Læsetid: 1 min.

Skizofrenisk

Når Olga Tokarczuk kan blive kaldt landsforræder, fordi hun udlægger en af sine romaner som en konfrontation med det historiske mørke, hun mener Polen befinder sig i, så er det, fordi hendes tale sker i en allerede betændt og angstfyldt virkelighed, der behersker Polen, og heller ikke er fremmed i Europa.
22. oktober 2016

I dagens tillæg er der to tekster om Europa. Den ene er interviewet med polske Olga Tokarczuk, den anden essayet om tyske W.G. Sebald. De to tekster handler på forskellig vis om Europas kulturelle arv og nuværende krise.

Man kan sige, at Europas krise ikke er ny, men en permanent tilstand. Da muren faldt i 1989, blev det ikke kun til fortællingen om kontinentets genforening og ny frihed for de diktatoriske stater, men også den om frisættelsen af uhyrlige nationalistiske kræfter.

På den ene side er Europa historisk set forbundet med nysgerrighed, fremskridt og diskussion, på den anden side med al det modsatte ofte resulterende i xenofobisk hetz og brutalitet. Nyere europæisk historie er en vekslen mellem de positioner. Når Olga Tokarczuk kan blive kaldt landsforræder, fordi hun udlægger en af sine romaner som en konfrontation med det historiske mørke, hun mener Polen befinder sig i, så er det, fordi hendes tale sker i en allerede betændt og angstfyldt virkelighed, der behersker Polen, og heller ikke er fremmed i Europa.

Hun forsøger i sine romaner at gennemlyse det nutidige mørke og vise dets kulturelle forudsætninger. Det samme gør W.G. Sebald, når han i sit hovedværk leverer vidnesbyrd om de strukturer i vores vestlige kultur, der gør det muligt at glide ud i afvigelser og ondskab, som nazismen kun er ét eksempel på.

Og hvad skal vi så bruge den viden om litteraturen til? Hvordan skal vi midt i den her desperate virkelighed med daglige beretninger om dybt inhumane overgreb på vores medmennesker og internering i lejre stadig have tro på litteraturens evne til at oplyse om den anden arv, vi europæere lige nu synes at have glemt?

Måske fordi der ikke rigtig findes noget alternativ til den drøm.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu