Læsetid: 6 min.

Et brev Dan Turèll aldrig kommer til at høre

For nylig skrev Steffen Brandt et brev til idolet og vennen Dan Turèll. Mandag aften læste han det op på den store scene i Diamanten, hvor også Klaus Rifbjergs vid, Francois Mitterands afmægtige kærlighed og Karen Blixens kreative geni var til stede i ånden. Aftenens tema var breve
Fuldt hus til brevoplæsning i Den Sorte Diamant. Steffen Brandt læser op af sit posthume brev til Dan Turèll, som han aldrig nåede alt det, han gerne ville med

Fuldt hus til brevoplæsning i Den Sorte Diamant. Steffen Brandt læser op af sit posthume brev til Dan Turèll, som han aldrig nåede alt det, han gerne ville med

Niels Hougaard

9. november 2016

Scenen er fuldt oplyst, men publikum er badet i behageligt rødt lys. Der er et høfligt kollektivt tilbageholdt åndedræt, der brydes af de november-rallende host, der forsøges kvalt.

Det er måske bare århusianeren i mig, men jeg føler mest, at vi venter på Steffen Brandt, der til aftenens arrangement vil læse et brev op, han har skrevet til Dan Turèll. Et fanbrev og et vennebrev, som Dan Turèll aldrig kommer til at høre.

Først byder Lise Bach fra Det Kongelige Bibliotek velkommen og taler om, hvor meget det skrevne brev kan. Breve er ene-stå-en-de siger hun med tydelig diktion og gravitas, og på biblioteket har de to millioner af dem, som bare ligger og venter på, at nogen går på opdagelse i dem.

»Føler man lige så meget, når man sender en sms?« spørger Lise Bach retorisk ud i salen. Det rigtige svar er vist nej.

Selvom oplægget emmer af nostalgi efter en svunden tid, hvor folk skrev lange breve og ikke lod deres sjæleliv forstyrre af de der røde facebook-notifikationer, er det tydeligt at se på fremmødet, at verden ikke er helt af lave endnu. Der er fuldt hus i Dronningesalen og endda folk, der ikke har fået billet. Mennesker opsøger kultur en råkold mandag aften i november.

Aftenens arrangement er det andet af i alt tre arrangementer om breve. Aftenens tema er kaldet. Det lidenskabelige kald, som både kan komme fra troen, fra arbejdet eller fra kærligheden.

Steffen starter med sangen Brev til Mona. Der er kun ham og en mand ved et klaver på den oplyste scene. »Go’ aften,« siger han først lidt genert og meget dybt. To gange. Først anden gang svarer vi. Hans stemme er lidt skrøbelig uden band, både helt ung og helt gammel.

Borgerligt dødvande

Allestedsoplæsende Ellen Hillingsø er et stemmemæssigt sikkert kort, også denne aften, hvor hun med sin dybe, erfarne røst læser et brev fra Karen Blixens mor Ingeborg op. Et brev om ’Tanne’, men skrevet til broren Thomas Dinesen i 1931.

Ingeborg Dinesen har forbrudt sig mod brevlovens allerhelligste bud. Hun har læst et af Karen Blixens fortrolige breve til broren. Hun undskylder, men ikke synderligt dybfølt og gør meget for at overbevise sin søn om, at hun trods sin egen simpelhed forstår sine eventyrlystne og originalt tænkende børn. På et dybere plan, end de måske tror.

Hun forstår, hvorfor den halvgeniale datter ikke kan finde sig til rette i familiens »borgerligt elskværdige dødvande« og skriver om hende, at »hun er en anden støbning i alle henseender«. Moren forstod hendes kald. hende. Hvad mere kan et barn drømme om.

Alligevel får brevet en til at tænke over, hvor sjovt det lige var for Thomas, at hele brevet handlede om hans søster.

Projiceret op bag oplæserne ses de originale breve og billeder af brevskriverne- og modtagere. Blixen med sin mor. Nu: en ung, flot Rifbjerg med pibe.

Neglebesatte wienerpølser

Forfatteren og kritikeren Niels Barfoed skrev breve med barndomsvennen Klaus Rifbjerg i årevis. Og da det famøse uvenskab mellem de to – døbt Barfoed-Rifbjerg-fejden – blev for meget for ham, var det også per brev, at han slog endeligt op med Rifbjerg.

Men det er ikke uvenskabet, det handler om i aften. Det er Barfoeds levende, vittige og ponduspakkede gengivelse af et brev Rifbjerg skrev til ham i den 8. december 1956, lige efter Rifbjergs forfatterdebut.

Niels Barfoed siger Dem til os. I sin litteratur-brune blazer og med sin sans for fortælling er Barfoed som et befriende fortidslevn, der giver et indblik i Rifbjergs særlige tæft for at kombinere selviscenesættende hovenskab og ætsende skarpe betragtninger med selvironi og afvæbnende plathed.

I brevet, der i sig selv er en litterær oplevelse, fortæller Rifbjerg om en oplæsning i Politiken og en efterfølgende bytur, der blandt andre involverede en trist anmeldertype fra Information, der ikke kunne holde sine ’neglebesatte wienerpølser’ fra Rifbjergs kone Ping. Et formidabelt brev.

Stemmerne der læser op

Oplæsningerne er meget forskellige, både i indhold og form. Når skuespilleren Lotte Andersen læser Carl Nielsen og konen Anne Marie Nielsens dirrende irritable og lidenskabelige breve op, er det tydeligt, at hun er trænet. Det er behageligt og lidt glat.

Når digteren Shadi Angelina Bazeghi læser et uddrag af et brev skrevet af sin lærde, afdøde og stærkt savnede far, kan man mærke på den dvælende, uforudsigelige rytme, at hun er digter. Og at hun stadig sørger.

Den franske ambassadør Francois Zimeray er den bedst klædte af dem alle, måske på nær altid skarpe Steffen Brandt, og læser myndigt op af den franske præsident Francois Mitterands hjerteskærende brev til sin livslange elskerinde Anne Pingeot. Det er i 1988. Han er syg og ved, at han skal dø, og at hun er ved at slippe taget i ham. Han har ikke længere kræfter til at gøre noget ved det. Det er smerteligt smukt.

Return to Senda

Nu er det Steffen.

Da han var barn, fortæller han, legede han hjemme hos sin ven Preben, hvis storebror spillede Elvis for dem. Da lille Steffen hørte sangen »Return to sender«, var han overbevist om, at ’Senda’ måtte være en hemmelighedsfuld ø, hvor en eller anden blev holdt indespærret.

Det griner vi højt af. Publikums larmende grin står lidt i kontrast til Steffen Brandts underspillede ro, men det føles rart efter al den død. Steffen Brandt fortæller videre, at han først alt for mange år senere fandt ud af, at det betød ’retur til afsenderen'. Mindet gav ham lyst til at skrive breve. Det første, han skrev, var til Dan Turéll.

»Kære Onkel Danny. Det er lidt specielt at skrive til en afdød. Jeg kan allerede høre dig sige ’Hold så op med at kalde mig onkel – bland mig udenom, lev dit eget liv. Jeg har været død i hundrede år, og jeg hader det.’ Men jeg har også brug for at tale med dig, onkel. Og desuden er dette brev lige så meget til tiden lige nu. Jeg står her i København og læser dette brev in front of a live audience

I 1991 optrådte Dan Turèll og Steffen Brandt sammen på det hedengangne jazz-værtshus Bent J i Aarhus med Tømrerclaus på guitar. De ville udvikle genren jazz and poetry.

I brevet skriver Brandt:

»Om aftenen på scenen foran os et undrende publikum. Der forsvandt Tømrerclaus ud i en eller anden fjern galakse, og jeg sad alene ved et opretstående. Og dig, du spillede rollen som Dan Turèll bedre end nogen sinde. Showmand til hver en tid med dyb respekt for publikum.«

»Men træt. Grundtræt af vilkåret og udsigten til endnu en aften som digter med sort neglelak og Stetson.«

Og så døde du

Dan Turèll så noget i Steffen Brandt og ville noget med ham og det musikalske nybrud, som Tv2 repræsenterede, og Steffen Brandt ville gerne lære af den syv år ældre forfatter og legende.

»Vi måtte lave noget. Ja, sagde jeg. Og så døde du. Jeg forstod udtrykket med at kende sin besøgelsestid. Du havde gang i et ny forsøg. Du ville ikke dø som Dan Turèll. Du ville om på den anden side. Du ville ryste hele historien af dig og pege fremtiden ud – ud blandt levende. Du ville saks, sten og papir. Kaste hele voksenhedens mod og usårlighed ind i kampen om en ny fortælling. Og så døde du.«

Det er den følelse af, at noget blev afbrudt, det uafsluttede, som brevet til Dan Turèll er sprunget ud af. Det usagte, det alvorlige og nærværet, som breve er gode til. Det fortæller Steffen Brandt mig, da jeg kort taler med ham efter showet.

»Når man skriver et brev, så lægger man personlighed i det, man lægger anfægtelse og følelser i det. Et ønske om at ramme den anden på et andet plan end det daglige, som vi jo ellers har det ganske udmærket med at være i. I brevet går du et spadestik dybere og kan tillade dig at være mere åbenhjertig og fortrolig og forvente, at det bliver læst med samme fortrolighed. Det er brevets styrke.«

Serie

Brevet

Breve giver os adgang til fortiden. Som tidslommer, der giver adgang til en svunden tid, et forlist forhold, et ukendt venskab, et eksil, en flugt, et kald. I dag er brevet en sjældenhed. Måske en uddøende genre?

I den kommende tid bringer Information – i samarbejde med Det Kongelige Bibliotek – en række breve fra mennesker, der enten er i fysisk eller mental eksil.

Seneste artikler

  • ’En af dansk litteraturs eksilerede’

    13. januar 2017
    Georg Brandes elskede Danmark, men evnede aldrig helt at slå rod i denne ’degneprovins’. Brevene fra hans tid i frivilligt eksil i Berlin viser denne ambivalens, fortæller litterat og Brandes-kender Hans Hertel
  • Tove Ditlevsen var bange for skoven, ikke døden

    30. december 2016
    Tove Ditlevsen skrev flittigt under sine indlæggelser på psykiatrisk afdeling. Både romaner og breve. Der var nemlig en ro, som den danske forfatterinde ikke så let fandt andre steder, siger forfatter Karen Syberg
  • ’Brevene er jo på det tidspunkt den eneste mulighed for Céline’

    23. december 2016
    Den franske forfatter Louis-Ferdinand Céline var i perioden 1945-47 fængslet i Danmark og ventede udlevering til Frankrig på grund af sine antisemitiske skriverier. I det nye år udkommer hans breve fra fængslet på dansk oversat af Troels Hughes Hansen, som vi har bedt udvælge et brev i den omfattende korrespondance
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu