Læsetid: 5 min.

Hvad er bevidsthed?

Menneskesindets dybhavsdykker, forfatteren Christian Skov, er død, 94 år gammel
For forfatteren Christian Skov var det et simpelt faktum, at virkeligheden, det er den enkelte, individuelle bevidsthed. Og derfor satte han sin fænomenale stil, en repeterende, cirklende kværnen, ind på at leve sig fuldstændig ind i sine personer og vise, hvad der lige nu, i et enkelt øjeblik, foregår i et sind. Arkivfoto fra 2007.

For forfatteren Christian Skov var det et simpelt faktum, at virkeligheden, det er den enkelte, individuelle bevidsthed. Og derfor satte han sin fænomenale stil, en repeterende, cirklende kværnen, ind på at leve sig fuldstændig ind i sine personer og vise, hvad der lige nu, i et enkelt øjeblik, foregår i et sind. Arkivfoto fra 2007.

Carsten Andreasen

26. november 2016

Lad os sige, at der i hovedsagen findes to slags forfattere. Der er dem, der hver gang, de skriver et nyt værk, prøver noget helt nyt.

Og så er der de andre, stædige, som bliver ved og ved at skrive om det samme – men hele tiden trænger dybere og dybere ned.

Christian Skov, som døde sidste lørdag efter et fald i sit hjem i Aarhus, tilhørte sidstnævnte kategori.

Hvad der optog ham, var at prøve at finde ud af, hvad ’virkelighed’ og ’bevidsthed’ er, og i dette ene store spørgsmål forsøgte han at trænge stedse længere ned.

Når bortses fra to tidlige umodne romaner, som han senere strøg af sit forfatterskab, omfatter dette fire novellesamlinger og fem romaner udgivet i tidsrummet 1968-2003.

Altså i alt ni bøger på 35 år, udarbejdet og gennemarbejdet ved stædige gentagelser af næsten identiske enkeltsituationer, billeder og basale motiver.

I et enkelt øjeblik

Karakteristisk for dem alle, men romanerne især, er, at Christian Skov én gang for alle gør det af med den alvidende fortæller og dropper al ydre forklaring, går direkte til stoffet.

Stedet og tiden opridses knap, for hvad det drejer sig om, er at komme så langt ind i det enkelte sind som overhovedet muligt. Det hele skal ses indefra.

En omverden findes, jovist, og den er gennemtrængt af magtspil og grove sociale uligheder, men hvert menneskes indre udgør en verden for sig selv.

Man kan opfatte det positivt og sige, at vi hver især skaber vores egen virkelighed, eller man kan udtrykke det negativt og fastslå, at mennesker altid er spærret inde i deres egen bevidsthed.

For Christian Skov var det et simpelt faktum, at virkeligheden, det er den enkelte, individuelle bevidsthed. Og derfor satte han sin fænomenale stil, en repeterende, cirklende kværnen, ind på at leve sig fuldstændig ind i sine personer og vise, hvad der lige nu, i et enkelt øjeblik, foregår i et sind.

Hver sætning er udtryk for den unikke personlige verden, han beskæftiger sig med. Det indebærer, at han sammen med den, han skildrer, forsøger at se sin usikkerhed og tvivl i øjnene. Sin »ikkeviden«, i sidste ende som regel døden.

Typisk er derfor titelnovellen i samlingen Majaften (1990), hvor Skov har taget udgangspunkt i en virkelig hændelse, men skåret stoffet til på sin egen originalt insisterende måde. Begivenheden fandt sted lidt uden for Sønderborg om aftenen den 5. maj 1945.

Tyskland havde kapituleret, og en af deres minestrygere sejlede fra Fredericia til Sønderborg. Men fordi den kaptajnløjtnant, der havde kommandoen på skibet, ikke ville overgive sig, men tage til Baltikum, hvor krigen endnu ikke var slut, begik besætningen mytteri.

Elleve unge matroser spærrede kaptajnen og de øverste officerer inde og fortsatte mod Sønderborg, men blev omringet af tyske hurtigbåde og, i løbet af eftermiddagen, dømt til døden ved en krigsret og alle henrettet samme aften.

Sørgmodig eksistensfortælling

I Christian Skovs novelle forudsættes alt dette blot, alt imens han lever sig ind i sindet hos en enkelt matros i dennes sidste minutter, ja, han overlader ham reelt nogle af sine personlige erindringer, simpelthen for at komme dette menneske så nær som overhovedet muligt. Hvad foregik der mon i denne unge mands sind? Hvad tænkte han, lige inden han døde, mens han vidste, han skulle dø?

Situationen har tydelige paralleller i Christian Skovs romaner, lige fra Hein dør (1968) til hans sidste værk, Endnu er markerne frosne (2003). Begge bøger skildrer en person i ekstrem position – en ældre mand, som skal dø, og en ung kvinde, som ligger på hospitalet, adskilt fra sit nyfødte barn.

Især den sidste fremstår suveræn takket være forfatterens konsekvens i bestræbelsen på at lade bevidstheden fylde intet mindre end alt. Plottet glider af samme årsag i baggrunden, i stedet løfter der sig fra siderne en sørgmodig eksistensfortælling, i alvor og stilistisk sikkerhed helt på højde med barndomsromanen Ingers hvide ben fra 1989.

Skovs livsindsigt

Christian Skov blev født 1922 i Løjt i Sønderjylland og var tidligt klar over, at han ville skrive. Men da han jo også helst skulle have noget at leve af, tog han lærereksamen og underviste til 1969 på forskellige skoler.

Da han for alvor havde genoptaget skriveriet, udkom (inden hans tilbagevenden til Gyldendal) en række dejlige bøger på forfatterforlaget Attika, nemlig foruden succesromanen Tønnesen i forårssol (1974) tre små bind med skarptskårne noveller og romanen Stranden ved Spar Es (1984).

Sidstnævnte mærkværdige titel henviser til en traumatiserende hændelse, den voldtægt, som hovedpersonen Christine kom ud for som barn, og som tanken til stadighed kredser om. Christian Skov var nemlig af den opfattelse, at barndommen ligger lige så tæt ved eller lige så langt borte fra vores bevidsthed som det, der foregik for en time siden.

Tiden var for ham noget fuldkommen uforståeligt: »Tiden, den underlige tid, som han ikke forstår kan være der«, hedder det om Jes, hovedpersonen i Høstnætter, som i 1994 indbragte forfatteren Kritikerprisen og blev indstillet til Nordisk Råds Litteraturpris.

Jes er, står der andetsteds, »fremme og tilbage i tiden«, og mens han glider frem og tilbage mellem søvn og vågen tilstand, mellem drømmens virkelighed(er) og sin dags sansede virkelighed, ved han, når det kommer til stykket, inderst inde ingen verdens ting, bare dette: at han er til stede og derfor ved, hvordan alting er for ham selv.

Da Christian Skov i 1993 fik Det Danske Akademis Beatricepris overrakt af Villy Sørensen, kaldte denne Hein dør »en skildring af dødsrejsen som psykisk proces« og sammenlignede den med Hermann Brochs berømte roman Vergils død (1945) – en rigtig velvalgt parallel, eftersom Skov i hele sin litterære tilgang var fuldblods modernist.

Men fordi han var opvokset i Svenstrup på Nordals og det meste af sit liv var bosat i Sønderborg og i mange af sine tekster byggede på oplevelser og erfaringer fra landsbyen og provinsen, rubricerede man ham længe som realistisk hjemstavnsforfatter.

Dette skæve syn blev der sent, men eftertrykkeligt rettet op på i 2007, da to bøger om hans livsværk så dagens lys, dels Anders Abildgaard Nielsen og Dennis Gade Kofods kyndigt redigerede antologi med læsninger i forfatterskabet, dels en velskreven og yderst instruktiv monografi af Peter Fregerslev med den præcise titel I hænderne på tiden.

I et interview med de to antologiredaktører opsummerede Christian Skov sin livsindsigt sådan: »Og når vi er færdige med vores liv her, er der ingen, der kan sige, hvordan det har været for os at være i denne her eksistens.« Det mente han vel, at han havde ret i. Men nu hvor han er borte, dementeres det delvis af hans fænomenale bøger, som sætning for sætning siger, hvordan det oplevedes at være netop ham.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu