Læsetid: 5 min.

Den glemte hvide mand

Det var den marginaliserede hvide mand, der var omdrejningspunktet for Trumps kampagne. Ham, der lider under globaliseringen og trues af immigranter. Men betyder det så, at det nu er de sorte, latinoernes og kvindernes opgave at forstå Trump og hans vælgere?
Det var den marginaliserede hvide mand, der var omdrejningspunktet for Trumps kampagne. Ham, der lider under globaliseringen og trues af immigranter. Men betyder det så, at det nu er de sorte, latinoernes og kvindernes opgave at forstå Trump og hans vælgere?

Line Høstrup/iBureauet

18. november 2016

Den hvide mand er nede. Den glemte, hvide arbejder skal have oprejsning.

Det må man forstå ud af Trumps taler og udtalelser op til præsidentvalget, hvor hans kombination af dundertale mod udflytning af arbejdspladser, mod immigration og mod det bedrevidende, politisk korrekte establishment, der har vendt det ’ægte’ USA ryggen – repræsenteret ved først en sort mand, så en kvinde – taler direkte til den hvide såkaldte blue collar worker.

Han siger ikke direkte, at de er ofre, men det er alligevel det, han siger.

Overset, ignoreret, forladt

»Vores lands glemte mænd og kvinder vil ikke længere være glemt,« som han sagde i den tale han holdt, da det viste sig, at han skulle være den næste præsident for verdens mest magtfulde land.

At Trump også nævnte kvinder er svært at se som andet end et forsøg på at udglatte efter »grab them by the pussy« og de andre talrige eksempler på hans nedsættende bemærkninger om kvindekønnet. Hvis en udglatning overhovedet er nødvendig – 53 procent af de hvide amerikanske kvinder stemte på Trump.

Så nu skal vi kigge indad, hedder det sig. Efter at Trump vandt trods alle kommentatorernes forsikringer. Demokraterne skal kigge indad. Den intellektuelle elite skal kigge indad og ikke mindst medierne – alle os, der ikke så det komme.

Vi skal forstå de amerikanere, vi åbenbart ikke havde blik for: Den udbredte fortælling om den økonomisk og kulturelt marginaliserede hvide mand, som intet har vundet ved globaliseringen, og som ingen lyttede til eller prøvede at forstå.

De amerikanere, som ifølge Trump selv er blevet »overset, ignoreret og forladt« af politikerne, som han sagde i sin tale til Republikanerne i juli. Kort og godt: Den glemte mand.

De glemtes hævn

Og han er ingen nyhed. Lige siden 1960’erne har brugen af frasen ’den glemte mand’ i politik mere end antydet, at fokus har været på de forkerte mennesker. Underforstået: fokus på sorte amerikanere på bekostning af den hvide arbejderklasse.

Det skriver historieprofessor Beverly Gage fra Yale Universitet i en kronik fra The New York Times. »Det er ikke tilfældigt, at ’vores lands glemte mænd’ begyndte at migrere ind i Det Republikanske Parti lige præcis samtidig med, at sorte amerikanere krævede stemmeret og mødte op og stemte demokratisk i stort antal.«

Trumps sejr er et resultat af en lang og bitter strid om klasse og race i USA, er pointen.

Der kan skrives meget om, hvor dybt den strukturelle racisme i USA stikker, og hvor stor forskel, der er på den måde, den sorte og hvide underklasse beskrives på.

Det er ikke Trump, der har opfundet kunsten at dæmonisere den sorte underklasse, men han viderefører en gammelkendt politikertradition med at forstå problemerne i de fattige sorte områder som et moralsk frem for et økonomisk spørgsmål.

Lektor i afroamerikanske studier ved Princeton Universitet Keeanga-Yamahtta Taylor peger i en nylig artikel i The Guardian på, at begge sider af det politiske spektrum har gjort sig skyldige i at tale om personligt ansvar og bedre rollemodeller frem for økonomisk ulighed.

»At give sorte kvarterer skylden for deres egne problemer er ikke nyt; det har været en central del af amerikansk politik de seneste halvtreds år.«

Men den omvendte logik synes at gøre sig gældende i den politiske analyse af Trumps vrede, hvide mænd (og kvinder). Der har været kritiske stemmer, men grundlæggende ikke ret meget ’tag jer sammen’-retorik. De hvide er globaliseringens ofre (og tilmed ofre for minoriteters uforståelige identitetspolitik og censurerende politisk korrekthed), mens de sorte kun er ofre for sig selv.

Hvem er det mest synd for?

Der er givet vis på mange måder synd for mange af Trumps vælgere. Men de har stemt på en mand, som nu har magt til at gøre det synd for mange andre. Det er mexicanske indvandrere, som han har kaldt voldtægtsforbrydere og kriminelle, og som han nu truer med at deportere i millionvis.

Det er muslimer, som han har gjort sit bedste for at terrorstemple og marginalisere i samfundet med forslag om indrejseforbud for muslimer.

Det er kvinder, som han er fælles med resten af den yderste højrefløj om at hade, og som ud over et antifeministisk politisk klima konkret risikerer at få frataget retten til abort.

Det er sorte amerikanere, som bedre end nogen forstod konsekvenserne af en sejr til lov og orden-kandidaten Trump: total opbakning og straffrihed til det amerikanske politi på bekostning af sorte og brune mennesker. Blue lives matter.

Dialog-dilemmaet

Alligevel lyder det fra moderate demokrater med Obama i spidsen, at Trump skal have en chance, og i mainstreammedierne er den for Europa velkendte selvransagende diskussion om, hvorvidt eliten lyttede godt nok til folket, i fuld gang.

En række sarkastiske tweets skrevet af en Caesar Honeybee (@maryellenmurr) beskriver den følelse, mange af de udsatte amerikanere sidder med nu.

En af dem lyder: »Hvid gut: brune mennesker skræmmer mig. Sort mor: jeg frygter for mit barns liv. Hvide moderate: lad os finde sammen i gensidig respekt«.

En anden: »LGBT-person: jeg vil gerne have lov at være her. Konservativ: nej. Hvide moderate: wow, hvordan blev retorikken så ubehagelig fra begge sider?«

At det nu skulle være alle andre – latinoer, kvinder, sorte, marginaliserede – der skal udvise forståelse for den hvide mand, er noget bullshit, skriver The Guardians Hadley Freeman med lidt andre ord. Faktisk har vi prøvet at forstå så meget, at forståelse er blevet til hårstrygning.

»Vi har vist hørt nok om hvid vrede nu,« skriver hun og pointerer, at offentligheden med medierne i en central rolle opmuntrer og fremelsker fortællingen om et hvidt offer. »Som om arbejderklassen er dyrebare babyer, som skal tales efter munden og ikke på nogen måde kan stilles til ansvar for fejlbehæftet tænkning.«

Hadet til det politiske establishment og den progressive elite er diffust, men hadetalen mod immigranter, kvinder, sorte, muslimer og homoseksuelle rammer helt konkrete mennesker.

I sin tale til det demokratiske konvent i sommers sagde Michelle Obama om Trump og hans mange-inkluderende hadetale, at »når de andre sænker niveauet, så hæver vi det«. Men spørgsmålet er, om grupper, der lægges for had, kan forventes at lade hadet prelle af og købe narrativet om den hvide, glemte mand.

Hvordan kan grupper, der ikke tolereres, tolerere de intolerante? Skal de?

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu