Læsetid: 10 min.

Hvem tør tale om fremtiden i bestemt form?

Den dansk-amerikanske forfatter Mathilde Walter Clark stemte på Clinton. Hendes far på Trump, selv om han er registreret demokrat. Der er så meget, vi europæere ikke forstår, siger han. Derfor er hun gået på jagt efter en forklaring
Jeg ser hele kaneturen for mit indre blik og forstår, hvorfor det måtte blive sådan. Trumps orangehårede hoved er en kanonkugle i en kæde, som slynges ind mod en gammel bygning af kræfter, som efter alt at dømme også kommer bag på ham selv.

Jeg ser hele kaneturen for mit indre blik og forstår, hvorfor det måtte blive sådan. Trumps orangehårede hoved er en kanonkugle i en kæde, som slynges ind mod en gammel bygning af kræfter, som efter alt at dømme også kommer bag på ham selv.

John Angelillo

19. november 2016

1.

Det er slutningen af august, vi har spist en grillet fisk, og mørket er ved at falde på. Der er kun min amerikanske far og mig og lyden af en hund, der gør fra én af de andre terrasser.

Vi sidder udenfor den lejlighed, han har købt med sine kone på Madeira, og han er begyndt at bruge ordet: so-called. Det har det med at dukke op, når vi diskuterer amerikansk politik. The so-called liberals. The so-called right-wing. Han siger som før: Europeans simply don't understand America. At all.

Med »europæere« mener han også mig, selv om jeg både har rødder og familie og stemmeret i USA. Han forsøger at forklare sit mismod over tingenes udvikling:

The so-called right wing — is just people who believe in the American constitution. Which was really a revolutionary document. In our essence we are a revolutionary country. The revolution of the individual: That's what the best thing in America is. And that's what's being lost.

2.

Jeg plejer ikke at ville lytte. Men denne gang er der er ingen, jeg vil overbevise. Jeg skal stemme, og jeg ved ikke, hvordan jeg skal vælge mellem to kandidater, jeg på forskellig måde finder upassende. Jeg er oprigtigt interesseret i at få serveret et columbusæg.

3.

Det står fast, at han elsker Danmark, men man kan ikke holde os op som målestok for et land som USA: If you have a small, homogeneous country socialism can work very well. But when you don't have that, it's a disaster. People don't understand that in America we have a third world component imbedded in a first world component. But if we stick to the constitution we can make that work. And if we don't, it's a disaster.

4.

The word liberal is no longer a meaningful term in reference to democrats, siger han. It makes more sense to talk about different dimensions, say the dimension of government control. Intense government control is bad. It's the American point of view. To preserve the integrity of the individual. And all these forces are working against that now.

Hvilke kræfter?

Mainly corruption.

Mener du, at nogen tager penge fra nogen mod tjenester?

Exactly that.

Kan du give et eksempel?

Hillary Clinton.

Tager penge fra hvem?

Oh my God. Are you keeping up with things?

5.

Det lyder, som om han bliver gal på mig. I’m not angry with you, siger han. I get upset. People read newspapers and they don't really understand. I'm just frustrated. That's all. And I am afraid that Europeans don't really understand what's going on — at all.

Han taler om »The Clintons«. Udtrykket: »Career criminals«. Min far er registreret demokrat, og til sin store fortrydelse stemte han dengang på Bill Clinton. Han opfatter Hillary & Bill som en enhed, en politisk karussel-virksomhed, en slags White House franchise, som bruger deres politiske magt til at mele deres egen kage.

Efter at Hillary blev udenrigsminister, har der været et mistænkeligt stort overlap mellem folk, der har fået møder med hende i netop den egenskab, og som ved siden af har doneret millioner til deres velgørenhedsorganisation, The Clinton Foundation. This is all documented, siger han. It's reported. This is factual.

Jeg spørger, hvad han vil gøre nu. Alternativet er Donald Trump. Vil du hellere det?

I couldn’t possibly vote for this creature.

Det er dét, jeg mener. Så hvad skal man gøre?

No, I mean, I can’t vote for Hillary Clinton. No.

Men har du da tænkt dig at stemme på Trump?

What else? What else am I going to do? We can’t have her. It’s just more of the same. Look. These people. It’s madness. When they left the White House they took everything they wanted there. The  furniture, the china, the silverware …

Men synes du ikke, at Trump er madness?

He is not a great candidate. He is obnoxious. But America is finished if they get in. They’ll sell us out. Clinton — he gave away the Laurel Rocket Technology to China. That’s a fact. They are selling us out.

Han nævner et arrangement, også autoriseret af Hillary, som i realiteten har overført 20 procent af USA’s uranressourcer til russerne.

It went through some intermediaries, friends of The Clintons, who got a lot of money out of that. And who contributed to the Foundation. All this silly nonsense of Trump being a friend of Putin. And here is Hillary contributing to the Russians. Just for the money. Just for the money.

Men Trump …

Trump is risky. But not nearly as risky as The Clintons. We already know they have done tremendous damage to the world. What’s happening now, the Clinton-Obama dissaster in Syria. They funded and gave weapons to what developed into ISIS. They had this nutty idea of the Arab spring. You turn loose the Arab spring and it's all ISIS …

Så du har tænkt dig at stemme på Trump?

I’m not. I’m voting against Hillary. I would have voted for anybody. I would have voted for a bum down the street.

6.

Da kuverten kommer, fylder jeg ovalen under Hillarys navn. Det er med slæbende skridt, men det er enkelt: Hun taler mit sprog. Jeg håber, hun vil rette op på noget af det, som gik galt under Bill Clinton, f.eks. den omfattende fængselsindustri målrettet den sorte del af befolkningen, som kommer Wal-Mart og andre storkapitalinteressenter til gode, mens hver tredje sorte mand kan se frem til at brumme den i løbet af sit liv.

Jeg håber, hun vil gøre alvor af at støtte middelklassen fremfor donorerne på Wall Street. Jeg tror ikke på hende, men hun taler mit sprog. Når hun åbner munden, kan jeg være hende bekendt. Jeg fortæller ikke andre end de nærmeste, at min far har tænkt sig at stemme på Trump.

Den yngste af mine søstre, Sabrina, skriver til mig på Instagram: Hope you didnıt let dad influence you too much ;-). He won’t stop trying with me.

Da det senere er hende, der har stemt, skriver jeg, at jeg håber, hun også skuffede vores far.

Sabrina: Oh I did. I think all of his kids did.

Alle hans fem børn har stemt på Hillary.

7.

De danske medier følger valget intenst, ingen nægter Amerika dets fascinationskraft. Vi sidder alle og stirrer på den orange mand rasle rundt med sine sabler. I det første lange stykke tid placerede The Huffington Post Trump under the Entertainment Section.

Da de rykkede ham over i afdelingen for politisk stof, forsynede de hver artikel med en disclaimer, der mindede læserne om, at han er serieløgner, galopperende xenofob, racist, misogynist, en muslimhadende bully.

8.

Også herhjemme taler de på tv og i avisspalterne om Trump-vælgeren, som om det er ham i den olieindsmurte kedeldragt, der lå og strammede møtrikker under et karosseri, indtil globaliseringens vinde for kort tid siden fejede det af sted til Mexico eller Kina, og som nu ikke har andet for end at hengive sig fuldtids til sin fritidsinteresse: at løbe rundt i baghaven iført et lagen.

Jesper Steinmetz besøger en KKK-leder, som støtter Trump, og siger, at de kun brænder kors af en gang om året: For hvorfor brænde et kors hver aften?

Og vi er alle med Steinmetz, da han holder deres merchandise op for kameraet med store ironiske øjne. Der er kun os i lokalet, os, som luner os ved globaliseringens vinde, os, hvis subtile talenter går sømløst op i informationssamfundet.

9.

Mediernes måde at dække valget på minder mig om dengang, de voksne begyndte at tale engelsk ved middagsbordet. Vi er alle enige om, at der ikke er nogen grund til at tage Trump eller hans vælgere alvorligt. De er en slags børn, onde eller dumme, ufærdige.

På nær at Trump-vælgere — eller skulle jeg hellere sige: Hillary-modstandere? — godt kan tale engelsk. Mange af dem er ikke engang dumme. De forstår godt, hvad medierne siger. De kan godt aflæse de ironiske blikke. Og de løber ikke rundt med et lagen på ude i baghaven.

10.

Min far er professor i teoretisk fysik og en af de førende inden for felter som kvantefysik, strengeteori og neurale netværk. Han har været gift med en tysker, en dansker og nu en hollænder.

Han er 82 og har stadig et output på mindst tre videnskabelige artikler om året, ligesom han rejser verden rundt på konferencer og har lange gæsteophold på udenlandske universiteter.

Er han træt af den måde, medierne i al almindelighed behandler politisk stof på?

Ja.

Forstår jeg ham?

Ja. Nu gør jeg.

11.

Da FBI genåbner sagen med Hillarys e-mails, og vi igen skal høre om Anthony Weiner (som i mellemtiden er begyndt at sende billeder til en mindreårig pige af sit opstemte underliv ved siden af sin sovende fire årige søn), ved jeg, at det bliver Trump. Jeg ved det i mine knogler, men mit hoved vil ikke tro det.

12.

Jeg har lyst til at tvære lidt mere rundt i det med medierne. Morten Bay f.eks., der i Presselogen skosede de ansvarlige redaktører for at skabe »et kunstigt drama«, når nu Hillary ville vinde med »99 procents sandsynlighed«. Men i stedet giver jeg mig til at google den pædofilidømte milliardær, som min far nævnte på Madeira. Jeffrey Epstein.

Det er umuligt at finde ud af, hvad hans privatejede ø hedder, den ø i Carribien, hvor han holder oppulente fester for sine indflydelsesriger venner. Tabloidmedierne kalder konsekvent øen for Sex-slave Island eller Orgy Island, og hans privatfly går under navnet Lolita Express.

Det ligger fast, at manden er konstant beskæftiget med at indgå udenomsretslige forlig og udbetale »undisclosed« kompensationer til daværende mindreårige piger, som påstår, at han har misbrugt dem seksuelt og »lånt« dem ud til sine magtfulde venner.

Af en flylog fremgår det, at Bill Clinton har været ombord 26 gange. Af Epsteins sorte kontaktbog (som FBI har fået i sin besiddelse) fremgår det, at han har 21 telefonnumre til Bill Clinton. Der er numre på Prins Andrew, på Tony Blair, Rupert Murdoch, Dustin Hoffman.

De beviser ingenting ud over dårlig dømmekraft, men tabloidpressen spekulerer i en omfattende pædofiliring for de rige og magtfulde. Det er som at dykke ned i Bolaños 2666.

Ifølge de lækkede e-mails har Hillary også besøgt Epsteins ø.

Når Trump-lejren ikke har fremhævet Clintons forbindelse til Epstein, er det, fordi han selv har fløjet med »Lolita Expressen«. I den sorte bog findes 14 telefonnumre på Trump. Trump har tidligere kaldt Epstein en »terrific guy«.

Little Saint James, hedder øen …

13.

Ordet: elite. Det dækker også alle dem, der holder det frem mod andre, dem, der dækker sig bag det. Dem, der bærer det som en sølvpapirshat. Ud af 300 millioner mennesker var det da ikke muligt at finde en eneste, der ikke havde været ombord på Epsteins fly?

14.

Så kommer morgenen. Den morgen, hvor vi vågner op til »chokket«, »overraskelsen«. Jeg er overrasket på samme måde som én, der i to år har betragtet en kane suse ned af en sneklædt bjergskråning bliver overrasket i det øjeblik, kanen slipper bjerget og flyver ud over kanten. Det er et fingerknips. Medieboblen punkterer.

Jeg ser hele kaneturen for mit indre blik og forstår, hvorfor det måtte blive sådan. Trumps orangehårede hoved er en kanonkugle i en kæde, som slynges ind mod en gammel bygning af kræfter, som efter alt at dømme også kommer bag på ham selv.

Det egentlig chokerende og overraskende er ikke, at folk har stemt på Trump, men at politikere og medier er så ude af trit med virkeligheden.

15.

Jeg skriver til Sabrina, at vores stemmer ikke hjalp.

Sabrina: No it didn’t. But dad’s happy today.

Mig: That’s at least something. Let him have his moment.

Min bror, Eugene, blander sig i tråden. Han skriver: The man has had his moment since 1935 …

16.

I foråret tilbragte jeg tre måneder i Shanghai. Der var en underlig følelse, som jeg først ikke kunne identificere, indtil jeg forstod det: Det var følelsen af en fremtid. At være et sted, hvor folk ser en fremtid for sig. Uanset uenigheder er de med i en fortælling, de kan se sig selv i. Jeg tænkte: Sådan måtte det have været i vesten for 60 år siden.

Hvornår mistede vi den følelse?

For 60 år siden havde vi i Danmark ti golfbaner med ni huller. Nu har vi 150 med 18 huller. Hvor mange flere orker vi?

17.

Vi står med vores monstrøse kikkerter langs kysten. Vi sender lange blikke over Atlanten. Det er ikke kun, at Amerika er verdens førende supermagt. Amerika er et eksperimentarium for den fornemste opfindelse, vi nogensinde har gjort.

Op af det brønddyb vi kalder Europa, har vi trukket ideen om individet, at vi hver og én er frie til at forme vores historie. Amerika er den petriskål, hvor vi kan studere ideen.

Hvad sker der, når vi fjerner alle barrierer, hensynet til fællesskabet og slipper det løs? Måske skal forskellen på min og min fars stemme ses som en forskel i eventyrlyst, i pionérånd. En forskel på tiltro til det blanke skud i bøssen …

18.

Clemens sidder sammensunken på en stol på et tag i New York. Udenlandsdanskere defilerer forbi med deres »analyser«. Vinden blæser i hans hår, han siger noget, men vi kan ikke høre hans stemme.

Historien om vækst: Der er ikke længere nogen, der har hjertet med i den. Hvem kan se en fremtid for sig? Hvem tør tale om fremtiden i bestemt form?

Vi kan varme os ved hinandens glød på hustagene og i tv-studierne og i avisspalterne og glemme det et øjeblik, men er der nogen, der (når det kommer til stykket) rigtigt forstår deres relevans i den historie, vi er med i?

Vi kniber øjnene sammen og ser på glasset. Er der nogen på den anden side? Vi ser på Amerika og ser os selv. Vi ser på Trump og ser de andre.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Finn Thøgersen
  • Hans Jørn Storgaard Andersen
  • odd bjertnes
  • Flemming Berger
  • Anne Eriksen
  • Søren Veje
  • Søren Kristensen
  • Maj-Britt Kent Hansen
Finn Thøgersen, Hans Jørn Storgaard Andersen, odd bjertnes, Flemming Berger, Anne Eriksen, Søren Veje, Søren Kristensen og Maj-Britt Kent Hansen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Men stadig denne amerikanske misforståelse om det homogene. Der findes ikke mere uhomogene befolkninger end dem, der bebor de europæiske lande, selve velfærdssamfundet bunder i disse forskelle og opdelinger, og en deraf følgende helt nødvendig indbyrdes respekt, som muliggør de relationder, der er det "store samfund." Men det er det, der foregår mellem mennesker, den ligefremme og naturlige tillid, som i realiteten også amerikanere nærer til hinanden - og som bliver skuffet i et stærkt hierarkisk og oligarkisk samfund, som det aldrig var The Founding Fathers' mening skulle blive resultatet. USA lever stadig med en teenage-illusion om grænseløs frihed, som imidlertid forlængst er blevet approprieret af penge-overklassen.