Læsetid 14 min.

’Vi er i en fucked up æra i Tyrkiet. Og kunsten må ikke tale om det’

I Tyrkiet lader mange kunstnere, som om intet har ændret sig efter kupforsøget i juli, mens regeringen fængsler stadig flere systemkritikere. Contemporary Istanbul skulle have været en festdag for kultureliten, men kunstmessen undslap ikke islamisternes censur. Stemningen synes håbløs – for er det virkelig værd at ryge i fængsel for sin kunst?
Der er stort set ingen offentlig kunststøtte i Tyrkiet. Landets største bank, AKBank, var hovedsponsor for Contemporary Istanbul. Banken ejes af den magtfulde Sabancı-familie, og bestyrelsesforkvinde Suzan Sabancı udstillede flere malerier fra sin private samling på kunstmessen.

Der er stort set ingen offentlig kunststøtte i Tyrkiet. Landets største bank, AKBank, var hovedsponsor for Contemporary Istanbul. Banken ejes af den magtfulde Sabancı-familie, og bestyrelsesforkvinde Suzan Sabancı udstillede flere malerier fra sin private samling på kunstmessen.

Bradley Secker
18. november 2016

Vi er netop gået om bord i det tredje sølvfad med kanapeer, da champagnen begynder at virke.

VIP-festen til kunstmessen Contemporary Istanbul har været i gang en god times tid, og omkring os stråler Tyrkiets kulturelite, høje hæle og hurtige jakkesæt, mens jazzguitaristen lader fingrene danse.

Istanbul blotter sine kurver og blinker forførende op fra mørket mod panoramavinduet på toppen af det femstjernede The Sofa Hotel.

Alle er meget spændte. Siden det fejlslagne kupforsøg var flere kunst- og kulturbegivenheder blevet aflyst, enten af frygt for sikkerheden eller på grund af masseaflysninger fra udenlandske deltagere. Men den 11. udgave af Contemporary Istanbul (CI), Tyrkiets førende kunstmesse for Istanbuls gallerier, kunstnere og hovedrige mæcener, har nægtet at give op.

»Alle har virket en smule deprimerede den seneste tid på grund af ’situationen’,« fortæller CI-direktør Ali Güreli fra talerstolen. »Contemporary Istanbul er platformen, hvor folk kan glemme deres negative følelser et øjeblik og bare nyde kunsten. Velkommen!«

Tyrkiet har det seneste årti udviklet sig til at være et af verdens største markeder for moderne kunst med flere end 200 gallerier og syv kunstfestivaler. De seneste tre år har dog været svære på grund af ’den politiske situation’ og terrorfrygt – og den deraf følgende stærkt svindende interesse fra udlandet. Folk håber, at Contemporary Istanbul kan være et vendepunkt tilbage mod normalen.

Güreli udråber temaet for årets kunstmesse – »forbrødring og samhørighed« – og vi skåler. Tyrkiet er i undtagelsestilstand, men Güreli er optimist. Det smitter.

På det tidspunkt kunne han ikke vide, at islamister senere ville storme kunstmessen, råbe »Allahu akbar! Allahu akbar!« og kræve kunsten bortvist.

'Razi Tuva üzeri Yağlıboya' af Ihsran Oturmak (2015), udstillet på Contemporary Istanbul af Karavil Contemporary.

Contemporary Istanbul

Undtagelsestilstand

Selv var jeg taget til Istanbul for at blive klogere på, hvordan kunsten reagerede på det, mange tyrkere bare kalder ’situationen’. Omend en del slet ikke kalder det noget som helst, så snart de finder ud af, at de taler med en journalist.

I årevis har det regerende AK Parti bevæget landet i en mere autoritær retning, fængslet dissidenter og styrket islams rolle i det offentlige rum. Men siden det fejlslagne kupforsøg i juli måned, hvor mindst 265 mennesker blev dræbt, har præsident Erdogan trykket speederen i bund på sin omkalfatring af det tyrkiske samfund.

Flere end 110.000 embedsmænd, dommere, anklagere, soldater og andre offentligt ansatte er blevet suspenderet fra deres arbejde. Omtrent 35.000 tyrkere er varetægtsfængslede, herunder hundredvis af journalister, oppositionspolitikere – og ifølge The Art Newspaper også kunstnere.

Det er ’situationen’.

Man kan ikke se det fra panoramavinduet på The Sofa Hotel. Men nede på gaden hænger store bannere med opfordring om at møde op til demonstration foran avisen Cumhuriyet.

