Læsetid: 2 min.

Guide: Seks robotter du skal kende

Fremtiden er her! Mød blandt andet pizzarobotten Zume, Jeopardy-mesteren Watson og den yndefylde, livagtige Sophia der alle sætter nye standarder for udviklingen af kunstig intelligens
18. november 2016

Zume

Den amerikanske fast food start-up Zume har udviklet en pizzarobot, der skal perfektionere kunsten at laveen pizza og automatisere hele processen fra køb til levering.

I Zumes hovedkvarter kværner robotten 288 pizzaer over samlebåndet på en time, og senest har de lanceret en pizzavogn med 56 små pizzaovne pakket ind i en varevogn, der bager pizzaen på vej hjem til dig.

»Vi vil være madindustriens Amazon,« proklamerede Zumes direktør i et interview med Bloomberg. Alene i USA er der over 3,5 mio. ansatte i fastfood-industrien.

Silbot

Silbot blev oprindeligt udviklet til at undervise koreanske skolebørn i engelsk, men har siden fundet andre formål. I Danmark har Silbot været anvendt i forsøg med hjernetræning til ældre.

Det er der kommet positive resultater ud af, og i et antropologisk studie konkluderes det, at testpersonerne oplevede, at robotten var neutral/uden følelser og dermed behandlede alle lige.

Silbot havde dog mindre succes i Finland, hvor de ældre i et forsøg følte, at robotten var lige lovligt inspireret af asiatisk opdragelseskultur, når den skældte dem ud.

Sophia

Vil vi nogensinde udvikle følelser for en robot på samme måde, som vi har det for andre mennesker? Det afhænger nok af, hvem vi er, men det hjælper sikkert også, at robotter ligner og taler som os.

Sophia er en af de mest humanoide robotter, der er udviklet. Hun er indtil videre blot et hoved, og ser og lyder stadig lidt sci-fi skræmmende, men gjorde dog en imponerende figur, da hun blev interviewet fra scenen på teknologifestivalen South by Southwest i 2016, hvor hun dog jokede med, at hun ville udslette menneskeheden.

Atlas Unplugged

Atlas er en af de seneste kreationer fra robotvirksomheden Boston Dynamics. Med sin mekaniske, men dog alsidige og imponerende stabile gang selv i svært terræn er den samtidig en af de mest Terminator-agtige robotter på markedet.

I den gode sags tjeneste betyder det dog også, at den er en af de robotter, der bedst kan tilvænne sig forskellige miljøer, og virksomhedens langsigtede mål er netop at skabe robotter, der har mobilitet, fingerfærdighed, perception og intelligens, der kan sammenlignes med mennesker og dyr.

Watson

De fleste former for kunstig intelligens har ingen krop, men eksisterer kun som software. Watson er ligesom IBM’s Deep Blue og Googles AlphaGo mest kendt for sin rolle i underholdningsindustrien, da den vandt i Jeopardy i 2011. Siden har den kastet sig over at hjælpe læger med at finde en kur mod kræft.

Watson har også været brugt som software til talende legetøj, som undervisningsassistent ved Georgia Tech og til vejrudsigter.

I forbindelse med præsidentvalget i USA oprettede IBM hjemmesiden watson2016.com med bud på hvad kunstig intelligens kan gøre for demokratiet.

RealDoll

I 2050 vil det være mere populært at have sex med robotter end med mennesker, lød det i rapporten Future of Sex, der er udgivet af en fremtidsforsker.

Om man tror på det eller ej, så plejer pornoindustrien at være pioner, når det gælder om at indarbejde den teknologiske udvikling og i Californien bygger Matt McMullen nogle af de mest realistiske sexdukker i verden. Selv om han selv er lidt ængstelig for dukkerne, oplever han stigende efterspørgsel på robotter, der kan tale og bevæge sig.

 

Kammerat AI

Kunstig intelligens kan effektivisere den menneskelige formåen, hæve vores levestandard, udrydde fattigdom og føre til kuren mod kræft. Sådan lyder bare nogle få af de forhåbninger, som knyttes til den revolution, der for øjeblikket foregår indenfor kunstig intelligens.

Modsat frygter kritikere, at udviklingen kan komme ud af kontrol – at vi mister arbejdspladser, autonomi og nærvær. Vi har stadig en mulighed og et ansvar for, hvordan vi udvikler den, hvad vi bruger den til og i hvor høj grad vi inddrager menneskelige vurderinger inden der tages vigtige beslutninger. Det kræver, at vi forstår teknologien og forstår at bruge den.

Læs med i Informations særtillæg om kunstig intelligens.

Andre artikler i dette tillæg

  • ’Vi er jo stadig nybegyndere’

    18. november 2016
    Kunstig intelligens kan styrke socialrådgiverne, hvis fokus er kvalitet snarere end effektivisering, mener formand for Dansk Socialrådgiverforening Majbritt Berlau
  • ’Jeg fucking hader feminister, og de burde alle dø og brænde i helvede’

    18. november 2016
    Microsofts racistiske, homofobiske, misogyne, Trump-elskende, holocaustbenægtende, Hitlerglade chatbot Tay blev udskreget som en fiasko, men det kommer an på, hvordan man spørger. Måske er det nærmere en tragikomisk lektie i kunstig intelligens og en påmindelse om, at vi skal lære at leve med robotter, der kan fejle
  • Arbejderne og maskinerne

    18. november 2016
    Robotter og algoritmer er svære at organisere og få til at strejke. Hvad stiller fagbevægelsen op med et arbejdsmarked, hvor en del af kollegerne udgøres af kunstig intelligens?
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu