Læsetid: 4 min.

Er I også blevet forført af Michel Houellebecqs socialdarwinisme?

Alt for længe har kritikere og meningsdannere herhjemme set Michel Houellebecq som en profet, der kan berette om Vestens sande tilstand. Men som hans tale ved overrækkelsen af Frank Schirrmacher-prisen viser, er han mest af alt en komisk socialdarwinist
Til dem, som viderebringer den ’snart gamle mands fortærskede udtryk og holdninger’, som var de sendt fra himlen, retter Christian Idskov et spørgsmål: Er I også blevet forført at Michel Houellebecqs socialdarwinisme?

Til dem, som viderebringer den ’snart gamle mands fortærskede udtryk og holdninger’, som var de sendt fra himlen, retter Christian Idskov et spørgsmål: Er I også blevet forført at Michel Houellebecqs socialdarwinisme?

Horst Galuschka

8. oktober 2016

I 2001, da den franske forfatter Michel Houellebecqs bog Platform udkom, vakte det – ligesom med hans andre udgivelser – stor opmærksomhed i hjemlandet.

Romanen fortæller historien om den seksuelt frustrerede hovedperson Michel, der rejser til Thailand, hvor han begynder at involvere sig i landets sexturisme.

Men det hele får en brat afslutning, da et islamisk terrorangreb rammer ferieparadiset. Bogen udkom den 11. september, samme dag som angrebet på World Trade Center i New York fandt sted.

Houellebecq er af mange blevet udråbt til at være en radikal diagnostiker af vores samtid. En dommedagsprofet, der har kunnet læse Vestens udvikling, eller skulle man sige afvikling, lang tid før de historiske begivenheder egentlig er indtruffet.

Læs også: Kampen om Houellebecqs historie

Derfor blev der heller ikke lagt mindre til hans offentlige anseelse, da hans seneste roman Underkastelse, der forestiller sig en islamisk magtovertagelse af Frankrig i år 2022, udkom for snart to år siden, samme dag som Kouachi-brødrene angreb Charlie Hebdo-kontorerne i Paris’ 11. arrondissement.

Herhjemme venter man derfor tørstigt på selv den mindste udgydelse fra den franske provokatør, men er det ikke, som om det har taget lidt overhånd de senere år? Har vi ikke glemt at forholde os bare en anelse kritisk til de påfund, han er kommet med – senest i talen han holdt i forbindelse med overrækkelsen af Frank Schirrmacher-prisen?

Til dem, som bliver ved med viderebringe den snart gamle mands fortærskede udtryk og holdninger, som var de bud sendt fra himlen, kunne jeg godt tænke mig at rette et simpelt spørgsmål: Er I også blevet forført at Michel Houellebecqs socialdarwinisme?

Latterliggørelse

Det er rigtigt, at Houellebecq lægger op til, at det er gået for vidt med den sociale og personlige frigørelse i Vesten: Isolation og ensomhed fremstår i hans værker som fundamentale menneskelige vilkår i moderniteten.

Friheden er med andre ord en trussel mod menneskets eksistens, men i modsætning til næsten alle andre i denne verden, mener han ikke, at truslen kan ophæves ved, at mennesket for alvor underlægger sig autoriteter og konformiteter eller deltager i produktive kærlighedsforhold. Det er nærmest ikke muligt i Houellebecqs verden.

Allerbedst ser vi det komme til udtryk, da François, hovedpersonen i Underkastelse, indlogerer sig på et kloster for – som sit dekadente forbillede, forfatteren Joris-Karl Huysmans – at finde Gud, men opdager, at han slet ikke kan holde ud at være der, fordi han ikke må ryge på værelset.

Bogen er så åbenlyst en satire over både religionerne, politikken og individualiteten og deres indbyggede moralisme.

Det er hele pointen med hans litteratur: At latterliggøre alt og alle, både de religiøse, politikerne og sågar hovedpersonen François selv. For ville Houellebecq virkelig vise en vej ud af Vestens morads, som mange mener, han kan identificere, så ville hans bøger også ophøre med at være satirer.

Overlevelseskamp

I talen, som Houellebecq holdt i anledning af modtagelsen af Frank Schirrmacher-prisen, viser han helt selv, hvad det vil sige, hvis vi begynder at tage hans tænkning alvorlig, og ser den som en analyse af Vestens problemer.

Lige siden debuten har Houellebecq bundet sine romaners historier op på, at der i vor tids samfund foregår en overlevelseskamp, som kan reduceres til hvilke personer og sociale grupper, der er mest tilpasningsdygtige.

Det er det, man populært sagt kalder socialdarwinisme, og ideerne til det ser man allerede grundlagt i Houellebecqs uoversatte tidlige essaysamling med den sigende titel Rester vivant et autres textes (Hold dig i live og andre tekster).

Her hævder han, at menneskets relation til omverdenen i bund og grund kan koges ned til en simpel beregning, baseret på attraktionsværdi, ungdommelighed og value for money.

Det er det, som Houellebecq også kalder for udvidelse af kampzonen i romanen af samme navn, fordi han mener, at kapitalismens vulgære konkurrencefrihed har udvidet sig til hele den menneskelige sfære, og i dag indgår i alle personlige relationer.

De laveste drifter

Når Houellebecq i sin tale hævder, at Europa er ved at begå selvmord, alene fordi den sociale orden vil blive ødelagt af, at man kriminaliserer prostitution, og »fordi demografien er på islams side«, ja, så er det lige præcis udtryk for, at alt i Houellebecqs verden rent faktisk bunder i menneskets laveste drifter.

Udtalelserne viser det, som man allerede burde vide: At der i Houellebecqs verden kun findes én form for moralsk overlegenhed, og den tilhører kun den person, den kultur og den socialgruppe, der er bedst til at overleve, dvs. reproducere sig selv. Men det kan man ikke tage seriøst som samfundsanalyse.

Det viser med tydelighed, at Houellebecq ikke er nogen stor civilisationskritiker, fordi hans tænkning mistænker Vestens menneske for stadig at være barbar.

Så nej, Houellebecqs profetier egner sig ikke til at blive taget seriøst, for de rækker kun til at begå satire over Vestens problemer.

Men det kan der sagtens komme fremragende litteratur ud af.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Olaf Tehrani
  • Michael Kongstad Nielsen
Olaf Tehrani og Michael Kongstad Nielsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Michael Kongstad Nielsen

Meget enig i Christian Johannes Idskovs udmærkede debatindlæg.
Houellebecq mangler moralsk selvtillid på den europæiske civilisations vegne.
Han rakker ned, i stedet for at bygge op. Svækker, fremfor styrker.

Michael Kongstad Nielsen

Altså Jan, der er forskel på at rakke ned på en hel civilisation, og så på en enkelt forfløjen forfatter med disciple. Desuden rakker hverken Christian Johannes Idskov eller jeg ned, (ordbogen: - kritisere på en urimelig grov og nedsættende måde), men kritiserer konstruktivt ved at pege på Houellebecqs svagheder og mangler, og give ideer til forbedring..

En kritik siger ofte lige så meget om kritikeren som om det kritiserede.

Houellebecq er i top - også selv om man eventuelt ikke er enig i hans "prognose/diagnose".

Det er iøvrigt tvivlsomt, om læsere af litteratur i "Houellebecq-klassen" lader sig forføre af noget som helst ? Nogle af dem er enige med H - andre er uenige med H.

Læste for nylig "Udvidelse af kampzonen" - den minder mig en hel del om Celine - sort, sort, sort - alt er noget lort. Der er intet at bygge på, tilværelsen er ét stort bedrag, og menneskene er ensomme. Hele tiden. Jeg benægter ikke, at der kan komme god litteratur ud af sligt, men - pardon mit franske! - så elendig er tilværelsen dog heller ikke. I hvert fad ikke hele tiden, sådan som det er mit indtryk, Hulebæk fremstiller det som.
Ja vel giver de mange flygtninge midlertidige udfordringer. Men den slags har europæerne før godt kunnet håndtere, så mon ikke også det går denne gang.
Finder det desuden yderst problematisk, at bruge demografi som camouflage for xenofobi: At de muslimske medborgere har en langt højere fødselsrate end europæerne. Javist, men det viser sig jo, at efter blot et slægtled, så tilpasses denne fødselsraten i "værtslandet".
Kender en muslimsk familie, der har fem børn. Døtrene vil - når den tid kommer - få 1-2 bøn max., og deres børn vil til den tid få færre.

arne lund@ Ja vel giver de mange flygtninge midlertidige udfordringer. Men den slags har europæerne før godt kunnet håndtere, så mon ikke også det går denne gang.

Det er en påstand der vil noget, uden at tage stilling til forskellen på flygningne og dagens samfund, til forskel fra tidligere. Mener ikke det kommer til at gå denne gang (min påstand) Vores samfund er splittet som aldrig før og ikke kun over flygninge, EU, osv. Der er foregået en kontunuerlig ned brydning af vores samfund i 3-4 årtier efterhånden (Kultur og andre bærende platforme som familie) som ikke er blevet erstattet med noget brugbart.

Kristian Rikard

Det er vist rigtigt, at man ikke kan linke direkte. Men så gå ind på EUROSTAT via Jans
eller mit link, OG gå så selv videre: population, fertility og så total fertility. Her ligger Frankrig
på 2,01, hvilket er LANGT over dets nabolande og Europa i øvrigt.

Nu er M.H. jo ikke politiker eller pædagog men forfatter af den satiriske slags - der kan man ikke forvente afbalanceret eller konstruktiv kritik, det er ikke deres metier. Her gælder det om at stille skarpt på visse tendenser og beskrive hvad der (i værste fald) kunne ske -måske i håb om, at det ikke sker

Michael Kongstad Nielsen

Eva Bertram
19. oktober, 2016 - 00:08

Jeg tror ikke, jeg skylder nogen regnskab for, hvilke bøger jeg har læst. Din liste desangående er jeg heller ikke interesseret i. Men en redegørelse for, hvordan du og andre formodentlige tilhængere af Michel Houellebecqs socialdarwinisme forsvarer manden i forhold til Christian Johannes Idskovs glimrende kritik, ville være kærkommen.

Henrik Plaschke

Kristian Rikard, Arne Lund m.fl.

Fertilitetsraten i Frankrig er usædvanlig høj i europæisk sammenhæng: godt og vel 2 %. Det er korrekt.

Men det betyder ikke, at ”demografien er på islams side” (Houllebecq), ligesom det som påpeget af Arne Lund ikke retfærdiggør brugen af demografi som camouflage for xenofobi.

Der findes ingen præcise oplysninger om antallet af muslimer i Frankrig, da det dér er forbudt at registrere folks religiøse tilhørsforhold. De (omstridte) opgørelser, som det franske Institut Montaigne for nylig har fremlagt, peger imidlertid på, at antallet af muslimer i Frankrig kun udgør tre til fire millioner mennesker, hvoraf ganske mange dog er i den fødedygtige alder. Med en samlet befolkning på ca. 66 millioner er det imidlertid fortsat en ganske lille andel af den samlede befolkning.

Det er en smule misvisende, når det påstås, ”at de muslimske medborgere har en langt højere fødselsrate end europæerne” (Arne Lund), da fødselsraten varierer meget mellem forskellige befolkningsgrupper – inklusive indvandrere med muslimsk baggrund. Generelt set tilpasser fødselsraten sig i løbet af en generation eller to de ”indfødte” rater og er for manges vedkommende allerede fuldført.

Institut Montaigne bemærker i øvrigt også, at der er dobbelt så mange unge med muslimsk familiemæssig baggrund, der forlader islam, som der er unge med ikke-muslimsk baggrund, der konverterer til islam.

Når den franske fertilitetsrate ligger over det europæiske gennemsnit skyldes det således næppe i noget videre omfang det muslimske tilstedevær, og franske muslimers fødselsrater vil formodentlig fortsat tilpasse sig nedad – ligesom muslimers fødselsrater andetsteds gør det andetsteds.

http://www.lejdd.fr/Societe/Religion/Religion-famille-societe-qui-sont-v...

Henrik Plaschke

Kristian Rikard:

Jeg er bekendt med INED. Er det nogle bestemte publikationer, du tænker på? Bestemte pointer man burde være opmærksom på?

Henrik Plaschke

Kristian Rikard:

Tak for henvisningen til denne undersøgelse, som jeg ikke kendte. Den bekræfter jo, hvad jeg også påpegede i mit tidligere indlæg: det er ikke primært ”de fremmedes” (inkl. ”fremmede” med fransk statsborgerskab) høje fertilitet, der forklarer den høje franske fertilitet. Ud af en fertilitetsrate på 1,9 (tal for 2004) bidrager de udenlandske fertilitetstal med mindre end 0.1. Eller sagt på en anden måde: uden udenlandske kvinders bidrag til børnefødsler i Frankrig, ville fertilitetsraten ligge på 1,8 fremfor på 1.9. Helt uden betydning er bidraget således ikke, men andre faktorer synes at veje tungere.