Læsetid: 7 min.

Fremmedelement i kernefamilien

Begær, drift og forelskelse er centrale temaer i Tine Høegs debutroman ’Nye rejsende’, hvor bogens hovedperson står på en fjern sidelinje af sin elskers liv, imens kærligheden bobler indeni
’du kysser mig selvom jeg er forkølet / mine bakterier løber over i dig / og videre over i Evy og Maria / ugen efter er I alle tre forkølede’. Helt ned på bakterieniveau er hovedpersonen i Tine Høegs debutroman en grænseoverskridende del af sin elskers kernefamilie.

’du kysser mig selvom jeg er forkølet / mine bakterier løber over i dig / og videre over i Evy og Maria / ugen efter er I alle tre forkølede’. Helt ned på bakterieniveau er hovedpersonen i Tine Høegs debutroman en grænseoverskridende del af sin elskers kernefamilie.

Jakob Dall

2. december 2016

»Velkommen i regionaltoget til Nykøbing Falster.« Den monotone stemme i højtaleren flyder ud i kupeerne i dobbeltdækkertoget.

Tine Høeg synker hjemmevant ned i det blåmønstrede sæde på øverste etage og lægger sit våde overtøj i en bunke ved siden af sig. Imens glider toget langsomt ud fra Københavns Hovedbanegård i silende regn.

»Toget er et intimt underligt rum. Om morgenen sidder folk og spiser morgenmad, og man lærer, hvem der altid har sine egne havregryn med i en termokop. Samtidig sidder en anden og sover, selv om det kan være en sårbar blottelse at vise sit sovende ansigt til andre. Man finder ud af mange små ting om hinanden, men man taler ikke sammen. Det er en mærkelig nær/fjern-relation,« siger hun.

I Tine Høegs debutroman Nye rejsende, der udkommer til januar, har bogens karakterer lidt samme relation som pendlerne: en kombination af at være intime og samtidig ekstremt fjerne, og derfor har forfatteren valgt toget som ramme for sin roman og for dagens interview.

»Min hovedkarakter står hele tiden på afstand og kan ikke få adgang til mandens ‘rigtige liv’. Hun er en skygge hos ham. Samtidig er hendes forelskelse voldsom, men tomheden, når de ikke er sammen, fylder mere end det intime og nære,« siger Tine Høeg.

Bogen handler om en affære mellem hovedpersonen og en gift mand, der møder hinanden i en pendlerhverdag på strækningen mellem København og Næstved, og om at være fanget i nogle følelser og et ustyrligt begær, som bryder med samfundets normkodeks om at leve et korrekt voksenliv.

Hør uddrag af ’Nye rejsende’:

Isoleret outsider

Igennem sit begær bryder hovedpersonen med det livsmønster, der dikterer, at det korrekte forløb er at få sig en uddannelse, en karriere, blive gift og få børn, forklarer Tine Høeg.

I bogen kan hun ikke indtræde i voksenlivet på grund af sin vilde seksuelle drift, og det gør hende samtidig til outsider i forhold til flere aspekter af livet, f.eks. på gymnasiet blandt lærere og elever og i hendes egen familie.

»Hun befinder sig udspændt imellem nogle poler. Hun kan ikke indtræde i den voksenidentitet, som skolen og søsteren repræsenterer. Begæret bliver en fysisk modstand mod at indordne sig under det voksne og fornuftige, velordnede og civiliserede,« siger Tine Høeg.

Når man på den måde ikke lever op til samfundets forventninger, sætter det én i en outsiderposition, og netop outsideren har været spændende for Tine Høeg at undersøge.

»Min bog giver stemme til den part, der er en trussel og et fremmedelement i kernefamilien. Den taler fra et ensomt og skamfuldt sted,« siger Tine Høeg.

En ting, der springer i øjnene, når man læser bogen, er, at få karakterer har navne. Nogle af eleverne har, men vi får aldrig oplyst hovedpersonens eller mandens navn. Og lærernes navne er en sær kombination af for- og efternavn, som bliver til nye navne som BROM, STAR og LUST.

»Det understreger, at man får en ny identitet, når man bliver lærer. Nu skal du være rigtig voksen, så nu får du et nyt navn,« siger Tine Høeg, »og det understreger den her følelse af fremmedgjorthed, som hun har. At komme ind et nyt sted, hvor man ikke kan kende sig selv i den rolle, man får tildelt, og hvor man ikke er en del af de andres fællesskab. Hun føler sig ikke rigtig hjemme i lærergruppen, og hun hører heller ikke til i elevgruppen. Hun er i et limbo,« siger Tine Høeg.

Tekstuddrag fra 'Nye rejsende'

”syvende gang jeg ser dig nøgen: / mit køkken / formiddag / sådan et underligt lys / da du er gået / og en duft af noget sødt / fra posen på bordet / du har haft kage med / en pik en kage en hjerne et hjerte / har du haft med / og efterladt kagen”

’Nye rejsende’, s. 59.

Selv en outsider

Tine Høeg har selv taget turen fra København til Næstved mange gange før, for de seneste tre år har hun arbejdet som gymnasielærer i byen.

Fortællingen er dog ikke en historie fra Tine Høegs eget liv, og hun har ikke mødt sin store kærlighed på den daglige strækning. Men hun kan godt genkende det med at ville have en eller anden, man ikke kan få, og føle noget, som er forkert eller skamfuldt, men det mener hun, er meget almenmenneskeligt.

Hun kan også godt genkende det med at gøre noget, der får en til at føle sig som en outsider. For eksempel besluttede hun sig i foråret 2015 for at vende op og ned på sin tilværelse.

Hun havde fuldtidsarbejde på gymnasiet, og det var meningen, at hun skulle i pædagogikum, der skulle sætte det sidste punktum for hendes uddannelse. Men hendes bog trængte sig på, så hun sagde nej til tilbuddet – til stor forundring blandt venner og familie.

»Der var nogle, der ikke forstod mig. De syntes, at det var meget usikkert, og hvad med pengene og min karriere? Jeg måtte bare se, om jeg kunne, og måske ville det ikke lykkes, men jeg var nødt til at give det et forsøg.«

»Jeg har altid skrevet, men det har været ved siden af det, jeg ‘rigtig’ gjorde. Ved siden af at uddanne mig, ved siden af job. Pædagogikum føltes lidt som en fælde, der ville klappe,« siger Tine Høeg, der gerne ville have det vendt om, så det at skrive blev det, hun primært gjorde, frem for at være en sidebeskæftigelse.

Hun spurgte på gymnasiet, om hun måtte skubbe sit pædagogikum, og det sagde de ja til. Hun gik ned i tid, begyndte på to skriveskoler og tog forfatteridentiteten på sig.

»Jeg skabte mig rum og tid til at skrive og være med i fællesskaber med andre, der skriver, og det har gjort, at bogen ligger her nu.«

Togturene er et frirum

Mange af elementerne i bogen har Tine Høeg arbejdet på længe. De har ligget og ulmet og ventet på, at hun tog sig tid til at skrive dem ned. Formen er først kommet til hende i løbet af det sidste år. Tine Høegs debutroman har ifølge hende selv ingen genre.

Den er ikke en roman i klassisk forstand med flydende prosatekst, der folder sig ud side efter side, og hun ønsker ikke at give bogen en bestemt etiket. Teksterne er af forskellig længde – nogle er på ti sider, mens andre kun er et enkelt ord.

Det tætteste, man kan komme, er, at den er en fortælling, der forløber kronologisk, men er sat op som digte, forklarer Tine Høeg. Hun ser teksten som en række scener eller billeder, som hun har sat sammen og organiseret.

Tine Høeg har i processen også skrevet noget, der var mere prosaagtigt, men hun blev ved med at vende tilbage til udgangspunktet, når hun sad på sin foretrukne arbejdsplads – vindueskarmen i Amagerlejligheden – til langt ud på natten.

»Jeg har eksperimenteret med at sætte teksterne op på en anden måde, men det skal de ikke. Det er sådan her, den bog er,« siger hun.

»Fortællingen er enkelt og stramt fortalt, og jeg kan godt lide, at der er noget luft omkring enkeltelementerne i teksten, så de får lov til at stå for sig selv, og at teksten ikke er præget af lange prosastykker.«

Tine Høeg føler sig godt tilpas i kupeen, imens hun forklarer om sin bog fra det blå sæde i toget. Det kan både ses og høres, når hun fortæller om, hvad toget betyder for hende.

»Pendlerturene undervejs i skriveprocessen har været guld værd, og jeg har brugt dem rigtig meget til at skrive, mærke stemningen og kigge efter ting, som jeg har kunnet bruge i bogen. I toget er man fanget på en god måde. Man har ikke mulighed for at lave alt muligt andet,« siger hun, der ser toget som en overgangszone, hvor hun har kunnet skifte mellem sine to liv som forfatter og gymnasielærer.

Hun er glad for, at hun har haft en time på vej til arbejde i stedet for fem minutter på cykel, så hun har kunnet nå at omstille sig.

»Men nogle gange har det alligevel knaset i min hjerne, når jeg har siddet og skrevet indtil sent om natten og så klokken 8.10 står ved katederet i Næstved og fortæller om sociolingvistik,« siger hun.

Kupeen og toget har Tine Høeg brugt før i sine tekster. I digtet »På jobcentret / På Tinder«, som er blevet udgivet i det svenske litteraturtidsskrift Tydningen, skriver Tine Høeg, at det værste er at sidde i kupé med nogen, man kender.

»Der er en forventning om, at man skal have en samtale kørende i den time, som man ellers havde glædet sig til at bruge på at sidde og kigge ud ad vinduet,« siger Tine Høeg og forklarer med et grin, at hun ofte tager toget på skæve tidspunkter og undgår sidde sammen med sine kolleger for at få togtiden for sig selv.

Selvom Tine Høeg har udgivet tekster før i forskellige tidsskrifter som eksempelvis Tydningen, så føles det helt anderledes at have en debutroman på trapperne.

»Det er vildere. Jeg har ikke arbejdet så intenst med noget før. Især i slutfasen har det været en slags besættelse eller rus, og lige nu føles det som at sende sin arm eller sin ene nyre ud i verden,« siger Tine Høeg.

Vinterbøger 2016

Den nordiske samtidslitteratur spænder vidt, og vi har været en tur rundt i hele Norden for at tale med seks debuterende forfattere om deres værker og deres drivkraft. Samtalerne med den kommende forfattergeneration udmønter sig blandt andet i historier fra DSB-toget, et turismeboomende Island og et sneklædt landskab i Norge.

Vi går også litteraturkritikken efter i sømmene. Den har siden sin fødsel været omdrejningspunkt for den dannede, offentlige samtale, men bliver i dag udfordret på sin autoritet af digitale alternativer for anmelderi. Samtidig har et prominent tidsskrift som Kritik drejet nøglen om – men er det et problem? Vi tegner kritikkens historie og horisonter op.

Læs med i Informations særtillæg om Vinterbøger, der udkommer fredag den 2. december 2016.

Andre artikler i dette tillæg

  • Opbrud i litteraturkritikken

    2. december 2016
    Siden kritikkens opkomst i det 18. århundrede har den været en vigtig ordstyrer i samtalen om litteratur. I dag kæmper den for ørenlyd i en digital offentlighed, der summer af stemmer
  • På opdagelse i teksternes tilblivelse

    2. december 2016
    Som editionsfilolog tilbringer Johnny Kondrup en del tid på biblioteker, hvor han forsker i klassiske værkers tilblivelse og udgivelse. Han frygter en fremtid, hvor breve er udskiftet med e-mails, og hvor computeren sletter de spor fra skriveprocessen, som er afgørende for vores kulturarv
  • Fugle som eneste vidne

    2. december 2016
    Agnes Ravatns roman ’Fugletribunalet’ handler om en voksende kærlighed mellem to fremmede. Men også om sorg, skam og ønsket om at sone
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu