Læsetid: 8 min.

Det frysende budskab

Jan Sonnergaard døde alene og pludseligt i en lejlighed i Beograd, en forfatter, der voksede sig større end den litterære institution. Hovedtemaet i hans skarptslebne samfundskritik var, at der findes ufortjent rige og ufortjent fattige
Jan Sonnergaard er død af et hjerteanfald under et ophold i Beograd. Han blev 53 år

Jan Sonnergaard er død af et hjerteanfald under et ophold i Beograd. Han blev 53 år

Kasper Løftgaard

22. november 2016

Nu må de snart holde op, de højere magter, som bestemmer over liv og død, hvis sådanne findes, hvilket de næppe gør, thi i så fald havde de næppe ladet forfatteren Jan Sonnergaard dø så pludseligt som kun 53-årig midt i sit vigtige forfatterskab. Det giver jo ingen mening.

Ikke desto mindre er det sket, og i dag nåede det frysende budskab ud som breaking news i diverse medier.

Han døde i en lejlighed i Beograd, et ophold, den meget rejsende forfatter havde set frem til med forventning, dels fordi en af hans bøger netop var oversat til serbisk, dels fordi han ville researche til en ny bog.

Han holdt af at slå sig ned i en europæisk storby, Paris, Rom, Berlin og flere andre, for at bo der i en periode, alene og helst i en fremlejet lejlighed, mens han indåndede atmosfæren og iagttog det lokale liv, som så spillede ind i forfatterskabet.

Det kosmopolitiske var kommet til i de senere år. Novellerne i hans første bog foregik i Nørrebros Nordvest-kvarter, hvor han boede i en beskeden lejlighed, som kommunen anviste ham, da han var arbejdsløs akademiker, og som han vedblev at bebo (til nu) efter sit bemærkelsesværdige gennembrud med novellesamlingen Radiator i 1997, en debut, som er de færreste forfattere forundt, og som vel ikke er set større, siden Vita Andersens Hold kæft og vær smuk fra 1976. Den blev solgt i det svimlende antal 100.000 eksemplarer, og Jan Sonnergaard blev overnight verdensberømt i Danmark. Den ændrede hans liv. Med et var han nogen.

Selv fik jeg til opdrag som kulturredaktør at bede ham skrive i Information. Det ville han gerne.

Skelsættende Berlin

Jan Sonnergaard voksede op i et middelklassehjem i et parcelhuskvarter i den københavnske forstad Virum. Hans far oversatte de populære Tintin-album og var den, der fandt på de karske udtryk i kaptajn Haddocks vokabular, mens sønnen valgte at studere litteratur og filosofi.

Københavns Universitet blev imidlertid en skuffelse. Han følte sig ikke hjemme og brød sig ikke om lærerne og den måde, akademikerne talte om litteratur på. Skuffelsen fortsatte efter endt studium, hvor det ikke var ham muligt at finde anvendelse for sin uddannelse.

Han levede på et eksistensminimum, boede tilfældige steder midlertidigt i en periode og kunne så let som ingenting være gået i hundene. I stedet satte han sig til tastaturet og skrev novellerne om de skæbner, han så i sine nærmeste omgivelser.

Læs også: For voldsom til verden, for følsom til virkeligheden

En god og skelsættende oplevelse havde han, da han under studierne indskrev sig på Freie Universität i Berlin – ikke bare med universitetet, men med det kunstneriske miljø i den tyske hovedstad, som var den store scene for punk og techno dengang.

Hans foretrukne band hed Kraftwerk. Navnet var medvirkende til, at han fandt på titlen Radiator til sin bog, der på ingen måde handler om radiatorer.

Samtidig var titlen et polemisk udfald mod en rektor for Forfatterskolen, som noget uforsigtigt havde udtalt, at man ikke kunne bruge et ord som radiator i litterær sammenhæng. På den måde konfronterede han fra starten den litterære institution i Danmark. 

Titlen på hans seneste bog, Frysende våde vejbaner, er typisk for ham. Et teknisk udtryk, som Vejdirektoratet bruger, når det vil advare bilister mod at køre ud på isglatte veje.

Yuppiernes kynisme

Et tema går igen i alle hans bøger: Der findes ufortjent rige og ufortjent fattige. Denne grundlæggende sociale indignation var drivkraften. Yuppier i den ene ende, kontanthjælpsmodtagere, punkere og bz’ere i den anden ende. Det var de sidstnævnte, der havde hans hjerte.

Som de store billedkunstnere, der gentager deres tematik i det uendelige, gjorde han det og altid med skarpskåret kant. Han kunne ikke blive træt af at beskrive, hvordan unge yuppier på det nærmeste ’svinede’ med deres penge som i den amerikanske pendant Bret Easton Ellis’ American Psycho, og han satte lighedstegn mellem deres livsstil og den tiltagende kynisme i samfundet, som han så det.

Et udpræget eksempel er titelnovellen i samlingen Jeg er stadig bange for Caspar Michael Petersen om en ung mand, der bliver ’våbendrager’ for og fascineres af en yuppie-type, indtil det pludselig ikke er sjovt længere, men rædselsvækkende.

Han økonomiserede klogt med sit talent. Brugte gerne tre år på en bog, hvad enten det var roman eller noveller. Titlerne er ud over de allerede nævnte sigende: Sidste søndag i oktober, Om atomkrigens betydning for Vilhelm Funks ungdom, Otte opbyggelige fortællinger om kærlighed og mad og fremmede byer. Et teaterstykke, han skrev til Mammutteatret hed Liv og død på Café Olfert Fischer, et andet, som Aalborg Teater spillede, hed kort og godt Sex.

Sort i sort

Danmark ville ikke være sig selv, hvis der ikke også kom et backlash, et modangreb. Visse litterater så på det nærmeste rødt, når han udsendte et nyt værk.

Så gav de ham med forhammeren i deres anmeldelser. Ikke just noget, han brød sig om, men han levede med det, for samtidig gjorde medierne det til en begivenhed hver gang med store interview og omtaler, og han havde sin mange og trofaste læsere.

På den måde voksede han sig større end den litterære institution. Læserne så frem til hver ny udgivelse, som var det et rockalbum af en af favoritgrupperne.

Læs Bent Vinn Nielsen om Jan Sonnergaard: Uelskede vindere

 »Jan Sonnergaard! Det er jo bare sort i sort«, sagde en af mine venner, som ganske vist ikke havde læst ham og heller ikke ønskede at gøre det af netop den grund. Men sort i sort har aldrig været en gyldig parameter for litterær kvalitet, og beskrivelsen er heller ikke dækkende.

Hvor mærkeligt det end måtte lyde, var hans ’sorte’ bøger regulært underholdende, og han forstod at opbygge en fortættet spænding. Nogle af hans værker er rene gysere. Kærlighed, der kommer til kort, liv, der forspildes. Råt og brutalt.

Meget kan siges om de unge, ufortjent rige børsspekulanter og deslige, men deres orgier var spektakulære, og i Jan Sonnergaards beskrivelser fik den ikke for lidt. De blev sat på spidsen. De ufortjent rige boltrede sig i sprut og villige kvinder. Død og destruktion fandtes i rigelig mængde både hos de ufortjent rige og fattige.

En Sonnergaard-drink

Fra sin indtræden i medie-Danmark blev han anset for at være punkbevægelsens talerør, men i virkeligheden var der ikke megen punk over ham. Snarere var han et fornuftigt ungt menneske, der ville alt det bedste i livet, men var blevet skuffet.

Han så på bevægelsen fra sidelinjen, hvorfra han let kunne leve sig ind i den. Sin musiksmag havde han fælles med den – og en af hans foretrukne oaser var Floss Bar i Københavns Larsbjørn Stræde, kaldet Pisserenden, som havde sin blomstringstid som vandingssted for punkerne og bz’erne i 1980’erne. Til et af sine releaseparties her havde han kreeret en drink, der bestod af så mange forskellige skarpe alkoholer, at den kunne slå benene væk under enhver.

Ingen tvivl om, at han nød den status og position, som succesen havde givet ham. Som en fortjent belønning for på H.C. Andersensk vis først at have gået så grueligt meget igennem.

Han kunne få alle de venner, han ønskede at have, men store dele af sit liv tilbragte han i en selvvalgt ensomhed, som når han var tre måneder i udlandet, en enspænder, en ensom ulv.

Søde Jan

Det skete især som research til bogen med de otte opbyggelige fortællinger, hvor han jokede med, at han havde spurgt sig for i bogbranchen, hvad det var, læserne gerne ville læse om. Hvilket var kærlighed og mad og fremmede byer. Så skulle han give dem, skulle han.

Til hans særlige humor hørte også, at han hyppigt omtalte sig selv som Søde Jan – og forresten med stor forkærlighed gik med Hawaii-skjorter.

Han researchede de riges liv grundigt – og faktisk elskede han at gå alene ind på de dyreste restauranter og vælge sig de bedste retter på menukortet, de fineste vine og cognacer. For slet ikke at tale om champagnen. Mærkevarer blev studeret med lige så stor grundighed. Man skulle vide, hvad man skrev om.

Temmelig ironisk måske, men vel sagtens også en reaktion på de mange år med smalhals. På et tidspunkt var hans samlede gæld til skattefar og andre kreditorer oppe på 800.000 kroner, som han lige akkurat formåede at få betalt, før tragedien indtraf.

Whiskysmagningen

Det er fortalt før, men tåler en gentagelse: Da redaktionsmødet på Information besluttede, at jeg skulle kontakte ham for at knytte ham til bladet, var forhåbningen, at han ville fortsætte med at beskrive udsatte eksistenser på Nørrebro og omegn, men noget uventet sagde han, at han som det første kunne tænke sig at skrive om en whiskysmagning.

Det kunne jeg ikke stå for – og fik det arrangeret med hjælp fra bladets daværende vinanmelder. Siden skrev han blandt andet en satirisk sommerføljeton under pseudonymet Purkmistr, navnet på en tjekkisk ølsort, ligesom han i en periode anmeldte restauranter.

I det sidste interview, jeg havde med ham, sagde han, at det generede og irriterede ham, at journalister altid forsøgte at fastholde ham i en bås som Nordvest-kvarterets beskriver. Han var så meget andet og mere end det, syntes han. Faktisk brugte han sin position flittigt til samfundskritik i diverse interview og skriverier også uden for bøgerne.

For pokker da

Dansk Folkeparti anlagde sag mod ham for at have kaldt det landsforræderisk. En sag, han vandt, med chefredaktør Tøger Seidenfaden som kronvidne. I Politiken skrev han markante kronikker – i en af dem erkendte han til sidst, at det danske samfund ikke var så dårligt, sammenlignet med andre lande.

»Det er svært at dø i Dieppe,« skrev forfatteren Henrik Stangerup engang i en roman med den titel om kritikeren P.L. Møller, alene og langt fra hjemmet. Jan Sonnergaard døde alene i Beograd, hvorved Danmark mistede en af sine helt store forfattere, som formentlig havde mange flere bøger i sig. Man fandt ham, da han var udeblevet fra et litterært møde, hvor han var hovedpersonen. Nu skal lejligheden på Vibevej tømmes. Sørgeligt. For pokker da, Jan! Du er allerede savnet.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Er det første gang du skal stemme til et folketingsvalg?
Vi giver alle førstegangsvælgere gratis digitalt abonnement under valget.

Tilmeld dig

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Niels Duus Nielsen
  • Peter Jensen
  • Torben K L Jensen
  • Steffen Gliese
  • Henrik Brøndum
  • Sup Aya Laya
  • Torben Skov
  • Thomas Bindesbøll
  • Ann Thomsen
  • Anker Nielsen
  • Palle Yndal-Olsen
  • Peter Møllgaard
Niels Duus Nielsen, Peter Jensen, Torben K L Jensen, Steffen Gliese, Henrik Brøndum, Sup Aya Laya, Torben Skov, Thomas Bindesbøll, Ann Thomsen, Anker Nielsen, Palle Yndal-Olsen og Peter Møllgaard anbefalede denne artikel

Kommentarer

Thomas Bindesbøll

God rune ristet & skrevet, Bjørnkjær - Tak...

Sonnergaard var en af vore tiders så uhyre sjældent forekommende ægte FRItænkere.
Aldrig sådan "bare" at sætte i bås.
Hverken litterært, filosofisk eller blot alement menneskeligt. Hvor er der slags enere dog en mangelvare. Desuden besad han en både vidunderlig tænksom & klog mundtlig sublim beherskelse af det dasnek sprog - og tænkte før han talte.
Dét kunne en del vore hurtigt-ævlende typer godt lære lidt af-

Derfor gør det også ondt at en så god "iagttager" skal takke af så tidligt. Godt nok mend et flot og flittigt arbejde udrettet, men alligevel: = Det gør ondt at miste de ægte, vi har brug for.

Men "Livets store roulette" har aldrig været *retfærdig* - i nogen tidsaldre.

Håbefuldt har frittænkende Jan har fundet en god stjerne at lande på, og vil dér sidde og skrive videre på den evige fortælling om ...? Tjah, det ved han nok bedst selv !

Vi ses på Cassiopeia -

Jørn Andersen, Hans Bruun Jensen, Benta Victoria Gunnlögsson, Niels Duus Nielsen og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar