Læsetid: 9 min.

Romanen om Auschwitz, der ikke nævner Auschwitz med et ord

W.G. Sebald tilhører den generation af Holocaust-forfattere, for hvem det afgørende ikke var at aflægge direkte vidnesbyrd om grusomhederne, men at belyse forudsætninger herfor i den vestlige kultur. Nu er hans mesterlige roman ’Austerlitz’ igen tilgængelig på dansk
W.G. Sebald tilhører den generation af Holocaust-forfattere, for hvem det afgørende ikke var at aflægge direkte vidnesbyrd om grusomhederne, men at belyse forudsætninger herfor i den vestlige kultur. Nu er hans mesterlige roman ’Austerlitz’ igen tilgængelig på dansk

Illustration: Mia Mottelson/iBureauet

22. oktober 2016

Der findes forfattere, som blænder os med deres ophøjede stil, suveræne overblik eller evne til at tale direkte ind i tiden på en engageret måde. I de lykkelige tilfælde finder disse forfattere en original form, der kan udtrykke deres personlighed og tanker om verden. Sådan en forfatter var W.G. Sebald ikke.

Han levede derimod i randområderne af de store fortællinger om, hvordan verden hænger sammen. Alligevel fandt han en original form for lige præcis sin personlighed og kringlede måde at tænke verden på. En vej, som gjorde det muligt for ham at beskrive de mere skyggeagtige sider af den europæiske civilisation og de tilbagevendende tilbøjeligheder til udslag i galskab.

Det hele ligger i forfatterens egen historie. Sebald blev født i Anden Verdenskrigs næstsidste år og voksede op i en lille landsby i bayerske Allgäu, hvor krigen stort set gik upåagtet forbi. Alligevel hviler skyggerne fra krigen over forfatterskabet.

Selv om han ikke var vidne til krigshandlinger, bombardementer og forfølgelser af befolkningsgrupper, er hans romaner grundlagt på en fornemmelse af at nedstamme fra krigen. I hans bøger skildres den europæiske historie og skæbne som en gengangerhistorie.

Sebald nåede inden sin tragiske død i en bilulykke i 2001 at skrive flere romaner, hvor han portrætterede traumatiserede og af krigen ødelagte mennesker, udvandrere, ligesom Sebald selv, der forlod fædrelandet og søgte lykken i det fremmede. Han selv udvandrede til England i 1967 og endte i Norwich, hvor han blev professor i nyere tysk litteratur. Med Austerlitz skrev han ikke bare en vigtig roman om generindringen af Europas tragiske skæbne, men fandt her en form, som var ny og opsummerede hans forståelse af kulturens evige genkomst.

Fra Prag til Wales

Hvad er Austerlitz for en bog? Bogen indfanger det Europa, der blev til efter ødelæggelserne og forbrydelserne. Ikke i direkte forstand, for selve krigen er helt fraværende, men som spor, citater eller mytiske overleveringer. Austerlitz er her ikke navnet på det berømte slag i 1805, hvor Napoleon sejrede over de russiske og tysk-romerske hære – selv om det også spiller en vigtig rolle – men navnet på romanens hovedperson, Jacques Austerlitz.

Uden at vide det er han krigsbarn og bærer alle traumets træk. Som godt fireårig måtte han forlade sin hjemby, Prag, med en af de såkaldte børnetransporter, der bragte ham til England. Herfra bliver han adopteret af en streng calvinistisk præstefamilie og vokser op i en afsidesliggende landsby i Wales. Han frarøves sin oprindelige kontinentale identitet; ingen fortæller ham, hvem han er, eller hvor han stammer fra. Som voksen skaber han et system for at undgå at blive konfronteret med sin fortid, lige indtil han i en alder af 60 sætter sig for at opspore sin egen baggrund.

Første Verdenskrig, der tog hele det borgerlige Europas uskyld, indledte en ny epoke, hvor den altædende historie rejser sig foran den menneskelige fornuft og bemægtiger sig den. Igen blev mennesket først og fremmest bestemt udefra. Hitler-styrets ufattelige brutalitet forstærkede kun den fornemmelse af at være et ydre vilkår.

Sebald er som tysker og efterkommer af forældre, der var med under Hitler, optaget af, hvordan man kan indfange den forandring, som århundredet har påført den menneskelige eksistens. For at kunne gøre det, må han – ligesom han bortkaster sine oprindelige fornavne Winfried og Georg, fordi førnævnte er for nazistisk og herefter bare hedder W.G. – også forandre den gældende romanform. Ikke ved – som mange tyske forfattere op gennem 1950’erne, 60’erne og 70’erne – at dyrke sensationen og genskabe de uhyrlige afvigelser i romanen.

Sebald derimod griber bagom denne tradition hos en formbevidst efterkrigslitteratur for at gengive krigens kaotiske virkelighed til en langsom og dvælende stil, som man især finder den hos 1800-tals forfattere som den østrigske forfatter Adelbert Stifter.

Periskopisk fortællestil

Sebald griber med andre ord tilbage over det 20. århundrede til en egensindigt opdateret biedermeierstil og fortæller roligt og detaljeret om afvigelserne fra det menneskelige. Mens Sebald i stilen griber tilbage til Stifter, minder han tematisk med sin optagethed af erindringen og dens vibrerende efterveer i kulturen snarere om en anden emigrantforfatter som Walter Benjamin.

Med Austerlitz finder Sebald en radikal form for at vise en fragmenteret og foranderlig identitet, der aldrig kan falde til ro i en sandhed eller bestemt privilegeret version af virkeligheden. På det overordnede plan i romanen kommer det til udtryk i en lang række essayistiske ekskurser. Der fortælles ikke fra noget dominerende sted, ingen fortæller stiller sig op på et højt punkt, hvorfra han overskuer hele det fortalte univers.

Man kan kalde Sebalds fortællestil for perspektivisk. Selv betegner han den som »periskopisk«. Han afslår en privilegeret omnipotent fortællerposition og opererer med et åbent udvekslingsforhold mellem forskellige stemmer. Sebald har selv i kølvandet på Anden Verdenskrig talt om denne fortællestruktur som eneste mulighed for en tysk litteratur, da den forudgående tids både traditionelle og modernistiske prosaform er blevet kompromitteret af nazismen.

Som forbillede henviser han til den østrigske forfatter Thomas Bernhard. Bernhard skabte en ny radikalitet i den tyske efterkrigslitteratur. Meget tysk prosa fra 1950’erne og 60’erne og 70’erne var moralsk alvorligt kompromitteret og som følge heraf æstetisk utilstrækkeligt. Bernhard derimod havde bevæget sig væk fra enhver standardmodel for prosaen og gengav bestandigt, hvad han hørte fra andre.

Der er ingen tvivl om, at Bernhards berømte »overdrivelseskunst« har præget Sebalds prosastil. Han har dermed også været med til at genindføre en etisk dimension i æstetikken, for denne stil er også en etisk handling.

Når fortælleren ikke stiller sig op på et højt punkt, men formidler og fortaber sig, så opstår der i fortællingen nye knudepunkter med midlertidig autonomi – og nye forbindelseslinjer opstår. Et sådan narrativt midtpunkt udspiller sig midt i Austerlitz på Liverpool Street Station. Scenen, der er formet som Hades’ nedstigning til dødsriget, bebuder på romanens handlingsplan en vending og bliver begyndelsen på hovedpersonens indre rejse og forbinden-sig med en større europæisk skæbne.

Livskrisen

Romanen har på det ydre plan form af en opklaring af de tragiske omstændigheder, traumet, der har formet hovedpersonens barndom. Det er her på Liverpool Street Station på natlige vandringer, at Jacques Austerlitz igen og igen bliver draget hen og ved et tilfælde følger efter en fejende jernbanemand med hvid turban og føres gennem en hidtil ubemærket dør ved Ladies Waiting Room, der er under ombygning, og ender i en ventesal, der ikke længere er i brug.

Manden med turbanen er forsvundet, i stedet står Austerlitz alene tilbage og midt i den pludselige ophobning af »erindringsstumper, der begyndte at sive ind gennem min bevidstheds randområder«. Der udspiller sig en slags vision, hvor rum efter rum i den forladte sal åbner sig, og alle hans »fortids timer, alle hans så længe undertrykte, udslukte ængstelser og ønsker«, vender tilbage.

Han ser ikke bare den eftermiddag i 1968, hvor han mødtes med sin elskede, men salen bliver også det sted, hvor han får øje på den dreng, der er i sidste øjeblik af forældrene fra Prag er blevet sendt i sikkerhed, og som nu hentes af de waliske plejeforældre. For første gang ser han sig selv, for første gang erindrer han sig selv.

På Liverpool Street Station begynder Austerlitz’ indre rejse tilbage og konfrontation med eget traume. Indtil da har han, som den arkitekturteoretiker han også er, været en slags betragter og aflæser af den ydre verden, men herfra bliver det indoptagelsen af andres beretninger og skæbne, der kommer til at fylde. Austerlitz befinder sig selv i dyb livskrise og har overvejet selvmord. Lige her krydser liv og død, her mødes ikke bare Austerlitz’ fortidige jeg med det nuværende, men alle de døde rører på sig. Han bliver en formidler af den dunkle forhistorie, der ubevidst plager ham. Undergrunden bliver et rige for de dødes genkomst.

Umiddelbart forud for visionen i Londons underverden er gået en eksistentiel krise for hovedpersonen. Krisen er formuleret som en sprogkrise og er i hele sin grundform og ned i de enkelte formuleringer skrevet hen over den mest ikoniske europæiske litterære tekst om sprogkrisen, nemlig Hugo von Hofmannsthals Chandos-brev.

Sproget, der før havde tjent Austerlitz, er han nu ude af stand til at fastholde, det bliver »et rodsammen af de floveste fraser«, og en sygdom truer med at bryde frem (traumet). Han forstår ikke længere sig selv og heller ikke, hvad han har skrevet tidligere. Han ser ikke længere sammenhæng, »sætningerne opløste sig i lutter enkeltord, ordene i en vilkårlig række bogstaver, bogstaverne i sønderbrudte tegn og disse i et blygråt, her og der sølvglinsende spor, som et eller andet krybende væsen havde afsondret og trukket efter sig, og som det i stigende grad fylde mig med følelser af skræk og skam at se«.

Austerlitz’ krise er forbundet med en større krise. Han føler sig hjemløs, »hverken waliser, englænder eller franskmand«, ligesom han hverken tilhører en klasse, en entydig profession eller abonnerer på en bestemt livsopfattelse. Her træder den ensomme og hjemløse Austerlitz i forbindelse med ikke bare sit tidligere jeg på forskellige tidspunkter; han træder også i forbindelse med andre tider, med forældrenes skæbne og i det hele taget med de spor, som kulturen ned gennem tiderne lagrer i de enkelte mennesker, i navnene, i myterne, billederne.

Logisk konsekvens

Meget ligger i navnet Austerlitz. Hos den walisiske plejefamilie hed han Dafydd Elias, men da først plejemoren dør, og -faren bliver syg, ender han på kostskole, hvor skolens rektor afslører for ham, at han blev adopteret under krigen af præstefamilien, og at hans rigtige navn er Jacques Austerlitz. Andet får han ikke at vide, bortset fra at rektor fortæller ham, at Austerlitz er navnet på en lille by i Mæhren kendt for et berømt slag.

Europæisk historie kan ikke tænkes uden Napoleonskrigene og slaget ved Austerlitz. Drengen Austerlitz har ingen egen identitet, han er en sand hjemløs spændt hårdt ud mellem begyndelsen af Anden Verdenskrig og det berømte slag ved Austerlitz, mellem personlig identitet og europæisk identitet, der begge er fragmenteret og kræver et tolkningsarbejde at kunne få til at hænge sammen.

Med sin sidste fuldendte roman har Sebald derfor skabt en sand hjemløs europæisk identitet, der både er hjemløs og rummer hele den europæiske identitet.

Austerlitz’ indre rejse er også en spøgelsesrejse. Hele den europæiske kultur er skæbneagtigt til stede i det kulturelle nu og i det enkelte menneske som en spøgelsesagtig manifestation. Der er ikke noget tilfældigt, for det hele ligger allerede nedlejret i kulturen og civilisationen. Ligesom slaget ved Austerlitz er en nøgle til hovedpersonens identitet på baggrund af en større europæiske skæbne, så bliver Austerlitz også i kraft af navnets spredning i romanen til en gengangerfigur, der igen og igen hjemsøger det europæiske kontinent og foreløbig ender i Auschwitz – den mulige konsekvens af hele den europæiske kultur, der ikke nævnes med ét ord direkte i Austerlitz, men i virkeligheden ligger som det skjulte slutpunkt for hele romanen.

Sebalds roman handler derfor om Auschwitz, men uden at navnet nævnes. Auschwitz er ikke bare det alt for tydelige symbol på nazismen og ødelæggelsen af den europæiske kultur. Som er en banalisering. I stedet for er det nærmest unævnelige spredt ud i Sebalds roman; også fordi Auschwitz aldrig må forvandles til en kliché. I den forstand er Sebald en efterkommer, der beskæftiger sig med de spor i den vestlige kultur, der kan føre til uhyrligheder som Auschwitz. Netop ikke som en undtagelse, men som en logisk konsekvens af den kultur.

Han tilhører næste generation af Holocaust-forfattere, hvor det afgørende ikke er at aflægge vidnesbyrd om, at grusomhederne fandt sted, men at belyse de kulturelle og kapitalistiske forudsætninger herfor i den vestlige kultur. På det punkt befinder Sebald sig ikke så langt væk fra det andre vidnesbyrdforfattere som Imre Kertész, Jean Améry og Tadeusz Borowski.

W.G. Sebald: Austerlitz. Oversat af Niels Brunse. Tiderne Skifter, 380 sider, 300 kr.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • John Andreasen
John Andreasen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu