Interview
Læsetid: 8 min.

Gennem brevet kan vi forstå hinanden

Breve kan noget helt unikt. De kan fremme forståelsen af den anden og gennem den anden forståelsen af en selv. Litterat og brevforsker John Christian Jørgensen frygter ikke for brevets fremtid. Brevets kvaliteter er lige så langtidsholdbare, som myten om nye tiders overfladiskhed
Når Karen Blixen skrev sine dramatiske velskrevne breve hjem til moren eller broren om livet på den afrikanske farm, forventede hun næsten, at brevet blev delt og vendt med hele familien, medmindre hun angav et ’moder privat’ over de fortrolige afsnit. Med tiden har hun nok, som de fleste gode forfattere, vidst, at brevene ville få værdi for eftertiden.

Når Karen Blixen skrev sine dramatiske velskrevne breve hjem til moren eller broren om livet på den afrikanske farm, forventede hun næsten, at brevet blev delt og vendt med hele familien, medmindre hun angav et ’moder privat’ over de fortrolige afsnit. Med tiden har hun nok, som de fleste gode forfattere, vidst, at brevene ville få værdi for eftertiden.

Johnny Bonne

Kultur
7. november 2016

»Brevet – en døende åndsform« er overskriften på en artikel i Information fra december 1989, der udråbte det teknologiske kommunikationssamfund til brevskrivningens bøddel og talte om historikernes angst for et »vakuum for viden om nutidsmenneskets private tanker«.

Og angsten for brevets død går endda endnu længere tilbage end 1989, fortæller litterat og brevforsker John Christian Jørgensen.

»Hundrede år før, da skrivemaskinen og telefonen blev opfundet, sagde man det samme: At nu var brevet en døende kunstform. Hver gang der kommer et nyt teknologisk fremskridt, er der nogen der ringer med dommedagsklokkerne,« siger John Christian Jørgensen.

Personligt tror han aldrig, at brevet vil dø. For de kvaliteter, der er forbundet med brevet, kan slet ikke undværes, mener han.

John Christian Jørgensen lægger ikke skjul på, at breve altid har stået centralt for ham. Ud over at være tidligere redaktør på Politiken og litterat, der har skrevet om og forsket i breve, har han også selv skrevet dem hele sit liv.

Det begyndte allerede, da han som helt ung fik sig en række amerikanske penneveninder, han kunne øve sine skriftlige evner på. I dag korresponderer han på fjerde årti med en gammel ven, selvom han bor lige om hjørnet. Det foregår pr. mail, men med brevet vedhæftet som selvstændigt dokument, fordi »det føles mere afsluttet« end at skrive en almindelig mail.

Brevets fysik

På trods af brevets kvaliteter kan man ikke komme uden om, at der sendes færre fysiske breve med posten, så hvis man insisterer på en forståelse af brevet som artefakt, så er det ifølge John Christian Jørgensen rigtigt, at brevet er døende.

En passage fra et brev skrevet af den franske konge Henrik IV i begyndelsen af 1600-tallet illustrerer  netop den særlige værdi og berøringskvalitet ved det fysiske papirbrev. Til sin elskede skriver han:

»Dette brev er langt lykkeligere, end jeg er, kære Hjerte, thi det får lov at sove hos Eder; derfor vil I forstå, hvor misundelig jeg er.«

»Selvfølgelig har papirbrevet den kvalitet, at det er en fysisk genstand. Det kan dekoreres med farver og med kys, hvis det er kærlighedsbreve. Men brevet har en langt dybere kvalitet, som er, at man forbinder sig med den anden igennem brevet,« pointerer John Christian Jørgensen.

I arbejdet med sin kommende bog Tak for et godt brev, der handler om private breve, der ikke –  som det er tilfældet med mange forfatterbreve – er skrevet med tanke på udgivelse eller eftertid, har han kunnet iagttage, hvordan de skrivende forstår sig selv bedre igennem det at udtrykke sig over for den anden.

»De føler sig forstået af den anden, og de forstår sig selv bedre, når de udtrykker sig over for den anden. Det er som om, de to skrivende bringer noget frem i hinanden.«

Brevets etik

Helt essentielt for brevet som kommunikationsform er, at man kan skrive ting, man ikke kan sige højt. Alt det pinlige og skamfulde og prøvende. Ansigtstab føles større ansigt til ansigt.

Men en vigtig pointe for John Christian Jørgensen er, at brevets force ikke ligger i emnerne, men i selve brevskrivningsprocessen. Man kan skrive breve om alt. Det særlige er at finde frem til lige netop de formuleringer, som hører til det specifikke brev. Der knytter sig nemlig også uskrevne regler til breve, forklarer han. Det forventes, at man giver noget af sig selv, og at man udtrykker en interesse og forståelse for den, man skriver til.

»Brevet er hele tiden skrevet ind i den anden persons rum, så den, der modtager brevet, føler sig forstået gennem brevet, og inkluderet i afsenderens tankegang. Man kan ikke skrive et helt brev, som ikke nævner modtageren. Modtageren får eksistens igennem brevet. Det er den dialog, der er så værdifuld.«

I sin seneste bog Brænd mine breve skriver John Christian Jørgensen om et brev, som Martin A. Hansen skrev til Thorkild Bjørnvig i 1946 om brevets etik. Martin A. Hansen mente, at brevet var en ’sund’ genre i modsætning til dagbogsformen, hvor man let kan forstille sig. I brevet »skriver man i den største Ansvarlighed, for Modtageren kan jo saa at sige drage en til Ansvar for hvert Ord«, skriver han.

Mens romaner er skrevet til alle og dagbogen til en (eller anden version af en) selv, har et brev en konkret, betydningsgivende modtager.

»I dagbogen kan man spille kong gulerod over for sig selv eller ynke sig selv over al måde. Men i brevet er der en, der kan sige: ’Hov hov, jeg kender dig, sådan forholder det sig ikke’. Det styrer en, at man skal være troværdig over for den anden. Der er en slags genkendelse gennem den anden.«

Brevets voyeurisme

I brevteorien skelner man mellem det åbne brev, der er offentligt, det lukkede brev, som er det private, og så det halvåbne brev, som er skrevet til en mindre kreds.

Når Karen Blixen skrev sine dramatiske og ekstremt velskrevne breve hjem til moren eller broren om livet på den afrikanske farm, forventede hun næsten, at brevet blev delt og vendt med hele familien, medmindre hun angav et ’moder privat’ over de fortrolige afsnit. Med tiden har hun nok, som de fleste gode forfattere, vidst, at brevene ville få værdi for eftertiden.

Eftermælet spiller i høj grad ind på forfatterbreve. Leif Panduro afslører i et brev til Klaus Rifbjerg fra 1966 netop den metabevidsthed, når han skriver:

»Ellers er der ikke sket så meget – jo nu skete der noget! Jeg væltede tepotten ud over bordet og sølede mine papirer til! Det Kongelige Bibliotek (hvis det da skulle komme så vidt med mig) får nu noget at spekulere over. Drak han whisky mens han arbejdede? Pissede han på sine manuskripter?«

Mange forfattere forsøger at redigere i deres eftermæle, mener John Christian Jørgensen, men ofte er det børn og børnebørn, der udgør den største trussel mod forfatterbreve.

Henrik Pontoppidans barnebarn brændte i 1980’erne hans breve til stor fortørnelse for den litterære samtid.

»Forfatteren Palle Lauring sagde, at man ved at tilintetgøre breve tager stemmen fra de døde, og det synspunkt kan jeg godt lide. For med hvilken ret censurerer vi fortiden?« spørger John Christian Jørgensen.

I dag kontakter forfatterne ofte selv Det Kongelige Bibliotek og tilbyder dem at overtage deres harddisk, fortæller John Christian Jørgensen, hvilket kan give brevsamlinger, der er endnu strammere redigeret af forfatterne selv. Men i baghovedet på de skrivende lurer måske tanken om den digitale uslettelighed, og hvad der gemmer sig i clouden.

Brevets fortrolighed

Breve kan også fortælle os noget om vores fælles fortid og kultur, som ingen anden historieskrivning er i stand til. Private breve er en unik kilde til viden om det uofficielle dagligliv i tiden før telefonen kastede et privat slør ud over os. Særligt kaster brevene lys over alt det, der ikke står i historiebøgerne, nemlig følelseslivet, i forskellige tider. Romantik, erotik, skam.

Selvom John Christian Jørgensen forsker professionelt i litteratur, kan han nogle gange føle sig som en Se og Hør-læser, når han sidder på Det Kongelige Bibliotek og fordyber sig i andre menneskers privatliv. Det er et ekstremt intimt rum, man får adgang til, og der ligger en stærk fascinationskraft i at være vidne til fortroligheden mellem to mennesker.

Men selv om han mener, at breve bør leve for eftertiden og principielt er imod enhver censur, brevbrænding og anden forfejlet posthum imagepleje, så er han stødt på breve, som er så pinagtige, at det er svært at se, hvem de kunne gavne.

Et eksempel er en brevveksling mellem Herman Bang og en ung skuespiller ved navn Fritz Boesen, som Bang var forelsket i. Brevene, der er skrevet omkring århundredskiftet, blev udgivet i bogform i 1951. Herman Bang, der selv var offer for latterliggørelse og ondsindet sladder i offentligheden, fremviser her ifølge John Christian Jørgensen sine egne evner udi perfid bagvaskelse.

»Forfærdelig sladder om navngivne damer, der har hår på kroppen og den slags. Det virker, som om at han for enhver pris vil gøre sig interessant over for den unge elsker. De breve tror jeg aldrig, han havde forestillet sig ville blive offentliggjort.«

Brevets terapi

Uanset om de er grove, sladrende, smukke eller kedelige, er der altid mere på spil i breve end det, der står. Noget der særligt interesserer John Christian Jørgensen ved brevskrivning, er muligheden for indirekte og subtil kommunikation.

»I et brev kan man subtilt gå til grænsen i sin kommunikation og lægge følere ud uden at vade direkte ud i et svært emne. Når man modtager næste brev, vil man kunne se, om modtageren har forstået en. Brevet og skriftsproget er meget fintfølende.«

Muligheden for åbenhjertighed i brevrelationen minder lidt om den åbenhjertighed, der opstår blandt fulde mennesker. Et rum i virkeligheden og socialiteten åbnes. Nye dybder bliver mulige og dermed nye erkendelser. Brevet har dog den fordel, at det delte har permanens og ikke forsvinder i alkoholens tåger og fortrydelse.

Alkohol og fortrydelse var der masser af i relationen mellem forfatteren H.C. Branner og hans forfatteraspirerende eneste søn Jens Branner, som ikke kunne være i stue sammen uden at blive fulde og slås. Faderens svigt stod altid imellem dem. Kun i breve kunne de nærme sig hinanden og opnå en slags gensidig forståelse og heling.

»I brevene kunne de ikke drikke. I hvert fald ikke sammen. De var nødt til at civilisere sig til at bruge ord i stedet, og de kunne udvise en anger og selvindsigt, som de ikke ellers ikke kunne over for hinanden.«

Brevets frihed

Det var ikke kun i forholdet til sønnen, at H.C. Branner høstede brevformens terapeutiske effekter. Breve blev hans måde at lære at skrive igen efter en slem skriveblokade.

»Det imponerende er, at H.C. Branner skriver fremragende breve på et tidspunkt, hvor han er løbet tør som forfatter.«

Det hænger efter John Christian Jørgensen mening sammen med den frihed, der kendetegner brevformen.

»Man har lov til at begå fejl. Man kan simpelthen skrive ’nu er jeg kørt fast’, når man er kørt fast. Det er en del af brevets natur, at det er selvkommenterende, og en del af brevets charme, at det er en så fri genre.«

Alle kan skrive et brev og meddele sig ad den vej. Og vi har behov for at meddele os, mener John Christian Jørgensen. Ikke kun i kortere formater som hurtige mails, tweets og sms’er. Et brev har man tænkt over, og et brev er bindende og blivende.

»Behovet for at have en kontakt, hvor man formulerer sig omhyggeligt og er sikker på, at man får sagt det man vil sige …«

»Jeg ser ingen grund til at antage, at det vil holde op.«

Serie

Brevet

Breve giver os adgang til fortiden. Som tidslommer, der giver adgang til en svunden tid, et forlist forhold, et ukendt venskab, et eksil, en flugt, et kald. I dag er brevet en sjældenhed. Måske en uddøende genre?

I den kommende tid bringer Information – i samarbejde med Det Kongelige Bibliotek – en række breve fra mennesker, der enten er i fysisk eller mental eksil.

Seneste artikler

  • ’En af dansk litteraturs eksilerede’

    13. januar 2017
    Georg Brandes elskede Danmark, men evnede aldrig helt at slå rod i denne ’degneprovins’. Brevene fra hans tid i frivilligt eksil i Berlin viser denne ambivalens, fortæller litterat og Brandes-kender Hans Hertel
  • Tove Ditlevsen var bange for skoven, ikke døden

    30. december 2016
    Tove Ditlevsen skrev flittigt under sine indlæggelser på psykiatrisk afdeling. Både romaner og breve. Der var nemlig en ro, som den danske forfatterinde ikke så let fandt andre steder, siger forfatter Karen Syberg
  • ’Brevene er jo på det tidspunkt den eneste mulighed for Céline’

    23. december 2016
    Den franske forfatter Louis-Ferdinand Céline var i perioden 1945-47 fængslet i Danmark og ventede udlevering til Frankrig på grund af sine antisemitiske skriverier. I det nye år udkommer hans breve fra fængslet på dansk oversat af Troels Hughes Hansen, som vi har bedt udvælge et brev i den omfattende korrespondance
Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Der var engang mennesket ikke kendte til skrifttegn og derfor ikke kunne skrive. Og derfor kendte menneskene ikke hinanden. Det så Gud og han gav menneskene skriften, så i det mindste de klogeste kunde kende hinanden.

Maj-Britt Kent Hansen

Men de håndskrevne breve - den dimension kan man savne. Og grafologer har ikke megen skrift at analysere nu om dage. De må nøjes med at hjælpe politi og domstole med at tyde (forfalskede) underskrifter.

Michael Kongstad Nielsen og Niels Duus Nielsen anbefalede denne kommentar
Michael Kongstad Nielsen

Breve var engang fast bundne i stil og inderlighedsgrad. Som klassiske danse. En wienervals fx. Siden opløstes kravene, ligesom i dansen. Så kunne man bare stå og næsten danse med sig selv. Brevet kunne skrives på samme måde. Nu om stunder er brevstilen igen lagt i faste strukturer. Facebookopdatering hedder det. Mest eklatant ses det i julekortet, der er en facebookopdatering i anden potens. Håndskriften er så sirlig og pæn, som det nu engang er muligt, og indholdet bevæger sig aldrig ud over almindeligheder. Men det er også som det skal være.

Er der nogen der kan fortælle, hvad nådigfruen bærer på hovedet? ... ;-)

Michael Kongstad Nielsen

Jeg tror, det er en hat.

Det ligner nu mere en dørmåtte for dværge ...