Analyse
Læsetid: 5 min.

Sit helt eget dyr

’Westworld’, ’The Exorcist’ og ’Lethal Weapon’ er blot tre blandt mange nye og kommende tv-serier baseret på populære film, og de både udstiller den amerikanske film- og tv-branches indbyggede uopfindsomhed og understreger, hvordan magtbalancen mellem de to medier er forrykket
’Westworld’, ’The Exorcist’ og ’Lethal Weapon’ er blot tre blandt mange nye og kommende tv-serier baseret på populære film, og de både udstiller den amerikanske film- og tv-branches indbyggede uopfindsomhed og understreger, hvordan magtbalancen mellem de to medier er forrykket

HBO

Kultur
11. november 2016

Små 40 amerikanske film er for øjeblikket ved at blive forvandlet til tv-serier – eller har allerede haft premiere i en tv-udgave – og det drejer sig om alt fra Tom Hanks-komedierne Big og Bachelor Party til Martin Scorseses Shutter Island, Guy Ritchies Snatch og Peter Weirs The Truman Show.

Det er bestemt ikke noget nyt, at film og tv lader sig inspirere af hinanden, ej heller at tv-serier bliver til film eller film til tv-serier.

Men det er usædvanligt, at der er så mange tv-serier baseret på populære film på vej, og at bevægelsen stort set kun går fra film og imod tv.

Det er i høj grad i de amerikanske tv-serier – og nu er det dem, jeg koncentrerer mig om – at de store og vigtige historier bliver fortalt, mens i hvert fald den amerikanske mainstreamfilm er reduceret til dumme komedier, film for young adults og superhelte.

Det er selvfølgelig ikke hele sandheden – der bliver lavet mange gode film også i USA, og det er i høj grad stadig filmmediet, der skubber filmkunsten nye steder hen.

Men magtbalancen er forrykket, og hvor de helt store skuespillere og instruktører og manuskriptforfattere tidligere hellere ville gå arbejdsløse end beskæftige sig med det inferiøre tv-medie, strømmer de i dag til den lille skærm, fordi det f.eks. for skuespillernes vedkommende er her, alle de kødfulde roller befinder sig.

Blodig fantasi

Tag nu bare Sir Anthony Hopkins, en af de seneste mange års fineste karakterskuespillere. Han har en central rolle i HBO’s fremragende Westworld, der tilmed er et skoleeksempel på, hvordan det kan lade sig gøre at tage en god film med en spændende præmis, Michael Crichtons scifi-gyser Westworld fra 1973, og gøre den til en endnu bedre tv-serie, som både er underholdende og diskuterer aktuelle emner som kunstig intelligens, (med)menneskelighed og undertrykkelse.

Westworld er simpelthen en af de bedste nye tv-serier baseret på en film – det er en af de bedste nye serier. Men den er som sagt ikke den eneste – der er også Fargo, Ash vs. the Evil Dead og Bates Motel – og det siger måske lidt om den kreative krise, der synes at være et grundvilkår i den amerikanske film- og tv-branche.

Man har svært ved at finde på ideer, man kan tjene penge på, og derfor går man på strandhugst i arkiverne og hos hinanden. Og så er det altså op til de kreative at sørge for, at det ikke bare ender som en bleg kopi af originalen, men faktisk har noget selvstændigt at byde på.

Bryan Fullers Hannibal, der har Mads Mikkelsen i titelrollen som psykiateren, seriemorderen og kannibalen Hannibal Lecter, bygger både på flere film, ikke mindst Jonathan Demmes Ondskabens øjne (1991) og Thomas Harris’ bøger om Lecter, men den er i høj grad sit helt eget dyr:

Et begavet og sindrigt konstrueret mindfuck og en hyperstiliseret og blodig fantasi om det komplekse forhold mellem to mænd, Lecter og FBI-agenten Will Graham (Hugh Dancy), der er på sporet af en kannibalistisk morder, men ikke ved, at det er hans egen psykiater, Lecter.

Fascinerende fortælling

I nogenlunde samme boldgade finder man Jeremy Slaters The Exorcist, der med udgangspunkt i William Peter Blattys bog – i 1973 filmatiseret så fremragende af William Friedkin – fortæller om djævlebesættelser og pavebesøg i nutidens Chicago.

Hvor Friedkins film reelt handlede om en præsts tvivl og en pubertær piges seksuelle opvågnen – for hvad er mere gådefuldt og skræmmende for forældre end det? – breder Slater fortællingen ud til at involvere ikke bare én, men mange dæmoner, som både høster organer og udfordrer de to præster i centrum af serien, den sårbare idealist Tomas Ortega (Alfonso Herrera) og den benhårde eksorcist Marcus Keane (Ben Daniels).

Man kan argumentere for, at Jeremy Slater udvander forlægget ved at gøre den besatte pige, Casey (Hannah Kasulka), til en ung, snart voksen kvinde – det er trods alt ikke nær så kontroversielt eller foruroligende. Men The Exorcist har også et andet sigte – paven er på vej til Chicago, og dæmonerne samler sig – og måden, serien skildrer selve besættelsen på, er godt tænkt:

Dæmonen, som kun Casey kan se, er i skikkelse af en ældre mand hendes konstante følgesvend, der først lokker, siden truer og skræmmer hende til at give efter og lade sig besætte.

Det er resulteret i, skriver jeg efter at have set fire afsnit, en fascinerende og uhyggelig serie, der ligesom bog og film – den rummer små referencer til den oprindelige historie – handler om tro, overtro, fristelse, tvivl, seksualitet og familiebånd, og som desuden har noget at sige om magtstrukturer og organiseret religion i form af den katolske kirke og dens rolle i en by og et lokalsamfund.

Halsløs gerning

De fleste mennesker har glemt, hvor mørk en film den første Dødbringende våben (1987, Lethal Weapon på engelsk) egentlig er. Jovist er det en komedie fuld af rappe replikker og morsomme scener, men det er også et drama om to væsensforskellige mænds venskab og den enes vej tilbage til livet.

Politimanden Martin Riggs, der spilles af Mel Gibson i topform – rollen gjorde ham for alvor til stjerne – er en fysisk og mentalt såret Vietnam-veteran, der lige har mistet det, som holdt ham på jorden og bandt ham til livet: sin kone.

Roger Murtaugh (Danny Glover) er hans nye, midaldrende og noget mere fredelige makker, der har kone og børn og føler sig gammel, men alligevel ikke kan forlige sig med at skulle på pension – og som sammen med sin familie ender med at give Riggs livsgnisten igen.

Det virker som halsløs gerning at prøve at genskabe den kemi, som var så stærk i den første film – og som først blev konsolideret og siden lidt udvandet gennem endnu tre film. Men det er ikke desto mindre, hvad Matthew Miller forsøger i tv-serien Lethal Weapon.

Clayne Crawford og Damon Wayans spiller hhv. Riggs og Murtaugh, og serien begynder som filmen med, at de to mænd mødes, ødelægger det meste af Los Angeles i jagten på skurkene, mens de mundhugges og irriterer hinanden.

Det er oplagt at lade Riggs være Irak- og Afghanistan-veteran, der også har mistet sin kone og lider af selvmordstanker, og Murtaugh kæmpe med efterveerne af et hjerteanfald. Og serien har for det meste held med at balancere mellem humor og alvor.

Men især Crawford – der dog virkelig gør, hvad han kan – har svært ved at kæmpe sig ud af Mel Gibsons lange skygge. Lethal Weapon er god, velspillet underholdning, men den er ikke på niveau med forlægget – og i modsætning til f.eks. Westworld, Hannibal og The Exorcist har den endnu ikke så meget nyt at byde på.

Mindre kan naturligvis også gøre det, men det bliver formentlig ikke Lethal Weapon, man kommer til at huske med noget nær lige så varme følelser som filmudgaven.

Lethal Weapon kan ses på Viaplay, The Exorcist på amerikansk iTunes, Westworld på HBO Nordic og Hannibal på Netflix

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Søren Kristensen

Det der før kunne klares på et par timer, skal nu tage flere dage, hvis ikke uger. Hvilket måske er ok, når folk alligevel ikke har andet at tage sig til? Varerne bliver jo fremstillet i Kina og maden er lige til at varme.