Læsetid: 8 min.

’Man sender et lille stykke af sig selv’

Det fysiske brev er i krise, men måske behøver det ikke at dø ud. Noget tyder nemlig på, at brevet stadig har sin plads, men at det bare er ved at skifte funktion. Og særligt blandt de unge ser brevet ud til at opleve en renæssance
Især blandt unge er der en tendens til at skrive et ’rigtigt’ brev, når man vil sige noget vigtigt. Et af de steder, det sker, er i brevskrivningsklubber som Post A Letter København, som holder et månedligt arrangement på Cafe Retro på Nørrebro.

Især blandt unge er der en tendens til at skrive et ’rigtigt’ brev, når man vil sige noget vigtigt. Et af de steder, det sker, er i brevskrivningsklubber som Post A Letter København, som holder et månedligt arrangement på Cafe Retro på Nørrebro.

Lærke Posselt

7. oktober 2016

Brevskrivningen er i krise: I år 1999 blev der sendt 1,5 milliarder breve med Post Danmark. I 2015 var tallet faldet til 460 millioner, og i slutningen af september kunne Post Danmark fortælle, at de har planer om at fyre 770 ansatte – heraf mange postbude. Samtidig er prisen for at sende et brev næsten firedoblet i samme periode.

Grunden til det fysiske brevs krise er ikke svær at regne ud. I løbet af de 15 år er brevet gået fra at være den eneste mulighed for skriftlig kommunikation til blot at være én blandt mange, og nu foregår langt hovedparten af al udveksling af skrift over e-mail, sms, facebook og lignende.

Og alligevel er der dem, der trodser både prisstigninger og besværet med at finde en postkasse, og fortsætter med at sende fysiske breve.

Den første tirsdag i oktober har godt 30 unge mennesker – de fleste i midten af tyverne – trodset den tiltagende oktoberkulde for at skrive breve sammen.

Arrangementet afholdes af Post-A-Letter Social Activity Club – PAL – et canadisk koncept, som rejste til Danmark med en canadisk udvekslingsstuderende, og som nu har afdelinger i både København og Aarhus.

I København foregår det på den frivilligdrevne Café Retro på Jægersborggade. På caféen sidder brevskriverne spredt rundt i kælderlokalet i grupper af to-tre stykker, og taler dæmpet sammen eller sidder koncentreret over deres breve. Indimellem er der en udveksling af brevpapir, glimmertusser eller klistermærker mellem bordene.

Kort fortalt går arrangementet ud på, at man mødes på en café, skriver op til tre breve hver og socialiserer med de andre deltagere.

I København styres PAL af de to veninder Martina Presta og Julia Kaiser, og når de mødes i PAL, går de med deres brevskrivning bevidst imod den generelle tendens til at kommunikere hurtigere og nemmere. Martina Presta har læst retorik, og Julia Kaiser er på barsel med sin dreng, som er kommet med til dagens arrangementet.

Julia Kaiser har skrevet breve, siden hun stoppede på sin schweiziske kostskole, fortæller hun. Da de blev færdige på skolen, og alle hendes venner flyttede hjem til, hvor de kom fra, virkede det som en god måde at holde kontakten på. Siden har hun holdt fast i brevskrivningen.

For Julia Kaiser handler det ikke kun om, hvad man skriver, men også om, at man kan være kreativ med brevet.

»Jeg skriver ret lange breve, men jeg går også op i at lave noget med mine hænder – at vælge papir, konvolut og klistermærker, og gøre noget ud af det kreative,« fortæller hun.

For Julia Kaiser kan det med at bruge så lang tid på at skrive et brev i hånden, udsmykke brevet og få det postet godt ses som en tendens i tiden. Lidt ligesom når folk begynder at strikke igen, eller at bage deres eget brød. Det er en tilbagevenden til de gode gamle dage.

»Det er måske lidt en nostalgisk hipsterting,« siger hun. »Men verden går så hurtigt, og vi bruger så megen teknologi, at man måske bare får lyst til at sætte sig ned og bruge noget mere tid.«

Lærke Posselt
Sender et stykke af sig selv

Anne Katrine Lund har skrevet Ph.d. om brevskrivning og er forfatter til bogen Det Bevidste Brev, hvor hun har samlet den mest aktuelle forskning inden for brevskrivning.

Her var hendes konklusion, at brevet i høj grad stadig er i live – det er bare gået fra at være folks primære kommunikationsform til blot at være en blandt mange, og det får brevets særegne kvaliteter til at stå tydeligere frem.

Ifølge Anne Katrine Lund kan man sige, at brevet er kommunikationens økologi over for den digitale kommunikations fastfood. Hvis vi vil noget vigtigt, er breve stadig den vigtigste kanal, forklarer hun. Det skyldes – som også Julia peger på – i høj grad den tid, som man investerer i at sende et brev:

»Man kunne have mailet eller sms’et, men man har valgt at gå igennem en masse besvær for et sende et fysisk brev, og det lader det, der er skrevet, med en ganske særlig nærvær og omsorg. Det er som om man sender et lille stykke af sig selv,« fortæller Anne Katrine Lund.

Den betydning som tiden, der er brugt på brevet, indlejrer i meddelelsen gør, at brevet stadig er den foretrukne måde at kommunikere på, når man vil understrege at henvendelsen er særligt vigtig:

»Hvis man vil noget ganske særligt – det kunne for eksempel være en bryllupsinvitation, hvis man er uvenner med en veninde, eller hvis man vil vise en gammel bedstefar, at han betyder noget for en – så vælger mange stadig at sende et brev,« fortæller hun.

En interessant ting, som Anne Katrine Lund opdagede, da hun undersøgte danskernes holdning til de fysiske breve, er at særligt de unge forbinder fysiske breve med noget positivt.

»De unge er endnu mere positive over for brevet end generationerne før dem. Mit gæt er, at det skyldes, at de ikke har modtaget så mange kedelige breve fra virksomheder, kommunen og lignende,« siger hun, og derfor forbinder de ikke i lige så høj grad brevet med pligter og regninger.

Som eksempel fortæller hun om, da hendes egen datter for nyligt rejste et år til Australien. Her var hendes datters veninde dukket op med en bunke breve, som skulle åbnes i forskellige situationer.

»Så på trods af, at de er opvokset med digital kommunikation, og normalt kommunikerer mest på snapchat, så bruger de også breve, når de vil sige noget særligt,« fortæller Anne Katrine Lund.

Lærke Posselt
Langsomt og vigtigt

Tilbage i brevskrivningsklubben fortæller Martina Presta, at der også er forskel på, hvad man skriver, og hvordan man skriver det, når man skriver i hånden frem for på computer eller på sin telefon. Det er som om der sker noget med folk, når de kommer ned i klubben og sætter sig med papir og blyant.

»Tit kommer folk og siger, at de bare vil skrive en helt kort besked, men ti minutter efter har de skrevet et langt brev. Der er en mulighed for at få skrevet nogle andre ting eller til nogle helt andre mennesker.«

Det kunne for eksempel være nogen, som bor et helt andet sted i verden, og hvor man måske ikke er en del af hinandens hverdag. Folk, som man måske ellers ikke ville få holdt kontakten med.

Og netop fordi man skriver til folk, man ellers ikke taler med hver dag, kommer man til at spørge sig selv, hvad der er sket i ens liv, og hvad som er vigtigt at fortælle.

På den måde bliver det også selvrefleksion. Derfor er der også nogle af dem, der kommer på cafeen, som synes, at det er svært at skrive breve, fortæller Julia Kaiser:

»De kommer måske ind på cafeen og ser, at vi skriver breve og vil gerne selv skrive et, men når de sætter sig ned, så ved de ikke, hvad de skal skrive. De er simpelthen ikke vant til at tænke på den måde.«

Derudover er der mange, der synes, at det er svært at skrive i hånden, fortæller Julia og Martine. Både fordi de ikke bryder sig om deres egen håndskrift, men også fordi at man ikke kan slette og redigere, som man er vant til på computer, hvilket gør, at man skriver på en helt anden måde.

Journalist og forfatter Anders Haahr Rasmussen har for nylig anskaffet sig en skrivemaskine – en Olivetti Splendid 66 – efter at han på en rejse til Paris var kommet forbi boghandelen Shakespeare & Company, hvor der stod en skrivemaskine i et hjørne af butikken.

»Jeg satte mig ved skrivemaskinen, satte et papir i og skrev et langt brev til en ven, og den var bare vildt fed at skrive på,« fortæller han.

Til spørgsmålet om, hvad det gør at skrive på maskine og sende et fysisk brev frem for bare at sende en mail, peger han også som det første på den tid, som det tager: både at skrive brevet, men også den tid, det tager for brevet at komme frem og blive læst.

»Jeg skrev engang en virkelig lang mail til en veninde – jeg tror, jeg skrev over en time – og tre et halvt minut efter, jeg havde sendt den, fik jeg en mail tilbage, hvor hun sagde tak for mailen. Det føltes på en måde lidt fladt i forhold til, hvor længe jeg havde brugt på den,« fortæller han.

»Der kan den langsomhed, som det kræver at sende et brev godt give en større overensstemmelse mellem den vægt, som man lægger i brevets indhold, og den tid, som det tager.«

Derudover peger han også på, at den tekniske forskel på skrivemaskine og computer kommer til udtryk i den konkrete tekst, man skriver:

»Når man skriver på computer, så er der en tendens til, at alle sætninger skal være så fandens perfekte, fordi man kan redigere konstant. Når man skriver på en skrivemaskine, bliver man nødt til at forholde sig til sine fejl på en anden måde. Hvis man skriver noget forkert, bliver man nødt til at skrive videre, og det kan give noget ret interessant tekst,« forklarer han.

»Det har grebet lidt om sig, og jeg er begyndt at købe tykt kvalitetspapir, hvor bogstaverne virkelig bliver presset ned i papiret. Det er sjovt at give folk noget, der er flot, på samme måde som det er sjovt at pakke en gave flot ind.«

Skriv noget episk

Bagerst i lokalet på Café Retro sidder Jakob Friis Storborg og Clara Greta Tischer med hvert deres glas hvidvin. De har kun kendt hinanden i en måneds tid, siden de begyndte på den samme universitetskandidat i anvendt kulturanalyse.

Jakob Friis Storborg fortæller, at han plejede at komme i PAL i Aarhus, da han boede der, og siden han flyttede til København, har han besøgt brevskrivningsklubben på Jægersborggade tre gange. Han fortæller, at han som regel skriver til de folk, han har couchsurfet hos.

»Jeg glemmer altid at skrive til dem, men fordi jeg har en månedlig anledning, så er det lettere at få det gjort,« fortæller han.

Clara Greta Tischer er lige flyttet til København fra Tyskland og har ikke været til brevskrivningsarrangement før. Hun skriver et brev til sin bedstemor, som er over 90 år gammel, og som hverken har e-mail eller internet, så da Jakob fortalte om brevskrivningsaftenen tænkte hun, at det var en god mulighed for at skrive til hende.

»Det er meget mere særligt at få et brev end en e-mail – også fordi man gør det så sjældent,« siger hun »og fordi man er opmærksom på, at man skriver noget særligt, gør man også noget særligt ud af at gøre det, man skriver, mere episk.«

Serie

Brevet

Breve giver os adgang til fortiden. Som tidslommer, der giver adgang til en svunden tid, et forlist forhold, et ukendt venskab, et eksil, en flugt, et kald. I dag er brevet en sjældenhed. Måske en uddøende genre?

I den kommende tid bringer Information – i samarbejde med Det Kongelige Bibliotek – en række breve fra mennesker, der enten er i fysisk eller mental eksil.

Seneste artikler

  • ’En af dansk litteraturs eksilerede’

    13. januar 2017
    Georg Brandes elskede Danmark, men evnede aldrig helt at slå rod i denne ’degneprovins’. Brevene fra hans tid i frivilligt eksil i Berlin viser denne ambivalens, fortæller litterat og Brandes-kender Hans Hertel
  • ’Hun var bange for skoven, ikke døden’

    30. december 2016
    Tove Ditlevsen skrev flittigt under sine indlæggelser på psykiatrisk afdeling. Både romaner og breve. Der var nemlig en ro, som den danske forfatterinde ikke så let fandt andre steder, siger forfatter Karen Syberg
  • ’Brevene er jo på det tidspunkt den eneste mulighed for Céline’

    23. december 2016
    Den franske forfatter Louis-Ferdinand Céline var i perioden 1945-47 fængslet i Danmark og ventede udlevering til Frankrig på grund af sine antisemitiske skriverier. I det nye år udkommer hans breve fra fængslet på dansk oversat af Troels Hughes Hansen, som vi har bedt udvælge et brev i den omfattende korrespondance
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Michael Kongstad Nielsen
Michael Kongstad Nielsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Michael Kongstad Nielsen

Det fysiske brevs renæssance ville være kærkommen, men egentlig kan de andre skriftlige kommunikationsformer det samme. Man skal bare tænke sig fri af mediet.