Interview
Læsetid: 6 min.

Et land malet i pastel

Arngunnur Árnadóttir forsøger i sin debutroman at skildre tiden efter finanskrisen i Island, præget af turistindustriens kulturelle klicheer og en forvirret og passiv generation af unge
’Det er blevet svært for folk bare at opleve tingene, som de er,’ siger Arngunnur Árnadóttir om den kommercialisering af naturen og det offentlige rum, som har fulgt den økonomiske krise i Island.

’Det er blevet svært for folk bare at opleve tingene, som de er,’ siger Arngunnur Árnadóttir om den kommercialisering af naturen og det offentlige rum, som har fulgt den økonomiske krise i Island.

Rut Sigurdardottir

Kultur
2. december 2016

REYKJAVÌK – »Det er mærkeligt at vågne op til et land, hvor bjergene er blevet kommercialiserede,« siger Arngunnur Árnadóttir og kigger frem for sig gennem brillernes store runde glas.

»Det sker sikkert alle steder, men det er noget, jeg ofte oplever her i Island; tingene er ikke blot, hvad de er, de bliver forvandlet til et kommercielt billede,« siger hun i et forsøg på at beskrive, hvordan den boomende turistindustri i årene efter det finansielle krak i 2008 har sat sit præg på den islandske identitet.

For turismen er et vigtigt tema i hendes første roman Að heiman (Væk hjemmefra, red.), som netop er udkommet på det lille græsrodsforlag Partus.

Vi mødes på Mokka Kaffi på Skólavörðurstígur – én af Reykjavíks ældste cafeer, der med sine brune læderbetrukne båse, bænke og skamler, kobberlamper og skiftende kunst på væggenes træpaneler ikke har forandret sig ret meget i årenes løb.

Hele morgenen har den lille café været fyldt med turister, som i deres farverige og praktiske udendørstøj, uldhuer og vandrestøvler spiser morgenmad, studerer bykortet og konsulterer deres tour guides.

Da Arngunnur Árnadóttir træder ind ad døren, klædt i sorte dressbukser og regnfrakke over en islandsk hvid uldcardigan, er hun den eneste islænding i cafeen.

Hverken her eller dér

Arngunnur bor i en lejlighed sammen med sin kæreste lige i nærheden i Reykjavíks ældste villakvarter Vesturbær med dets blanding af modernistisk arkitektur og farvede træhuse. Her er hun også vokset op.

»Det var virkelig heldigt for os, at vi fik mulighed for at købe den, for der var også et par udlejningsvirksomheder, som var interesserede,« fortæller hun over morgenmaden – ristet brød med skinke, ost og marmelade. Og sort kaffe.

Der er rift om boligerne i en by, hvor flere og flere turister skal have overnatningsmuligheder. Island, hvis befolkning kun tæller omkring 350.000 indbyggere, havde i 2015 næsten 1,3 millioner besøgende.

Det gør det svært for unge mennesker at finde et sted at bo, og ofte må de blive boende hjemme hos deres forældre.

Problematikken er karakteristisk for den tidsånd, som Arngunnur forsøger at beskrive i sin roman – følelsen af at leve sit liv uden retning eller formål. Hovedpersonen Unnur vender hjem til sin familie i Island efter et års udvekslingsophold i Berlin.

Hjemkomsten er svær, for hun har dels et forlist kærlighedsforhold med i bagagen, dels en lang sommerferie i et lille samfund, hvor hun konstant føler sig overvåget, foran sig. Både fortiden og fremtiden forvirrer hende, og mentalt føler hun sig ikke hjemme hverken her eller der.

»Det er en følelse, som jeg har omkring min generation. Vi føler os lidt fortabt,« siger Arngunnur. Hun taler langsomt.

Ofte ser hun frem for sig eller mumler noget på islandsk for sig selv, inden hun finder frem til de helt rette engelske gloser – hun er meget omhyggelig med, hvordan hun udtrykker sig.

Ifølge Arngunnur er den lave valgdeltagelse blandt unge mennesker ved det islandske parlamentsvalg i oktober i 2016 et udtryk for netop denne forvirring og retningsløshed.

Her var det højrefløjspartiet Selvstændighedspartiet, der fik flest stemmer, på trods af at det med Panama Papers-lækagen i foråret 2016 kom frem, at flere af partiets politikere har været involveret i skatteunddragelse.

»Jeg har en fornemmelse af, at unge mennesker i Island er politisk passive. Jeg tror, at det har noget at gøre med, at folk har for travlt med hverdagsluksus og at skabe sig et image på de sociale medier – for eksempel ved at lægge filter på pæne billeder af lækker mad.«

Hør uddrag fra Arngunnur Árnadóttirs 'Að heiman'

Pastelfarvet havn

Morgenen er mørk og stormfuld. Vimplerne på gaden står vandret ud i luften og regnen slår ind mod ruderne. Et par turister passerer optimistisk med en paraply slået op mod blæsten.

Hvis vejret havde været mindre voldsomt, ville Arngunnur Árnadóttir have vist mig Slippurinn, et »karismatisk sted«, hvor hun som »emo-teenager« plejede at gå tur. Det er her, skibene bliver repareret og malet – det gør de stadig – men området er blevet poleret.

I dag ligger et hotel ejet af Iceland Air, og dets bar, Slippbarinn, er opkaldt efter området, asfalten er malet i pastelfarver, og på kajen tilbydes whale watching tours, cykeludlejning osv.

»Det plejede at være et sted, der kun tjente praktiske formål, og nu er det et kommercialiseret område, som bruger områdets identitet,« forklarer Arngunnur med forundring snarere end vrede. Hun mener, at det er et billede på, hvordan turistindustrien har skabt klicheer af den islandske folkesjæl og natur.

I Að heiman tager Unnur med vennerne Lára og Sveinn ud på en køretur på Islands ringvej 1. På deres tur besøger de Islands berømte gletsjerlagune Jökulsárlón, men Lára vil ikke engang stå ud af bilen, fordi hun synes, attraktionen er en stor kliché.

»Det er blevet svært for folk bare at opleve tingene, som de er,« siger Arngunnur, og hun mener, at vores optagethed af at skabe fortællinger på de sociale medier kan være en forklaring:

»Nogle gange er det, som om folk giver oplevelserne værdi ved at dele dem gennem billeder og ved at bygge et narrativ op omkring det. Tingenes egen værdi – for eksempel det at reparere skibe – er pludselig ikke længere tilstrækkelig.«

Kommercialiserede bjerge

Arngunnur peger på, at islandske kunstnere – især islandske popmusikere – har været med til at gøre den islandske identitet og natur til kommercielle billeder.

I 2007 udgav det islandske band Sigur Rós for eksempel musikdokumentaren Heima, der følger gruppen på en turné rundt på Island, og som er fuld af maleriske billeder af vild natur og forladte sildefabrikker og unge og gamle islændinge i hjemmestrikkede trøjer.

»Når kunstnere vælger den form for æstetik, bør de være opmærksomme på, at det også er en del af en billedskabelse, som nu er ejet af turistindustrien, og som er højst kommerciel. Mange har haft et uskyldigt forhold til naturen i deres kunst, men jeg føler, at det ikke rigtig er en mulighed længere,« forklarer Arngunnur.

Selv har hun forsøgt at skabe en minimalistisk æstetik i sin roman, hvor hun bruger så få ord som muligt og forsøger ikke at beskrive så meget, blandt andet inspireret af den oldislandske sagastil úrdráttur, som refererer til det at reducere eller nedtone et udsagn.

»Jeg tror, at mit stilistiske greb er et resultat af denne her virkelighed, hvor billeder og informationer hele tiden er allestedsnærværende via sociale medier. Jeg fik behov for en mere ren stil, som ikke kastede information i hovedet på folk – det blev en søgen efter renhed i en verden fyldt til randen med information.«

Selvtillid

Ideen til romanen kom til Arngunnur, da hun selv vendte hjem til Island i 2012 efter fire års musikstudier i Berlin. Modsat sin romanperson Unnur havde Arngunnur dog noget at komme hjem til: en stilling som klarinettist i Sinfóniuhljómsveit Íslands (Islands Symfoniorkester, red.).

Her spiller hun sammen med sin mor, der er cellist i orkesteret, hvilket ikke er så usædvanligt i Island, fortæller hun. Hendes far er skolelærer og har skrevet og oversat flere børnebøger.

Musikken fylder meget i Arngunnurs liv, og ud over at spille klassisk musik har hun optrådt med de islandske bands Samaris og Hjáltalín.

Men selvom hun har været vant til at stå på scenen med sin klarinet, har hun været temmelig ydmyg omkring sin litteratur. Som barn skrev hun poesi og historier, men som teenager lukkede hun ned for det.

»Jeg tror, jeg krævede for meget af mig selv, og jeg havde ikke nok selvtillid. Jeg respekterede litteraturen så meget, at jeg sagde til mig selv, at jeg ikke var god nok til at skrive,« fortæller hun.

»Men så fik jeg noget tid og rum for mig selv i 2010, da jeg boede i Berlin og havde vinterferie, og så begyndte jeg at trække ordene ud af mig selv igen og eksperimentere med det.«

Selv om musikken og litteraturen nok kommer fra den samme kunstneriske åre, føler hun ikke, at de to ting har noget med hinanden at gøre. Siden hun som otteårig begyndte at spille klarinet, er hun altid blevet støttet i sin musikalske karriere og har fået at vide, at hun var god. At skrive er en anderledes oplevelse, fortæller hun:

»Der er aldrig nogen, som opmuntrer dig til at skrive. Det er mere en privat besættelse, som man er nødt til at have. Det er nærmest noget, som man bliver tilskyndet til ikke at gøre, men som man alligevel gør, fordi man ikke kan lade være.«

Rejsen til Island var støttet af den islandske ambassade i København.

Vinterbøger 2016

Den nordiske samtidslitteratur spænder vidt, og vi har været en tur rundt i hele Norden for at tale med seks debuterende forfattere om deres værker og deres drivkraft. Samtalerne med den kommende forfattergeneration udmønter sig blandt andet i historier fra DSB-toget, et turismeboomende Island og et sneklædt landskab i Norge.

Vi går også litteraturkritikken efter i sømmene. Den har siden sin fødsel været omdrejningspunkt for den dannede, offentlige samtale, men bliver i dag udfordret på sin autoritet af digitale alternativer for anmelderi. Samtidig har et prominent tidsskrift som Kritik drejet nøglen om – men er det et problem? Vi tegner kritikkens historie og horisonter op.

Læs med i Informations særtillæg om Vinterbøger, der udkommer fredag den 2. december 2016.

Andre artikler i dette tillæg

  • Opbrud i litteraturkritikken

    2. december 2016
    Siden kritikkens opkomst i det 18. århundrede har den været en vigtig ordstyrer i samtalen om litteratur. I dag kæmper den for ørenlyd i en digital offentlighed, der summer af stemmer
  • På opdagelse i teksternes tilblivelse

    2. december 2016
    Som editionsfilolog tilbringer Johnny Kondrup en del tid på biblioteker, hvor han forsker i klassiske værkers tilblivelse og udgivelse. Han frygter en fremtid, hvor breve er udskiftet med e-mails, og hvor computeren sletter de spor fra skriveprocessen, som er afgørende for vores kulturarv
  • Fugle som eneste vidne

    2. december 2016
    Agnes Ravatns roman ’Fugletribunalet’ handler om en voksende kærlighed mellem to fremmede. Men også om sorg, skam og ønsket om at sone
Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Michael Kongstad Nielsen

Jeg kan godt forstå, at en ny forfatter tænker på det, og skriver om det, hvordan kunne pengene få så stor indflydelse? Godt tema, som kan være en julegaveide værdig.