Læsetid: 7 min.

’Jeg skylder ingen ideologier noget som helst’

Der er sjældent tid til at få nuancerne med i den offentlige debat, mener den dansk-afghanske debattør og forfatter Geeti Amiri. Nu udgiver hun sine erindringer for at bidrage med kompleksiteten fra sin egen historie
’Man skal være helt nede der, hvor man nærmest ikke kan trække vejret længere, før nogen indser, at man har brug for hjælp,’ siger Geeti Amiri, som har skrevet sin selvbiografi for at nuancere den offentlige debat gennem de oplevelser, hun har med sig fra en barndom med en voldelig storebror.

’Man skal være helt nede der, hvor man nærmest ikke kan trække vejret længere, før nogen indser, at man har brug for hjælp,’ siger Geeti Amiri, som har skrevet sin selvbiografi for at nuancere den offentlige debat gennem de oplevelser, hun har med sig fra en barndom med en voldelig storebror.

Jakob Dall

7. oktober 2016

De sorte sække med tøj havde ligget skjult i skabet i en lille uge. De lå klar til, når sagsbehandleren ringede og sagde, at nu var det nu.

Den 17-årige Geeti Amiri havde ventet på denne dag i tre lange år. Sagsbehandleren forstod, at hun måtte væk, da storebroderen en sommerdag blev så vred, da hun kom hjem fra en biograftur, at han gennembankede hende.

Da sagsbehandleren endelig ringede, havde Geeti Amiri ventet i tre uger. Det var hendes tredje dag på Frederiksberg Gymnasium, og de andre i klassen legede navnelege. Hun forsøgte at spille med, så godt hun kunne, så ingen skulle opdage, at noget var i gære.

Sagsbehandleren forklarede, at Geeti Amiris mor var på vej til kommunen, hvor de ville fortælle hende, at hendes datter skulle fjernes hjemmefra. Det var i det tidsrum, at den unge teenager skulle tage hjem og hente de sorte sække.

Den nu 27-årige debattør og forfatter Geeti Amiri var ikke engang myndig, da hun låste døren til barndomshjemmet bag sig, tog på krisecenter og dermed sagde fra over for flere år med massiv vold og omsorgssvigt.

Med sig fra opvæksten tog hun oplevelser, hun nu bruger aktivt som debattør i Berlingske og Ekstra Bladet og i debatprogrammer på DR. Oplevelser, der ikke altid når at blive uddybet, når man har kort tid til at formulere sig i en ofte ensidig offentlig debat om alvorlige emner som vold og social kontrol i minoritetsmiljøer.

Derfor har Geeti Amiri nu foldet sine oplevelser ud i selvbiografien Glansbilleder, der udkommer 8. november 2016.

»Bogen er skrevet ud fra mine oplevelser og mine følelser, men hvor jeg i den offentlige debat ofte skriver ud fra vrede og indignation, så har jeg i min bog slået koldt vand i blodet og formidler de nuancer, som ikke altid når at komme med, når jeg debatterer offentligt,« siger Geeti Amiri.

Debattører skal stå frem med oplevelser

Geeti Amiri er langt fra alene med sine oplevelser med vold i danske minoritetsmiljøer. I 2014 havde 45 procent af kvinderne på krisecentrene i Danmark minoritetsbaggrund ifølge en undersøgelse fra LOKK, Landsorganisation af kvindekrisecentre.

Dog viser tal fra kvindeorganisationen Danner, som driver et krisecenter, at mange af kvinderne i statistikkerne er udsat for vold fra majoritetsdanske mænd.

Samtidig er der mange myter i minoritetsmiljøerne omkring at søge hjælp på krisecenter. At ens børn bliver taget fra en, eller at man sulter og bliver spærret inde, viser en rapport fra TrygFonden og Danner. Kvinderne tør derfor ofte ikke søge hjælp.

Det vidner om mangel på oplysning om rettigheder, mener Geeti Amiri. De kvinder, der udsættes for vold, kender ikke deres rettigheder og den hjælp, de kan få, herunder på krisecentre.

