Læsetid: 7 min.

’Hvis man bliver indigneret, sørger man for både at handle og samtidig optræde som offer’

Selv om Philip Roth-filmatiseringen ’Indignation’ foregår i 1951, er temaerne aktuelle: de udfordringer, unge mennesker står overfor, når verden af i dag slet ikke er så progressiv, som vi går og tror. Information har mødt manden bag filmen, den mangeårige manuskriptforfatter og producent James Schamus, der i en alder af 57 debuterer som instruktør
1950’erne, som James Schamus’ nye film foregår i, var præget af xenofobi, mccarthyisme, racisme, antisemitisme og en mærkelig bekræftelse af patriarkatet med slutshaming og en hyperseksualiseret kultur for kvinder, siger instruktøren. ’Men det virker slet ikke så anderledes i dag’.

1950’erne, som James Schamus’ nye film foregår i, var præget af xenofobi, mccarthyisme, racisme, antisemitisme og en mærkelig bekræftelse af patriarkatet med slutshaming og en hyperseksualiseret kultur for kvinder, siger instruktøren. ’Men det virker slet ikke så anderledes i dag’.

Sille Veilmark

25. november 2016

Der er én scene i den amerikanske manuskriptforfatter og instruktør James Schamus’ nye film, Indignation, der gør et særligt indtryk.

Det er en samtale, en verbal duel, mellem filmens hovedperson, den unge jødiske universitetsstuderende Marcus (Logan Lerman), og den noget ældre dekan på universitetet, Caudwell (Tracy Letts).

Scenen varer mindst 20 minutter, og i den bølger slaget frem og tilbage mellem de to alders- og holdningsmæssigt meget forskellige mænd.

Læs anmeldelse af ’Indignation’: Dengang nøgleordet for tidens ideal var ’konform’

Filmen, der er baseret på en selvbiografisk roman af den amerikanske forfatter Philip Roth, foregår i 1951, hvor arbejderklassedrengen Marcus fra Brooklyn får mulighed for at gå på universitetet i Ohio, hvilket især hans far er lykkelig for, fordi det betyder, at sønnen ikke skal i krig i Korea.

Men alvorsfulde Marcus har svært ved at finde sig tilpas på det konservative, traditionsrige universitet, blandt andet fordi han ikke vil indordne sig under eller forstår stedets sociale koder, heller ikke da han møder den fremmelige, men psykologisk skrøbelige overklassepige, Olivia (Sarah Gadon). Og så er det, at Marcus bliver kaldt til samtale hos dekanen.

Scenen er skiftevis morsom og tragisk, og publikum mærker hele tiden sympatien skifte fra den ene til den anden af de to kombattanter.

Patriarkatet fejler

»Vi har prøvet at gøre scenen så underholdende, som vi overhovedet kunne,« siger James Schamus, en stille og venlig mand på 57, som for nylig besøgte den københavnske filmfestival, CPH PIX.

»Den er underholdende, selv om det er på en tragisk måde. Den gamle fyr er en autoritetsfigur, en patriark, nedladende, antisemitisk, højreorienteret og så videre. Det er ikke meningen, at man skal kunne identificere sig med ham. Men efterhånden som scenen bliver ved, oplever man, at han gør sit bedste. Han prøver virkelig at hjælpe Marcus. Dekanen gør alt, han kan for at give knægten plads. Og han fejler spektakulært. Man overværer patriarkatets mislykkede forsøg på at få de unge mennesker til at nyde livet. Det er ironien i det, og det er det, der ødelægger Marcus. Alt, hvad dekanen siger, er sandt. Alt. Det betyder ikke, at det er rigtigt. Men det er sandt.«

– Det spændende er således også, at rollerne mellem den unge og den ældre så at sige er byttet om i forhold til, hvad man måske forventer sig af det amerikanske samfund i 1950’erme.

»Det er den unge person i denne situation, der påtager sig en gammeldags holdning, mens den ældre person påtager sig den holdning, der burde være den ungdommelige. Selv hvis man fjerner al snak om alder og ungdom og deres positioner – den ene har magt, den anden ikke – og bare lytter til, hvad de siger, opdager man, at det, dekanen siger, ikke er så forskelligt fra det, som Sonny Cottler, lederen af den jødiske studenterforening, siger til Marcus senere i filmen: ’Kom nu, følg strømmen. Lad være med at tage det så alvorligt.’ Det er den unge, Marcus, som siger, ’lad os være logiske. Lad os bruge fornuften.’ Det er interessant, og det er en af de ting, jeg elsker ved Philip Roth. Tingene er ikke altid, hvad de ser ud til at være på overfladen.«

Aktuel historie

Indignation er i det hele taget en mere kompleks film, end man måske lige opdager ved første gennemsyn, og den beskæftiger sig med mange forskellige og store emner på én gang: krig, generationskløfter, frygten for fremtiden, det at blive voksen, sex, kærlighed, antisemitisme, religion og kampen for at høre til.

Der er endnu mere på spil i bogen, og for James Schamus gjaldt det af hensyn til overskueligheden næsten om at have så lidt af det med som muligt, da han skrev filmens manuskript – også selv om det er netop de mange emner, der gør historien aktuel.

»Men alle de ting kommer naturligt, når man fortæller en historie om unge mennesker, der forsøger at finde vej gennem livet og finde en plads i verden. Det har ikke ændret sig så meget i forhold til dengang,« siger han.

