Læsetid: 6 min.

Velfærdslitteratur eller konkurrencestatslitteratur?

Ifølge Tue Andersen Nexø er nyere dansk litteratur temmelig hård ved velfærdsstaten. Men det er ikke så meget den ortodokse velfærdsstat, litteraturen er kritisk over for, men derimod det, velfærdsstaten er ved at udvikle sig til, nemlig en konkurrencestat
Den skepsis som Tue Andersen Nexø skildrer skulle i visse tilfælde ikke være rettet mod velfærdssamfundet, men derimod mod konkurrencestaten, skriver Jens Kramshøj Flinker.

Den skepsis som Tue Andersen Nexø skildrer skulle i visse tilfælde ikke være rettet mod velfærdssamfundet, men derimod mod konkurrencestaten, skriver Jens Kramshøj Flinker.

Bjørn Marcus Trappaud

8. oktober 2016

Tue Andersen Nexø har i tre artikler her i Information undersøgt det, han kalder »den forbløffende skepsis over for velfærdsstaten«, som han finder i de sidste tyve års danske litteratur.

Andersen Nexø leverer i artiklerne interessante og tankevækkende analyser. Hvad der imidlertid undrer mig, er, at den skepsis, som Andersen Nexø taler om, alene skulle handle om velfærdssamfundet.

Det vil her være min pointe, at denne skepsis i visse tilfælde ikke er rettet mod velfærdssamfundet, men derimod mod konkurrencestaten.

Nogle af de romaner, som inddrages i artikelserien (ikke alle), undersøger altså snarere de eksistentielle livsvilkår, som er opstået i overgangen fra velfærdssamfundet til konkurrencestaten – og det får afgørende betydning for, hvad man fremdrager i romanerne, og de tolkninger som man udleder heraf.

Ingen er urørlige i samfundets institutioner

Over os hænger en vidunderlig sol af Majse Aymo-Boot er en af de romaner, som Andersen Nexø inddrager, og som han mener handler om »et sæt af luftige idealer, der aldrig formår at gennemtrænge den sociale virkelighed«.

For mig at se handler romanen om, hvordan elever, forældre og folkeskolen i det 21. århundrede med ord om ’fællesskab’, ’selvrealisering’ og ’kreativitet’ tror sig fri af alle magtforhold, hvorfor romanen med stor ironi gør opmærksom på de nye og mere usynlige magtforhold, som opstår i konkurrencestatens folkeskole:

»Målet er, at vi elever bliver: interesserede, åbne, velfungerende, initiativrige, vidende, modne, nysgerrige, arbejdsivrige m.m. Det er ikke nødvendigt at ofre megen tid på en elev som mig. (...). Jeg skal sige, at det er sjovt at gå i skole, men det er bedst for min troværdighed, hvis jeg også indrømmer at det nogle gange er kedeligt«.

Fortællerens sprog er underlagt sociale spilleregler, men samtidig taler folkeskolens nye bekendtgørelseskrav også igennem barnejeget.

Med ord som »initiativrige«, »nysgerrige« og »arbejdsivrige« afdækkes konkurrencestatens nye disciplineringskrav. Hvorfor skal man eksempelvis være arbejdsivrig?

Romanen synes hermed at efterlyse ord som ’demokratisk dannelse’ og ’selvstændighed’, som tidligere var et dannelsesideal i velfærdssamfundets folkeskole.

»Frikvartererne er vigtige for, at jeg kan få noget luft til hjernen og være fysisk aktiv (bevæge mig, klatre, løbe osv.), for mange af os bevæger os alt for lidt og sidder og dovner den foran computeren i vores fritid i stedet for at gå til sport eller være ude og cykle«.

Her er det institutionens formaninger, som taler gennem jeget. Det handler ikke om, at barnet gennem leg og fantasi skal udvikle sig. Der skal derimod ilt til hjernen, så denne kan være klar til endnu mere læring.

Hermed ser vi, hvordan et nyt biologisk menneskesyn har erstattet det freudianske menneskesyn, der var dominerende i velfærdssamfundets folkeskole.

Folkeskolen er således stadig talerør for samfundets ideologier og dermed for et menneske- og dannelsessyn, som her opdrager eleven til at være ’arbejdssoldat’ for samfundet i den globale konkurrence.

Når børn portrætteres i litteratur, er fortællerens stemme ofte præget af en vis naivitet og underfundig pudsighed.

Dette er ikke tilfældet her, idet der er tale om et flerstemmigt barnejeg, som er reflekteret og voksenformuleret på en sitrende og villet måde.

Det naive og dermed ’sunde’ barn, som endnu ikke er korrumperet af samfundet – som netop afspejler det menneskesyn, der hører til velfærdssamfundet – er den litterære præmis, Aymo-Boot gør op med.

Hos Aymo-Boot er fortælleren indspundet i mange forskellige ideologiske stemmer, som strømmer igennem denne på én gang med mange forskellige krav og påbud til følge.

Det er en litteratur, som ikke handler om ’hvem er jeg?’, men mere om, hvordan identiteten formes og kastes rundt mellem mange forskellige ideologier – og derfor gør det en forskel, om man taler om velfærdssamfundet, konkurrencestaten eller om en blanding af begge dele.

Konkurrencestaten og det opportunistiske menneske

Ifølge professor Ove K. Pedersen har velfærdssamfundet igennem de sidste 25 år været i gang med en omlægning til en konkurrencestat. Hermed er økonomien blevet målestok for alt, og det betyder, at idealerne for individ og fællesskaber ændrer sig.

Velfærdssamfundets ideal er den myndige og medbestemmende borger, men i konkurrencesamfundet er dette ideal forladt til fordel for det præsterende menneske og den »opportunistiske personlighed«, som Ove K. Pedersen udtrykker det. Det vil sige brugeren (ikke borgeren), som udmærker sig ved alene at følge sine egne interesser.

Asta Olivia Nordenhofs digtsamling det nemme og det ensomme rummer ifølge Andersen Nexø også en velfærdsskepsis.

Men jegets samfundsvrede er her rettet mod swap-lån og Lehmann Brothers, jævnaldrende, som er i krig, og det moderne arbejdsmarked: drevet af »en parathed til at gøre hvad man bliver bedt om«, som ansatte i udlændingestyrelsen eksempelvis, der sætter sig ud over deres egen etik og kynisk afslår asyl og således »bedriver en praksis mod bedre vidende«.

Et arbejdsmarked, som anser »den ikkearbejdende som et menneske uden moral/ jeg vil tale om den mistænkeliggørelse der finder sted og dækker alle livets områder«.

Et samfund, hvor folk melder hinanden til kommunen, fordi en førtidspensionist på sin blog har skrevet, at hun handler økologisk. Den mistænkeliggørelse og det menneskesyn, som fremmanes her, hører konkurrencestaten til.

Ikke sådan at forstå, at velfærdssamfundet er det absolutte gode, men snarere at bag ord som ’parathed’ og ’medborgerskab’ gemmer sig i konkurrencestaten en anden betydning, end det kendes fra velfærdsstaten.

Da jeget er på Amager for at plukke blommer, lyder det sådan her: »og metroen drev med sit lys, som et strengt, som et underligt vredt samfund/ frem og tilbage«.

Jeget oplever her konkurrencestatens sammenbidte travlhed, som noget hun på én gang distancerer sig fra og samtidig føler skyld i forhold til, fordi hun ikke har formået at stige på toget, normaliteten, uddannelsen!

Hun lever med andre ord ikke op til konkurrencestatens krav om at være det præsterende menneske. Skriftens insisteren på ikke at følge den gængse tegnsætning samt dens talesproglige stavemåde vidner om, at hun ikke kan leve op til det perfekte, som samfundet kræver af hende; og heri i gemmer sig et modsprog, en kritik af konkurrencestaten, et håb.

Om Lars Frosts romaner Smukke biler efter krigen (2004) og Skønvirke (2011) skriver Andersen Nexø, at Frost heri »anklager den historiske velfærdsstat for at være et samfund, hvor man har valgt ’den lette frihed, den, der vendte forpligtelserne ryggen’«.

Men bygger dette valg på en fejlslutning i velfærdssamfundet? Er det ikke snarere kynikeren, dvs. den opportunistiske personlighed, som gemmer sig bag velfærdssamfundets sprog (klicheer) og idealer, som Frost igen og igen hænger til tørre og kritiserer – mere end det er velfærdssamfundet?

I Skønvirke, som er en fremtidsroman, ser vi, hvordan konkurrencestatens ideologiske påbud om det præsterende menneske i en nær fremtid er blevet så grotesk naturligt, at det moralsk og juridisk er blevet lovligt at fyre sine medarbejdere, hvis de er overvægtige.

Således bliver politibetjenten Mathilde suspenderet, fordi hun har taget 20 kilo på, og hun plages af skyld, for hun »burde vel tage trappen«.

Inden da bliver hun henvist til politistyrkens psykolog og må stille til vægtkontrol hos tjenestelægen. Lægen bedriver spionage på politiopdageren.

Kroppen aflyttes og iagttages, og således er ikke bare politiets, men også lægevidenskabens arbejde båret af mistænksomhedens logik. En usund levevis kriminaliseres til fordel for lægernes og psykologernes ’omsorg’.

Der er tale om en konkurrencestat, hvor normalitetsdommere af læger, diætister, idrætskonsulenter osv. italesætter den enkeltes liv som rådende over et så kostbart potentiale, at ingen tør engagere sig i noget som helst, fordi ethvert engagement aldrig er risikofrit. Der tælles kalorier, drikkes vin uden alkohol, spises soja-culotte, og vilde drenge får en pille, så de kan falde til ro og ligne pigerne.

I konkurrencestaten handler det ikke om at kurere, når folk er blevet syge, men om at optimere og maksimere deres ’potentiale’; en forpligtigelse til at udvise vilje til forbedring og ikke tage sin biologiske skæbne på sig.

Skønvirke er en skræmmeroman, en påmindelse om, hvor samfundet er på vej hen, når det ikke er forankret i en idé om et fællesskab, men i konkurrence og opportunisme.

De anførte romaner rummer altså en ’ny skepsis’ – ikke som velfærdslitteratur, men som konkurrencestatslitteratur, der rummer en skepsis over for konkurrencestaten.

Det er en litteratur, som peger på det paradoksale i, at man igennem de sidste 25 år har indført konkurrencestatens sprog og værdier i velfærdssamfundet, for bagefter at kritisere velfærdssamfundet for at have forladt sine værdier og idealer.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Steffen Gliese
Steffen Gliese anbefalede denne artikel

Kommentarer