Det er næppe gået mange litterært interesserede i Danmark forbi, at kulturtidsskriftet Kritik nu lukker. Det er så trist, som det kan være, at netop Elisabeth Friis og Ursula Andkjær Olsen, som i deres redaktionsperiode har gjort så meget for at åbne det 50 år gamle litteraturtidsskrift mod det omkringliggende samfund ved at behandle presserende emner som køn, klima og migration, bliver dem, der slukker lyset på redaktionen for sidste gang.
Men i den sørgemarch, som indtog de litterære afkroge af de sociale medier, efter nyheden gik ud, postede den snart forhenværende redaktør Friis på et tidspunkt den svensk-amerikanske arbejderaktivist Joe Hills famous last words: »Don’t mourn – organize« – for sådan kan man heldigvis også reagere på den slags ulykker.
Og måske findes den eftertænksomme litterære offentlighed, som med lukningen (igen-igen) er blevet dømt som afdød, stadig. Blot i andre former og kanaler, som måske ikke er lige så tydelige og guldrandede som Gyldendals hæderkronede tidsskrift, men ikke af den grund er mindre grundige, eftertænksomme eller interessante. Og måske kan denne litteratur endda nå ud til flere eller andre mennesker, end Kritik i kraft af sit klassiske format gjorde det, og med ærinder, som faktisk ligner det, Kritiks sidste redaktører var ude i. Nemlig at lade litteraturen indgå i nye samtaler med og relationer til alt det, der ikke lige er litteratur.
Æbler og pærer
Da det hen over foråret blev diskuteret her i avisen, hvordan det stod til med samtidens litterære eksperimenter, lå fokus i høj grad på sproglige greb og stilistiske tendenser. Hvor var de sproglige eksperimenter, som kunne måle sig med de i modernismen kanoniserede? Var autofiktion som stilistisk nydannelse lige så litteraturhistorisk afgørende som de nybrud, Joyce eller Proust præsterede i begyndelsen af forrige århundrede?
Risikoen ved sådanne tværhistoriske sammenligninger er, at ’litteraturen’ let kommer til at fremtræde som en ahistorisk og afgrænset ting, uafhængig af sin specifikt situerede kontekst. Og selv om debatten undervejs fik afdækket mange interessante aspekter af samtidens litterære landskab, kom den også ind i mellem til at ligne en vanskelig sammenligning mellem æbler og pærer.
Men hvad sker der, hvis vi stiller spørgsmålet på en anden måde? Hvis vi stiller ind på de nye samtaler og relationer, som litteraturen indgår i?
Hvilket ’vi’?
Før man spørger til de litterære eksperimenters status – skriver den amerikanske digter Joan Retallack i essayet »Hvad er eksperimenterende poesi og hvorfor har vi brug for den?« – må man overveje, hvad man mener med ’eksperimenterende’.
Skal spørgsmålet give mening, må ordet dække over noget mere interessant end blot ’de seneste stilistiske særheder.’ Retallack spørger derfor i stedet mere grundlæggende til præmisserne for poesien som en samtale med og om det, vi ikke allerede kender; det, som ’aldrig er tilstrækkeligt afdækket og aldrig tilstrækkeligt inkluderet’.
Heri indgår først og fremmest overvejelserne over, hvilket ’vi’, der taler i litteraturen, og når vi taler om den – hvad mener vi med ’vi’?
Her kommer spørgsmålet om den litterære offentlighed ind, for hvem er egentlig inkluderet i samtalen, og hvordan foregår den?
En amerikansk samtidspoet, der ifølge Retallack arbejder eksperimenterende med selve poesiens kommunikative præmisser, er Juliana Spahr. Sammen med kollegaen Joshua Clover, som midt i august var i Danmark i forbindelse med den danske udgivelse af et digtudvalg, Den lille røde, er Spahr blandt initiativtagerne til det erklæret aktivistiske forlag Commune Press.
Det begyndte i 2014 med en antikapitalistisk forretningsmodel, hvor alternativ distribution var gratis og downloads var afgørende. Efter en tid er deres titler også til salg på amazon.com, men muligheden for at tilgå indholdet gratis består. Stifterne er tilknyttet den amerikanske Occupy-bevægelses meget aktive Oakland-fraktion og andre folkelige, revolutionære strømninger som #blacklivesmatter, hvor de praktiserer konkret politisk aktivisme.
Flere komponenter
Et erklæret mål med deres forlagsvirksomhed er at gøre op med den compartmentalization eller sætten litteraturen i bås, som enhver institutionalisering af den pr. automatik indebærer. Litteraturens institutioner, herunder de etablerede forlag, etablerer den som et eksklusivt og afsondret område, der besidder en privilegeret position, i kraft af dets adskilthed fra samfundet i øvrigt.
Denne afsondrethed er en af præmisserne for modernismens æstetik, men det er også denne dynamik, Commune Press vil udfordre, fordi de i marxistisk ånd ser autonomiseringen af kunstens sfære som en borgerlig-kapitalistisk måde at trække tænderne ud på ethvert oprør, ved at gøre det til en museumsgenstand.
Som Joshua Clover har udtrykt det, er de ude efter et opgør med »digteren som en særskilt social rolle.«
»Vores position er enkel«, skriver de i et manifest: »Vi tror ikke, at du kan ændre verden ved at ændre litteraturen, vi tror på, at du ændrer verden, og litteraturen følger med. Litteratur har været, og fortsætter med at være, en effektiv politisk kraft, når den er direkte allieret med sociale kræfter, der er i stand til at udfordre magten.«
Vejen ud af den evige modstilling mellem lyrisk inderlighed og avantgardistisk formambition, som har præget den amerikanske poesidebat i årtier, er for Commune-forfatterne en form for litterær aktivisme, »en eksplicit politiseret poesi som får sin energi fra sociale kløfter og modsætninger.«
Men de nærer ikke klassisk avantgardistiske forhåbninger om, at kunsten skal transformere livet og redde verden: »Politibrutalitet stopper ikke, fordi vi nedbryder kanon og får flere farvede forfatteres bøger på hylderne i biblioteket – der skal ske ægte politisk handling på alle områder af samfundslivet.«
Både førnævnte essay af Joan Retallack og flere hæsblæsende politisk-poetiske pamfletter af Commune Press’ kritiske duo Spahr og Clover er udkommet på dansk på det lille forlagsinitiativ Laboratory for Aesthetics & Ecology. Og skal man tage Retallacks formaning til sig i forbindelse med den aktuelle danske litteraturdebat, virker det oplagt at dvæle ved netop udgivelseskanalen, for som digterne bag Commune Press at løfte blikket fra bogsiden og inkludere flere komponenter af den kommunikationssituation, hvori litteraturens samtaler foregår.
I Danmark har vi i de senere år set en historisk opblomstring af små forlag. Væsentlige danske såvel som oversatte titler er længe udkommet på hæderkronede forfatterforlag som Arena og Basilisk samt nyere initiativer med rødder i forfatter- og kunstmiljøerne som Gladiator, OVO Press, Kronstork og Antipyrine i mindst lige så rigt mål, som de er kommet fra de etablerede, kommercielle forlag – hvis forretningsmodel er under et stadigt pres, som Kritik-lukningen bekræfter.
Oplagte forklaringer
I forbindelse med forårets debat blev det klart, at modernismens sprogbrug italesætter bestemte kvaliteter, mens andre aspekter og potentielle nybrud er vanskeligere at få øje på. De ligger et andet sted i samtalens strukturer end der, hvor man normalt leder, når man i modernistisk ånd betragter litteraturen som et felt, der slutter om sig selv.
Og her arbejder initiativer som Laboratory for Aesthetics & Ecology og Forlaget Virkelig – som for øvrigt også står bag et ambitiøst tidsskriftsinitiativ, Ny Jord – samt flere andre af de seriøse mikroforlag, der er poppet op i de senere år, på forskellige måder med at åbne litteraturens bås mod andre samfundssfærer. Blandt andet ved at kultivere en åben udgivelsesprofil, der ikke sondrer kvalitativt mellem litterære, videnskabelige og eksplicit politiske skrifter.
Der er en række oplagte forklaringer på tidens ændrede udgivelsessituation. Først må man huske, at det er rigtig mange år, siden skønlitterære forfattere uden for bestsellerlisterne har levet af forlagshonorarer, hvilket alt andet lige nedbringer loyaliteten over for de kommercielle forlag.
Man kan bestemt sørge over, at det er sådan, men man kan også – med Joe Hill-citatet i baghovedet – organisere alternative udgivelseskanaler. Hvilket rent teknisk er blevet langt enklere i de senere år. Computerteknologi har lettet det praktiske arbejde med tekstbehandling, så man kommer let og hurtigt fra tanke til tekst – om det er i trykte bøger eller på diverse skærme.
Desuden er interessen for og udbredelsen af knowhow inden for enkle bogbindingsteknikker eksploderet, hvilket sammen med væksten i print-on-demand-muligheder har gjort det enkelt at justere oplag i takt med efterspørgslen, så man ikke brænder inde med hundredevis af usolgte eksemplarer.
I forhold til tidligere opblomstringer i DIY-forlagsvirksomhed, som eksempelvis 1960-70’ernes vækst i undergrundsforlag og fanzines, har internettet introduceret en potentiel mulighed for at nå ud til mange flere end det eksklusive kenderpublikum i et afgrænset miljø. Både ved at bruge nettet som salgskanal, reklamesøjle og udvidet samtaleplatform, hvor flere kan være med til at diskutere udgivelserne – og ved konkret at sprede indhold (gratis) i elektronisk form, som blandt andre Commune Press og danske OVBIDAT har gjort det.
Det er således næppe tilfældigt, at Krabbesholm Højskoles nye litteraturlinje reklamerer med undervisning i nye udgivelsesformer, boghåndværk og pop-up-forlagsvirksomhed. Eller at et fremsynet initiativ som århusianske Projekt Art Writing i workshops og masterclasses undersøger bogmediets teknologi og publicering som praksis.
Små forlag og engagerede aktører uden for de litterære institutioners etablerede hovedstrøm er et oplagt sted at kigge hen, hvis man vil få øje på rigdommen i samtidslitteraturens eksperimenter. På grund af pop-up-karakteren er det blevet muligt at bruge publicering på måder, der tangerer performative sammenhænge som oplæsninger, workshops og andre liveevents.
En mere spontan og øjebliksbåren publiceringsvirksomhed kan opdyrke forpligtende og engagerede litterære samtaler henover både geografiske og sociale afstande.
Samtaler om posthumanisme
Og hvilke er så udgivelserne?
Det er ikke et spørgsmål, som lader sig besvare kort. Der er mange forskellige bøger, bogobjekter, pamfletter, tidsskrifter, som hverken udmærker sig ved at tage helt nye, hidtil usete temaer op eller ved at bruge et helt nyt, hidtil uset sprog. Det »nye« er først og fremmest diversiteten i feltet, og det, at udgiverne arbejder reflekteret med deres egen og udgivelsernes position i en større samfundsmæssig samtale.
Laboratoriet for Æstetik og Økologi, som blev stiftet i 2015 af Ida Bencke og Dea Antonsen, har en række udgivelser bag sig, som balancerer mellem akademisk tænkning og litterær undersøgelse, både på dansk og på engelsk. Ligesom de har taget sig kærligt af mere skæve og bogkunstnerisk krævende eksperimenter fra skandinaviske digtere med økopoetiske eller posthumanistiske dagsordner som danske Ida Marie Hede og svenske Johannes Heldén.
Fællesnævneren i deres udgivelser er ifølge de to forlagsstiftere eksperimenter, der på forskellig vis forsøger at udfordre menneskets suveræne position og starte samtaler om posthumanisme og økokritik – og netop med rod i et selvkritisk blik på det 'vi', der impliceres. F.eks. i serien Parapoetics, hvor bl.a. den amerikanske forsker Aaron Moe og den brasiliansk-amerikanske biokunstner Eduardo Kac eksperimenterer med at lade andre livsformer indtage den scene, som det lyriske ’jeg’ er trådt ned fra i så mange omgange siden modernismens gennembrud.
Laboratoriets bøger og pamfletter er håndskårne og manuelt bundne og udstråler rent fysisk stor omsorg for teksten. Fra boghåndværket over redaktionsarbejdet til timingen er processen afgørende. Og den omhu, som afspejles i det håndgjorte, er med til at give bøgernes henvendelse krop, så læseren mærker den overbevisning, der ligger bag: Nogen vil os noget med dette, her og nu.
Udfordrer strukturer
Det er værd at bemærke, at der er andre tendenser i samtidslitteraturen, som flugter med den højnede bevidsthed om udgivelsespraktikker. Mange af tidens mest interessante forfattere udforsker litteraturens kommunikative rum som ét, der rækker et godt stykke ud over bogens sider. Christina Hagen, Mikkel Thykier, Madame (osv.) Nielsen og Hanne Viemose er vidt forskellige eksempler, som på hver sin måde kritisk udfordrer nogle af de strukturer, der gennemløber litteraturens og kulturens kommunikative rum.
At alle samtidens vildeste eksperimenter ikke i første omgang kommer ud på etablerede forlag, er der ikke som sådan noget nyt i. Store europæiske modernister som James Joyce og Gertrude Stein måtte også sno sig for at få at deres værker trykt.
Det nye er måske snarere, at de alternative udgivelsesformer ikke primært er udløst af manglende forståelse fra mainstream, som de var det for Joyce og Stein, men i lige så høj grad handler om at betragte både produktion og distribution af litteratur og det litterære kredsløb i det hele taget, ikke som indpakning eller neutrale praktisk-tekniske forudsætninger for at nå ud til læserne. De ses i stedet som en vital del af det kunstneriske materiale, der arbejdes med – og som sådan også som et politisk materiale. For i selve udgivelsesvirksomheden er der indlejret en aktiv eksperimenteren. Og den modsætter sig den kulturelle patina, som litteraturen tillægges via stærke institutioner som etablerede forlag, formalistisk litteraturkritik og hæderkronede kulturtidsskrifter.
Alle udgivelser fra Laboratoriet for æstetik og økologi og Commune Press kan bestilles via deres hjemmesider: http://www.labae.org/ og http://communeeditions.com/
