Læsetid 8 min.

’Jeg tænker altid på, at man skal være varsom i sin skrift, vise respekt’

Det er slut med at dykke ned i aspekter af sit eget liv. Christina Hesselholdt søger i sin nye roman inspiration i den virkelige historie om den amerikanske gadefotograf Vivian Maier. Men når man påtager sig en anden persons identitet åbner det for etiske dilemmaer, som Hesselholdt skal finde svar på
’Vivian Maier var er besynderligt menneske med samlermani, mandeangst og voldsomme vredesudbrud,’ lyder det fra forfatter Christina Hesselholdt, der i sin bog om den amerikanske fotograf af samme grund har været opmærksom på, at Maier ikke var alene med sin besynderlighed.

’Vivian Maier var er besynderligt menneske med samlermani, mandeangst og voldsomme vredesudbrud,’ lyder det fra forfatter Christina Hesselholdt, der i sin bog om den amerikanske fotograf af samme grund har været opmærksom på, at Maier ikke var alene med sin besynderlighed.

Sille Veilmark
8. oktober 2016

Hun siger selv, at det er virkelighedshunger, når hun i sin nye roman Vivian har skrevet et fiktivt portræt af en historisk faktisk person, nemlig den amerikanske gadefotograf Vivian Maier. Dermed ikke flere dyk ned i hovedstolen for Christina Hesselholdt.

»Det tilbød en frihed fra mig selv. Jeg har beskæftiget mig nok med aspekter af mig selv, det håber jeg ikke nogensinde igen at skulle vende tilbage til. Vivian Maier tilbød et stykke levende liv, som jeg kunne fortolke. Der er en enorm attraktion ved virkeligheden. Den er inspirerende. Det er dejligt, at der ikke bare er et hvidt stykke papir foran en, men nogle oplysninger og et materiale at behandle.«

Vi sidder en regnvåd mandag i baglokalet på hendes forlag Rosinante. Hun taler om henrykkelse over ikke bare at skrive om sit eget, om at være interesseret i historie, i andres virkelighed og især hvilket blik, man kan plante på andres virkelighed.

Den virkelighed, Christina Hesselholdt kastede sig ud i, er en vild historie. Vivian Maier, der levede fra 1926 til 2009, arbejdede i mere end 40 år som barnepige for familier primært i Chicago.

I de år, foruden sine rejser jorden rundt, tog hun mere end 150.000 fotografier af mennesker på gaderne i Chicago og New York.

Mens hun levede, forblev hendes værk helt ukendt for offentligheden, for hun havde ikke noget ønske om at være kendt.

Efter Maiers død blev fotografierne fundet ved et tilfælde, billederne, og historien om hende gik viralt, og siden er hun blevet hyldet og udstillet rundt omkring i verden.

Christina Hesselholdt blev opmærksom på Vivian Maier efter at have set en dokumentar om den amerikanske fotograf i 2014.

Sille Veilmark

Christina Hesselholdt blev opmærksom på Vivian Maier, da hun i 2014 så dokumentarfilmen Finding Vivian.

Hun blev ’slået omkuld af enkelheden og skønheden’ i hendes billeder. En ung Chicago-historiker, John Maloof, var ved et tilfælde ved en auktion faldet over en mængde af hendes fotografier, fordi han til en bog om en bestemt del af byen ledte efter billeder.

I dokumentarfilmen hører man i den ene del om Maloofs fund, i den anden interview med de børn, som hun passede og som kunne opspores.

»Den form, med et kor af mennesker der taler, en gruppe mennesker, der kommer med forskellige udsagn, laver små fortællinger, minder om formen i mine Camilla-bøger. Vivian er drømmen om en romanperson. I børnenes fortælling fremstod hun kantet og krasbørstig, og som en ildsjæl, men så var der hemmelighederne: hvor kom hun fra, og hvorfor viste hun aldrig sine billeder til nogen?«

Litterære bindinger

Christina Hesselholdt kiggede på materialet i et år, og så skrev hun løs. Midt i det hele lagde en pensioneret kvinde, Ann Marks, et righoldigt materiale ud på en blog om Vivian Maiers liv.

Hun havde via arkiver og anden research fundet ud af en masse om gadefotografens liv, som ingen tidligere havde kunnet finde.

»Først blev jeg forskrækket, for Vivian Maier var i mellemtiden blevet min, men efter lidt tid, valgte jeg at se det som kolossal foræring. Ann Marks lavede researchen for mig.«

Christina Hesselholdt havde allerede skrevet en stor del af bogen, og hun, viste det sig nu, havde gættet rigtigt.

Hun var gået ud fra, at Vivian måtte komme fra en dysfunktionel familie. Så bange hun var for mænd, måtte hun have været udsat for seksuelle overgreb.

– Blev det en bedre bog af researchen?

»Ja, det var fantastisk at have en bund af biografisk materiale, brevstumper at stå på. At høre hvordan mennesker lyder er en stor gevinst. Det fæstnede hende i virkeligheden.«

– Forfattere har jo den frie fantasi, så hvad er attraktionen ved at skulle forholde sig til en konkret historisk person?

»Det var kolossalt inspirerende, men det er også, som om jeg har været mere tro over for personen ved dog at skulle forholde mig til hendes biografi. Det var et materiale, som jeg kunne tænke og fantasere ud fra.«

– Har den litterære fantasi brug for bindinger?

»Jeg synes, at virkeligheden og den historie Vivian Maier er indlejret i – depressionen, 60’erne, raceopstande, Robert F. Kennedys valgkamp – er fantastisk interessant. Hun var så politisk engageret.«

Identitetstyveri

For tiden diskuteres inden for litteraturen begreberne om kulturel appropriation og identitetspolitik.

Christina Hesselholdt har i sin nye roman skrevet på vegne af en historisk person og tolket på hendes liv. Hun har i en vis forstand lånt hendes identitet og gjort hendes historie til sin egen.

»Jeg har ingen moralske kvababbelser. Eftersom Ann Marks blog og dokumentarfilm findes, synes jeg ikke, jeg har udleveret hende som en sær snegl eller udleveret private fakta om hendes familie. Først reagerede jeg med let forskrækkelse på researchmaterialet, fordi hun var min, efterfølgende blev det et mærkeligt spil mellem at gøre hende til min og være tro mod fakta.«

– Hvad var dine overvejelser i forhold til at påtage dig en andens identitet?

»Maier var er besynderligt menneske med samlermani, mandeangst og voldsomme vredesudbrud. Derfor har jeg været optaget af, at hun ikke skulle være alene med sin besynderlighed og sørgede for at omgive hende med mennesker, der kunne virke lige så aparte.«

Det er også derfor Sarah optræder i romanen. Hun er jævnaldrende, men kommer fra et andet socialt miljø.

Hesselholdt gør hende til Vivians modsætning, hvad angår seksualitet og velstand. Hun er intimitetshungrende, hvor Vivian er tilbageholdende.

»Enhver man betragter længe nok under lup kommer til at virke ejendommelig. Det har jeg trukket stærkt frem i bogen. Men ellers tænker jeg altid på, at man skal være varsom i sin skrift, vise respekt i sit ordvalg. Jeg mener ikke politisk korrekt, jeg mener at møde andre mennesker med varme og venlighed. Det kan man godt gøre uden at miste noget. Det er den måde, jeg håber at skrive på. Så spørgsmålet har med stil og form at gøre.«

– Så du har en etik i dit mellemværende med en anden person?

»Ja, det har jeg. Det var let for mig at møde Vivian på en kærlig måde. Jeg fik med det samme stor respekt for hende, fordi hun på trods af de vanskelighederne i barndommen formåede at leve så frit et liv. Og jeg har respekt for, at hun går rundt alene med sit værk i 50 år.«

Hun mener også, at romanens mange stemmer er et svar på identifikationens moralsk dilemma. Flerstemmigheden er en vej ud af den, og en fortælling med kun én stemme er for hende utænkelig.

Faktisk gør hun sig i bogen lystig over de romaner, der forsøger at postulere et sammenhængende liv.

»Det ville jeg ikke kunne. Vivians blik på andre og andres blik på hende er vigtig. Hun er ikke alene i verden, men hele tiden ude i forskellige hjem. Hvis det havde været en monolog, så kunne jeg jo ikke have min fortæller, der befinder sig i samme tid som mig, og han var helt nødvendig for, at jeg kunne gå i dialog med Vivian eller forholde mig til noget faktuelt. Hvordan skulle jeg ellers kunne fortælle om, hvad der eksempelvis står om kvinder og fotografi i Popular Photography? Jeg havde brug for fakta om tiden, som kom fra en anden mund end Vivians. Det ville være besynderligt, hvis de ting kom ud af en jegfortællers mund.«

Fortælleren spiller en stor rolle i romanen.

»Min fortæller er frigjort i tid og rum fra min karakter. Det var først, da jeg havde fundet på ham, jeg kunne skrive bogen.«

Hesselholdt indskyder skælmsk:

»Ingen anmelder har lagt mærke til, at fortælleren er en mand. Det betyder ikke så meget, det vigtige er, at fortælleren fysisk er indlejret i samme tid som mig og kan kigge tilbage på fortiden med et nutidigt blik. Der er tale om en fortæller, der kan diskutere med Vivian og stille de spørgsmål, jeg gerne selv ville stille.«

– Hvor meget af dig er der i fortælleren?

»Ret meget. Han er min forlængede arm, mit andet jeg. Jeg er dog ikke en handicappet mand, der sidder i en seng med en bulldog. Han er blevet sin egen.«

I virkeligheden viser romanens mandlige fortæller at sende en hilsen tilbage til John Fowles’ Den franske løjtnants kvinde.

»Jeg har altid ønsket mig at skrive en bog med en fortæller som i Den franske løjtnants kvinde. Ham elsker jeg. Han leverer fakta om Victoriatiden, og han betegner et brud med romanens realisme. Jeg synes, at form, hvor man bliver inviteret til at tænke, er virkelig interessant. Det er ikke noget postmoderne rytteri, men en praktisk instans. Så i forhold til spørgsmålet om kulturel overtagelse og betænkeligheden ved at skrive om en anden, så bliver fortælleren selv gjort sårbar. Han er den egentlige forbryder, som Vivian siger.«

Ud over John Fowles roman peger Hesselholdt på Sara Stridsbergs Drømmefakultetet som en vigtig forudsætning for hendes bog på grund af den romans mangestemmige portræt af Valerie Solana.

Nærsynethed

For Hesselholdt har det svære været at leve sig ind i en fotografs liv, for fotografi har aldrig interesseret hende.

Susan Sontag åbnede feltet for hende, da hun i On Photograhy skrev om, hvor meget moderne poesi og fotografi minder om hinanden – det selektive blik, der fokuserer på en enkelt ting på en idiosynkratisk måde og som igen har med beskæring at gøre.

»Jeg står på skuldrene af alle de modernister. Det jeg gør i alle mine tekster er nærfokusering. Jeg puster ting eller en situation kunstigt op, og det er det samme Vivian gør.«

– Kan du udlede en æstetik af hendes fotografier?

»Lad os hellere kalde det nærsynet og totalt fokus. Du har sikkert oplevet, at jeg ikke genkendte dig på Willemoesgade, så nærsynet er jeg. Vivian placerer sit motiv med lige langt ud til hver side, og jeg placerer også mit motiv centralt i min tekst og fokuserer på det og tager så skarpt et billede som muligt. På den måde ligner vi hinanden.«

– Så du tror, at Vivian Maier var en nærsynet fotograf?

»Jeg tror, at al kunstnerisk beskæftigelse kræver en vis nærsynethed.«

­– Føler du nu, at du har taget patent på historien om Vivian Maier?

»Nej, det ved jeg sørme ikke, det tror jeg ikke. Jeg kunne forestille mig, der bliver lavet en spillefilm over hendes liv. Undervejs frygtede jeg, at der sad andre romanforfattere og skrev om hende, for der er så meget godt stof.«

– Føler du så ejerskab over hende, hvis andre vil skrive om hende?

»Jeg er færdig med hende. Hun er slet ikke min mere.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritiske, seriøse og troværdige.

Se om du er enig - første måned er gratis

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Brugerbillede for Niels Roed
    Niels Roed
Niels Roed anbefalede denne artikel

Kommentarer

Brugerbillede for Niels Roed

"Susan Sontag åbnede feltet for hende, da hun i On Photograhy skrev om, hvor meget moderne poesi og fotografi minder om hinanden – det selektive blik, der fokuserer på en enkelt ting på en idiosynkratisk måde og som igen har med beskæring at gøre."

Meget interessant