Hos rådgivningen Etnisk Ung har antallet af henvendelser været stigende siden oprettelsen i 2002. I 2009 modtog de 440 førstegangshenvendelser, og i 2015 var tallet 1.207, skriver tv2.dk, og det kan betyde, at flere kvinder fortæller om volden.

Alligevel føler Geeti Amiri sig ret alene, når hun taler om sine oplevelser. Hun håber, at hendes selvbiografi kan virke som inspiration til, at flere vil stå åbent frem, så det ikke er højrefløjen, der har patent på at tale om kvindeundertrykkelse i muslimske parallelsamfund.

»Der er generelt for få debattører med anden etnisk baggrund end dansk. Men nogle af de få, der er, tager udgangspunkt i deres faglighed. Det gør de måske for at gemme sig og for at undgå at blive sat i bås som en brun debattør, der kun taler om ’brune’ emner,« siger hun og tilføjer, at nogle debattører har været udsat for nogle af de samme ting som hende. De bruger bare ikke deres personlige historier aktivt i debatten.

»Jeg gad egentlig godt gemme mig bag sådan en faglighed, for så er man mindre sårbar. Jeg modtager trusler, bliver tilsvinet og kaldt alt muligt, der går på det personlige. Jeg forstår godt, at mange garderer sig bag et skjold og ikke har lyst til at dele deres oplevelser med hele Danmark. Jeg har aldrig selv ønsket det. Men hvordan skal vi så komme problemet til livs?« spørger hun.

Geeti Amiris bog er mere personlig end noget andet, hun har skrevet i sine mange debatindlæg og Facebookopdateringer.

Den handler om familiens flugt fra Afghanistan som politiske flygtninge, da hun var et år, og den handler om tilværelsen efter hendes fars død, da hun var 14 år. Det var der, storebroderens vold startede. Den vold, der gradvist tog til, indtil hun planlagde sit livs anden flugt i al hemmelighed fra barndomshjemmet.

Uddannelsesbevis er en pyntegenstand

Geeti Amiri følte sig ikke tilpas på krisecentret. Hun følte sig anderledes end de andre piger, hun boede sammen med. Mange af dem havde kun været i Danmark i få år, mens hun var vokset op på Amager. Hun var ikke udsat på samme måde som dem, følte hun.

Hun havde haft en ressourcestærk barndom, indtil hendes far døde. Hun sad i skolebestyrelsen, hun fik topkarakterer, sad i Politikens ungdomspanel i Lørdagsliv og havde holdninger. Hun var perfekt udenpå.

For Geeti Amiri er det netop en pointe, at unge kvinder godt kan se stærke ud og klare sig godt på uddannelse og job og samtidig blive udsat for social kontrol og vold, hvor det ikke blot er en enkelt person, der udøver volden, men måske en hel familie. Vold kan bruges som sanktionsmiddel, hvis den unge afviger fra de kollektive normer.

Tal fra Danmarks Statistik viser, at danske minoritetskvinder stormer frem på uddannelsesinstitutionerne. I 2013 var der forholdsmæssigt lige så mange 22-årige minoritetskvinder under uddannelse som majoritetsdanske kvinder på samme alder. Geeti Amiri giver dog ikke meget for de fine eksamensbeviser.

»Jeg tror ikke, uddannelse knækker koden. Og hvad så med alle dem, der ikke får uddannelse, skal vi så bare afskrive dem og sige, at formlen til frigørelse er at uddanne sig? Hvad med alle de kvinder, som ikke klarer sig godt fagligt og falder igennem og bliver tidligt gift?«

Problemet er ifølge Geeti Amiri, at uddannelsesbeviset blot er en pyntegenstand, der, ligesom i hendes situation, kan dække over et liv med strenge normkodeks og retningslinjer for, hvordan en kvinde skal opføre sig.

»Så længe man er nødt til at spille med på usagte spilleregler for, hvordan en ærbar kvinde bør gebærde sig, så giver jeg ikke meget for det uddannelsesbevis. Det gør dig ikke meget mere frigjort end dine uuddannede medsøstre,« siger hun.

»Den dag en dansk minoritetskvinde siger, at hun fravælger børn, fordi hun hellere vil en topkarriere, så er jeg overbevist. Den dag en dansk kvinde med minoritetsbaggrund, selvom hun har sit fine uddannelsesbevis i hånden, vælger at være kæreste med en og ikke blive gift, så er jeg overbevist, og så kan jeg hylde det eksamensbevis.«

Man skal sige fra

Geeti Amiri har i flere indlæg i blandt andet Politiken kritiseret hvide feminister og venstrefløjen for at være berøringsangste. Af frygt for at stigmatisere eller skabe stereotyper har der været tøven og tavshed omkring minoritetskvinders rettigheder, mener hun, og det går ud over de piger, som er i samme situation, som hun var.

»Man skal sige fra over for børneopdragelse, der krænker børns rettigheder. Man skal sige fra over for forskelsbehandling af hinanden ud fra kultur, religion og etnicitet,« siger hun.

Hun understreger samtidig, at hun ikke tilhører nogen fløje. Hendes selvbiografi skal ikke fungere som skyts til højrefløjen.

»Jeg skylder ingen ideologier noget som helst. Jeg skylder ikke nogen politiske fløje noget. Jeg langer ud efter det nyeste skud på stammen på højrefløjen, Nye Borgerlige, lige så vel som jeg langer ud efter Enhedslisten.«

Roman blev vendepunkt

Der var især to personer, som gjorde en kæmpe forskel for Geeti Amiri, og det var hendes bibliotekarer Grethe og Flemming, som Geeti Amiri også skriver om i sin bog.

Hun spurgte dem en dag, om der ikke fandtes noget litteratur til »sådan en som hende«. Og ud af bogreolen hev Grethe Rushy Rashids selvbiografiske roman Et løft af sløret, som handler om sociale normer og om at føle sig splittet mellem to forskellige kulturer.

Rushy Rashids bog markerede et vendepunkt for Geeti Amiri. Den behandler emner, som var nemme at relatere til, og bogen blev samtidig symbolet på et opgør med den voldelige storebror.

»Jeg fik slag for at læse Rushy Rashids bøger, og fordi min bror mente, at jeg ikke skulle gøre mig den slags tanker, når jeg nu bare skulle giftes efter 9. klasse,« siger hun.

Rushy Rashids bøger var en stor inspirationskilde for Geeti Amiri, fordi hun her så, at der er nogle andre, som er i en lignende situation, og som er kommet over på den anden side. Hun håber derfor, at hendes bog kan være for andre, hvad Rushy Rashids bøger var for hende.

»Jeg har skrevet den, så enhver pige, der står der og er på nippet til at træffe den samme beslutning, som jeg var nødt til at træffe, kan finde svar på, hvordan hun kan undgå at komme på krisecenter og alligevel genvinde retten over sit eget liv,« siger hun og understreger, at der også er en vej ud, hvis man alligevel kommer på krisecenter.

»Nogle kvinder kan ikke undgå at komme på krisecenter, og bogen er særligt henvendt til dem. Bogen skal vise, at der er en vej ud, der er forsoning, og der er et liv på den anden side,« siger hun.

Geeti Amiri optræder på BogForum søndag den 13. november kl. 14.10, hvor hun interviewes af forfatter Morten Pape.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Jan Weis
  • Niels Duus Nielsen
  • Hans Aagaard
  • Brian Rosberg
  • Oluf Husted
  • Jørn Andersen
Jan Weis, Niels Duus Nielsen, Hans Aagaard, Brian Rosberg, Oluf Husted og Jørn Andersen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Det er en gåde, sikkert for mange, hvor alle disse veluddannede piger bliver af efter f.eks. en studentereksamen, dem skal der jo efter sigende være mange af - bliver de bare gift helt traditionelt med en evt. underuddannet mand fra samme klan efter det medbragte familiemønster - for ude i erhvervslivet møder man dem da sjældent ...

I så fald har Geeti jo ret, et eksamensbevis er ingen garanti for, at noget ændrer sig fundamentalt ...