Læsetid: 1 min.

Om åbenhed

19. november 2016

Forleden eftermiddag var Suzanne Brøgger forbi på avisen for på et af vores kurser at fortælle om sine erfaringer som essayist.

Hun er nok en af vores bedste essayister, men på mange måder er hun og lever også selv som et essay: Hun er åben, undersøgende, tøvende, tænkende og ikke helt til at få styr på.

Hun kan sagtens komme med et vildt udsagn, en påstand, men lige så sikker kan man være på, at hun snart efter også indtager en nærmest stik modsat holdning, hvorefter man står ganske rundtosset tilbage. Ja, eller også tvinges man til at tænke selv. Det er det vidunderlige ved hende.

Nå, men dér forleden eftermiddag sagde hun, at hun syntes, der var for meget synes-hed rundtomkring og især på Facebook. Der er for meget synes-hed og for lidt essay, kunne man tilføje: altså for lidt af det, at man tillader sig at tøve og tænke, mens man skriver om et emne.

Er det ikke, kære læser, netop sådan, at eksempelvis facebooktrådene er så langt fra essayets åbne måde at ræsonnere på som tænkes kan, og er det, fordi vi hellere konkurrerer på meninger end fører en åben dialog, at essayet som form i denne tid har så vanskelige kår?

Er der ikke i højere grad brug for essayet for at komme bag om vores forudfattede meninger og for den sags skyld bag om verden? Eller er Facebook som helhed betragtet måske snarere ét stort verdensessay?

Åbenhed og intellektuel nysgerrighed er, hvad det handler om. Og åbenhed er netop essensen for Mathilde Walter Clark, når hun i dette tillæg i sit dagbogslignende essay forsøger at trænge bag om alle de alt for lette sandheder om udfaldet af det amerikanske valg.

Ved at fortælle om sin far, der stemte på Trump, får hun vendt grundigt op og ned på tingene for sig selv og får sat valget i et helt nyt perspektiv. Se, det er et essay!

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Maj-Britt Kent Hansen
Maj-Britt Kent Hansen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu