Læsetid: 7 min.

Den lille gigant

Leonard Cohen er død, 82 år gammel. Han var en elsket sanger og sangskriver. Og så var han en stor digter. Og hele vejen igennem helt sin egen
Leonard Cohen er død, 82 år gammel. Han var en elsket sanger og sangskriver. Og så var han en stor digter. Og hele vejen igennem helt sin egen

Henning Hjorth

12. november 2016

»Jeg magter det ikke,« tænkte jeg, da jeg klokken lort søvndrukken kiggede på min telefon og kunne konstatere, at der lå et hav af beskeder og ubesvarede opkald.

»Hvem fanden er nu død?,« men da den første besked, jeg tjekkede, var følgende citat, sendt klokken 6:30 af en nær ven, vidste jeg det med det samme:

»So the great affair is over but whoever would have guessed/ it would leave us all so vacant and so deeply unimpressed/ It's like our visit to the moon or to that other star/I guess you go for nothing if you really want to go that far.«

Hader at græde mig vågen. I really do.

Linjerne stammer fra titelnummeret på albummet Death of a Ladies’ Man, der udsendtes i 1977, the year punk broke. Produceret af ingen ringere end den herostratisk berømte Phil Spector er det lidt af en skævert (nogle mener en vederstyggelighed) i et værk, der endte med at tælle 14 lp’er, en 8-10 digtsamlinger og to romaner.

Men jeg har altid sat den højt, for Spectors vulgære og storladne lydkulisser komplimenterer de desperate tekster til perfektion. Hvis lytteren altså er modtagelig for den frekvens, der sendes på. Den er bestemt ikke for hvem som helst. Men det er denne Leonard Cohen i det hele taget ikke.

Med den knækkede Cohen sit image som hyperfølsom singer-songwriter, der bevæbnet med sin spanske guitar, et smagfuldt backingband, en rusten baryton, en stribe voldsomt ordrige tekster indfattet i melodier af overvejende molkarakter og gerne i valsetakt omsatte lytterens (og hans egen) melankoli, længsel, tro, tvivl, vrede, søgen, liderlighed, undren, jalousi og grundangst til ofte dårende dejlige sange, hvis graciøsitet lagde et slør over de symbolladede og ofte uigennemtrængelige teksters kompleksitet.

Selvom værket fra starten vrimlede med voldsomt citategnede udsagn og skønne enkeltlinjer, der brændte sig fast i bevidstheden, kunne den enkelte teksts kode være svær at knække. Det gjorde ikke sangene mindre tillokkende. Tværtimod. De er bare gode til at holde på deres hemmeligheder.   

På en måde er pladen det tætteste, den evige trubadur kom rockmusik, selvom man næppe tør forbinde den gode Cohen med noget så vulgært.

På den anden side af albummet lå en digtsamling, Death of a Lady’s Man (1978), der overraskende ændrede pladens flertalstitel til den strammere entalsform. Er der delte meninger om pladen, hersker der enighed om, at bogen hører til i den tunge ende af forfatterskabet.

I digtene møder man en mere facetteret og splittet, men også mindre elskelig figur. Cohen pyntede ikke på tingene. Tværtimod er han indimellem næsten uudholdeligt selvudleverende.

Som f.eks. i sangen »Tower of Song« fra lp’en I’m Your Man (1988), hvor han sætter ord på sit eget forfald: »Well, my friends are gone and my hair is grey/ I ache in the places where I used to play/ And I’m crazy for love but I’m not coming on/ I’m just paying my rent every day in the Tower of Song …«

Leonard Cohen fotograferet i 1970'erne.

Lars Hansen

Værket består

Cohen var først og fremmest digter, selvom hans evner som melodimager på ingen måde skal undervurderes. Men de smukke melodier var bærere af tekster, der ofte lå så tæt på poesi, at de gerne stod at læse i Cohens digtsamlinger, som der dog blev færre og færre af med årene.

Trods hans forkærlighed for rim var der noget umiskendeligt moderne over hans udtryk (han skrev lige så gerne uden rim), omend der blev trukket tråde tilbage til Det gamle Testamente, og hele den jødiske mytologi.

Ikke at Cohen var fremmed overfor kristendommen, han kendte sin King James-bibel ud og ind, hvad sprogbruget i flere af hans sange bærer tydeligt præg af. Han var endvidere inspireret af digtere som Federico Garcia Lorca, W.B. Yeats og sin mentor, Irving Layton og med årene sneg en fascination af buddhismen sig ind, hvilket muligvis forklarer hans ofte fatalistiske livssyn.

Nu slår det mig igen: Leonard Cohen er død. Jeg kan næsten ikke komme til for alle de ord, den meddelelse sætter i gang. Især fordi de farer afsted i alle retninger uden egentlig at tage mig med på deres færd gennem bevidsthedens bizarre krinkelkroge.

At jeg de seneste par dage har tænkt mere på Donald Trump, end jeg bryder mig om, betyder at jeg er en smule glad for at kunne tænke på noget andet. Som så uheldigvis gør mig utrolig ked af det. Men også glad og taknemmelig. Det er en af de allerstørste, der har forladt os, og at have været samtidig med sådan en gigant giver dog håb.

Læs også: Et bud på Leonard Cohens bedste sange

For i virkeligheden er der ikke noget at være ked af. Ikke på den måde hvor et menneske rives bort i utide, i hvert fald. For han ikke blot rejste et værk i verden, han nåede for få måneder siden at fuldbyrde det med udgivelsen af lp’en You Want It Darker, hvor han knastørt og dog med et skævt smil gav døden besked om, at nu var han klar, så kom og tag mig.

