Delphine de Vigan er 42 år gammel, da hun finder sin mor død i en lejlighed i Paris. Fire dage tidligere begik moren selvmord, og tre år efter udkommer så den selvbiografiske – autofiktive, om man vil – roman Alt må vige for natten.
Romanen er et hudløst portræt af Delphine de Vigans mor – og barndom. Selv har forfatteren beskrevet bogen som »en kiste af papir og ømhed« til moren.
I dag er romanen et hovedværk i fransk samtidslitteratur, den er solgt i mere end en million eksemplarer i Frankrig alene, og Delphine de Vigan omtales som »autofiktionens dronning«.
Problemet er bare, at Delphine de Vigan ikke selv tror på autofiktionen som genre. Den er for hende en mistænkelig, idiosynkratisk og uberegnelig størrelse, der først og fremmest bruges til at sælge flere bøger.
Den imødekommer nemlig både læsernes voyeuristiske tilbøjeligheder og litteraturkritikernes behov for at kategorisere kunst i kunstige og kvælende kasser, mener Delphine de Vigan.
»Jeg tror ikke på den præmis, autofiktionen – og debatten om den – bygger på: At virkelighed og fiktion kan adskilles og betragtes som isolerede størrelser. Et ideal om, at forholdet mellem forfatterens biografi og forfatterens værk kan kortlægges. Den forestilling er falsk og misforstår både, hvad virkeligheden, men også hvad fiktionen egentlig er gjort af,« fortæller den franske forfatter til Information.
Hun er i København for at tale om at skrive og om sin seneste bog Baseret på en sand historie, der netop gør op med forestillingen om sande eller virkelige historier.
Virkelighedshunger
Fortællerkarakteren er selv forfatter og har langstrakte samtaler med veninden L. om, hvad hun bør skrive om – og L. mener, at hun bør skrive om sig selv.
Ifølge hende er litteraturen blevet udkonkurreret af film og fjernsyn og er nu forpligtet til at spille med åbne kort og alene beskæftige sig med »virkelighedens materiale«.
For folk har fået nok af fiktion; af romaner, narrative strukturer og romanfigurer, velsmurte plot med fængende begyndelser og afrundede afslutninger:
»Læserne vil vide, hvilken slags kød farsen er lavet af, og om der er farvestoffer, konserveringsmidler, emulgatorer eller fortykningsmidler,« siger L. i romanen og fortsætter:
»Folk er skideligeglade med romaner. De forventer noget sandhed, noget autentisk. De vil have, at man beskriver livet, forstår du, hvad jeg mener? Litteraturen bør holde sig på sin egen banehalvdel,« siger L. til fortællerkarakteren.
L. repræsenter for Delphine de Vigan den litterære diskussion, der har udspillet sig i Frankrig – såvel som i Danmark – de seneste år. Diskussion er for Delphine de Vigan en del af en overordnet bevægelse i kulturen: en virkelighedshunger.
»Vi lever i en slags virkelighedshungrende autofiktionsregime. Folk har appetit på alt, der forekommer dokumentaristisk, biografisk eller autofiktivt. Hvis et værk er baseret på såkaldt virkelige hændelser, bliver det tilskrevet en eller anden form for udefrakommende værdi, en troværdighed og eksistensberettigelse, det måske ikke skulle have haft,« forklarer Delphine de Vigan.
Delphine de Vigan oplever ikke alene diskussionen som besynderlig misforstået. Hun oplever den også som en spændetrøje for sig selv som forfatter.
Spændetrøjen
Virkelighedshungren er ikke alene problematisk for litteraturen og kulturen mere overordnet. Den har også vist sig at være stærkt problematisk for Delphine de Vigan som forfatter.
»Efter udgivelsen af Alt må vige for natten var der nogle ret udtalte og specifikke forventninger til mig som forfatter. Mange havde en forestilling om, hvad mit fremtidige forfatterskab skulle kredse om – og hvordan. Allerhelst skulle det fortsætte i samme stil som Alt må vige for natten. Men jeg kommer aldrig til at skrive noget i stil med den bog. Den var en engangsforestilling,« fortæller Delphine de Vigan og fortsætter:
»Men det kan være svært at få lov at skrive sig ud af de spændetrøjer, man bliver skrevet ind i. For at gå imod den her autofiktionalisering af mit forfatterskab, var jeg nødt til at skrive noget radikalt anderledes. Så jeg skrev en thriller.«
Virkelighedseffekten
Baseret på en sand historie er altså ikke – som mange forventede – en efterfølger til Alt må vige for natten. Og den er ikke – som selve titlen angiver – baseret på virkelige hændelser. Det løftebrud har været afgørende for Delphine de Vigan.
Baseret på en sand historie er derimod et forsvar for fiktionen. Og så er den forsøget på at fremvise, at virkelighed ikke er en størrelse, som den virkelige verden har patent på.
Om noget er virkeligt har intet at gøre med det, der sker på gaden, i byen, i verden, i din barndom eller i din baghave. Tingenes virkelighedsgrad eller autencitet har i litteraturen intet at gøre med forfatterens biografi, levede erfaringer eller identitet, mener Delphine de Vigan.
Læs også: Velkommen til årets vigtigste litterære debat
»Virkelighedsgraden afgøres først og fremmest af, hvorvidt man skriver med det, man på fransk kalder la vérité accent – sandhedens accent,« siger Delphine de Vigan og sender en direkte hilsen til hendes litterære forbillede og inspirationskilde: den franske litteraturkritiker Roland Barthes. Han har haft stor betydning for hendes litteratursyn og forfatterskab.
»Hvis forfatteren mestrer den her virkelighedsskabende skrivestil, det Roland Barthes kaldte ‘virkelighedseffekten’, så producerer teksten en virkelighed, der er på niveau med den, der udspiller sig uden for dit vindue. Og så betyder det absolut ingenting, om forfatteren faktisk blev forladt som barn, er troldkvinde eller født i Vestafrika et sted.«
»For som Barthes’ essay gang på gang bekræfter for mig, så er det ikke blot den fysiske virkelighed, vi lever i. Vi lever i alle de virkeligheder, vi tror på og forestiller os. Og de er ikke uvæsentlige,« fastslår hun.
Faktisk er de virkeligheder, der produceres i fiktionen og for vores indre øje, fuldstændig afgørende for den fysiske virkelighed, tilføjer Delphine de Vigan:
»Fiktionen har altid formået at grave dybere, stille nogle andre spørgsmål og vise nogle andre billeder, perspektiver og erfaringer. Jeg tror på, at fiktionen ikke alene gør os klogere på det anderledes, men også gør os mere tolerante, åbne og empatiske mennesker.«
Tilhørsforhold
Også på et meget personligt plan har fiktionen betydet meget for Delphine de Vigan. Hun fortæller forsigtigt og tilbageholdende om en svær barndom og en endnu sværere ungdom.
»Jeg var et overfølsomt – et alt for følsomt – barn. Jeg sugede stemninger, især ulykker og tragedier, til mig som en svamp og blev fuldstændig gennemtrængt af dem,« fortæller hun.
Den tilstand befandt Delphine de Vigan sig dårligt i. Hun var ude af stand til at omforme eller behandle den her overmandende masse af indtryk og følelser – og tristhed.
Indtil hun som ung, næsten voksen, begyndte at skrive fiktion. Det var først dér, hun oplevede at kunne stille noget op med alt det følelsesmæssige materiale, hun sugede til sig.
Læs også: Genreoverskridende værker skaber debat
Hvor dagbogsskrivning for Delphine de Vigan var en måde at overleve på – »en måde at forblive nogenlunde sane på,« formulerer hun det selv – så var fiktionsskrivningen det, der gav hende et tilhørsforhold til verden.
»At skrive fiktion er for mig en måde at rekonstruere mig selv og virkeligheden på – og derfra sammensætte den, så den giver mening for én. Litteraturen har givet mig en plads i verden,« siger Delphine de Vigan.
Fiktionen er for hende det, der ikke alene skal forstre empati og tolerance, men også det, der skal hjælpe os med at håndtere at være i verden anno 2016. For i et samfund som det franske – og ligeledes det danske, tilføjer Delphine de Vigan – er graden af iscenesættelse og fiktionalisering så markant, at vi er forsvarsløse, hvis vi ikke er trænede fiktionslæsere.
Det offentlige rum har undergået en massiv form for fiktionalisering. Politikere, økonomer, amerikanske præsidentkandidater, industrier og mediebranche arbejder alle med fiktionskoder – med identifikation, storytelling og upåagtet flerstemmighed.
»Og samtidig lever vi så store dele af vores liv i iscenesættelse og selvfremstilling på sociale medier, at vores voyeristiske tilbøjeligheder får fuldstændig frit spil. Vores behov for at se andre over skulderen er udtalt og acceptabelt. Pludselig er vi kun i stand til at involvere os i fiktionaliseringen af det umiddelbart virkelige – vi mister vores evne til også at involvere ,« fortæller Delphine de Vigan og fortsætter:
»Jeg tror, det er vigtigt at skabe ny værdi omkring fiktionen – og jeg tror, det er vigtigt at give de her voyeuristiske tendenser en smule,« mener Delphine de Vigan.
Men hvorfor egentlig?
»Fordi fiktionen modsætter sig forestillingen om, at virkeligheden er alene om at være virkelig. Det er farligt at tro, at der alene findes én sandhed eller én virkelighed. Og det er netop fiktionen, litteraturen, der kan blive ved med at stille spørgsmål og ryste vores vante forestillinger,« svarer Delphine de Vigan.
Det er altså især i fiktionen, at perspektiver sættes sammen. Og det er i fiktionen, at vores evne til at tvivle på det fremstillede skærpes:
»Tvivlen er vigtig. Fiktionen styrker vores mistro over for det ensidige og blinde perspektiv, tror jeg.«