12 af avisens journalister blev anholdt i går. Yderligere fire stod på politiets liste, men de befandt sig tilfældigvis i udlandet.

Cumhuriyet beskrives indimellem som Tyrkiets svar på Dagbladet Information, en venstresnoet avis, Tyrkiets ældste, der insisterer på at snappe magthaverne i anklerne. Det er også Istanbuls måske vigtigste kulturavis og officiel mediepartner for Contemporary Istanbul, hvor vi nu står og lytter til Ali Gürelis opmuntrende ord.

»Ingen af dem, du ser her, var til demonstrationen foran Cumhuriyets bygning i dag,« hvisker Aysegul Sonmez, stifter af Istanbuls første kunstmagasin, SANAT ATAK. Hun deltog selv i demonstrationen og spejdede længe efter resten af ’kultureliten’.

»Det er skamfuldt, for mange af kunstnerne har kun opnået berømmelse, fordi Cumhuriyet skrev om dem. Ingen anden avis tager kunsten i Istanbul så alvorligt, alle kunstinteresserede læser den. Men nu tør de ikke sige noget, fordi den politiske magt er blevet så stærk. Tyrkiets kunstnere står foran valget mellem at søge kunsten eller søge magten. Og mange af dem søger magten,« siger hun.

Kurdiske Mahmut Celayir er optaget af landskabsmaleriet og romantikken i sin kunst. Han ønsker at indfange ‘det fortabte paradis’ i hans hjemland, Kurdistan. Men livet er blevet svært for kurdiske kunstnere i Tyrkiet, fortæller han.

Bradley Secker

Tandløst kunst

Blandt The Sofa Hotels gæster er det svært at finde nogen, der har noget godt at sige om ’situationen’. Enkelte har overvejet at skrive et åbent protestbrev mod anholdelserne på Cumhuriyet, men fornemmelsen er, at det lige nu gælder om at holde sig økonomisk oven vande. Forhåbentlig vil livet snart blive mere normalt. Mindre farligt.

Spørgsmålet er, hvad det gør ved kunsten. Kunstjournalist Aysegul Sonmez ryster på hovedet:

»Tæl til kunstmessen i morgen, hvor meget abstrakt kunst der er, i forhold til hvor meget kritisk kunst der er. Ingen tør lave kunst om noget konkret for tiden. Det er tandløst.«

Men er det virkelig værd at ryge i fængsel, eller det, der er værre, på grund af sin kritiske kunst?

»Måske,« brummer Moiz Zilberman, ejeren af Zilberman Galeri. Vi drikker rødvin og sørger over Cumhuriyet, som han har læst, siden han var 15 år.

Zilberman er dog fortrøstningsfuld. Han har en overraskelse til kunstmessen, fortæller han med et smil. En særdeles blodig og provokerende overraskelse, skal det vise sig, men hver gang jeg puffer ham på maven for flere informationer, sipper han hemmelighedsfuldt til sin rødvin og blinker med øjet.

Kunstneren Sarp Kerem Yavuz, der er kendt for at projicere islamiske mønstre på nøgne mandekroppe, smiler bag sine runde Chicago-briller:

»Vi har noget på vores udstilling, der kan få mig fængslet,« siger Sarp Yavuz.

Zilberman sprutter i glasset.

»Så skal du komme til min. Der er noget, der vil få mig hængt!«

Sarp Yavuzs gallerist bryder ind: »Vi burde ikke engang joke med det,« men Sarp Yavuz ryster afvisende på hovedet.

»Jeg er ligeglad. Hvis ikke jeg må sige noget kritisk, hvorfor skulle jeg så lave kunst?«

Sarp Yavuz har mærket censuren helt tæt på. Da hans far, den tidligere leder af Istanbuls skuespillerakademi, skrev kritisk om regeringen på Twitter, blev han indkaldt i retten. Under varetægtsfængslingen brækkede politiet hans ribben, kindben og flere fingre, inden de lod ham gå.

På vej hjem til hotellet kører vi forbi bannerne med opfordring til demonstration foran avisen Cumhuriyets lokaler. Bannerne drukner i det røde hav; tusindvis af kæmpestore tyrkiske flag, der er hængt op under weekendens fejring af ’Republikkens Dag’.

Cumhuriyet Bayramı, hedder uafhængighedsdagen på tyrkisk. ’Cumhuriyet’ betyder ’Republikken’, bemærker min tyske kollega i taxaen.

Og jeg tænker, at Tyrkiet er et land, der fejrer republikken den ene dag, og så fængsler den dagen efter.

Hilsner fra Baghdadi

Jeg bruger morgenen inden Contemporary Istanbuls åbning på at drikke bitter tyrkisk kaffe og læse nyt fra Islamisk Stats leder Abu Bakr al-Baghdadi, der i en dugfrisk lydoptagelse opfordrer til terrorangreb mod Tyrkiet.

»Tyrkiet er i dag trådt inden for jeres aktionsradius og blevet målet for jeres jihad ... Invadér landet og gør deres sikkerhed til frygt,« siger al-Baghdadi, krydret med sætninger som: »Skab ravage, og få deres blod til at rende som floder.«

Mindre ekstremistiske, men dog radikale kræfter, har den seneste tid målrettet angrebet kunst- og kulturlivet i Tyrkiet. Gæster på en række gallerier i Istanbul er blevet udsat for voldelige overfald, fordi de har serveret alkohol til deres ferniseringer eller på anden vis udstillet kunst, der er i strid med god islamisk skik.

Dertil er enkelte regeringskritiske kunstnere blevet nødsaget til at forlade landet efter dødstrusler. Den måske mest berømte af dem, Şükran Moral, har blandt andet optrådt som præsident Erdogan iklædt hitlerskæg.

Inden hun i 2011 flyttede til Italien efter at have simuleret lesbisk sex på et museum, skabte hun sit mest berømte kunstværk i Tyrkiet, Hamam fra 1997, hvor hun gik nøgen ind i mandeafdelingen på en tyrkisk hamam og efterfølgende fik livvagter, fordi flere mænd truede med at dræbe hende.

»Det skandaløse her var ikke nøgenheden,« sagde hun i 2009 til Spiegel.

»Det skandale var det faktum, at her var jeg, en intellektuel kvinde, som foreslår at gøre noget skandaløst. Hvis jeg rent faktisk havde været en luder, ville det ikke have været et problem. Men at være en kvindelig avantgardekunstner, dét er skandaløst.«

Endelig er der den voksende, regeringssanktionerede censur mod kurdisk kulturliv. Flere kurdiske tv-kanaler, herunder den eneste børnekanal på kurdisk, blev i september lukket ned pr. præsidentielt dekret.

I februar fik kunstneren Belit Sag fjernet et kunstværk om den kurdiske konflikt fra Akbank Sanat-galleriet. Og sidste vinter blev en visning af Bakur, en film om kærlighed i en kurdisk PKK-lejr, fjernet fra Istanbul Film Festival efter pres fra regeringen.

Efterfølgende trak 23 tyrkiske kunstnere deres film fra festivalen, hvilket tvang organisatorerne til at aflyse både prisfesten og den afsluttende galla. Men det var sidste år. Det føltes som lang tid siden, inden det fejlslagne kupforsøg i juli måned. Gad vide, om de ville gøre det samme i dag?

'Istanbul Red' af Devrim Erbil (2016), udstillet på Contemporary Istanbul af Olcay Art Gallery.

Contemporary Istanbul

Kunstmessen åbner

Istanbul Kongrescenter er en gigantisk, hvid kolos, hvor unge bohemetyrkere sidder på trappen og kæderyger cigaretter, som deres neglelakfarvede fingre hiver op af små læderjakker.

Med deres markerede kindben og mørke øjenbryn ligner de alle sammen modeller, tænker jeg og følger slipstrømmen af Tyrkiets overklasse, som ser ud til at være hoppet ud af gårsdagens gallakjoler og ind i nye og lige så sprudlende stykker italianodesign.

Foyeren er belagt med tusindvis af gyldenbrune efterårsblade, som tjenerne stamper rundt i, bærende sølvfade med champagne eller vand, alt efter behov. Man kan ikke gå 30 meter uden at støde ind i en stand fra whiskymærket Johnnie Walker, hvor gudesmukke kvinder står iklædt bowlerhatte og ridestøvler og dødkeder sig.

For os andre er der masser at kigge på. Over de 14.000 kvadratmeter er nu spredt 1.500 kunstværker af 520 kunstnere, udstillet af 70 gallerier fra 24 byer i 20 lande. Enkelte steder er malingen knap tørret. Masseafbud fra 40 udenlandske gallerier i kølvandet på kupforsøget har tvunget CI til i al hast at søge nye samarbejdspartnere, som i endnu større hast har måttet opstøve ny kunst at udstille og forhåbentlig sælge.

Der er nøgne kinesiske piger malet af Ling Jian og Ralph Steadman-agtige kruseduller af Bathélémy Toguo. Markus Klinko fremviser portrætter af David Bowie, mens galleri Merkur har dedikeret endevæggen til nøgne kvinder med hestehoveder i papmaché (Metin Celik).

Devrim Erbil maler abstrakte drømmelandskaber af Istanbul, og danske Jakob Kudsk Steensen afspiller en postapokalyptisk video, hvor man iklædt virtual reality-briller flyver rundt på en øde tropeø.

Ansporet af Aysegul Sonmez leder jeg efter politisk kunst, men den er godt skjult.

Zimbabwe-fødte Adrian Hermanides har opført skulpturen ’Lions’, hvor en række sten og murbrokker fra Istanbul er løftet op på en stålramme, »som for at forædle materialet«, bemærker min Berlin-baserede kunstkollega. Måske ligefrem en hyldest?

'Lions' af Adrian Hermanides(2016) bygget af sten fundet på Taksim-pladsen efter Gezi Park-demonstrationerne i 2013.

Xavier Laboulbenne Galleri

»Opløsningen af den konventionelle separation mellem sokkel og skulptur er fremhævet gennem den epentesiske integration af værket inden for en hvilken som helst arkitektonisk omgivelse,« lyder galleriets officielle og komplet uforståelige beskrivelse af Lions, som galleristen omdeler på A4-ark.

Men efter et par minutters samtale åbner han op.

»Faktisk er det sten, der er fundet på Taksim-pladsen efter demonstrationerne i 2013,« siger han sagte, med henvisning til Gezi Park-demonstrationerne mod præsident Erdogan og regeringen.

Dengang gik tre en halv million mennesker på gaden for at kræve respekt om alt fra ytringsfrihed og demokrati til sekularisme, krigen i Syrien og klimaet. 11 døde og 8.000 blev såret under voldsomme kampe med politiet.

Det stod der intet om på papiret. Men nu forstår jeg, hvad Hermanides egentlig forsøger at sige med Lions.

’Mit Kurdistan’

Således er den politiske kunst maskeret i sprog eller udtryk for at narre eventuelle censorer. Man skal vide, hvad man kigger på. Det gjælder også Mahmut Celayirs impressionistiske landskabsmalerier. Han skubber mig ind mod lærredet, til jeg står med snotten i malingen og pludselig kan se små, udrevne stykker avis i den store, brune ørken.

»Erdogan« står der på en flap. Et andet sted citater på kurdisk, jeg ikke forstår, fra aviser, der nu er lukket af regeringen, fortæller Celayir.

»Min kunst er om et sted uden navn ... Men det er jo mit Kurdistan, jeg maler. Vi kurdere er nødt til at være forsigtige. Det er ikke nemt. Mange samlere vil slet ikke mødes med mig længere, fordi jeg er kurder,« siger han.

I den modsatte ende af kongrescentret drypper store plasticdunke blod ned på betongulvet. Som den eneste kunst i lokalet er der ingen beskrivelse af værket. Man skal vide, at det er Vahap Avsar, som oprindeligt har udstillet dunkene under titlen Last Drop i 1995 på Ankara banegård, en kommentar til Tyrkiets voldelige konflikt med kurdiske PKK.

»Den nuværende regering indledte ellers med at gøre det nemmere for kurderne (da de kom til magten i 2002, red.), men nu er det hele umuligt igen. Ikke bare for kurdisk kunst, men for al kunst. Det er som om, vi har taget en tidsmaskine 15 år tilbage i tiden,« fortæller Tuna Yilmaz, grundlægger af Istanbuls Fashion Film Festival.

Så hellere iransk censur

Vi står i Sarp Yavuzs udstilling, der er indrettet som en hammam, mens kunstnerens åbenlyst homoerotiske værker hænger på væggene. Jeg havde egentlig håbet at tale med Yavuz, men han er rygende travl og bliver konstant kastet rundt af sin gallerist til hoben af potentielle købere.

»Udfordringen for alle kunstnere lige nu er, at ingen ved, hvad der er tilladt, og hvad der ikke er. Er Yavuz’ kunst over stregen? Vi aner det ikke,« siger Yilmaz og pegede op mod de nøgne mænd.

Han forklarer, at han er mod al censur. Men hvis han endelig skal vælge, foretrækker han den iranske model.

»I Iran er der i det mindste klare retningslinjer for, hvad du må og ikke må. Her i Tyrkiet er der på papiret ingen censur, men i praksis er selvcensuren stærk. Hammeren falder tilfældigt, og alle er bange for at blive anklaget for at være del af den antiregeringsbevægelse, som stod bag kupforsøget,« siger Yilmaz.

Jeg nævner Ali Gürelis tale om »forbrødning og samhørighed«. Kan Contemporary Istanbul gøre en positiv forskel for det politiske klima i Tyrkiet?

»For at kunsten skal spille en rolle, skal den turde være kritisk og søge konflikten. Og kunsten her på udstillingen kan bare ikke gøre det lige nu. Måske om ti års tid vil vi se en eksplosion af kunst, der taler om den nuværende situationen i Tyrkiet, men jeg kan bare ikke se det for mig,« siger Tuna Yilmaz.

»Vi er i en fucked up æra. Og kunsten må ikke tale om det. Jeg tror desværre, vi vil se endnu mere undertrykkelse af kunsten den kommende tid.«

Blod på hænderne

Tuna Yilmaz skal kun vente et døgn, før han får ret. Men torsdagen starter med et friskt pust – som om nogen har åbnet alle vinduerne og ladet blæsten flå i den tunge dunst af parfume, sur champagne og selvbeherskelse.

’Nogen’ er Şükran Moral. Hun er fløjet ind fra Italien på bestilling af Moiz Zilberman, der havde gnægget så mystisk i bourgognen for et par dage siden. Hun er hans overraskelse til the establishment.

Moral ligner noget fra en Tim Burton-film – en sygeligt bleg Helena Bonham-Carter-figur med iltert sort hår og lange sorte gevandter, der slæber over gulvet. Med sig har hun en frysekasse fyldt med oksehjerter.

En for en hamrer hun lange søm gennem hjerterne op på den hvide væg. Stanken af blod fylder næsen, og det gipper i publikum, hver gang Moral hamrer forkert og rammer sine fingre i stedet for hjertet.

Şükran Moral virker tydeligt berørt under sin performance, hvor hun hamrer kalve- og grisehjerter op på den hvide væg.

Hendes hænder er smurt ind i blod, da hun til sidst kaster en række flyveblade ud mod publikum med titlen på værket: HIT-AND-RUN MY HEART!

»Vores liv er konstrueret på en falsk, konstrueret skueplads; vi blev forelsket i vores bøddel, og vi ofrede velvilligt vores børn ... Hvem ved det bedre end denne ombejlede gruppe?« står der med slet skjult hentydning til Erdogan og Istanbuls kulturelite.

Jeg bemærker, at alle udlændinge samler flyveblade op og sirligt gemmer dem i medbragte tasker. Jeg tager også min souvenir.

Ingen tyrkere tager en bid af værket. De få, der samler Morals seddel op for at læse hendes budskab, smider dem hurtigt fra sig på gulvet. Til det efterfølgende pressemøde er vi tre journalister, alle fra udlandet. Ingen lokale medier vil tale med Moral.

»Jeg er persona non grata i det her land, ingen tør tale med mig mere. Det er så vigtigt, at I fra udlandet skriver, hvad der foregår i Tyrkiet. Vi bliver kvalt,« siger en tydeligt berørt Moral.

»Undertrykkelsen har taget til i styrke i årevis, og der sker meget, I fra udlandet aldrig hører om. Normalt deltager jeg ikke i kunstmesser, jeg laver gadekunst, men det var vigtigt for mig at deltage her. Nogen må råbe op og sige fra. Som kunstnere er vi nødt til at kaste os ind i de konflikter, vi ser i samfundet. Med al den risiko, det medfører.«

Og så kommer islamisterne.

Et af Şükran Morals blodige flyvebreve, som hun smed ud til publikum.

Ingen mobber sultanen

Siden gallafesten var der gået rygter om, at præsident Erdogan ville besøge kunstmessen, da han alligevel var til økonomisk konference om Afrika i bygningen ved siden af. Alternativt ville han sende fru Erdogan.

Uanset hvem fra regeringen, der ville møde op, har jeg hele tiden troet, det vil være Yavuz’ nøgne mænd eller de kurdiske bloddunke, der ryger på skafottet. Men det bliver et lille chilensk galleri.

Det er ved skumringstid torsdag aften, da omtrent 20 mænd fra den islamisk-nationalistiske Erbakan-gruppe tiltvinger sig adgang til kunstmessen.

»Allahu akbar! Allahu akbar!« råber de, hvilket får de øvrige gæster til at gå i panik og flygte i alle retninger.

Erbakan-bevægelsen følger det islamistiske tankegods fra den tidligere tyrkiske statsminister, Necmettin Erbakan, der var leder af Velfærdspartiet.

Præsident Erdogan var i 16 år medlem og borgmester under Erbakan, inden Velfærdspartiet blev tvangslukket i 1998 for at være ’fundamentalistisk’ og i strid med Tyrkiets forfatning. Erdogans nuværende AK Parti er på mange måder en afskalning af Erbakans tankegods. Men det er et sidespor.

Erbakan-gruppen når Ali Elmacis skulptur I Can’t Reciprocate Your Feelings Osman III. Værket er udstillet af chilenske Isabel Croxatto og forestiller en kvinde i bikini. På maven har hun et billede af den sidste osmanniske sultan, Abdhul Hamid II.

Skulpturen af Ali Elmaci, som gjorde Erbakan-gruppen rasende. 'I Can't Reciprocate Your Feelings Osman III'. Olie på harpiks og træ.

Isabel Croxatto Gallery

»Hvis du ikke fjerner denne skulptur, river vi den ned!« forlanger gruppen. Vagterne bliver tilkaldt, og stemningen er ved at udvikle sig voldeligt.

Men efter kort tid indvilger Ali Elmaci i at fjerne skulpturen. Den bliver ikke genudstillet på Contemporary Istanbul.

»Jeg har besluttet at fjerne min kunst fra udstillingen for ikke at skabe yderligere konflikt, hvilket distraherer os fra livets lyksaligheder og trætter vores samfund, særligt under den nuværende situation, vores land gennemgår,« skriver Ali Elmaci dagen efter i en officiel pressemeddelelse.

Contemporary Istanbul kommer med en kort udtalelse, hvor episoden beskrives som en mindre »uenighed«, der heldigvis er blevet løst.

Kunstkritikeren Aysegul Sonmez er rasende over formuleringen.

»Det var banditter, der kom og underlagde kunstmessen deres politiske holdninger. Det var et klart angreb mod kunsten, men Contemporary Istanbul affejede det bare som en mindre tilfældighed,« siger hun.

»Jeg bebrejder ikke kunstneren, for det må have været stærkt ubehageligt at stå over for de mænd. Men jeg bebrejder alle dem, der lader, som om der ikke er noget rivende galt her. Folk må indse, at de med deres tavshed indtager et politisk ståsted. Derfor har jeg besluttet ikke at lave én eneste anmeldelse af Contemporary Istanbul i år.«

Dagen efter melder Erbakan-gruppen, at de vil fortsætte med at angribe kunst, de ikke bryder sig om.

Og vi andre?

Vi tager til cocktail prolongé hos en privat samler og taler om kunsten, der bobler som champagnen i glasset, og forhåbentlig vil salget gå godt til Contemporary Istanbul, og selv hvis det ikke gør, vil livet jo bevæge sig langsomt videre som trafikken over Bosporus.

I hvert fald for os. Vi kan jo altid bare rejse hjem.

Informations rejse til Tyrkiet var finansieret af Contemporary Istanbul

Bliv opdateret med nyt om disse emner

Træt af forstyrrende annoncer?

Få Information.dk uden annoncer for 20. kr. pr. måned

Køb

Er du abonnent? Så slipper du allerede for annoncer. Log ind her

Forsiden lige nu

Anbefalinger

  • Brugerbillede for Mikael Velschow-Rasmussen
    Mikael Velschow-Rasmussen
  • Brugerbillede for ingemaje lange
    ingemaje lange
Mikael Velschow-Rasmussen og ingemaje lange anbefalede denne artikel

Kommentarer

Brugerbillede for Mikael Velschow-Rasmussen
Mikael Velschow-Rasmussen

Tjaehh ...

Jeg kommer bl.a. til at tænke på; Houellebecq, "Soumission" og 'Pansergeneralens' fascist regime på JP.

Og vores 'dejlige' regering og samlede medier der synes Tyrkiet i NATO er en fantastisk ide. Og al handel med Saudi Arabien er da selvfølgelig positivt for BNP og vækst.

Jeg bli'r faktisk mere og mere imponeret af Martin Niemöllers berømte 'quote' (indeholdende selvkritik og visdom).
Og sågar (vistnok) Edmund Burke's; "... alt det kræver for at det onde sejrer er, at gode folk gør ingenting ... "
(Og jeg er jo desværre selv del af problemet; gruppen der gør ingenting - bortset fra mine tirader på nettet).