Læsetid: 4 min.

Fremtidsbørn og fortidsvoksne

Da jeg var barn, skulle alle pludselig kunne bruge en computer, men der var ingen til at lære os at gøre det. Forældre og lærere var bekymrede. De var vant til at ligge inde med den viden, vi havde brug for. I dag som i halvfemserne er vi bange for, at børn bliver hægtet af, men måske vi igen vil opleve, at børn bliver fortrolige med den teknologi, de har brug for — uden vores hjælp
Da jeg var barn, skulle alle pludselig kunne bruge en computer, men der var ingen til at lære os at gøre det. Forældre og lærere var bekymrede. De var vant til at ligge inde med den viden, vi havde brug for. I dag som i halvfemserne er vi bange for, at børn bliver hægtet af, men måske vi igen vil opleve, at børn bliver fortrolige med den teknologi, de har brug for — uden vores hjælp

Line Høstrup/iBureauet

18. november 2016

Det var i 1995. Internettet havde stadig begrænset udbredelse i danske hjem, men teknologien var kendt, og alle vidste, at den var vigtig.

Det var dengang, it hed edb. Det var dengang, mange var bange for, hvad den nye teknologi ville få af konsekvenser. Og det var dengang, forældre og lærere ikke vidste nok til at kunne hjælpe børn med at lære.

Man talte om et teknologisk taberhold og om, hvordan man skulle forberede børn til et nyt digitalt arbejdsmarked, når man ikke anede, hvilke færdigheder det krævede.

Som svar på det åbnede den amerikanske kæde Futurekids 15 fritidsskoler spredt ud over hele Danmark. Her kunne børn lære at begå sig i ny computerverden.

Jeg var 11 år og en af dem.

Jeg kan ikke huske, hvad kurset kostede, men jeg kan huske, at det var dyrt. Det var en investering. Jeg skulle lære at bruge en computer og bagefter give min viden videre til mine brødre og forældre.

I dag kan jeg ikke lade være med at trække på smilebåndet, når jeg tænker på min mors valg af fritidsaktivitet på mine vegne.

Men for hende var det vigtigt, at jeg som pige ikke blev hægtet af udviklingen.

Det var et udtryk for kærlighed og bekymring for, om jeg ville kunne klare mig selv i en verden, der var anderledes end den, hun kendte. Den bekymring kender jeg. Vi vil vores børn det bedste. Vi vil sørge for, at de ikke kommer bagud, men får alle muligheder for at komme godt fra start. Hvem ved, måske jeg selv kommer til at sende min søn på kursus om et par år, når jeg føler mig hægtet af og ikke aner, hvordan jeg skal lære ham alt det nye ukendte, han får brug for.

Uden det store ståhej

Dengang i 1995 syntes jeg mest bare, det var spændende at få lov til at lære at bruge en computer og gå på nettet.

Én gang om ugen tog jeg bussen hele vejen gennem Aarhus til Futurekids’ lokale på Viby Torv. Vi fik udleveret et pas af pap, på hvilket vi samlede stempler, der kunne indløses til en musemåtte, en drikkedunk eller en joggingdragt.

Undervisningen var struktureret som en forbryderjagt, hvor vi skulle lede efter oplysninger i computerens mapper, kopiere dem, skrive noget i et Word-dokument og gemme det i en anden mappe, finde c-drevet og åbne en tredje mappe. En struktureret leg, der skulle give os edb-færdigheder.

Efter de indledende øvelser fortsatte forbryderjagten på World Wide Web. Langsomt tonede FBI’s logo frem på skærmen. Her fandt vi et afgørende spor i jagten på en virtuel forbryder. Det var abstrakt, fascinerende og lidt skræmmende.

Efter timerne gik jeg hjem og drak eftermiddagskaffe hos min mormor og morfar. De havde svært ved at tro mine beretninger fra de virtuelle besøg på den anden side af Atlanten.

Det måtte bestemt være mig, der tog fejl, mente min morfar, der i mine øjne var verdens klogeste mand. Han kunne ikke begribe, at FBI havde lagt information ud til alle på nettet. Det kunne sådan en organisation da ikke, mente han. Og hvad nu hvis vi børn kom til at ødelægge noget?

En mappe på c-drevet

Det med at komme til at ødelægge noget var vi, så vidt jeg husker, ikke så bange for, da vi begyndte at tage teknologien til os. Vi rodede rundt på computerne i skolens datalokale, installerede ting, vi ikke måtte, og eksperimenterede med spil og programmer. Helt af os selv og uden det store ståhej blev vi fortrolige med de maskiner, der siden er blevet uundværlige i vores hverdag.

Senere fik vi også en computer med et modem derhjemme. Vi demonstrerede for morfar, hvordan modemmet etablerede forbindelse til hele verden. Han var fascineret, men han var blevet blind på sine ældre dage og følte sig utryg med en computer, hvor man ikke kunne mærke alt, hvad man foretog sig, så han holdt sig til sin skrivemaskine.

Mens morfar havde en alder, som gjorde det acceptabelt at sige nej tak til ny teknologi, gjaldt det samme ikke for mine forældre, der kæmpede med at følge med digitaliseringen af deres arbejde. Det var en hård proces, men det lykkedes dog. For utroligt nok lærer de fleste af os det, vi har brug for.

Det er mere end to årtier siden, jeg jagtede virtuelle forbrydere på nettet og blev undervist i at åbne en mappe på c-drevet. Det var dengang, voksne var bange for, at børn blev hægtet af udviklingen.

Men det var også dengang, vi børn fandt ud af, at vi lærte hurtigere end vores forældre, fordi vi snarere var nysgerrige end bange. Da vores forældre opdagede det, mistede Futurekids sit forretningsgrundlag og lukkede i Danmark.

Nu tager den teknologiske udvikling igen et kæmpeskridt i retningen af det ukendte. Igen ser vi forældre, der forsøger at hjælpe ved at sende deres børn på kursus i kodning og programmering.

For nogle børn er det en mulighed for at dyrke en interesse, men jeg tvivler på, at et kursus lavet af voksne virker bedre end børnenes egen nysgerrighed og lyst til at prøve sig frem og lære det ukendte at kende.

Laura Dombernowsky er Informations korrespondent i Beijing.

Klummen er udtryk for skribentens egen holdning.

Kammerat AI

Kunstig intelligens kan effektivisere den menneskelige formåen, hæve vores levestandard, udrydde fattigdom og føre til kuren mod kræft. Sådan lyder bare nogle få af de forhåbninger, som knyttes til den revolution, der for øjeblikket foregår indenfor kunstig intelligens.

Modsat frygter kritikere, at udviklingen kan komme ud af kontrol – at vi mister arbejdspladser, autonomi og nærvær. Vi har stadig en mulighed og et ansvar for, hvordan vi udvikler den, hvad vi bruger den til og i hvor høj grad vi inddrager menneskelige vurderinger inden der tages vigtige beslutninger. Det kræver, at vi forstår teknologien og forstår at bruge den.

Læs med i Informations særtillæg om kunstig intelligens.

Andre artikler i dette tillæg

  • Guide: Seks robotter du skal kende

    18. november 2016
    Fremtiden er her! Mød blandt andet pizzarobotten Zume, Jeopardy-mesteren Watson og den yndefylde, livagtige Sophia der alle sætter nye standarder for udviklingen af kunstig intelligens
  • ’Vi er jo stadig nybegyndere’

    18. november 2016
    Kunstig intelligens kan styrke socialrådgiverne, hvis fokus er kvalitet snarere end effektivisering, mener formand for Dansk Socialrådgiverforening Majbritt Berlau
  • ’Jeg fucking hader feminister, og de burde alle dø og brænde i helvede’

    18. november 2016
    Microsofts racistiske, homofobiske, misogyne, Trump-elskende, holocaustbenægtende, Hitlerglade chatbot Tay blev udskreget som en fiasko, men det kommer an på, hvordan man spørger. Måske er det nærmere en tragikomisk lektie i kunstig intelligens og en påmindelse om, at vi skal lære at leve med robotter, der kan fejle
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu