Interview
Læsetid: 5 min.

’Rumis digte rørte en nerve i mig’

Kultur
7. oktober 2016

På bogmessen optræder en række aktuelle faglitterære forfattere. Vi har talt med nogle af dem.

Lyspartikler fra verdens ende

Anja C. Andersen om ‘En lille bog om universet’

– Hvordan opstod ideen til din bog?

»Jeg ville tage læserne med på det, der undrer mig – f.eks. mørk energi. Tanken om, at universet konstant udvider sig, giver slet ikke mening i mit hoved. Og samtidig er videnskab jo bare data. Universet er ikke sat i verden i husmororden for at glæde mig.«

– Hvorfor er din bog vigtig?

»Jeg vil gerne vise folk, hvordan vi finder ud af noget, og hvordan det også kan være viden ikke at vide noget. Og give dem en fornemmelse af, at det altså ikke har været dumme, men at videnskab hele tiden er en proces mod det, vi håber er sandheden.«

– Fagligt forbillede?

»Jens Martin Knudsen – Marsmanden – der formidlede meget om Mars. Men der er en perlerække af videnskabsformidlere, f.eks. H.C. Ørsted, som lejede lokaler for egne penge, så folk kunne komme og høre om den nye videnskab.«

– Hvad er uundværligt på dit arbejdsbord?

»Min computer med mine billeder fra satellitterne ude i rummet. Astronomer er henvist til billeder af lyspartikler fra verdens ende, men det er nok til, at vi kan stykke et puslespil sammen omkring universets historie.«

’En lille bog om universet’ af Anja C. Andersen. Lindhardt og Ringhof, er udkommet (2016). Oplev Anja C. Andersen på Scenen søndag kl. 11.30.

‘Det bliver ikke anderledes’

Rasmus Willig om ‘Afvæbnet kritik’

– Hvordan opstod ideen til din bog?

»Da jeg under mine studier af umyndiggørelse hørte de første eksempler på offentlige arbejdspladsers svar på deres medarbejderes kritik – f.eks. ’Du ser ud, som om du er lidt nede, nu skal jeg lige coache dig’ eller ’Jeg hører, hvad du siger, men det bliver ikke anderledes’.«

– Hvorfor er din bog vigtig?

»Det er samlingen af svar på kritik, som i sig selv er unik, og som forklarer en ny form for censur og stress, vi ikke har set tidligere, og som er en del af de negative vrangsider ved overgangen fra velfærdsstaten til konkurrencestaten.«

– Fagligt forbillede?

»Intellektuelle figurer fra Frankfurt som Axel Honneth, Rainer Forst og Hartmut Rosa. Udviklingen af teori til at forstå vores samfund er blevet en mangelvare. Vi mangler kvalificerede bud på, hvordan samfundet bør forme sig.«

– Hvad er uundværligt på dit arbejdsbord?

»Et syndigt rod. Det er altid i oprydningen, at jeg finder glemte notater, artikler eller bøger, som jeg kan arbejde videre på.«

’Afvæbnet kritik’ af Rasmus Willig. Hans Reitzels Forlag, er udkommet. Oplev Rasmus Willig på Scene 2 lørdag kl. 10.15.

At forstå sig selv

Ole Grünbaum om ‘Tusind og én nats samtale’

– Hvordan opstod ideen til din bog?

»Rumis digte rørte en nerve i mig, fordi de handler om det primære i eksistensen – at lære sig selv at kende og forstå sig selv. Rumi tilhører en tradition, der er mange tusind år gammel, hvor der delvist tales i parabler for at vække en dybere forståelse af selvet, f.eks. som i Jesu lignelser. Eller i Platons dialoger, hvor den vidende Sokrates underviser den, der ikke ved. Jeg synes det er det største drama i menneskelivet.«

– Hvorfor er din bog vigtig?

»At kunne samle dokumenterede ord før 1850 er enestående. Jeg har rekonstrueret 500 siders noter af de to samtidige kilder og skåret myterne væk, hvilket du f.eks. ikke kan gøre med fortællingerne om Jesus og disciplene.«

– Fagligt forbillede?

»Aksel Haaning, lektor på RUC og specialist i middelalderen, der i 1994 skrev Naturens lys om renæssancefilosoffer, brydningen med den mystiske ånd i Europa og undertrykkelsen af kirken. For mig er det den bedste bog, der er skrevet på dansk i 30-40 år.«

– Hvad er uundværligt på dit arbejdsbord?

»Computer, askebæger, cigaretter og kaffekop.«

’Tusind og én nats samtale’ af Ole Grünbaum. Tiderne Skifter, er udkommet. Oplev Ole Grünbaum på Fag- og debatscenen fredag kl. 15.00.

Strøm til hjernen

Lone Frank om ‘Lystens pioner’

– Hvordan opstod ideen til din bog?

»Jeg skulle skrive en artikel om ’deep brain stimulation’ og faldt over psykiateren Robert Heath, som i 1950’erne havde forsket i netop det. Jeg fandt kun henvisninger til en frygtelig hændelse i 1970’erne, hvor han forsøgte at omvende en homoseksuel mand. Her blev jeg dødinteresseret.«

– Hvorfor er din bog vigtig?

»Den fortæller om, hvordan videnskab foregår. Robert Heath opfinder noget, som verden ikke er parat til. Da man i 1980’erne begynder at forske på området igen, var han glemt. Samtidig er det også en historie om, hvordan vores mentalitet har ændret sig, hvad vores hjerne er, og hvad vi kan tillade os at gøre ved den.«

– Fagligt forbillede?

»Mine forbilleder er altid skønlitterære forfattere. Den tyske filosof Daniel Kehlmanns roman Opmålingen af verden er helt fantastisk, og jeg vil enormt gerne kunne skrive noget i den retning.«

– Hvad er uundværligt på dit arbejdsbord?

»Computeren. Den er begyndelsen og enden på alting. Men også bunker af papir og skriveredskaber, da jeg altid printer ting ud og skriver i margen.«

’Lystens pioner’ af Lone Frank. Gyldendal, er udkommet (2016). Oplev Lone Frank på Fag- og debatscenen søndag kl. 11.45.

Let kompleksitet

Rasmus Alenius Boserup om ‘Efter foråret’

– Hvordan opstod ideen til din bog?

»Over de sidste tre år har jeg mødt mange, der længes efter tiden før det arabiske forår og oprørene imod diktatorerne. Jeg vil gerne fortælle dem, hvorfor det er en forkert måde at se Mellemøsten på: Diktatorerne er årsagen til krisen – ikke løsningen på den.«

– Hvorfor er din bog vigtig?

»Fordi Europa hænger sammen med den arabiske verden og Mellemøsten. Både i forhold til flygtninge og terrorister, men også arbejdskraft og samhandel. Derfor er det afgørende at vi i Europa forstår, hvad der sker i regionen.«

– Fagligt forbillede?

»Stilistisk er jeg inspireret af et greb, som jeg første gang mødte hos en professor i antropologi. En relativt personlig fortælleform, der giver mulighed for at behandle ret komplekse spørgsmål på en let fordøjelig måde.«

– Hvad er uundværligt på dit arbejdsbord?

»Jeg har altid en bunke A4-ark og en old school kuglepen liggende, så jeg kan skrive og tegne kerneargumenterne i hånden. Hvis jeg starter direkte på computeren løber fingrene af med mig – de er langt hurtigere end min hjerne.«

’Efter foråret – forandringer i arabisk politik’ af Rasmus Alenius Boserup. Gyldendal, 17. okt. 2016. Oplev Rasmus Boserup på Scene 2 lørdag kl. 11.15.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her