Læsetid: 6 min.

’Ind med socialisme, ud med homofobi’

Er styret i Cubas udstrakte hånd til LGBT-personer reel eller blot socialistisk propaganda? Dokumentaren ’Transit Havana’, der bliver vist på MIX Copenhagen-festivalen, følger tre transkønnede cubanere
I dokumentaren ’Transit Havana’, som bliver vist på MIX Copenhagen-festivalen, følger man Malú (forrest) og to andre transkønnede cubaneres vej imod den eftertragtede kønsskifteoperation.

I dokumentaren ’Transit Havana’, som bliver vist på MIX Copenhagen-festivalen, følger man Malú (forrest) og to andre transkønnede cubaneres vej imod den eftertragtede kønsskifteoperation.

Foto fra filmen

6. oktober 2016

Tre kvinder står i en elevator og snakker om vejret.

Deres løse bluser lader os se toppen af deres bryster og lidt kavalergang.

Da elevatoren standser, bevæger de sig ud på gaden og prajer en taxa.

I taxaen siger den ene af kvinderne, at hun altid trækker sine testikler tilbage, når hun er på stranden.

De andre nikker. »Jeg gør det samme,« siger den ene af dem. »Ellers bliver jeg stresset.«

I dokumentaren Transit Havana – som bliver vist i aften på dette års MIX Copenhagen-festival – følger man tre transkønnede cubanere, der alle ansøger om at være blandt de fem transkønnede, der årligt bliver opereret af besøgende hollandske og belgiske læger i Cuba: Malú og Giselle Odette, der begge er født som mænd, men lever som kvinder. Samt Juani, der er født som kvinde, men lever som mand.

I 2008 var Mariela Castro – datter til præsident Raul Castro og niece til Fidel – nemlig med til at gennemføre en lov, der sikrer transkønnedes ret til statsfinansieret kønsskifteoperation i Cuba.

Et ret særligt program, som på det tidspunkt, i hvert fald på papiret, var med til at få Cuba markeret som et af de mere progressive latinamerikanske lande, når det kom til spørgsmålet om transkønnede.

Men hvorfor valgte den cubanske socialistiske regering at gøre det, når den i de første mange år efter revolutionen forfulgte især mænd med feminin adfærd?

Det var et af de spørgsmål, instruktøren af Transit Havana, hollandske Daniel Abma, forsøgte at få svar på under arbejdet med filmen.

»Jeg var meget interesseret i at finde ud af, om det hele bare var socialistisk propaganda, der skulle tjene til at stille Cuba i et positivt lys over for omverdenen,« fortæller Daniel Abma over telefonen fra Berlin.

»Det var det, jeg tænkte i starten, for husk på, at loven blev indført, inden USA havde hævet deres handelsembargo for Cuba. Eller om det simpelthen fungerede som en oprigtig videreudvikling af det socialistiske projekt, sådan som Mariela Castro argumenterede.«

Eftertragtede plakater

Han fortæller, at LGBT-bevægelsen i Cuba brugte en retorik, som sammenkædede budskabet om ligestilling med budskabet om, at den lighedssøgende socialistiske ideologi stadig var at foretrække.

Til de pride-parader – som både blev afholdt i hovedstaden Havana og i små landsbyer – var hovedsloganet således »Homophobia no! Socialismo si!«

Det kunne derfor godt ligne en form for socialistisk homonationalisme, medgiver Daniel Abma. En rød pendant til den type støtte til seksuelle minoriteters rettigheder, som vi har set den europæiske højrefløj benytte, oftest kombineret med en kritik af islam. 

Men han fornemmer faktisk, at Mariela Castro var oprigtig. »Jeg tror ikke, at hun gjorde det for at få det socialistiske projekt til at se godt ud. Jeg tror derimod, at hun brugte argumentet om, at ’diversitet’ og ’lige rettigheder for alle’ er et socialistisk mål, fordi hun forstod, at det var den eneste måde, man kunne få de her ting ført igennem.«

Han fortæller om, hvordan arrangørerne af pride-paraderne brugte et ret smart trick til at få budskabet ind i folks stuer.

»I Cuba har det som udgangspunkt været forbudt at fremstille plakater, fordi det blev set som en kapitalistisk ting. Plakater er derfor en mangelvare, så da de helt exceptionelt delte plakater ud til pride-paraden med budskabet ’homophobia no! socialismo si’ printet på, blev de revet væk. Og selv om mange sikkert ikke var umiddelbart enige med budskabet, så hænger det nu hjemme i deres stuer, så de kan læse det hver dag«.

Ikke Nordkorea

Daniel Abmas fornemmelse af, at projektet ikke bare handlede om at pynte på socialismen, blev yderligere styrket af den omstændighed, at der ikke var nogen kontrol med, hvad filmholdet optog, og hvordan de fremstillede forholdene i Cuba.

Med Mariela Castros hjælp fik de fri adgang til at tale med alle og til at filme alle de steder, de bad om lov til – endda i et højt sikret fængsel, hvor ingen andre filmhold havde været før.

»Det var på ingen måde nordkoreanske forhold, vi så – også selv om vi ankom, inden embargoen var blevet ophævet. Til at starte med inviterede vi faktisk selv en person fra den statsstøttede oplysningsorganisation om køn og seksualitet, CENESEX, med til at hjælpe os med at navigere i det cubanske samfund. Men efter en uges optagelser holdt denne person bare op med at komme til optagelserne. Jeg tror, det var for kedelig og langsommelig en proces,« fortæller Daniel Abma med et grin.

Det blev også ret hurtigt klart for Daniel Abma, at den cubanske regerings afslappede attitude ikke handlede om, at landet ikke havde noget at skjule. For selv om regeringen støtter Mariela Castros arbejde og herunder blandt andet organisationen CENESEX, betyder det ikke, at det er nemt at være transkønnet i Cuba.

»Transkønnethed er grundlæggende ikke socialt accepteret i den cubanske befolkning. Det er derfor meget svært for de transkønnede at få arbejde, og så vidt jeg ved, er Giselle Odette, som vi også fulgte i filmen, den eneste transkønnede i Cuba, der ikke er nødt til – eller har været nødt til – at ernære sig ved at prostituere sig,« siger han.

»Det betyder desuden, at de fleste transkønnede i Cuba er HIV-positive, hvilket – udover det hårde ved at være afhængig af medicin i et land, hvor man ikke engang kan være sikker på, at der står Coca Cola på supermarkedets hylder – sandsynligvis medfører yderligere stigmatisering.«

Transkønnede i Cuba er da også – ligesom i størstedelen af andre lande i verden – ofte udsat for voldelige overgreb. I filmen hører man således om, hvordan Malú blev tævet af sin far, når hun som lille insisterede på, at hun var en pige. Hvilket førte til, at hun var nødt til at flytte hjemmefra som 11-12-årig.

»På optagelserne ser det sådan set ud som om, at de transkønnede kan bevæge sig frit på gaden. Der var aldrig nogen, der råbte af dem eller truede dem. Men det er en sandhed med modifikationer,« fortæller Daniel Abma.

»Ifølge de transpersoner, vi snakkede med, skyldtes deres uproblematiske færden under optagelserne primært, at kameraet var der. Vi hørte masser af anekdoter om voldelige overgreb.«

Heltinden i kulissen

Der er ikke noget enkelt svar på spørgsmålet om, hvad den cubanske socialismes relation til LGBT-personer er. Og Daniel Abma er ikke som sådan ekspert i den cubanske historie, som han siger.

Men med til historien om Mariela Castros arbejde for at fremme LGBT-personers rettigheder i Cuba hører også, at det ikke bare er en fiks idé, hun har fået, som Daniel Abma gør opmærksom på.

Mariela Castro har blandt andet skrevet en ph.d., der konkluderer, at et af de vigtigste indsatsområder i forhold til arbejdet for ligestilling er oplysning af befolkningen, hvilket også er et af CENESEX’ indsatsområder.

Og så er der endnu en omstændighed, som giver hendes projekt vægt – og som trækker tråde ind i den cubanske socialismes historie:

»Jeg spurgte på et tidspunkt Mariela Castro om, hvorfor projektet var så vigtigt for hende. Jeg tænkte, at der måske var nogen i hendes familie, der var LGBT- person. Men det var der ikke, og hun fortalte, at projektet blandt andet var en videreførelse af et projekt, som hendes mor, Vilma Espín – der var revolutionær og feminist – var med til at starte for mange år siden.«

Og Daniel Abma tilføjer:

»På mange punkter har Cuba langt igen. Men udviklingen i for eksempel de europæiske lande er til sammenligning sket over en meget længere periode. Så som jeg ser det, har Mariela Castro og CENESEX primært brug for mere tid.«

Filmen ’Transit Havana’ bliver vist torsdag den 6. oktober kl. 17:00 med en efterfølgende talk med instruktør Daniel Abma og manuskriptforfatter Alex Bakk

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • David Zennaro
  • Nils Sørensen
David Zennaro og Nils Sørensen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu