Baggrund
Læsetid: 7 min.

Genreoverskridende værker skaber debat

Det er litteraturen, der bevæger sig på tværs af de etablerede genrer, der påkalder sig mest opmærksomhed og debat. Det gælder autofiktionen og andre steder, hvor forholdet mellem fiktion og virkelighed opløses som entydig størrelse
Det er litteraturen, der bevæger sig på tværs af de etablerede genrer, der påkalder sig mest opmærksomhed og debat. Det gælder autofiktionen og andre steder, hvor forholdet mellem fiktion og virkelighed opløses som entydig størrelse

Mia Mottelson

Kultur
5. november 2016

En litterær direktør har været på landsdækkende tv for at diskutere, hvilke forpligtelser genrebetegnelsen ’erindringsbog’ har, mens en litteraturkritiker i Norge er gået til kamp mod ’virkelighetslitteraturens hykleri’.

Genre er tydeligvis ikke blot en kunstig eller akademisk klassificeringsmaskine, men en afgørende del af den kontrakt, der skrives mellem forfatter, forlag og læser.

Det handler om ansvar, om tydelig kommunikation. Om at kalde tingene ved deres navn. Vi har genbesøgt de udgivelser, der har været omdrejningspunkter for den seneste tids litterære debat

1. En ’erindringsbog’?

Mia Mottelson
Karina Pedersens Helt ude i hampen – mails fra underklassen.

Karina Pedersens Helt ude i hampen ­– mails fra underklassen udløste en mindre eksplosion i september måned og reaktualiserede en lang række principielle spørgsmål.

Bogen er en barsk beskrivelse af forfatterens barndom og opvækst i boligbyggeriet Korsbækparken i 1980’ernes og 1990’ernes Fredericia. Det overordnede budskab lød: Underklassen mangler ikke penge, den mangler moral.

Bogen er bygget op som en mailkorrespondence og består af 95 mails, som Karina Pedersen hævder at have skrevet til sin barndomsveninde i løbet af de seneste år. Men mange tvivler.

For umiddelbart efter bogens udgivelse stod Karina Pedersens egen familie og tidligere bekendtskabskreds frem med påstanden om, at indholdet var opspind, fiktion, løgn.

De kunne ikke genkende det billede, Karina Pedersen tegnede af Korsbækparken og dem selv. Og hendes påstand om, at størstedelen af hendes tidligere klassekammerater i dag lever på overførselsindkomster og sociale ydelser, viste sig at være lodret forkert. De fleste af dem er i arbejde.

Gyldendal, forlaget bag udgivelsen, bakkede op om Karina Pedersen og afviste anklagerne om, at bogen skulle være »faktuel forkert« eller en samling af »grove generaliseringer og udokumenterede påstande«.

For ifølge forlagets litterære direktør, Johannes Riis, er det ikke afgørende, om bogen er faktuel korrekt eller ej. Den er det, han i Deadline på DR beskrev som en »erindringsbog« og »et personligt vidnesbyrd« – og den har dermed ikke lovet faktuel korrekthed. Og forlaget er ifølge ham heller ikke forpligtede på at faktatjekke den slags udgivelser.

Derfor mener Johannes Riis, at den bogstavelighed, bogen er blevet læst med, »er helt ved siden af«.

Ingen fælles kontrakt

Den debat der fulgte med udgivelsen af Helt ude i hampen – mails fra underklassen var først og fremmest en reaktion på bogens utydelige markedsføring og genre. Hvilke præmisser kan man læse med, når man ikke ved, hvilken genre, der er tale om.

Er det vidnesbyrd, erindringsbog eller en debatbog? Idet Gyldendal valgte ikke at flette et lille »erindringsbog« eller »personligt vidnesbyrd« ind på forsiden, blev bogen placeret i et udefineret, genreløst rum.

Ved ikke at bruge anden genrebetegnelse end den, der lå i den tvetydige undertitel – mails fra underklassen – lod de læsere, kritikere og Liberal Alliance læse på egne betingelser, med egne forventninger og uden en form for fælles kontrakt.

Er det fiktion? Er det sandfærdige og valide oplysninger? Er anklagerne berettigede, og har de anklagede – som en medieetisk praksis foreskriver – været foreholdt disse anklager?

2. Hvis begravelse?

Mia Mottelson
Vigdis Hjorths Arv og Miljø.

Vigdis Hjorths roman er blevet beskrevet som »årets heftigste værk« i Norge. Den har høstet stor ros og begejstring for at være et litterært mesterværk.

Men den har også modtaget hug for at være »problematisk og uigennemskuelig«: Ifølge litteraturkritiker ved Aftenposten, Ingunn Økland overskrider Vigdis Hjorth med Arv og miljø nemlig grænsen for, hvilke anklager man kan rejse i et såkaldt fiktionsværk.

Arv og Miljø er fortællingen om voksne Bergjlot, der fra hun er fem til syv år gammel er blevet udsat for seksuelle overgreb af sin far.

Moren rejste i en periode væk med de mindste søskende, og Bergjlot og hendes ældre bror boede i den tid alene hos faren. Mod broren var faren kold og voldelig, mens han altså forgreb sig på sin datter. Moren troede ikke på Bergjlots fortælling om overgrebene, da hun vendte hjem igen.

Romanen er primært fortællingen om, hvilke konsekvenser overgrebene – og morens manglende anerkendelse af dem – har haft for Bergjlot som voksen kvinde.

Der er, som mange har påpeget, påfaldende mange lighedspunkter mellem romankarakteren Bergjlot og forfatteren Vigdis Hjorth. Begge er kunstnere, fraskilte, børn i en stor børneflok i en typisk middelklassefamilie. Og begge har for nyligt mistet deres far.

Faktisk går billeder, sange og taler fra Vigdis Hjorths fars begravelsesceremoni igen i romanen, da Bergjlots far begraves.

De sammenfald har affødt en lang række spekulationer om, hvorvidt fortællingen om Bergjlots traumatiske barndom også er fortællingen om Vigdis Hjorths. Om hun med romanen indirekte anklager sin far for seksuelle overgreb og sin mor for at se væk og lade stå til.

Sagen minder umiskendeligt om Erling Jepsens Kunsten at græde i kor, hvor også en datter udsættes for incest – overgreb, der senere viste sig at begået mod forfatterens søster. Men hvor Erling Jepsen ikke lagde skjul på, at hans roman egentlig nok nærmere var en selvbiografi, lader Vigdis Hjorth anklagerne stå ret ukommenterede hen.

Da hun i en samtale i Litteraturhuset i Oslo bliver spurgt direkte, om begivenhederne i romanen har fundet sted i virkeligheden, svarer hun med et: »njae«.

’Et skalkeskjul’

Den form for litterær praksis er »på vildspor,« mener Ingunn Økland: »Forfattere fråser i selvbiografiske familiekonflikter. Det er gået sport i at udlevere let genkendelige personer. Pikant brug af ’levende modeller’ er nærmest en del af det æstetiske program i den såkaldte virkelighedslitteratur.«

Og for Ingunn Økland har den form for genreoverskridende skrivestil ikke bare negative konsekvenser for litteraturen, men også for litteraturkritikken, der har store problemer med at håndtere disse genreoverskridende værker.

Man er, mener Økland, bange for det, der ligger et sted imellem såkaldt virkelighed og fiktion, det minefelt, autofiktion eller virkelighedslitteratur udgør. Det giver forfatteren mulighed for at gemme sig bag sit værk, bruge eksempelvis romanformen som skalkeskjul.

Og på den må kan man fremskrive anklager om decideret kriminelle handlinger uden at den anklagede, eller andre involverede, kan anfægte eller konfrontere din påstand, skriver Ingunn Økland i Aftenposten:

»Vil man gøre maksimal skade uden at risikere straf, så skriv en roman,« skriver Ingunn Økland. Det er på baggrund af det indlæg, at den norske forfatter Jan Kjærstad skrev sin kommentar, som vi bringer på de følgende sider.

For Vigdis Hjort formidler enhver roman historisk sandhed, og man kommer som forfatter aldrig uden om sig selv og sine erfaringer – ligesom man ikke kan komme uden om alfabetet, forklarer hun.

»Selvfølgelig tager jeg udgangspunkt i ting, jeg selv har oplevet,« udtaler Vigdis Hjorth til Aftenposten. Og det, Vigdis Hjorth først og fremmest vil, er at rette opmærksomhed mod det ubehagelige, grimme og tabuiserede, der ellers fejes ind under tæppet, forklarer hun.

Og således blev spørgsmålet om forfatterens ansvar og etiske forpligtelse endnu en gang aktualiseret. Og det har alt med valget af genreangivelse at gøre.

Ifølge Ingunn Økland mangler værkerne gennemsigtighed. Det er ikke alle hændelser, der bør fiktionaliseres og skrives ind i en roman. For Økland –og flere – er der en grænse for, hvilke anklager et fiktionsværk må rette, når det netop leger med genrekoder på kanten af både fiktion og virkelighed.

3. Mesterværk på tværs

Mia Mottelson
Linn Ullmanns De Urolige.

At betegne Linn Ullmanns De Urolige som et værk, der vakte stor litterær debat er egentlig slet ikke på sin plads.

Faktisk har romanen nærmest ikke modtaget andet end stående bifald på tværs af Norden. Og i sidste måned blev den nomineret til Nordisk Råds litteraturpris 2016.

De Urolige er et romanportræt af Ullmanns berømte forældre, instruktøren Ingmar Bergmann og skuespilleren Liv Ullmann, og hendes opvækst som enebarn hos moren i Los Angeles, Oslo og New York.

Ligesom Vigdis Hjort og til dels også Karina Pedersen, har Linn Ullmann gjort sin egen fortælling, sin barndom og sin opvækst til sit litterære materiale.

Men hvor fortællerstemmen er knyttet til alene én karakter hos både Hjorth og Pedersen, så veksler den hos Ullmann mellem flere positioner – et ’hun’ og et ’jeg’. For som netop fortælleren påpeger: »At se, at huske, at begribe. Alt kommer an på, hvor du står.«

Som Liv Ullmann sagde om datterens bog på norsk tv: »Hun digter ret meget, men hun gør det godt! Da jeg læste den, så jeg, at det var et mesterværk. Men jeg så også, at jeg ikke var fremstillet sådan, som jeg havde ønsket det. Noget er digt, noget er løgn, en masse er sandhed.«

Fiktionsskær

Litteraturprofessor Marianne Egeland kritiserede bogen for – i stil med Ingunn Øklands anke – at forvirre læseren ved netop af sammenblande det selvbiografiske og fiktive.

Det skaber ifølge hende usikkerhed, når forsiden består af dels genreangivelsen roman og dels et polaroidfotografi af forfatteren Linn Ullmann i kød og blod og hendes far Ingmar Bergmann på en badebro. Og på bagsiden fremgår det, at bogen er »selvbiografisk«.

For Informations Kristin Vego er spørgsmålet om, hvor virkelige eller fiktive hændelserne i romanen egentlig er, fuldstændig irrelevant:

»Man kan selvfølgelig gøre sig tanker om, hvor meget i romanen, der har rødder i virkeligheden, og hvor meget som er opdigtet. Men i bund og grund er det et irrelevant spørgsmål, for lige så snart det optræder i en roman, får selv de virkelige hændelser et skær af fiktion,« skriver Kristin Vego.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her