»Mange ting er selvfølgelig anderledes i forhold til 1951, men andre er egentlig slet ikke så forskellige. Vi opfatter os selv som meget mere progressive i dag, i højere grad klar over vores egne styrker og mangler. Og det er vi også på mange områder. Men når man ser på det helt fundamentale, især de mere tragiske sider af alle de udfordringer, som unge mennesker står over for, virker filmen meget aktuel for mig.«

Besat af årsager

Indignation er James Schamus’ første film som instruktør, men det er langtfra den første, han har været involveret i.

Gennem de seneste 25 år har han skrevet en række manuskripter for og sammen med sin gode ven, filminstruktøren Ang Lee – heriblandt fremragende dramaer som Spis drik mand kvinde, The Ice Storm, Tiger på spring, drage i skjul, Hulk og Lust, Caution – ligesom han som chef for produktionsselskabet Focus Features har produceret et hav af film for både Lee og mange andre spændende instruktører.

Det er med andre ord en garvet herre, jeg sidder over for i en hotelsuite midt i København. Jeg spørger, hvorfor det lige blev en roman af Philip Roth, der fangede Schamus’ opmærksomhed og gav ham lyst til også at blive filminstruktør. Og han forklarer, at det var lidt af et tilfælde.

Oprindeligt skrev han Indignation til Ang Lee, men Lee ville lave en anden og dyrere slags film, og da Schamus samtidig blev fyret fra sit arbejde som chef for Focus, besluttede han sig for selv at instruere filmen. Men i virkeligheden er Schamus ikke meget for at tale om, hvorfor han gør det ene eller det andet. Det giver ikke mening.

»Det handler Indignation på sin vis også om,« siger han.

»Marcus er besat af årsager. Åbningsmonologen handler om årsagssammenhænge. Men i sidste ende er det indlysende, at en besættelse af årsagssammenhænge sjældent fører én til en forståelse af grundene til et eller andet. Og når man bliver midaldrende, som jeg er, og man bliver fyret fra sit arbejde, oplever man det som et privilegium at få muligheden for at prøve noget nyt.«

Usædvanlig dannelsesfortælling

James Schamus medgiver dog gerne, at Philip Roths bog hev i ham af mange forskellige grunde, og at det ud over det mindeværdige møde mellem Marcus og dekan Caudwell drejede sig om, at instruktøren kunne relatere til personerne.

»Ikke dem alle,« siger han, »men det går helt tilbage til The Ice Storm, hvor jeg kunne lide forældrene lige så meget som børnene. Forældre er nemmere at gøre grin med end børn, men i sidste ende har Roth en spøjs balance, selv mellem den yngre generation, der på en næsten antik græsk facon bliver ofret, og så den ældre generation, der er en del af offermaskinen. Jeg sympatiserer med dem alle. Det var en gave i bogen. Og det var en af de ting, der tiltrak mig.«

Det forklarer måske også, hvorfor Indignation er blevet en af den slags usædvanlige dannelsesfortællinger, som Schamus og Ang Lee tidligere har fortalt i film som Spis drik mand kvinde, The Ice Storm og Taking Woodstock, hvor især unge mennesker prøver at finde sig tilrette i tilværelsen.

»Det er dannelsesfortællinger, ja, men jeg synes, at det i de film både er de unge og de gamle, der udvikler sig,« siger Schamus.

»Vi koncentrerer os om ikke ligeligt om de forskellige generationer, så i hvert fald i betydelig udstrækning om de forskellige generationer. Når vi taler om dannelsesfortællinger, antager vi som oftest, at det kun handler om teenagere, og det er sjovt at vende den formular på hovedet.«

Handlekraftigt offer

Philip Roth skrev Indignation sent i sin karriere, og han havde fat i noget, som havde med tidsånden at gøre, mener James Schamus.

»Den hedder Indignation – det er et interessant ord. Jeg ved ikke, hvordan det bliver oversat til dansk (indignation, red.). Det er interessant, fordi det ikke er så amerikansk et ord. Man skulle tro, at vi ville sige ’vrede’. Men ’indignation’ er ikke vrede. Det handler om, at man bliver frataget sin værdighed og på sin vis samtidig konfronterer den ydmygelse. Man bliver indigneret, fordi ens værdighed er blevet taget fra én.«

– Man er blevet gjort fortræd.

»Ja, men det er en bestemt form for fortræd. Det er nemt at blive gjort fortræd. Bliver man indigneret, sørger man for både at handle, og samtidig optræder man som et offer. Roth skrev bogen i 2007-8, på et tidspunkt, hvor nye sociale bevægelser som Occupy Wall Street i USA dukkede op. Den bevægelse hed Los Indignados i Spanien.«

Og Indignation er kun blevet endnu mere aktuel, efter at Donald Trump er blevet valgt som ny præsident i USA – interviewet med Schamus er dog lavet dagen før selve valget.

»1950’erne var præget af xenofobi, mccarthyisme, racisme, antisemitisme og en mærkelig bekræftelse af patriarkatet med slutshaming og en hyperseksualiseret kultur for kvinder,« siger instruktøren.

»Men det virker slet ikke så anderledes i dag.«

Indignation havde premiere i går

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Forsiden lige nu

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu