Læsetid: 8 min.

Tre år der ændrede England

I midten af 1990’erne begyndte London atter at svinge. Britisk mode og musik var cool. Men festen blev hurtigt ødelagt af kokain og kynisme. I næste uge er der danmarkspremiere på en ny film om britpop-fænomenet Oasis
Der er bred enighed om, at britpoppen med blandt andet Oasis som fortrop forandrede britisk kultur i midten af 90’erne og startede en bølge, der bredte sig langt ud over både musikken og landets grænser.

Der er bred enighed om, at britpoppen med blandt andet Oasis som fortrop forandrede britisk kultur i midten af 90’erne og startede en bølge, der bredte sig langt ud over både musikken og landets grænser.

Getty Images

7. oktober 2016

I flyet på vej hjem fra USA gled hans kones ene brystimplantat pludselig, men ellers havde Noel Gallagher ikke meget at bekymre sig over.

Få dage inden, 6. juni 1997, var parret blevet gift i Las Vegas. Silikonebrysterne var en bryllupsgave, og det lille uheld i flyet var ikke nok til at ryste Noel oven på et år, hvor han og hans band, Oasis, både havde drukket champagne med Tony Blair og etableret sig som ubestridte sejrherrer, i hvad musiktidsskriftet NME kaldte The Britpop Heavyweight Championship.

Uden at ryste på hænderne fjernede Noel Gallagher lynhurtigt mediernes fokus på hans kones skæve barm, da han kort efter hjemkomsten fra Las Vegas stillede op til et interview med netop NME. Et af spørgsmålene lød på, om Oasis i hans øjne var vigtigere for ungdommen end Gud.

»Det er jeg sikker på, uden tvivl. Ja. Fodbold er vigtigere for mig end religion. Nogle af de popstjerner, jeg kan lide, er vigtigere for mig end Gud, så ja. Jeg vil da håbe, at vi betyder mere end at putte et par mønter i kirkebøssen og bede en bøn hver søndag. Har Gud nogensinde spillet på Knebworth?« lød Noel Gallaghers svar med reference til Oasis’ to udendørskoncerter for et rekordstort publikum på 250.000 mennesker på The Knebworth Festival i august 1996.

Læs anmeldelse af Supersonic: Oasis-dokumentar er et slagtilfælde af nostalgi og fremtidshåb

Vanity Fair var heller ikke i tvivl. Da det amerikanske livsstilsmagasin i foråret 1997 over hele femogtyve sider valgte at hylde de nye kulturelle strømninger fra Cool Britannia, var det med Oasis-forsangeren Liam Gallagher på forsiden.

Under overskriften »London Swings Again« lå han og hans kone, skuespilleren Patsy Kensit, svøbt i Union Jack-sengetøj. Det er London, »vi alle bør vende blikket mod for at se, hvordan vi bør opføre os, tænke og klæde os«, skrev magasinet, der slog fast, at den britiske hovedstad var lige så cool, som den havde været det i 1960’erne, hvor The Who, Twiggy og Terence Stamp satte kulør på King’s Road og Carnaby Street.

England mod USA

Som det så ofte er tilfældet, når et livstilsmagasin vælger at hylde en tendens, kan man være nogenlunde sikker på, at den er ved at være ovre. Også i dette tilfælde. Men det ændrer ikke ved, at britisk kultur, i årene inden Vanity Fair fik øjnene op for det, groft sagt havde sat dagsordenen inden for mode, musik, gastronomi og kunst.

Afsættet var i høj grad musikken, britpoppen, hvis første strofer ikke blev slået an af Oasis, men af Suede og Blur. I forbindelse med deres første singler og koncerter gav Suede-forsangeren Brett Anderson udtryk for en stolthed over at være britisk og tilhøre samme musikalske tradition som særligt David Bowie og The Smiths.

»Det pisser mig af, at Amerika har kidnappet britisk musik, og hele ideen om, at britiske band skal synge med amerikansk accent, skræmmer mig. Alle store britiske popbands fra The Beatles til The Fall har på en eller anden måde hyldet Storbritannien,« sagde Brett Anderson i forbindelse med udgivelsen af debutalbummet Dog Man Star (1993), der ramte lige ned i netop den Nirvana-feber, der irriterede Brett Anderson.

Ud med fedtet hår

Damon Albarn havde det på samme måde. Oven på en helt igennem jammerlig USA-turné med Blur hang grunge-musikken bandets forsanger langt ud af halsen. Smells Like Teen Spirit, hjemve og tomme sale havde totalt drænet ham for kreativ energi, sagde han senere.

Ansporet af misundelse over Suedes succes – og givetvis også pga. sin kæreste, Justine Frischmann fra bandet Elastica, der inden da havde været Brett Andersons kæreste – skiftede Albarn garderoben ud med tøj i britisk snit hjemme i England og lod sig kraftigt inspirere af blandt andet The Kinks og Madness på arbejdet med Blurs kommende plade, Modern Life is Rubbish (1993).

»Hvis punk handlede om at slippe af med hippierne, så prøver jeg at slippe af med grunge,« sagde han, da albummet, der egentlig skulle have heddet England Vs. America, blev udgivet. »Folk burde stramme sig lidt an, gøre noget ud af sig selv. De render rundt og ligner hippier igen – de er gået i stå, har fedtet hår og er ligeglade med alting.«

Film og fodbold

Stribevis af bands lod sig hurtigt inspirere af Suede, Blur og fra 1994 også Oasis’ formel båret af en stærk guitar og genkendelige tekster om britiske mænds hverdag, og tendensen havde ligeledes bredt sig til andre områder af kulturen. Stjernekokken Marco Pierre White åbnede i 1993 sin egen restaurant på Londons Hyde Park Hotel.

I en alder af blot 33 år blev han her tildelt tre Michelin-stjerner, hvilket banede vej for de kommende årtiers forbløffende opblomstring af britisk gastronomi. Britisk mode, design og kunst fik ligeledes en genfødsel anført af navne som Alexander McQueen, Kate Moss, Stella McCartney, Sam Taylor-Wood og ikke mindst Damien Hirst, der i 1995 i øvrigt instruerede Blurs »Country House«-video.

Også britisk film blev pludselig bemærket igen efter en sløv periode. På meget forskellig vis blev Storbritanniens interne spændinger og værdier belyst i Fire bryllupper og en begravelse (1994), Den gale kong George (1994), Hemmeligheder og løgne (1996), Trainspotting (1996), Det bar’ mænd (1997) og en række andre film fra midten af årtiet.

Produceren David Aukin, der var chef for Film Four Productions, som stod bag flere af disse titler, var ikke tvivl, da han i Vanity Fair blev bedt om at forklare baggrunden for britisk films popularitet.

»Filmen, der virkelig ændrede det hele, var Shallow Grave. Den ramte en nerve. Man fornemmede, at den talte til en ny generation,« sagde han med reference til thrilleren fra 1994 lavet af John Hodge, Andrew Macdonald og Danny Boyle, holdet, der også stod bag Trainspotting.

»Folk under fyrre elskede den, folk over fyrre hadede den. Samtidig var det vores første film, der tjente sig ind herhjemme, inden den blev solgt til andre lande. Shallow Grave er beviset på, at man kan lave film til et britisk publikum, som resten af verden også vil se.«

Det samme gjaldt groft sagt engelsk fodbold, der de år ligeledes ændrede sig markant. Med dannelsen af Premier League i 1992 og de mange tv-penge, det medførte, var det nu muligt at se kampe flere dage om ugen og ikke blot som før i tiden lørdag eftermiddag. I takt hermed blev flere stadioner moderniseret og billetpriserne forøget, hvilket skræmte mange gamle hooligans bort og tiltrak et nyt publikum.

Netop i 1992 udkom en af de bøger, der bedst fanger den særegne britiske fodboldfankultur, nemlig Fever Pitch, hvis forfatter Nick Hornby af Vanity Fair blev bedt om at sætte ord på udviklingen:

»Fra de sene 1970’ere og frem begyndte det engelske landshold at tiltrække en usmagelig gruppe mennesker. Det var svært at stille noget op imod. Men VM i 1990 ændrede meget. Landsholdet nåede semifinalen og gjorde det virkelig godt, fansene opførte sig pænt, og der var faktisk ingen problemer med dem. Det var første gang i lang tid, hvor folk følte sig stolte af at være engelske.«

Noel  i Downing Street

En af dem, der forstod at suge det nye britiske selvværd til sig, var Tony Blair. 1997 var et skelsættende valgår, hvor Labour øjnede en reel mulighed for at tage magten igen efter næsten 18 år med konservativ regeringsmagt. Manden, som Labour-partiet og dets vælgere satte deres lid til, var den unge Blair, der ikke var i tvivl om, at Cool Britannia var godt selskab.

Allerede ved musikmagasinet Q’s prisshow i 1995 havde den kommende britiske premierminister i sin velkomsttale pointeret, at »vi bør være stolte af vores musiktradition her i Storbritannien og stolte af, at folk stadig mener, at det her er stedet, hvor man skal slå igennem«.

Ved et tilfælde stødte Blair ved samme lejlighed på en stærkt påvirket Noel Gallagher, der lagde en arm om skulderen på politikeren, slog ham på brystet og sagde: »Fuckin’ do it for us, man« – vind for os!

Tony Blair sås flere gange til Chelseas F.C.’s hjemmekampe eller i selskab med kulturpersonligheder som designeren Paul Smith, der i 1997 blev en del af Labour-regeringens såkaldte kreative taskforce, samt både Damon Albarn og Noel Gallagher. Sidstnævnte blev såmænd også inviteret til Downing Street 10 kort efter, at Tony Blair var flyttet ind i maj 1997.

Men på det tidspunkt havde britpoppen som nævnt toppet. Tidsånden var smuttet fra mange af bølgens mest markante bands, der enten gentog sig selv eller var brændt ud af et overforbrug af alkohol og stoffer.

Britpop mod verden

Samtidig flyttede rivaliseringen mellem særligt Blur og Oasis fokus fra det kunstneriske til det kommercielle. Pludselig handlede det hele om at ligge øverst på hitlisten, fylde de største stadioner og sælge flest plader. Stemningen blev kynisk, og kokainen flød.

»Jeg havde på et tidspunkt den her romantiske idé om, at det var britpop mod verden. Men det var selvfølgelig enhver mand for sig selv. Det er ovre nu. Efter min mening dræbte vi britpoppen, skar den i stykker og fejede den ind under gulvtæppet for lang tid siden,« sagde Damon Albarn kort efter, at den nævnte britpop-fejde kulminerede den 14. august 1995, hvor Blur og Oasis under massiv mediedækning udsendte de første singler for deres kommende albums, The Great Escape og (What’s the Story) Morning Glory?

I årene derefter trak Blur i en ny musikalsk retning, mens Oasis med afsæt i Noel Gallaghers kærlighed til The Beatles cementerede deres position som et af verdens to-tre største rockbands. Hvem, der gjorde det rette, og hvilket band, der var bedst, diskuteres stadig blandt respektive fans.

Til gengæld er der bred enighed om, at britpoppen med netop Blur og Oasis som fortrop forandrede britisk kultur i midten af 1990’erne og startede en bølge, der bredte sig langt ud over både musikken og landets grænser. En bølge, der måske ikke er så cool længere, men til stadighed tildrager sig opmærksomhed og stiver den britiske selvtillid af.

Kilder: John Harris: Britpop! Cool Britiannia and the Spectacular Demise of English Rock (DaCapo Press, 2004), Esben Suurballe Christensen: Slået omkuld af Oasis (Turbine, 2015) samt Vanity Fair (marts 1997).

Oasis: Supersonic har biografpremiere 13. oktober.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu