelse af hvad staten skal bruges til. Og selv om det ikke stod i DKM så er det jo en kendsgerning bevist af de skandinaviske lande.

Din udlægning har jo ingen gang på jorden og er uden eksempler. Unioner og fejlslagne stater er jo ren ureguleret finanskapitalisme.

Det havde klædt Olga Tokarczuk meget bedre at tage stilling i den kamp der i det polske samfund i disse år, i stedet for at puste til revanchismen.

Konflikten i Polen [abortlovsprotesterne] kommer også i kølvandet på en række reformer, regeringen har gennemført i Polen under hård kritik fra EU, USA og menneskerettighedseksperter. Blandt andet har den polske regering overtaget styringen med nogle af de vigtigste og mest brugte medier — det statslige tv, TVP, og den statslige radio, Polskie Radio. (DR)

Michael Kongstad Nielsen

Robert Ørsted-Jensen
24. oktober, 2016 - 23:55

Det du skriver til mig, om EU modstanden og dens danxit ønske om at se Danmark og dansk velfærd beskyttet bag en national Berlinmur, har jeg altså ikke skrevet noget om. Vi bliver nok nødt til at forholde os rimelig nøje til, hvad der bliver sagt og skrevet i debatten, hvis den skal have nogen værdi

Robert Ørsted-Jensen

Bill Belarus og Ukraine er altså ikke og har aldrig været "Rusland" eller "russiske områder". De er selvsændige national områder der med krigsførselt og tvang blev erobret af Sovjetmagten uanset at der var et stort folkeligt press for national selvstændighed her, helt som i Polen. Det sidste burde du nationalist have bare lidt forståelse for. læg din polofobi på hylden

Robert Ørsted-Jensen

Michael jeg havde ikke til hensigt at tillægge dig menerninger, jeg påpegede bare min egen opfattelse som jeg står ved - at vi er bedst tjent med at EU bevares reformeres og styrkes - alt andet vil være en støtte til netop det at omgøre klassekamp til nationalisme - og det er yders farligt. EU blev til som et værn mod fremtidige nationale stridigheder i Europa og hvad det angår har projektet været en success (sådan lige med undtagelse af Jugoslavien hvor det ville have været gavnligt om EU havde haft en militør magt der kunne have raslet lidt med sablerne - så vi kunne have undgået USAs indgriben)

Robert Ørsted-Jensen, du har hverken styr på de historiske kendsgerninger, geografien, Karl Marx eller hvad det er jeg skriver. Jeg fodrer dig ellers med leksikale fakta, se 09:27. Jeg kan ikke gøre mere.

Fakta er at Olga Tokarczuk trækker det revanchistiske kort frem for at henvise til den politiske splittelse der hersker i dag i Polen. Det er det interessante.

Michael Kongstad Nielsen

Ok. Robert Ørsted-Jensen, det var din egen opfattelse.
Til dit indlæg i dag 02:00 vil jeg så minde om, at af det nuværende EU-parlaments 751 medlemmer, er kun ca. 150 venstreorienterede på en måde, så de kan gøre en forskel i klassekampen, resten repræsenterer mere eller mindre kapitalen:
https://da.wikipedia.org/wiki/Europa-Parlamentet

Kampen er altså mere end ulige, hvis vi satser på at bevare og reformere og styrke EU, som du går ind for. De gamle partiers dominans i Europa - Kristendemokrater og Socialdemokrater - anfægtes nu fra mange sider af EU-skeptiske partier blandt andet fordi, EU repræsenterer "beton" kapitalisme og mangel på demokratisk imødekommelse af de svages behov. Det så man i Grækenland, og det kommer man til at se i Spanien, Polen, Frankrig mv.

EU er en stor tung dyne over de fattiges behov. De fattige bliver nødt til at starte i hjem-staten. Syriza er eksemplet. Podemos unida et andet. Andre oprør er af konservativ karakter, men rettet mod at støtte de små og svage. Brexit var klassekamp i allerhøjeste grad, med et resultat til gunst for de undertrykte.

Ingen moderne europæere kunne drømme om at kriges igen, men de er gerne fri for nye herskeres undertrykkelse.

Robert Ørsted-Jensen

ja venstreorienteringen har vel samme - måske endog en smule bedre vilkår i EU parlamentet som i vort eget hjemlige ditto. De fattigste dele af europa er blevet styket af EU medlemskabet - ingen af dem vil ud - og det er grunden. De ved på kroppen at det du siger her er vrøvl. Det er kun venstrefløjspopulister i de velbjergede lande der er blevet nationalister - man dyrker en form for velfærdsegoisme. Din påstand om brexit er uden hold i virkeligheden - du tar forskud på glæderne. Indtil nu har ud bevægelserne kun været styrke til netop en omkalfatering af klassekamp til nationalisme - styrkelse af det yderste højre - udbevægelserne er undametalt set alle bare renlivede nationalistiske antisolidaritetsbevægelser.Det bygger på en "der er ingen klassekamp i nationalstatens varme rede" -det er rent nonsens - mere end det - det er dødsensfarligt nonsens. Her er et punkt hvor salig Lenin havde ret - rigtige socialister bør arbejde for et forenet republikanskt europa

Robert Ørsted-Jensen, Lenin er da ikke så naragtig at han anbefaler socialistiske nationer at indtræde i kapitalistisk dominerede føderationer!

Lenin taler om "de undertrykte nationers ret til selvbestemmelse" og "socialistisk demokrati" og derefter taler han om en "sammensmeltning af socialistiske nationer"

Du gør det ofte, Robert Ørsted-Jensen, bytter rundt på strategiske rækkefølger og prioriteringer. Tag dog og læs på tingene inden du citerer og underbyg dine citater med uddrag og kildeangivelse. Men det vil selvfølgelig besværliggøre din udbredelse af robertismen - den sikre vej til fortabelse af alle opnåede fremskridt.

Læs artiklen:
"Den socialistiske revolution og nationernes selvbestemmelsesret"
Vladimir Lenin (1916)