De heldigvis mange svorne fans af Danmarks dejlige, skånselsløst selvudslettende digter Eske K. Mathiesen må gøre sig lidt ekstra umage, hvis de vil have fat i hans nyeste udgivelser. Men mon ikke lige det går?
Man skal bare ringe til Pilegaards (prægtige) Antikvariat i Aalborg, maile til KunstCentret Silkeborg Bad og bede en boghandler skaffe en vare hjem, så får man for sammenlagt sølle 260 kroner tre vidt forskellige bøger og 52 digte i alt, ét til hver uge i et helt år, hvis man kan dy sig så længe.
Mest ’digtsamling’ er der over Mathiesens kanon fra mini- eller mikroforetagendet Café Annas Forlag med omslag af hustruen, Åse Rørdam, og med sammes smukt broderede signaturer af de 25 kunstnere inden for diverse genrer, som her får et digt med på vejen.
Nogle er døde for længst, andre er gudskelov stadig i live, men alle har de det til fælles at have begejstret Eske K. Mathiesen, gjort et uudsletteligt indtryk, som nu har krævet at komme til udtryk.
Digterblikkets søgen
Man forstår på hvert enkelt digt, at andres kunst for digteren ofte opleves som ren foræring, en gave, han sanser og taknemmelig tilegner sig.
Man mærker, at han evner at mærke på en skulptur eller opmærksomt lytte til en kirkebøsses klirren, og at han virkelig kan se på et maleri, så han også kan lugte køerne på det og smage saltet i havet. Digterblikket søger gerne det uanselige og upåagtede, som det møder med undren og nysgerrrighed.
Ikke overraskende viser fugleentusiasten Mathiesen sig som en svoren fan af Johannes Larsen (1867-1961): »At fuglene ligefrem skulle / have opsøgt Johannes Larsen og stillet sig i / kø for at blive portrætteret, det / tvivler jeg på. Med én undtagelse: / Gærdesmutten. Jeg er overbevist om, at / den har henvendt sig, så selvbevidst / som den på vinterfreskoen i Larsens / snapsestue har stillet sig i positur / på gærdestolpen, med et næb / i begge ender, parat til en trille / både for og bag.«
Den slutning gør digtet til en ’ekfrase’, til billedpoesi, men også til et billede på digterens egen praksis med den karakteristiske kombination af synet og sprogsansen, med den indolent elegante pausering og linjeafskæring og med det efterhånden velkendte lille svirp til allersidst.
Også digtet til landskabsmaleren Ole Kielberg (1911-85) lader sig læse både som et ekfrastisk portræt og et digterisk selvportræt:
Kielberg afprøvede sine vandfarver
i vindueskarmens skarpe lys:
Hvilke falmede? Hvilke holdt?
Resultatet blev, at han mest brugte
de lyseste farver, dem der næsten
forsvinder ind i papiret, men som på
tærsklen lige vender sig om
og ser sig vemodigt tilbage.
For er det ikke just sådan, ordene ter sig i Eske K. Mathiesens egen kunst, der omsorgsfuldt betjener sig af de små, de næsten forsvindende ord ud fra en fundamental skepsis over for alle store?
Hyldest til kragen
Skeptisk er han indimellem også over for sin egen metaforik. Han lider, som der står et sted hos Storm P., af »sammenlignende billeddannelser i ubevogtede øjeblikke« og må derfor slå sig selv over fingrene, når hans poesi bliver for ’poetisk’. Som i digtet om og til maleren Erik Enevold (f. 1926):
Det er så småt ved at blive mørkt,
da en flok krager kommer flyvende og
slår sig ned på den snedækkede pløjemark,
et øjeblik står de og ligner
et digt på gråt papir, så ser de
det søgte i sammenligningen
og basker op i læhegnets forrevne grene
med en hæs latter.
Det er ikke så dårligt på denne måde at kunne se kvaliteter i krager. Jeg synes ærligt talt, krager er grimme og fremfor alt lyder grimt, men som luftkunstnere er de rene ekvilibrister, og at Mathiesen lader dem le i sit digt, tager jeg dels som en hyldest til fuglen, dels som endnu et eksempel på hans formidable evne til at få en hel masse ud af næsten ingenting.
Hør bare, hvordan han i den første af tre strofer om og til Jens Bohr (f. 1952) får trængt en verden sammen på otte korte linjer:
Jens Bohr er en ravn,
et snevejr, en trane,
et skovbryn, en smutsten,
et hindbær, en hane,
en sejlbåd, en ryle,
en flok kantareller,
en træskomaler,
en billedfortæller.
Et kærlighedsdigt?
Glosen ’billedfortæller’ ville være anvendt forkert på billedkunstner Anette Blæsbjerg Ørom (f. 1949), som Eske K. Mathiesen har arbejdet sammen med før, og med hvem han nu udsender Pastorale, hvortil hun har bidraget med broderede vægtæpper, typisk af format 150x100 cm, på bogens højresider gengivet i deres helhed, på venstresiderne med en detalje. Jeg er selv medejer af et af hendes værker og har tit beundret de fine sting. Her får jeg dem både langt fra og tæt på.
Hvilket på en måde svarer til Eske K. Mathiesens ni digte, som færdes ude i det åbne rum, men samtidig så at sige kravler ned mellem tingene, eller dyrene. Yndlingsfuglen svale er også kommet med:
Du sælger dig selv
i små broderede bøger
fra vejboderne,
og svalerne kommer
ustandseligt pibende
for at ruge småpengene ud.
Det er, undskyld jeg bander, fanden brodere mig flot på så elegant en måde at få indflettet broderiet! På modsat side genfortæller digteren sagnet om Arachne (se 6. sang af Ovids Metamorfoser), der »udfordrede Pallas Athene i / kunsten at væve billeder, / med det resultat, at gudinden / flænsede Arachnes værk, / klart det bedste, / i stumper og stykker og forvandlede / hende til en edderkop / der nok kan spinde en tråd / men ikke væve et billede.« Konklusionen ligger lige for: »Vogt jer for guderne. / De ter sig som fornærmede børn.«
Selv ter Mathiesens digte sig som skovsneppen, når den i zigzag ligesom hakker sig vej gennem skumringen med sit absurd lange næb:
Netop som mørket falder på
og dit blik strejfer mit,
kommer sneppen knirkende,
flikflak, med sit skæve næb,
zigzag mellem birkene.
Hovsa, blev det pludselig (også) et kærlighedsdigt? Måske. Det er ikke altid, man kan skelne hos Mathiesen. Men man er ikke i tvivl, når man i Lille kakofoni, lavet i tæt samarbejde med billedhugger Erland Knudssøn Madsen (f. 1942) støder på denne enkle og smukke tekst:
Der ligger dit tøj,
en krøllet lille bunke,
og der sidder du
med armene slynget rundt
om de optrukne knæ,
nøgen som klippen, som solen,
som de rødmende hyben,
som havet der glitrer,
som smutstenene i strandkanten.
Nye dimensioner
Af de tre nye bøger med Mathiesenske digte har Lille Kakofoni det mest blandede indhold. Man finder her landskabsdigte og bygningsdigte, årstidsdigte og (som demonstreret) kærlighedsdigte, alle holdt i en stille, nænsom tone og båret af en imponerende foragt for vedtagne regler.
Som metapoetisk udsagn og alment digterisk manifest står så den indledende tekst, hvori poeten indvarsler »nye dimensioner, / nye rum, nye tegn, nye betydninger, / nye bærende konstruktioner«, ja, tilmed nye måder at hilse og elske på, og slutter med ordene »Vent bare og se«.
Det er da ikke nødvendigt. Det er allerede sket. Det er sket i alle tre bøger. Og det sker i det digt, hvis første strofe De får her til sidst:
Han har bygget en stige
hvorfra der kan plukkes
både stjerner og æbler,
kopatteblommer
og lyserøde kontrakter
med de himmelske magter.
Hvem er mon denne ’han’? Det kan jo udmærket være Erland Knudssøn Madsen oppe i Thy. Det kan også være den anden EKM. Ham med digtene, som han samler i små bøger, der ikke råber op, men udfolder en egensindig tilgang til bogmediet, og som man med minimalt besvær kan få fat på.
Eske K. Mathiesen: Mathiesens kanon. Digte. 52 s. (uden paginering). Med signaturer broderet af Åse Rørdam. Kr. 50,00. Café Annas Forlag. Kan købes ved henvendelse til Pilegaards Antikvariat, Algade 65, 9000 Aalborg. Tlf. 98139000.
Eske K. Mathiesen: Pastorale. Digte. Med broderier af Anette Blæsbjerg Ørom. Kr. 125,00. Forlaget Anette Blæsbjerg Ørom, Valbygårdsvej 59, 3. th., 2500 Valby. Distribution gennem DBK.
EKM og EKM: Lille Kakofoni. Digte af Eske K. Mathiesen. Billeder af Erland Knudssøn Madsen. Kr. 85,00. KunstCentret Silkeborg Bad. Bestillinger: reception@silkeborgbad.dk.