Det gjorde den så, døden, som den nu engang har for vane. Men værket består. Og det er alt taget i betragtning ikke specielt omfangsrigt.

Cohen arbejdede langsomt og grundigt, skrev om og om og om igen og tvivlede i lange perioder på, om det overhovedet gav mening. Og med årene blev alt overflødigt skåret bort og den helt sene Cohen er lysende klar. 

Blokeringer og depressioner

Leonard Cohen fotograferet i London i 2001, da han dukkede op fra sit selvvalgte eksil, kun for at opdage, at hans penge var væk.

Eamonn McCabe
Født i 1934 af jødiske andengenerationsindvandrerforældre (moren var af litauisk herkomst, faren af polsk) i den canadiske by Montreal i delstaten Quebec, voksede han op imellem hjemmets moderate jødiske tro og det omkringliggende bysamfunds katolicisme.

Den østeuropæiske klang i mange af hans melodier skyldes ophav og opdragelse.

Hans far, en succesfuld forretningsmand, døde da Leonard Cohen var ni, men efterlod en så tilpas stor arv, at han ikke behøvede arbejde i familieforetagendet, men i stedet kunne hengive sig litteraturen.

Allerede som 22-årig debuterede han med digtsamlingen Let Us Compare Mythologies (titlen afspejler spændingsfeltet mellem den kristne og den jødiske tro).

På dette tidspunkt spillede han allerede guitar og skrev sange, men de følgende ti år var hans praksis litterær, og han udgav yderligere tre digtsamlinger samt de to romaner The Favorite Game (1963) og Beautiful Losers (1966).

Frustreret over sin ringe indtjening flyttede han i 1967 til USA, hvor Judy Collins fik et hit med sangen »Suzanne«, og han selv fik en kontrakt med Columbia Records, der udsendte debutpladen Songs of Leonard Cohen samme år.

Selvom Cohen var 33 år gammel på daværende tidspunkt, tog hippierne ham til sig, og debuten blev karrierens største kommercielle hit.

Det blev til yderligere to lp’er, før han turde kaste sig ud i koncertoptrædener, hvilket han trods stor ulyst viste sig at være god til, idet hans afslappede, selvudslettende stil og meget blide præsentation både lå godt i forlængelse af hans musik og bekræftede det billede, hans publikum havde af ham.

Cohen kæmpede livet igennem med såvel depressioner som skriveblokeringer, hvilket han opsummerede i sangen »If It Be Your Will« (1985): »If it be your will/ That I speak no more/ And my voice be still / As it was before/ I will speak no more …«.

Den udkom på pladen Various Positions efter en længere pause, men da han for alvor markerede sig tre år senere med albummet I’m Your Man foregik det i en technopopinspireret produktion, hvor han påbegyndte den praksis at skrive sange med andre, hvad han holdt fast i frem til sin død.

Han var ude af spillet det meste af 1990’erne, idet han var gået i buddhistisk kloster, men dukkede op igen i 2001 med det stærke Ten New Songs, hvor han brillerede med klar tale og sproglig præcision: »I fought against the bottle/ but I had to do it drunk«, som det så vittigt hedder på »That Don’t Make It Junk«. 

Leonard Cohen som buddhistisk munk i selvvalgt eksil i 1990'erne.

Lori Shepler

Altid en triumf

Det virkede på daværende tidspunkt, som om han var pensionsklar, da han pludselig opdagede, hans daværende manager var stukket af med alle hans penge.

Det tvang ham tilbage i pladestudierne og ud på landevejene, og i en meget høj alder udsendte han tre lp’er og gennemførte to enorme verdensturneer, der bragte ham til Danmark flere gange, altid som ren triumf.

Denne signatur har set og mødt ham utallige gange ned gennem årene, men koncerten den juliaften i 2008 på eksercerbanen ved Rosenborg Slot i hjertet af København står som et højdepunkt i en karriere, der var uhyggelig konsistent, både live og på plade.

Når man skulle interviewe ham, var det første der slog en, hvor klejn han egentlig var. Og derefter hvor meget han fyldte i lokalet. En lille gigant.

Lad omkvædet fra »A Street«, en sang fra 2014-albummet Popular Problems, være afskedsreplikken: »The party’s over/ But I’ve landed on my feet/ I’ll be standing on this corner/ Where there used to be a street ...«

 

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Viggo Okholm
  • Ulla Søgaard
  • Anne Eriksen
  • Hans Aagaard
  • Maj-Britt Kent Hansen
Viggo Okholm, Ulla Søgaard, Anne Eriksen, Hans Aagaard og Maj-Britt Kent Hansen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Han støttede Israel i Kippurkrigen, det er jeg knap så imponeret af, men han var den største indenfor populærmusikken, og så havde han en usædvanlig god smag for kor i sin musik, som lød afsindigt godt.

God nekrolog, lidt en skam, at Donald Trump skal nævnes i denne artikel, afføring hører hjemme i et toilet eller en avis.

Morten Johansen

Jeg overværede begge hans koncerter i Odense i 2010 og 2013, og Cohen leverede en fysisk kraftpræstation over mere end 3½ time i dem begge, så jeg tænkte at han nok ville blive lige så gammel som Roshi, men i stedet brændte han måske sit sidste krudt af. Det er en kedelig opbrudstid vi lever i: Stemmer af venlighed og forståelse dør og bliver afløst af lyden af kød der flænses.

Vi er trods alt heldige, at Leonard Cohen blev her så længe. Han kunne være død allerede under inspilningerne til "Death of a Ladies Man". Der var noget med at producer Phil Spector, som senere blev dømt for mord, satte en ladt pistol mod hans strube, mens han sagde "I love you, Leonard". Hvortil Cohen svarede "I hope you love me, Phil"