Læsetid: 5 min.

’Jeg synes ikke, jeg er kynisk’

Den svære kærlighed er omdrejningspunktet i Woody Allens nye film, komediedramaet ’Café Society’, der foregår i 1930’ernes New York og Hollywood. Information har mødt instruktøren, der voksede op med en romantisk forestilling om de glamourøse Hollywood-stjerner
»Man ville virkelig kede sig, hvis jeg lavede en film, hvor alting gik som smurt og uden problemer. Som dramatiker er jeg interesseret i konflikt,« fortæller Woody Allen.

»Man ville virkelig kede sig, hvis jeg lavede en film, hvor alting gik som smurt og uden problemer. Som dramatiker er jeg interesseret i konflikt,« fortæller Woody Allen.

David Silpa / Polfoto

5. oktober 2016

»Alle synes, at jeg er kynisk,« siger Woody Allen og ser lidt forundret ud.

»For nylig blev der udgivet en bog om mig på fransk med titlen Woody Allen – Profession: Cynique. Men jeg synes ikke, jeg er kynisk. Jeg synes, at jeg er realistisk.«

Sammen med en håndfuld andre journalister sidder jeg over for den nu 80-årige amerikanske filminstruktør på et hotelværelse i Cannes.

Allens seneste film, komediedramaet Café Society, har lige haft verdenspremiere på den prestigiøse filmfestival, og nu er det tid til den del af filmarbejdet, Allen bryder sig mindst om: At tale med pressen.

Café Society foregår i New York og Hollywood i 1930’erne og handler om unge, forsigtige, neurotiske Bobby (Jesse Eisenberg som en typisk jødisk Woody Allen-figur), der kommer til filmbyen fra New York for at arbejde for sin indflydelsesrige onkel, agenten Phil (Steve Carell), og her forelsker sig i onklens sekretær, den livlige, ambitiøse Vonnie (Kristen Stewart).

Hun falder også for Bobby, men deres forhold besværliggøres af, at hun har en affære med en rig, gift mand, der kan give hende al den sikkerhed og status, Bobby umiddelbart ikke kan.

Det svære parforhold

Og denne alt andet end lykkelige kærlighedshistorie – kærlighedens og parforholdets ofte svære vilkår er en rød tråd gennem hovedparten af Woody Allens film, fra Annie Hall, Manhattan og Hannah og hendes søstre til Mænd og koner, Små og store synder og Everyone Says ’I Love You’ – er grunden til, at instruktøren bliver spurgt, om han anser sig selv for at være kyniker.

»Over hele verden kan man se mennesker have problemer med parforhold,« siger Woody Allen.

»Det er et af de faste temaer i litteraturen, begyndende med Medea og siden Anna Karenina. Det er den slags, der sker. Folk har det svært. Det er derfor, der findes datingtjenester på ens telefon. Folk kan ikke finde sammen eller få deres samliv til at fungere. De længes hele tiden efter et andet menneske, og ægteskaber bliver opløst. Jeg føler, at min film afspejler den virkelige verden. Desuden ville man virkelig kede sig, hvis jeg lavede en film, hvor alting gik som smurt og uden problemer. Som dramatiker er jeg interesseret i konflikt.«

Han holder en lille pause.

»Jeg har ikke en kynisk indstilling til livet, men det er interessant at skrive om den slags dramatiske ting i film og at lave film om forhold, der mislykkes. Man kunne lige så godt sige, at Borte med blæsten er kynisk, fordi den handler om en gribende kærlighedsaffære, der ikke bliver til noget. Hovedpersonerne går fra hinanden til slut, men det er jo, hvad publikum betaler for at se.«

Det glamourøse liv

Personligt har jeg altid opfattet Woody Allen som en romantiker og en nostalgiker, der i film som Radio Days, Den røde rose fra Cairo, Bullets over Broadway, Midnight in Paris og Magic in the Moonlight fører publikum tilbage i tiden, både til sin egen barndom i 1940’ernes Brooklyn og til særlige perioder i historien med kultur, film og litteratur, som han beundrer.

Det er således ikke tilfældigt, at han i Café Society lader sin kærlighedshistorie foregå blandt de rige, berømte, teater- og filmstjernerne og gangsterne i New York og Hollywood. Det er de mennesker, der udgør titlens farverige caféaristokrati.

»Som instruktør længes jeg ikke efter den tid,« siger Allen.

»Jeg ville ikke have haft lyst til at arbejde i Hollywood i 1930’erne, fordi filmselskaberne kontrollerede filmskaberne og fortalte dem, hvilke skuespillere de skulle bruge, hvilke manuskripter de skulle filmatisere og tog filmene fra dem og lod nogle andre klippe dem færdig. Så det var ikke nødvendigvis et godt tidspunkt at være filminstruktør på.«

Men da han var dreng, plejede Allen og hans familie og venner at læse berømte og berygtede sladderjournalister som Hedda Hopper og Sheilah Graham og på den måde leve sig med i filmstjernernes glamourøse liv.

»Man læste om Humphrey Bogart og Clark Gable og Vivien Leigh og Fred Astaire, der om aftenen gik i byen og dansede på natklubber som Trocadero og Mocambo, og man så fotografier af Bogart og Lauren Bacall, og de så fantastiske ud,« siger han.

»Det samme skete på Manhattan, hvor det såkaldte café society egentlig opstod. Det var kendisser og politikere og Broadway-stjerner, dramatikere og de gangstere, der ejede klubberne – nogle af dem var jødiske ligesom i min film. De udgjorde nattelivet dengang.«

Et panteon af guder

Filmstjernerne var som et panteon af guder, som almindelige mennesker ellers kun havde mulighed for at se på biograflærredet, og der opstod en hel mytologi omkring dem og deres festlige liv.

»Det var romantisk,« siger Woody Allen.

»Dengang plejede folk at klæde om til middag. Man arbejdede hele dagen på et kontor, eller hvor man nu arbejdede, og så kom man hjem og tog smoking eller en smuk aftenkjole på. Og så gik man i teatret og bagefter på klub for at spise middag og blev ude til klokken tre om natten. Man drak og dansede og gnubbede skuldre med de kendte og velhavende.«

Set på afstand lignede det et velsignet liv, men det var nok ikke altid så glamourøst, erkender instruktøren. Det var trods alt i årene omkring Den Store Depression.

»Men den slags mennesker var priviligerede og havde penge nok til at gå ud om aftenen. Det var overklasse, café society, og de morede sig. Det var sjovt for os fattige at se og læse om dem i avisen hver dag. Da jeg var dreng, fik vi hver morgen tabloidaviserne med Weegee-fotografier (opkaldt efter ukrainskfødt fotograf, der på mere eller mindre sensationel vis skildrede kriminalitet, ulykker og død, red.) af døde mennesker med blod løbende ud af munden. Hver dag var en eller anden blevet likvideret. Vi læste sladderspalterne, og mine forældre drømte om det liv, de læste om.«

Hinsides hverdagslivet

Man skal dog huske på, at alle de kendte også bare var mennesker ligesom alle andre. Det er en af pointerne i Café Society, og som Vonnie siger på et tidspunkt, så kan hun godt nøjes med at være ’life size’. Hun behøver ikke at være ’larger than life’ ligesom de filmstjerner, hun og Bobby er omgivet af i Hollywood.

»De mennesker, som befolkede Hollywood – Clark Gable, Cary Grant, Lana Turner – var uvirkeligt store på lærredet, hvor de spillede helte eller sjove mennesker, som befandt sig hinsides et almindeligt hverdagsliv,« siger Woody Allen.

»Men i deres rigtige liv kunne de ikke være så store. Der måtte de være helt almindelige, og når man forsker i deres liv, opdager man, at de var fyldt med smerte og alkoholisme og skilsmisse. Den samme slags triste problemer, som alle andre mennesker konfronteres med. På lærredet tog de sig fantastiske og heltemodige ud. Men det kan man ikke være i det virkelige liv. Sådan virker det ikke.«

Siger altså realisten Woody Allen.

’Café Society’ har dansk premiere i morgen og anmeldes i avisen på fredag

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu