Læsetid: 10 min.

I dag har jeg ’drejet mig mod min lesbiske side’

Marianne sprang ud som lesbisk som 54-årig, men hendes historie er ikke den klassiske ud-af-skabet-fortælling. For der var ikke rigtig noget at skjule i noget skab. Først nu er det ved at gå op for os, at seksualitet er noget, der godt kan forandre sig
Marianne undertrykte aldrig nogen sider af sig selv, føler hun. Hun overvejede bare aldrig for alvor, at hun kunne være andet end heteroseksuel. Og forskning viser, at seksualitet i høj grad kan forandre sig i løbet af et liv.

Marianne undertrykte aldrig nogen sider af sig selv, føler hun. Hun overvejede bare aldrig for alvor, at hun kunne være andet end heteroseksuel. Og forskning viser, at seksualitet i høj grad kan forandre sig i løbet af et liv.

Sille Veilmark

17. november 2016

Marianne har aldrig følt sig særlig køn eller feminin. Heller ikke da hun var lille. På et gammelt klassebillede, hvor hun sidder ved siden af sin barndomsveninde, som hun selv beskriver som klassens kønne pige, kan man se, at det ikke passer. Det er mere end halvtreds år siden. Dengang det var sært, hvis piger helst ville gå med bukser.

I dag er Marianne 66 år gammel, og hun har aldrig haft det bedre med sig selv. Det er der mange grunde til. Den ro, der indfinder sig med alderen, til at gøre, hvad man har lyst til, selvsikkerheden og selvindsigten. Men en af de vigtigste grunde hedder Eva.

Efter fire længerevarende forhold til mænd og en livslang selvopfattelse som heteroseksuel forelskede Marianne sig som 54-årig i en kvinde. En kvinde, der var ni år ældre, og som før hun blev Mariannes kæreste var hendes bedste veninde.

»Jeg har aldrig været sammen med nogen – kvinde eller mand – som i den grad elsker mig fuldstændig uforbeholdent.«

I dag lever Marianne lesbisk.

’Born this way?’

De fleste historier om folk, der bliver homoseksuelle senere i livet, handler om at springe ud. Underforstået er det, at der findes et skab, man springer ud af. Ofte tænker man på et uautentisk før, hvor skabshomoen lever på en løgn, og måske endda lyver for sig selv, og et efter, hvor vedkommendes ’sande’ seksualitet endelig springer ud og blomstrer.

Først nu er vi ved at vågne op til erkendelsen af, at det der med mere flydende og foranderlige seksualiteter ikke udelukkende er en politisk leg, der leges i storbyens queer-miljøer, men en erfaret virkelighed for en lang række mennesker. Særligt kvinder og særligt senere i livet.

De seneste par årtier er forskningen begyndt at interessere sig mere for seksualitetens foranderlighed, og mere specifikt har flere studier fokuseret på kvinders seksualitet, som meget tyder på er langt mindre fast og uforanderlig, end man tidligere er gået ud fra.

Lisa Diamond, der er lektor i psykologi og kønsstudier ved University of Utah, har i et studie fra 2008 fulgt 79 kvinder i en periode på ti år med det formål at notere eventuelle seksuelle identitetsskift. Hvert andet år registrerede Diamond, om kvinderne beskrev sig selv som heteroseksuelle, lesbiske, biseksuelle eller en fjerde kategori efter eget valg.

Hver gang ændrede 20-30 procent deres seksuelle selvbeskrivelse, og i løbet af hele studiets løbetid placerede omkring 70 procent sig i en anden kategori, end de oprindeligt indskrev sig i. Det fik Diamond til at konkludere, at den kvindelige seksualitet er langt mere fleksibel og foranderlig, og at kvindelig biseksualitet (i alle dens mangfoldige udformninger og realiseringer) er langt mere udbredt, end hidtil antaget.

Jeg kan også lide mænd

Marianne er et eksempel på netop det. Efter at hun mødte sin nuværende kone Eva, har hun kigget indad og set tilbage på sit liv. Tiltrækningen til kvinder; var den der altid, eller opstod den hen ad vejen? Var den stærke fascination af en kvindelig lærer på ergoterapeutskolen i Mariannes ungdom i virkeligheden en forelskelse?

»Der kom ikke noget ud af det, og jeg gjorde heller ikke noget ved det, men jeg synes, det var spændende. Når jeg tænker tilbage, har jeg altid haft lyst til at være tæt på kvinder, at have det der pigenære samvær, men jeg husker samtidig også, at jeg har tænkt: ’Jamen, jeg kan jo også godt lide mænd’.«

»I bakspejlet kan jeg se, at jeg har været nysgerrig. Jeg har altid set alt, hvad der var i fjernsynet omkring homoseksualitet, men uden overhovedet at overveje, at der var noget der. Det var heller ikke sådan, at jeg tænkte, at det kunne jeg godt tænke mig at prøve.«

Alt det kom først senere. Marianne undertrykte ikke den side af sig selv, føler hun. Hun overvejede bare aldrig for alvor, at hun kunne være andet end heteroseksuel. Hun var jo faldet for sine mænd.

Venskab først

Marianne er født i 1950 og vokset op i Herlev i det, hun selv kalder en helt almindelig familie med en mor, der var syerske, og en far, der var bogholder. Farens store drøm for sin pige var, at hun skulle opleve den største tryghed, livet kunne give, nemlig at blive bankdame.

Men Marianne selv ville være ergoterapeut, og som 19-årig flyttede hun hjemmefra sammen med sin kæreste Peter, som hun havde kendt, siden hun var 16 år. Det var ikke et forhold baseret på den helt store altfortærende passion, men på tryghed og tæt venskab.

»Vi havde et meget uproblematisk forhold til hinanden, men måske også lidt kedeligt. Den slags forhold, der meget nemt kan dø ud. Jeg var godt klar over, at vi ikke skulle være sammen resten af vores liv, men det var ham, der tog det endelige skridt.«

Det er den helt klassiske historie, fortæller Marianne. Hendes mand var advokat på et stort, fint advokatkontor inde i København, og derinde var der en sekretær, der slog kløerne i ham.

»Gudskelov for det, tænker jeg i dag.«

Marianne mødte sin kone, den ni år ældre Eva i et orkester. Eva spillede violin, Marianne harmonika. Som nyforelsket 54-årig måtte hun spørge sig selv: havde tiltrækningen til kvinder været der hele tiden?

Sille Veilmark

Passion eller tryghed

Begæret og den passion Marianne savnede i sit første ægteskab, fik hun i sit næste forhold, der varede seks år og resulterede i et barn. En dreng, der i dag er en voksen mand med egne børn, som fylder meget i Mariannes liv. Det har generelt været sådan, kan hun se nu, at det hun manglede i det ene forhold, det søgte hun og fik for det meste også i det næste.

Hun har både oplevet at kede sig, føle sig seksuelt og romantisk understimuleret og usynlig i sine forhold, og hun har oplevet, at blive set og begæret som kvinde. Hun har været tryg – også alt for tryg – og hun har oplevet utryghed, spænding og jalousi. Men aldrig helt i det rigtige blandingsforhold.

»På en måde har jeg altid sagt til mig selv, at det, jeg ikke fik, måske heller ikke var det vigtigste i hele verden. Men det bliver jo uudholdeligt, hvis gnisten ikke er der. Det blev det i hvert fald for mig. Fornemmelsen af ikke at blive værdsat som kvinde er den værste. Den er svær at håndtere.«

Ingen af de fire lange heteroseksuelle forhold Marianne havde, har ramt den helt rigtige balance mellem det spændende, det erotiske, det anerkendende og det trygge.

»Jeg har nok tænkt, at det var for meget at forlange at finde alt i en person.«

Personen Eva

Da Marianne forelskede sig i Eva, var hun klar til at springe ud og bekende sin kærlighed til verden med det samme. Men Eva ville holde det hemmeligt. I hvert fald i starten. Hun ville være sikker på, at Marianne virkelig mente det, så i et halvt års tid holdt de forholdet hemmeligt. Det er tolv år siden.

I modsætning til Marianne, der sprang ud sent og oplevede meget få negative reaktioner, fik Evas seksualitet tidligt negative konsekvenser, da hun som helt ung praktisk talt blev fordrevet fra sin hjemby.

»Hun fik at vide, at hvis ikke hun forsvandt, så ville de sladre til præsten, som var hendes far. Så hun flygtede i nattens mulm og mørke til København. Og så gik hun ind på Det Kongelige Bibliotek og slog op, hvad det vil sige at være homoseksuel.«

Byen vidste det, før hun selv gjorde. Selv om der kun er ni år imellem de to, føler Marianne næsten, at Eva tilhører en anden generation, når det gælder, hvordan homoseksualitet er blevet opfattet.

På relativt få år er der sket så meget, og ingen i den lille landsby, hvor de bor sammen i dag, kunne finde på at løfte et bryn over byens lesbiske par.

»Da jeg valgte at sige, at nu er det dét, jeg skal, og dét, jeg har lyst til, så har jeg ikke været flov over det på nogen måde. Tværtimod. Jeg er af den overbevisning, at man skal være helt og aldeles åben med det, og det har jeg været, siden jeg sprang ud.«

Læs også: ’Det er ikke længere et tabu at være homoseksuel’

Harmonika og violin

Som så mange gange før i Mariannes liv, kom venskabet før den romantiske relation. De to kvinder mødte hinanden i et orkester.

»Jeg spiller harmonika, Eva spiller violin. Dengang spillede vi lidt jazz og lidt salonmusik. Det var ikke super ophidsende, men det gode var jo, at Eva kom.«

På det tidspunkt befandt Marianne sig i et meget dårligt forhold til en mand, der var besidderisk og sygeligt jaloux, og som hun havde svært ved at få ud af sit liv igen. Hun var gået fra sin sidste mand, havde knust hans tryghed og slæbte rundt på en masse dårlig samvittighed. Derfor, tror hun selv, lod hun den forkerte mand komme tæt på og flytte ind.

Ud med ham, ind med Eva. No regrets.

»Vi ringede i forvejen sammen 117 gange om dagen og sås mange gange ugentligt. Når man sådan føler sig rigtig nær på en person, så er det ikke nok at snakke, så vil man også have dem tæt på sig. Sådan havde vi det med hinanden.«

Sådan har de det stadig. Der var noget, der faldt i hak. Om det er, fordi Eva er kvinde, eller fordi Eva er Eva, har Marianne svært ved at vide med sig selv. Hun ved bare, at et kærlighedsliv med en kvinde giver mere mening for hende i dag.

»Jeg tror da sagtens, man kan få det sådan med en mand. Jeg har bare ikke haft det. Jeg har altid haft sådan en ’ikke godt nok’-fornemmelse. Enten var det mig, der ikke var god nok, eller dem, der ikke var gode nok. Det har aldrig været den helt store symbiose. Hvis den symbiose, man kan have med en kvinde, kombineres med friheden til ikke at føle sig bundet på hænder og fødder, så er det ideelt for mig.«

»Jeg bilder mig ind, at nærheden med en kvinde er anderledes. For mig er det en mere blød form for seksualitet, som er rarere. Sådan er det for mig, men sådan behøver det ikke være for alle. Som lesbisk kan man jo lige så godt være til SM, og hvad det hedder alt sammen.«

Ikke 100 procent lesbisk

Når hun sidder og kigger på sit livsforløb i dag, så tænker Marianne, at hun nok altid har været biseksuel i en eller anden grad. Alligevel definerer hun sig ikke som biseksuel, men som lesbisk, fordi det er sådan, hun lever.

»Jeg tror, at de, der lever det ud så sent, som jeg har gjort det, de er ikke hundrede procent lesbiske. Altså, jeg er ikke kun lesbisk. Men jeg er rigtig glad for at være lesbisk. Jeg har aldrig følt mig så veltilpasset, som jeg er nu. Jeg kan selvfølgelig ikke udelukke, at jeg kunne finde en mand, hvis Eva og jeg gik fra hinanden, men jeg tror det virkelig ikke. Jeg tror, at jeg har drejet mig i langt højere grad mod min lesbiske side. Det er ikke Evas skyld, men det, at jeg er sammen med hende, har gjort noget ved mit indre på en anden måde.«

»Jeg ser ikke mænd som attraktive, på samme måde, som jeg gjorde før. Hvis jeg overhovedet ser på nogen, er det mere på kvinder.«

Mariannes følelse af, at hendes seksualitet har forandret sig, stemmer overens med en kvalitativ interviewundersøgelse, som forskeren Christan Moran fra Southern Connecticut University foretog i 2008. Her interviewede Christan Moran kvinder over 30, der alle pludselig havde oplevet at blive tiltrukket af kvinder, mens de var gift med mænd.

Undersøgelsen efterlod hende, som hun siger til The Guardian, med et klart indtryk af at der for mange af kvinderne ikke er tale om, at de altid har været homo- eller biseksuelle, men at der sker en regulær seksuel forandring.

Læs også: Ikke alle sømænd er glade for piger

Aldrig følt sig så feminin

At seksualiteten kan forandre sig hele livet skal ikke forveksles med, at seksualitet er et frit valg, mener kønsforskeren Lisa Diamond, der i førnævnte The Guardian-artikel siger, at alle de kvinder, der medvirkede i hendes undersøgelse, oplevede forandringerne som uden for deres kontrol.

Den med, at der må være et element af vilje eller valg, når et menneske skifter seksualitet sent i livet lurer helt sikkert i vores kultur.

»Jeg tror, at mange heteroseksuelle tænker, at de kvinder, der bliver lesbiske senere i livet, vælger det, fordi de ikke kan få fat i en mand,« siger Marianne.

»Den fordom tror jeg, i høj grad eksisterer. Især mænd tror jeg, tænker sådan. Hvis man ikke kan forstå det, så kan man nok let tænke om en kvinde som mig, at det må sgu da være fordi, hun ikke kan finde en mand at være sammen med.«

Paradoksalt nok har Marianne aldrig følt sig så feminin, som hun føler sig sammen med Eva. Følelsen af ikke at være den kønne og den nagende usikkerhed på sin egen kvindelighed, som har eksisteret i baghovedet, har hun kunnet slippe.

Måske hænger det sammen med, at der gælder andre, uskrevne regler for lesbiske – at ungdom og skønhed ikke er i nær så høj kurs i det lesbiske miljø og i hvert fald langt fra er den vigtigste valuta. Det er der noget om, mener Marianne, der hellere vil blive gammel med en kvinde.

»Det handler om tryghed. Man behøver ikke være bekymret for at blive gammel. Den gamle skønhed kan være rigtig smuk.«

Og så igen handler det måske bare om at finde kærligheden med den rigtige person m/k.

Mariannes efternavn er kendt af redaktionen.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Viggo Okholm
  • David Zennaro
  • ingemaje lange
  • Jørn Andersen
Viggo Okholm, David Zennaro, ingemaje lange og Jørn Andersen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Drømmen om at alle 'LGBT'-fænomener er skabs-heteroer - eller omvendt - lever fint fra miljøet selv til Pinsebevægelsen. Jeg Mig Min er norm, resten er ondskab løgn og forvildelse. Selvfølgelig er sexualitet labil, selvfølgelig er der en 'behandling' ... If You Say So !

Anders Sørensen

»Jeg spiller harmonika, Eva spiller violin. Dengang spillede vi lidt jazz og lidt salonmusik. Det var ikke super ophidsende, men det gode var jo, at Eva kom.«

Lol.

Undskyld til de involverede, men lol.

Charlotte Svensgaard

Altså - vi mennesker elsker jo at putte ting i kasser, og måske især seksualitet? Kvinden er glad for kvinder og mænd. Der er en helt tredie term for det, biseksuel.
Og at være biseksuel betyder absolut ikke at man er promiskuøs eller har flere forhold på same tid. Det betyder blot at man _kan_ være tiltrukket af begge køn men ikke nødvendigvis på samme tid.
Det er der jo ikke noget nyt i.

Henrik L Nielsen

Meget god artikel.

Men lige et spørgsmål! Hvor går grænserne egentligt mellem ensidig seksuel orientering, biseksualitet og nysgerrig eksperimenteren?

Og selvfølgelig kan seksualitet forandre sig, det ved vi i dag. Desværre har der været mange ulykkelige skæbner inden denne selvfølgelighed gik op for os.