Læsetid: 12 min.

Kældermennesket udsat for radikaliseringstesten

Et af den moderne litteraturs kendemærker er, at den forsøger at give os et så oprigtigt og uretoucheret billede af mennesket som muligt. Derfor, hvis man vil have konkret og detaljeret viden om mennesket, der kan hjælpe os med at nuancere politiksmedenes firkantede virkelighedsbeskrivelser, er skønlitteraturen måske ikke det værste at ty til
Et af den moderne litteraturs kendemærker er, at den forsøger at give os et så oprigtigt og uretoucheret billede af mennesket som muligt. Derfor, hvis man vil have konkret og detaljeret viden om mennesket, der kan hjælpe os med at nuancere politiksmedenes firkantede virkelighedsbeskrivelser, er skønlitteraturen måske ikke det værste at ty til

Nilas Røpke Driesen/iBureauet

12. november 2016

Set udefra kan Danmark i disse år indimellem godt give mindelser om scenarier fra 1950’erne – eller fra 1850’erne.

Dengang normerne for, hvordan mennesker skulle tænke, føle og opføre sig for ikke at blive betragtet som ’forkerte’, ’potentielt farlige’ og ’behandlingskrævende’ tenderede mod at blive så strikse og forsnævrede, at Krønikens pastelfarvede travesti næsten virker som en romantisk idyllisering.

Vi tester rask væk mennesker – ikke mindst unge – for den ene og den anden sindslidelse. Og vi udskriver efterfølgende mængder af behandlingstilbud og medicin til dem.

Senest har regeringen fulgt trop med endnu en handlingsplan, der skal forhindre, at især unge ryger ud i en eller  anden form for radikalisering og ekstremisme. To helt forskellige ting, kan det synes – og dog dele af den samme kultur: Hvor der snart sagt ikke er plads til at rokke med ørerne, før en eller anden myndighedsperson skrider ind og råber vagt i gevær.

Nærlæser man dette seneste udspil, vil man opdage, at der konstant kredses omkring begreber som ’vidensformidling’, ’opkvalificering’ og ’metodeudvikling’.

Man taler altså i et sprog, der antyder en bagvedliggende vidensbank, som blot skal videregives til velfærdsstatens fodsoldater. Denne vidende ’anden’, som står bagved systemet, er det, man med psykoanalytisk terminologi kan kalde ’subjektet, der formodes at vide’.

Fortoner sig i tågerne

Det er en forventning om, at ’videnskaben’ eller ’fagkundskaben’, herunder også efterretningsvæsnet, med konkret viden og største selvfølge kan farvelægge den skitse, som politiksmede og politikere i deres klarsyn har tegnet konturerne af.

Problemet er imidlertid, at denne ’anden’ ikke findes – der er ikke noget alvidende subjekt i viden- og fagkundskaben, som har alle svarene.

Formuleringer som ’tegn på radikalisering’, ’bekymringstegn’ eller ’i risiko for radikalisering’ fyger rundt i luften samtidig med, at den meget omtalte viden, der skulle ligge bag gloserne, fortoner sig i politiktågerne.

Skal man have en mere konkret og detaljeret ’hands-on’-viden om mennesket, der muligvis kan hjælpe med til at nuancere politiksmedenes firkantede virkelighedsbeskrivelser, er skønlitteraturen måske ikke det værste at ty til.

Selv om den ikke er videnskab i streng forstand, bidrager den i høj grad til vores viden om, hvad mennesket er for en fisk, hvilket historien ofte har vist – f.eks. når 1800-tallets roman foregriber psykoanalysens senere indsigter i den ubevidste menneskenatur.

Et af den moderne litteraturs kendemærker er således, at den forsøger at give os et så oprigtigt og uretoucheret billede af mennesket som muligt. Et billede af mennesket sådan som det nu engang er. Med nedgroede tånegle, skæve tandsæt osv. Og hvad mere er. I den moderne litteratur ses dette ’menneskelige rod’ ligefrem som en værdi i sig selv.

Bekymringstegn

Af samme grund kunne det være nok så interessant at sammenholde litteraturens menneskebillede med det menneskebillede, der implicit stikker frem som en slags ideal eller ’norm’ bag de bekymringstegn, der indgår som et vigtigt værktøj i den nyligt lancerede antiradikaliseringspakke.

