Læsetid: 7 min.

’At improvisere er som at være i et forhold: Det meste af tiden er det noget lort’

To musikalske ikoner, Brian Eno og Laurie Anderson, samt den nye dreng i klassen Ebe Oke har i en uge indspillet improviseret musik i et studie i København. Lørdag præsenterede de musikken for et stort publikum på Københavns Hovedbibliotek og talte om musik, anarki og hvordan man balancerer skønheden med den politiske situation i USA
Publikum ventede høfligt og afdæmpet, inden Brian Eno, Ebe Oke og Laurie Anderson efter en uges indspilning af musik i et studie i Nordvest lørdag aften præsenterede det på Københavns Hovedbibliotek.

Publikum ventede høfligt og afdæmpet, inden Brian Eno, Ebe Oke og Laurie Anderson efter en uges indspilning af musik i et studie i Nordvest lørdag aften præsenterede det på Københavns Hovedbibliotek.

Ivan Boll

23. november 2016

Selvom de fremmødte fylder godt op på alle tre etager i den åbne foyer i Københavns Hovedbibliotek, holder deres forventningsfulde summen sig alligevel til et niveau, der giver indtryk af, at de ved, de er på et bibliotek. Det er lørdag aften i november. Vi venter – høfligt afdæmpede.

Men pludselig bliver rummet gennemboret af et højt og skingert skrig fra højttalerne på den tomme scene, der er stillet op til lejligheden. Et skrig, som fortæller, at vi kan forvente os lidt af hvert af de tre verdenskendte lydkunstnere, der snart skal indtage scenen: legenderne Brian Eno og Laurie Anderson og den nye dreng i klassen, multikunstneren Ebe Oke.

De tre har indspillet musik sammen i STC Studierne i Københavns nordvestkvarter siden mandag, og de har gennem talks og tv-skærme på hovedbiblioteket inviteret publikum med til at overvære processen.

Dokument #2, som projektet hedder, er anden del i Hovedbibliotekets Dokument-projekt, der handler om at indfange og beskrive vigtige strømninger i musikken. Dokument #1 fra 2013 handlede om at dokumentere den sprudlende københavnske musikscene, ikke mindst med kunstnerne omkring Mayhem-scenen.

Ivan Riordan Boll

Åbent sind

Britiske Brian Eno er især blevet berømt som musiker og producer for kunstnere som David Bowie, David Byrne, Talking Heads, U2, Roxy Music og James Blake, og så er han, ligesom amerikanske Laurie Anderson, musikalsk pioner udi at undersøge kreativitetens grænser.

De to har tidligere arbejdet sammen på Laurie Andersons plade Bright Red fra 1994, hvor Brian Eno var producer. Uafhængigt af hinanden har de fået øje på amerikanske Ebe Oke, som på mange måder virker til at træde i de to andres fodspor. Og nu er de så blevet inviteret til København.

Selvom det har været muligt at følge med i processen ugen igennem, er det nærmest umuligt at regne ud, hvad vi kan forvente os, og de fleste, som Information møder på Hovedbiblioteket, går da også ind til arrangementet med et helt åbent sind.

Det gælder både for Tania Ballentine på 37, der studerer Music Creation på Rytmisk Musikkonservatorium, og for Anders P. Jensen på 45, der er lektor samme sted.

»Jeg kommer egentlig aldrig med nogen forventninger,« siger Tania Ballentine. »Jeg spiller selv improvisationsmusik, så jeg håber ligefrem på at blive overrasket. Men jeg er her egentlig primært for at se, hvordan ikoner fra en politisk aktivistisk tid, som stadig er aktive og nærværende, forholder sig til den virkelighed, vi er i nu.«

Anders P. Jensen er især kommet på grund af Brian Eno. Han har fulgt Brian Eno i mange år, og han ser ham blandt andet som en vigtig figur i en opdelt musikverden:

»Brian Eno bibringer den rytmiske musik en forfriskende strategisk tænkning i den kreative proces. For mig trækker det tråde tilbage til for eksempel John Cage. Vi har stadig en opdeling mellem klassisk og rytmisk musik, og jeg ser Eno som en brobygger imellem de to verdener,« siger Anders P. Jensen lige inden endnu et skrig fra scenen overdøver alt andet i rummet.

Forhold og improvisation

På scenen står fire tomme stole, en MacBook og Fred The Head – et mannequinhoved, som har fået mikrofoner installeret i ørerne, og som har været med i studiet og optaget lyden af at være fluen på væggen, mens Eno, Anderson og Oke har arbejdet.

Musikredaktør for Information, Ralf Christensen, der er moderator for aftenen, kommer ind på scenen, byder velkommen til verdenspremieren på de tre kunstneres nye musik og trykker så på MacBook’en.

Fra den igen tomme scene begynder et værk med strygere, en dyb bas og tilbagetrukne vokaler at spille. Det er ambient musik –musik, der bygger et rum –og omkring mig lukker publikum øjnene og træder ind i rummet.

Efter den bløde start bryder et knitrende glasskingert industrialbeat frem, og bassen får biblioteksbygningen til at rasle.

Nogle af de mennesker, der sidder tættest på scenen, rejser sig op. De fleste med fronten imod scenen, men en enkelt kvinde stiller sig med ryggen til.

Da musikken toner ud, kommer musikerne ind på scenen til stort bifald. De virker afslappede. Joker, mens de fortæller om processen med at indspille og redigere de 10-20 timers improviseret grundmateriale, som de har lavet i løbet af ugen.

Brian Eno fortæller, at de ikke havde en fast idé, da de begyndte at spille, og Laurie Anderson siger, at Brian Eno tvang hende til at fortsætte med at spille videre, selvom det ikke fungerede. For det var nødvendigt, siger Brian Eno:

»At improvisere er ligesom at være i et forhold. Det meste af tiden er det bare noget lort,« siger han med sin karakteristiske britiske accent. Folk griner højt. »Men en gang imellem er det fantastisk. Så man er bare nødt til at klare sig igennem lorteperioderne og vente på, at det fantastiske sker.«

Yoko Ono og Trump

De snakker om alt fra kropslighed i forhold til musik lavet på MacBooks over virtual reality til utopier. Laurie Anderson sammenligner den oldgræske komedieforfatter Aristophanes’ stykke Fuglene, hvor man bygger en mur imellem Himlen og Jorden, med Donald Trumps planer om at bygge en mur på grænsen imellem USA og Mexico.

Og netop det har med skriget at gøre, viser det sig. Det skrig, som indledte hele arrangementet. For det stammer fra en video, som Yoko Ono lagde op som reaktion på Donald Trumps sejr i det amerikanske præsidentvalg.

Videoen var et meget direkte politisk statement. Men musik er dybest set altid politisk, mener Brian Eno.

»Man kan ikke lave musik, uden at der ligger et politisk statement i det. Den måde, vi arbejder på, repræsenterer en politisk position. En fri, anarkistisk position. Et orkester for eksempel indtager en anden politisk position. En position, hvor der hersker et hierarki og en kommandovej, og hvor der er kaster og rangordener,« siger han, og Laurie Anderson tilføjer, at det politiske i musikken meget handler om relationen imellem frihed og regler.

»I vores arbejde anerkender vi visse regler, men vores overordnede mål, tror jeg, er at være frie,« siger hun og uddyber, at nogle gange er regler vejen til at opnå friheden, mens det mest eksplicit politiske musik, hun kender, mest af alt virker repressivt og prædikende for hende.

»Når jeg ser et stort blåt maleri, hvor der ikke er andet end blåt, kan jeg bedre opleve følelsen af frihed, end jeg kan, når jeg hører nogens lange komplicerede narrativ om vigtigheden af frihed. Så vi arbejder med de farver og lyde, der giver os følelsen af frihed. Vi forsøger ikke at fortælle nogen, hvordan de skal være frie. I ved godt selv, hvad det vil sige at være frie.«

Modsatrettede idéer

Regler kan være gode, siger hun, det handler om at finde balancen. Lidt ligesom når den amerikanske forfatter F. Scott Fitzgerald var i stand til at balancere to helt modsatrettede idéer i sine romaner. At holde fast i de modsatrettede idéer uden at blive sindssyg, sådan bliver man en god forfatter, siger hun. Og samme princip gælder også for den politiske situation i USA:

»Mit land er ved at falde fra hinanden. Men selvom jeg bliver overvældet af det, forsøger jeg ikke at ignorere det, så jeg prøver at balancere mine idéer om, hvad der er smukt, og hvad der er værd at lave som kunstner, person og politisk person, med alt det her andet fra mit land. For hvis man lader, som om det ikke findes, så er man en idiot,« siger hun.

»Hvis man lader, som om det ikke er der, så giver du det mere styrke,« tilføjer Brian Eno. »Det er faren i USA nu.«

Regler og frihed

Efter de tre kunstnere går af scenen, er der lagt op til, at publikum samles nede bagerst i biblioteket, hvor det gendannede band Supernova spiller. Her står Mads Thinnesen på 19 år, der selv spiller musik, og som er kommet hele vejen fra Randers for at høre sine store forbilleder.

»Jeg tog fri fra skole mandag og tirsdag for at være med til talken i mandags. Det må du bare ikke sige til min lærer.«

– Er det okay, hvis jeg skriver det i avisen?

»Ja, det er okay.«

Han siger, at han havde en fornemmelse af, at man med de her mennesker kan kaste alt muligt hen til dem, og så kommer der noget spændende ud af det. Og det rækker også ud over musikken:

»Udover at have hørt noget fantastisk musik og at have hørt de mennesker, som jeg har fulgt i længere tid, så tager jeg også meget andet med mig. Jeg synes især, at Laurie Andersons tanker om balancen imellem regler og frihed var interessante,« siger han.

»Så jeg vil helt klart tage de tanker med mig, både når jeg selv laver musik og i livet mere generelt.«

Dokument #2

  • Dokument #2 er arrangeret af Københavns Hovedbibliotek.
  • Arrangementet har strakt sig over en uge.
  • Mandag 14. november var der en indledende talk med kunstnerne. Tirsdag til fredag indspillede de i STC Studierne. Lørdag spillede de uddrag af deres materiale og fortalte om processen på Hovedbiblioteket
  • Brian Eno har især opnået berømmelse som musiker og producer for kunstnere som David Bowie, David Byrne, Talking Heads, U2, Roxy Music og James Blake. Han er ikke mindst kendt for at skubbe disse kunstnere i nye retninger.
  • Laurie Anderson er en pioner inden for elektronisk musik. Selv om hun mest har arbejdet med avantgardeudtryk, har hun også opnået hitlisteplaceringer. Hun har lavet film og arbejdet med at udvikle nye fortælleformer.
  • Ebe Oke, der er vokset op i Georgia og nu bor i London, har tidligere samarbejdet med Brian Eno og studeret ved legenden Karlheinz Stockhausen i Tyskland.
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Peter Andreas Ebbesen
  • Anne Schøtt
Peter Andreas Ebbesen og Anne Schøtt anbefalede denne artikel

Kommentarer

Sikkert skideskægt for konen/partneren, at høre hvad Brian Eno mener om parforholdet:: "At improvisere er ligesom at være i et forhold. Det meste af tiden er det bare noget lort". Hvis det er det han får ud af at være give/samleve, hvorfor skrider han så ikke?
Nå, lad nu celebriteten tale for sig selv. Hans berømmelse gør ikke udsagnet mere rigtigt.