Bekymringstegnene beskrives tydeligt i hæftet Metoder i arbejdet med radikalisering, som er en del af håndbogsserien til ’Forebyggelse af ekstremisme’.

Hæftet blev udarbejdet allerede for år tilbage, men også den nyeste handlingsplan henviser dertil som stedet, der går i dybden med emnet.

I håndbogspapiret hedder det, at man »i arbejdet med at forebygge forulempende og voldelig adfærd i forbindelse med ekstremisme kan […] se radikalisering som et bekymringsparameter på linje med andre bekymringsparametre i det forebyggende arbejde«.

Med udgangspunkt i tre forebyggelsesniveauer, det generelle, det specifikke og det individuelle, gennemgår håndbogspapiret herpå en række ’metoder’, hvis effekt især er blevet afprøvet og målt i relation til forebyggelse af kriminalitet, misbrug og lignende, mens de kun i ringe grad, som det selverkendende hedder, er blevet prøvet og vurderet i relation til forebyggelse af ekstremisme.

Ifølge det ministerielle papir bør flere samtidige bekymringstegn få velfærdsstatens advarselslamper til at blinke.

Bekymringstegn kan for det første dreje sig om adfærd – f.eks. at den unge opsøger hjemmesider, litteratur eller film med voldelige/ekstremistiske budskaber, er involveret i voldelige sammenstød eller benytter sig af totalitære symboler.

For det andet kan bekymringstegnene dreje sig om holdninger – f.eks. intolerance over for andres synspunkter, simple fjendebilleder eller indignation over forhold i samfundet eller i verden. For det tredje kan bekymringstegnene dreje sig om relationer – f.eks. isolation i forhold til familien, relationer til personer med ekstreme holdninger eller afkald på hidtidige venner og fritidsaktiviteter.

Det sammensatte menneske

Hvordan harmonerer denne tilgang egentlig med den moderne litteraturs typiske forståelse – samt værdsættelse – af mennesket som sammensat? Med andre ord bliver vi nødt til at spørge: Ser forebyggelsespolitikkens bekymringsblik mennesket som sådant som fejlbehæftet på en potentielt farlig måde? Og hvad kunne ’bekymringen’ i så fald bero på?

Lad os prøve at tage et af de mere prominente eksempler fra den moderne litteratur. Eksemplet er taget fra Fjodor Dostojevskijs mesterfortælling Kældermennesket – noter fra en undergrund fra 1864.

En roman, fortalt i jegform, der på mange måder kan siges at give startskuddet til den moderne litteraturs mere upolerede, oprigtige menneskefremstilling. Hvordan ville en fyr som kældermennesket egentlig klare sig i forebyggelsessamfundet?

Vi vil nu sende fyren igennem det såkaldte ’Bekymringsskema i forbindelse med ekstremisme’, der findes som bilag 2 i metodehåndbogen til radikaliseringsbekæmpelse.

Skemaet kan bruges af fagpersoner til at notere og vurdere forskellige bekymringstegn i forhold til de tre ovennævnte kategorier for derved at skabe grundlag for en eventuel videregående indsats.

Med hensyn til adfærd giver papiret et eksempel på en person, der drikker meget, er oppe at slås i nattelivet og efter fodboldkampe, og som synes at finde spænding og mening igennem vold.

Her er der i hvert fald ingen tvivl. Kældermennesket både drikker for meget og er i klammeri i nattelivet (selv om der ikke nævnes noget om fodbold i Dostojevskijs roman). Ligesom han finder en form for mening og spænding gennem en ubehøvlet fremfærd.

Lad os en passant nævne nogle af kældermenneskets specialiteter, når det gælder aggressiv adfærd. På et tidspunkt beslutter han sig for at ’støde tilfældigt’ ind i en officer på gaden, som han mener at være blevet krænket af. På et andet tidspunkt vil han tage hævn over tre gamle skolekammerater, som ikke ’gider ham’. Og over for sin egen hustjener opfører han sig intet mindre end vederstyggeligt.

Hans adfærd er i det hele taget, ville den bekymrede fagperson være nødsaget til at konkludere, stærkt problematisk i al sin antisociale, fællesskabskritiske attitude. Og burde med det samme indberettes til politikredsens Infohus eller den nye nationale hotline, hvor bekymringshenvendelserne indgår til velfærdsstatens centralkommando.

Kigger vi på holdninger, står det ikke stort bedre til.

En ’lone wolf’

Hvor skal vi da næsten ende og begynde, når det gælder kældermenneskets problematiske, bekymringsrynkefremkaldende statements? Følgende citat fra kældermenneskets mund må tjene til skræk og advarsel:

»For mit eget vedkommende synes jeg, at der ligefrem er noget uanstændigt ved kun at elske sit velbefindende. Godt eller skidt, så er det også meget rart en gang imellem at slå noget i stykker. Nu går jeg personlig ikke ind for lidelse, lige så lidt som for vellevned. Jeg går ind for … mit eget lune, og for at det er mig garanteret, når jeg behøver det. Lidelse er for eksempel bandlyst i vaudeviller, det ved jeg. Den er også utænkelig i menneskehedens krystalpalads, for lidelse er tvivl, det er afstandtagen. Kan man forestille sig et krystalpalads, hvor det er muligt at tvivle? Jeg er imidlertid overbevist om, at mennesket aldrig vil afstå fra ægte lidelse, hvilket vil sige fra ødelæggelse og kaos.«

Fyren er ikke engang ung, men 40 år – og så meget desto værre. Radikaliseringstruet er vist et for mildt ord her!

I forhold til relationer må alle alarmklokker automatisk bimle løs, når vi i egenskab af simulerede ’fagpersoner’ skal notere, beskrive og bedømme kældermenneskets situation. Her kan vi ikke længere stiltiende sidde tegnene overhørig.

I så fald ville vi gøre os skyldige i risikoforværrende passivitet og derved »gøre en bekymrende eller generende adfærd normal og acceptabel«. Her må vi reagere prompte. Thi kældermenneskets hele projekt er at kappe alle sunde forbindelser og kun omgås de værste udskud, han kan opdrive.

Alle velmenende forsøg på at etablere gode bånd og relationer bliver af kældermennesket mødt med højlig foragt og generende, intolerant afvisning. Forsøger nogen som helst ’normale’ personer at skabe gode bånd til ham, bider han bidsk af dem og løber den anden vej.

Afvisningen af alle gode og sunde relationer kulminerer i den hjerteskærende scene, hvor den prostituerede Lisa forsøger et vise ham en smule varme og kærlighed. Med det resultat, at han håner hende på det grænseløst groveste.

Sammenfattende om kældermennesket kan man altså, ud fra et bekymringsperspektiv, slå fast, at han, med skemaets ordlyd, er ’sårbart over for at blive mere voldelig og mere aktiv i den gruppe, han er en del af’. (Dog med det forbehold, at kældermennesket synes at være en lone wolf, som det så ofte kaldes i terrorforskningens terminologi). Hvorfor en, for at citere fra testen, ’egentlig udredning og støttende indsats vurderes som velbegrundet’.

Tager vi romanens moderne sammensatte og ’rodede’ menneskebillede for pålydende, må vi altså svare klokkeklart ja til spørgsmålet om radikaliseringsskemaets syn på (kælder)mennesket som pr. definition radikaliseringstruet og dermed forebyggelseskrævende. Også selvom det strider stik imod romanens – og hovedpersonens – egen selvforståelse og i det hele taget forståelse af tingene (der, som man kan se, slet ikke har nogen plads i bekymringsmålingen).

Det ’normaldanske’?

Her får vi med andre ord noget ’viden’ på bordet. Vi får nuanceret og farvelagt den skitse, som politiksmedene og politikerne tegner konturerne af i handlingsplanen. Omend denne ’farve’, denne ’viden’, måske er af en lidt anden beskaffenhed, end politikerne kunne have ønsket sig. Fordi det rent faktisk ser ud til, at det moderne menneske som sådan er sårbart over for radikalisering og ekstremisme.

Og hvor skal man så ende og begynde? Hvem skal måle hvem – hvis også målerne selv ’har en rem af den risikovillige hud’.

Vores vurdering er i øvrigt, at nøjagtig det samme resultat vil komme for en dag, hvis vi tager de fleste andre eksempler på karakterer i den moderne litteratur.

Næste spørgsmål må naturligt lyde: Hvad kan denne all-over bekymring over det sammensatte, rodede, skævtgroede menneske være tegn på?

Følger vi tankegangen i Dostojevskijs roman – og i det hele taget i store dele af den moderne litteratur – vil det let kunne ses som et tegn på, at spidsborgerligheden – for nu at bruge et godt gammelt, men desværre lidt glemt, udtryk – har sat sig igennem som en massiv konsensus i nutiden. En konsensus, der nu gennemtrænger samfundet langt ind i den politiske lovgivnings paragrafjungle.

Det gælder endog den lovgivning og de handlingsplaner, der ideologisk set bekender sig til den moderne liberale humanismes tradition, som også ligger til grund for store dele af den moderne litteratur.

Vi taler jo netop om en roman, der er nybrydende og moderne ved det, at Dostojevskij folder det menneskelige ud på en større palet end tidligere – og ved, at den ser denne større palet som noget i sig selv positivt, fordi den er mere sand.

Hvad vil spidsborgerlighed da nærmere bestemt sige? Går vi til vort lands største filosofiske ikon, Søren Kierkegaard (som også indgår i den indfødsretsprøve, man skal bestå for at kunne kalde sig en rigtig, ’normal’ dansker), finder vi følgende definition på spidsborgerlighed. Det er at leve bevidstløst og ureflekteret.

»Uden Phantasi, som Spidsborgeren altid er,« skriver Kierkegaard i Sygdommen til Døden, »lever den i et vist trivielt Indbegreb af Erfaringer, om hvordan det gaaer til, hvad der er muligt, hvad der pleier at skee. Spidsborgeren være forresten Øltapper eller [/og – vores tilføjelse] Statsminister.«

Med Kierkegaard, det ’normaldanske’ filosofiikon par excellence, i hånden må vi altså konkludere, at det menneskebillede, der ligger til grund for handlingsplanens virale udsondring af nervøse bekymringsticks, mere end tangerer, hvad filosoffen henregner under spidsborgerlighedens kategoriske forskrækkelse over alt, hvad der overskrider »den trivielle Erfarings Papegøie-Viisdom«.

Det forekommer, at spidsborgerligheden i forebyggelsespolitikken får karakter af en liberal selvforelskelse, der betragter enhver andethed som en trussel mod samfundets sociale bånd, og således med bekymringssprogets brug forsøger at afrette denne andethed.

Bevidstløs robotmentalitet

Dermed rangerer bekymringsskemaets subjektforståelse også en tand under det, vi finder i en moderne roman som Kældermennesket.

Thi kældermennesket er måske nok i mangt og meget et fjols og et udskud og et eksistentielt rodehoved – for ikke at sige en social spielverderber. Men han har dog i det mindste frigjort sig fra spidsborgerlighedens disciplinering og bevidstløse robotmentalitet. Og som sådan er han at betragte som et indiskutabelt fremskridt på den kierkegaardske stadierangstige (gående fra spidsborgeren over æstetikeren til etikeren og den religiøse).

Det er velsagtens mere, end man kan sige om de politikere, som nu har sat deres signatur under antiradikaliseringspakken og dens ’værktøjer’.

Hos dem favoriseres tilsyneladende en mennesketype, som selv Kierkegaard – med al hans forstokkede konservatisme og ’radikaliserede’ sortsyn – kunne se måtte være det laveste af det lave, og for hvem den radikaliseringstruede kældermand må siges at være et ligefrem efterstræbelsesværdigt ideal. Denne raver ganske vist rundt langt nede i mørket, men han er dog i det mindste et kældermenneske.

Hermed ikke sagt, at der ikke skal tænkes i sociale og etiske kategorier. Selvfølgelig skal der det! Hvad det livsfilosofiske perspektiv, vi her tenderer mod at forfølge, ofte synes at glemme. Men når samfundet i alt for høj grad eksproprierer alt, hvad der er menneskeligt og gør det til ’systemfejl’, bør der manes til eftertanke.

For så er den legitime sociale ’system-’ og ’fællesskabstænkning’ ved at skride ud i en menneskefjendsk og menneskeundertrykkende – for ikke at sige forskelsundertrykkende – ensretning og konformisme. Så er det ved at have nået grænsen for sin (snus)fornuft.

Det mest bekymrende ved hele radikaliseringsdiskussionen kunne således meget vel vise sig at være ordet ’bekymring’, der uvægerligt signalerer noget uendelig trist og livsforskrækket. For ikke at sige noget uendelig ærkespidsborgerligt.

For bemærk! Vi taler her for det meste om nogen, der endnu ikke har begået noget ulovligt – men kun måske-måske på et eller andet tidspunkt er på vej til at kunne finde på det.

Tillid, ikke kontrol

Her er det, litteraturen kan træde hjælpende til. Den kan med sin uretoucherede hands-on-menneskeviden være med til at mane til eftertanke, når flere og flere af de sider, der naturligt hører med til at være menneske, bliver mistænkeliggjort og søgt ’rettet ind’. Fordi vi herved indskrænker det menneskelige på en måde, der ikke er i pagt med den liberale humanismes tradition, som vi ellers – og med rette – er så stolte af.

Litteraturen kan være med til at afsløre, når der på bagsiden af tillidssamfundet viser sig konturerne af et enormt kontrolsamfund.

Politikpapirernes gentagne henvisninger til ’subjektet, der formodes at vide’ fortrænger forskningens, faglighedens og efterretningsvæsnets grundlæggende ufuldkommenhed – eller måske ligefrem menneskelighed. Man kan derfor godt mistænke politiksmedene for at postulere den ’andens’ fuldstændighed for at undgå konfrontationen med den manglende viden.

Dermed overser forebyggelsespolitikken også den fundamentale mangel og søgen efter mening, som kendetegner det moderne, uperfekte menneske.

Måske skulle man derfor få lidt balance i tingene ved i kølvandet på alle bekymringstestene – herunder også dem, der indgår i diagnosekulturen – at udforme en modsvarende spidsborgerlighedstest, som enhver politiker eller embedsmand, der vil gøre sig fortjent til at regere over dette lands subjekter, skal kunne bestå.

Eller også skulle man slet og ret parkere den slags kontrolskemaer, hvor de retteligt hører hjemme: På den sindelagskontrollerende totalitarismes uniforme, forskelsudviskende kirkegård. Uden e.

Marianne Stidsen er litteraturforsker og lektor ved KU, og Tobias Gemmerli er tidligere radikaliseringsforsker ved DIIS

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Kurt Nielsen
  • Jørn Andersen
  • Per Jongberg
Kurt Nielsen, Jørn Andersen og Per Jongberg anbefalede denne artikel

Kommentarer

Michael Kongstad Nielsen

Øh, undskyld, men normerne for, hvordan mennesker skulle tænke, føle og opføre sig for ikke at blive betragtet som ’forkerte’, ’potentielt farlige’ og ’behandlingskrævende’ tenderede ikke mod noget som helst i 1850'erne og 1950´erne. I det første årti var Grundtvig toneangivende, og præget af frisind og frihed for Loke som for Thor, i det andet var folk som Thorkild Bjørnvig og Martin A. Hansen nok kritikere af "samfundsbyrden", men ikke af den frie tanke, nærmest tværtimod. 1950' erne var også kulturradikalismens sidste årti, selvom fædres afsky for denne bevægelse satte sig spor i sønner længe efter, jf. fx. forhenværende kulturminister Brian Mikkelsen.

Skønlitteraturen er ikke det værste man har - og dog, mener nogen ...
MKN_jamen, hvor er dette 'frisind' dog forsvundet hen, for dit vedkommende og alle disse 'kældermennesker', for skønlitteraturen (er) måske ikke det værste at ty til selvom forfatteren bare hedder noget så frankofilt som f.eks. Michel Houellebecq - men det kan du jo ikke tale med om, det kræver nemlig, at man har læst hans bøger ... ;-)

Henrik Brøndum

Hvis man nu - efter at have siddet og boget den i næsten 20 år - ingengang kan få lov til at sidde og skrive snørklede udredninger på et ministerielt kontor - så er der da næsten ingen sjov tilbage?

Christian De Thurah

Skønlitteraturen er ikke det værste, man har, og der er meget skidt at sige om hele antiradikaliserngsprogrammet (omend nok af lidt andre grunde end dem, artiklen angiver). Og vist er politikerne ikke altid for kvikke. Derved adskiller de sig fra forfatterne. Men de adskiller sig også på en anden måde: De er nødt til at gøre noget, de har ansvar. Hvis "kældermennesket" går hen og slår nogen ihjel, er det ikke forfatternes ansvar, det er politikernes, og de er nødt til at gøre noget ved det. På mange måder er det svar, de kommer med, tåbeligt og formentlig nyttesløst, men at det skulle være mere effektivt at skrue sig ned i lænestolen med en god roman, er tvivlsomt. Til gengæld er det hyggeligt og uskadeligt og i enhver henseende gratis.