Læsetid 12.605714285714 min.

Hvad er litteraturens berettigelse?

Hvad er kunst andet end et tilfældigt produkt fra mennesker, der aldrig helt har lært at tilpasse sig samfundet og mener, at de er så specielle, at de ikke behøver at bidrage til fællesskabet, men i stedet kan bruge deres tid på at gestalte møder mellem deres eget værdifulde indre og dette fællesskab i ydre form?
Hvad er kunst andet end et tilfældigt produkt fra mennesker, der aldrig helt har lært at tilpasse sig samfundet og mener, at de er så specielle, at de ikke behøver at bidrage til 
fællesskabet, men i stedet kan bruge deres tid på at gestalte møder mellem deres eget værdifulde indre og dette fællesskab i ydre form?
Claus Bech
5. november 2016
Delt 968 gange

Vi fødes som frie. Men fra det øjeblik vi åbner vores øjne og møder det første blik fra en anden, om det så tilhører vores mor, far eller bare den sygeplejerske, der var på vagt på fødeafdelingen, er sagen afgjort. Vi tilhører nu kollektivet.

Af kollektivet får vi mad og tøj, tryghed og varme, men også sprog og adgang til al den viden og information, som findes opsamlet i kulturen. Hvad kræver kollektivet at få igen? Ikke så meget. Men intet af det, som kollektivet har opnået, kan holde sig selv ved lige. Hverken mad eller tøj, varme eller tryghed, sprog, viden eller information. Det bliver det enkelte kollektivmedlems ansvar og pligt at gøre sit for at sikre denne omfattende vedligeholdelse.

Nogen må nødvendigvis sætte sig ind i alle tilgængelige oplysninger om bilmotorer, således at disse kan konstrueres og repareres, og således at kendskabet til konstruktion og reparation af bilmotorer ikke er noget, der forsvinder i glemsel.

Nogen må nødvendigvis fremskaffe alle oplysninger om skosåler og om de små gummidupper, som omslutter enderne på metalstoleben og ligner små hove. Nogen må søge viden om, hvordan en trappe opbygges, og lære at lave den.

Nogen må indhente informationer om kaffe, blinklys, broer, gulerødder, strømper, hegn, plastbolde, mursten, rør, knive, kjoler, elevatorer, ledninger, nyrer, hamburgere, postkasser, askebægre, vinduesglas, flyvemaskiner, hjerner, hjerter, aber, vindmøller, radioer, jord, kanoner, mobiltelefoner, regnfrakker, dokumentmapper og asfalt.

Nogen må forsøge at udvikle alternativer til bilmotorer, da bilmotorer ved siden af alle deres fordele åbenbart også har miljøskadelige ulemper. Nogen må samtidig skaffe frirum til, at hele dette arbejde kan foregå, gennem finansiering eller regulering og så videre, herunder frirum til forskeren og til dem, der omsætter forskerens ideer til praksis, og til dem, der bekoster gulvene i de lokaler, hvor aktiviteterne foregår. Nogen skal også passe alle disse menneskers børn, og der må også være nogen til at tage sig af dem, som gør det, hvis de nu skulle blive syge eller udsat for en ulykke.

Sådan er det på alle områder i samfundet. En plisseret nederdel kræver sit, en computermus sit, et drikkeglas sit, en toiletkumme sit, en lyspære sit. For mange er samfundet ensbetydende med summen af alle disse arbejdsopgaver, der skal få praksismøllen til at dreje rundt, få tog og sporvogne til at køre til tiden, skaffe mad på bordet og varme i huset, mens alt derimod, som ikke direkte vedrører den slags såsom kunst, litteratur, film og fotografi eller filosofi, historie og arkæologi, må opfattes som noget sekundært, som vi nok kan sysle med, når vi har tid og råd, men ikke noget, som er essentielt og derfor heller ikke helt så vigtigt, højst en behagelig måde at få sin tid til at gå på.

Banale indsigter og nonsens

Langt hen ad vejen er den vurdering korrekt. Vi læser bøger, fordi de adspreder os og får os væk fra virkeligheden i et par timer, uden at vi lærer så forfærdelig meget af alt dette ud over, at begæret kan være en stærk kraft, der kaster mennesker ud i svære problemer.

Vi ser film for at forlyste os, og skulle filmen have ambitioner, der rækker ud over at fortælle en historie, hvor hovedpersonen efter at være stødt på modstand af næsten uovervindelig karakter til sidst opnår, hvad han ønsker, kan dette som regel opsummeres i form af banale indsigter, som de fleste af os allerede havde i forvejen.

Kunstværker kan være forfriskende at betragte, men hvad er kunst i grunden andet end et tilfældigt produkt fra et menneske, der aldrig helt har lært tilpasse sig samfundet og mener, at han eller hun er så speciel, at han eller hun ikke behøver at bidrage til fællesskabet, men i stedet kan bruge sin tid på at gestalte møder mellem sit eget værdifulde indre og dette fælleskab i ydre form, f.eks. i form af jord strøet på gulv, et erigeret lem tegnet med tusch på en metalplade, en motorcykel hængt op i loftet eller blot et rodet værelse med en uredt seng rekonstrueret i en gallerisal?

Alt dette giver muligvis beskueren noget at tænke over i et stykke tid, men det er ikke andet end legeværk og strengt taget nonsens – i al fald i sammenligning med en nordsøfiskers hverdag i havet ud for Senja eller en sygeplejerskes virkelighed i akutmodtagelsen på et af de store regionale sygehuse.

De fleste af jer, som læser dette, vil sikkert gætte på, at jeg, som skriver denne artikel, ikke mener, at det forholder sig sådan.

I sidder sikkert og venter på, at nu kommer tekstens vendepunkt, hvor forfatteren begynder at opbygge sin argumentation for det modsatte synspunkt: at kunst og litteratur er det egentligt vigtige i samfundet, og at alt det andet, som hidtil er blevet beskrevet, er afhængigt af kunst og litteratur – ikke på en overfladisk, dag til dag-agtig måde, men i en helt fundamental og eksistentiel forstand.

Og det er meget muligt, I har ret.

Men det gør jer ikke til clairvoyante. For at argumentere for sin sag på denne måde – ved først at lægge den frem, så der vises forståelse for modstandernes syn, er en del af den af den klassiske retorik og en metode, alle taleskrivere og debattører bruger.

Det handler om at komme sit publikum i møde. Ved at give dem ret viser man, at man tager dem alvorligt og anerkender deres opfattelse som værdifuld.

Bibringes publikum først denne følelse, vil de omfatte taleren eller forfatteren med desto større sympati og være mere åbne for at lytte til det, som følger, end hvis de egentlige argumenter var blevet præsenteret allerede i udgangspunktet. De ville i så fald være blevet mødt med afstand. Og det er denne afstand, som taleren eller forfatteren må forsøge at overvinde. Vejen hertil går gennem følelserne, ikke gennem fornuften.

Følelserne kommer over os og farver vores sindsstemninger, og vi betragter verden gennem dem. De er en del af os, og eftersom vi altid føler noget, er de en del af måden, vi er i verden på. De kommer ikke vilkårligt – det er altid noget kendt eller ukendt, der vækker dem. Det betyder, at de er manipulérbare, og at nogen kan vække dem for at opnå noget ved dem. Og det gør blandt andet reklamebranchen, nyhedsmedierne og film- og tv-branchen – og vi betaler, fordi vi vil føle disse store følelser, mener Knausgård.

Roberto Rodriguez

Overbevisningskraft

De færreste kan lære os mere om dette end Adolf Hitler. Han skriver ganske indsigtsfuldt om, hvad det kræver at vinde et tilbageholdende publikum over til sin sag. Han skriver, at det er næsten umuligt at opnå dette ad skriftlig vej, for her bliver det de rationelle argumenter, der gælder, og over for dem har de fleste afgjort deres holdning på forhånd.

Ingen blev følgelig nazist af at læse Mein Kampf. Det er han helt indforstået med. Så højt sætter han den mundtlige fremstillingsform over den skriftlige, når det gælder overbevisningskraft, at han kan beskrive alle sine metoder, alle sine tricks og hele sit repertoire af manipulationer uden frygt for, at dette skulle true hans troværdighed.

Det, som han havde gennemskuet, var, at alt handler om mødet. Havde han først taget plads på en scene eller et podium, og var hans tilhørerskare først til stede i salen, ville han være i stand til at vinde dem over, uanset hvor skeptiske de var. Stod de med armene foldet over brystet, når mødet begyndte, ville de strække dem over hovedet, når det sluttede.

Det, han måtte gøre, var at skabe en identitet – en følelse af et tilhørsforhold, en oplevelse af, at de delte den samme verden. For at opnå dette måtte han vide, hvem de var, hvordan de tænkte, hvad de følte. Arbejdere, husmødre, soldater, universitetsansatte.

Så snart han havde etableret sig som en af dem, begyndte de at lytte – han beskriver det selv som at trænge gennem deres forsvar, som var det det samme som at nå ind til deres følelser – og derfra kunne han drage dem med sig, hvorhen han ville.

Så meget stærkere er følelserne end fornuften, at denne metode, uanset hvor enkel og gennemsigtig den er, ikke forekommer os manipulerende. Den er så at sige hyllet ind i virkelighed, som er det eneste, vi ser, fordi følelserne fører os tættere på, hvorimod det, som behøves for at se metoden eller formen, er afstand.

Hvad var det, Adolf Hitler brugte sin enorme manipulationsbegavelse til? Hvad var det, han fik folk med på?

Det var at skabe en fiktion, dybt romantisk, om en stor nation og et stort land. Det var at overføre denne fiktion på virkeligheden, at udagere den så at sige som et teaterstykke, alle var med på.

Først og fremmest med visuelle virkemidler, for det visuelle går lige i følelserne, men også verbalt gennem en omdefinering af ordene og en udstrakt brug af eufemismer, hvor ordene ligesom skjulte det, som egentlig foregik som følge af dem; altså kom følelserne igen først. En treklang af form, følelse og virkelighed indtraf: formen, som vakte følelserne, og følelserne, som fortrængte, farvede eller omskabte virkeligheden.

Hvad kan vi så lære af det?

Følelsernes strengeleg

At alt det, som rører os til tårer og får det til at risle koldt ned ad ryggen på os, og at alt det, som får os til at føle os store, ikke er kunst, men følelsesmanipulationer?

Hvad er i givet fald forskellen? For alle har vi sådanne føleleser. Det hører med til det menneskelige, og da kunsten og litteraturen har det menneskelige som tema, er dette selvfølgelig også en del af dem.

Forskellen er, at disse følelser, når de er til stede i vores liv, ikke har noget mål. Sorg fører ikke til noget. Glæde fører ikke til noget. Stolthed vil ikke føre os til noget. Følelserne kommer over os og farver vores sindsstemninger, og vi betragter verden gennem dem.

De er en del af os, og eftersom vi altid føler noget, er de en del af måden, vi er i verden på. De kommer ikke vilkårligt – det er altid noget kendt eller ukendt, der vækker dem. Det betyder, at de er manipulérbare, og at nogen kan vække dem for at opnå noget ved dem. Sådan kan følelserne nyttiggøres.

Hitler, som var del af en tid, hvor massekommunikation var et nyt fænomen, udnyttede dem politisk. I vores tid er der få ting, vi frygter mere, end når politikerne spiller på følelser, som det så rammende hedder. Som om følelserne var strenge inde i os, som visse fænomener sætter i bevægelse.

Denne strengeleg kan udmærket foregå dæmpet og forsigtigt. Ingen stadioner, ingen vækkelsesmøder, ingen masseoptrin, ingen bannere og uniformer, fakler eller magtfulde, kollektive kampråb.

Men følelsen af manipulation er ikke fremmed for os af den grund. Den har blot flyttet sig til et dagligdags mødested, som vi næppe opfatter som en arena, og hvor der hele tiden opsættes nye skuespil, der kun har ét mål: at vække vores følelser.

Vidunderlig ulykke

Jeg tænker på reklamen og dens livsindgribende sprog, i hvis vold følelserne skal tjene en hensigt ud over sig selv: De skal få os til at købe. Vi skal føle glæde, så vi køber. Vi skal føle stolthed, så vi køber. Vi skal føle begær, så vi køber. Vi skal føle skam, så vi køber. Vi skal føle misundelse, så vi køber.

Vi skal tilmed føle sorg, så vi køber, for hele nyhedsindustrien lever af ulykker og katastrofer og har et formidlingsapparat, som kan skildre kollektive hændelser i panoramaformat – det store jordskælv, hvor 50.000 mennesker døde – men også zoome fuldstændig tæt ind på den enkelte skæbne: drengen, som i skolen blev udsat for så omfattende mobning, at han hængte sig.

Medierne gør gerne alt dette og gør det under dække af, at de jo blot informerer os. Men vi betaler for det, og eftersom næsten ingenting af det, som vi bliver informeret om, har nogen praktisk nytte for os, er det, vi i grunden betaler for at få vakt vores følelser.

Forholdt det sig ikke sådan, kunne nyhederne blot komme til os i telegramform: uden billeder eller film, nøgterne, saglige, tørre, faktuelle. Dette ville være information, og det ville ikke interessere os alverden, for det, vi vil have, er den saftige, billedbårne, vidunderlige ulykke. Jo saftigere den er, jo stærkere føler vi.

Følelserne er i den forstand under belejring: På den ene side fra alle dem, som vil, at vi skal købe noget, og som, for at dette kan ske, må manipulere os, det vil sige gennem følelserne. På den anden side af medierne, hvis følelsesstimuleringer vi gerne betaler for.

Filmindustrien er en del af samme kompleks, fordi ni ud af ti film og tv-serier er skabt for at vækkke følelser i os – spænding, glæde, sorg, medlidenhed – og just dette er formålet med dem. Der findes ingen anden grund til, at de laves.

Vi betaler, fordi vi vil føle disse store følelser. Rundt omkring dette har der udviklet sig en kultur, som næsten udelukkende er visuel; som Hitler vidste, er det i billedet og lyden, at det følelsesmanipulerende potentiale er størst.

Og hvad er der så i vejen med det? Hvis de følelser, som vækkes, er af samme art som dem, Hitler engang vakte i det tyske folk, og dét er de jo – følelser er følelser – så vækkes de ikke kollektivt, men hver for sig i hver og en af os, og de fører ikke til noget.

Det er ikke sådan, at vi slår ihjel eller går i krig på grund af dem. De er uskyldige, harmløse. De gør livet lettere og tilfører det glæde. Vi får små pust af medvind gennem disse daglige stimuli. Det er som små gaver til sjælen.

Tycho Gregers

Kapitalistik tandbørstning

Retorik er studiet af talekunsten. Retorik handler om, hvordan man bedst muligt kan overbevise andre mennesker om noget, og at mestre retorik er det samme som at have magt. Denne magt kan bruges ideologisk eller idealistisk eller religiøst, eller den kan bruges til at tjene penge.

Disse penge, kunne man sige, forsvinder jo ikke, men bidrager til at opretholde produktionen, smøre maskineriet i samfundet, som det hedder, og det kommer os alle til gode: Kapitalismen er det, vi lever i.

Her er vi og ingen andre, og det at købe og sælge, den såkaldte kommercialisering, gennemsyrer alle aspekter af vores liv og er så stor en del af vores identitet, at vi ikke længere ser den: Hvem tænker over, at tandbørsten, tandpastaen, mundskyllevand, tandtråd og selv vandglasset er kommercielle produkter og som sådan dele af det kapitalistiske system, når de står og børster tænder om natten?

Jeg gør ikke, og det ville heller ikke undre mig spor, hvis sygeplejersken i akutmodtagelsen eller fiskeren i havet ud for Senja heller ikke skænker dette en tanke. Måske tjekker de endog de seneste nyheder på deres mobiltelefon, mens de står der. Det plejer jeg nemlig selv at gøre. En sidste lille gave til sjælen før søvnen.

Nu, tænker I måske, må vendepunktet i teksten da komme? Samfundet som et kollektiv, hvor alle har opgaver, ansvarsområder og pligter er beskrevet. Dette kollektivs forhold til følelser, som kontinuerligt vækkes på uforpligtende, men velbelønnede måder, er beskrevet.

Og selv om det ikke er bevidst fra min side, er der kommet noget dystopisk over denne beskrivelse: en art søvngængerstat, hvor drømmebillederne ikke længere kun præger natten, men også dagen, og hvor alt ved følelsernes hjælp handler om at være andre steder, end der hvor vi nu engang er.

Så et vendepunkt ville absolut være på sin plads. Et muligt lys i mørket – en lille utopi, man kunne klynge sig til, i håbet om at den kunne vokse og brede sig. For det kan vel umuligt kun være mig, som føler et ubehag over, at alt er billeder, over, at alt er til salg, over, at verden i al dens materielle vælde langsomt forsvinder?

Det nægter jeg at tro.

Litteraturen findes

Skulle litteraturen da være et sådant lys, en sådan utopi, et sådant alternativ?

Nej, for litteraturen er ikke det andet, det udenforværende, den bagvedliggende virkelighed. Litteraturen er os på samme måde, som kapitalismen er os. Den tilhører kollektivet på samme måde, som sproget gør, og er noget, vi fødes ind i, forholder os til og dør fra.

Litteraturen findes, tilsyneladende uafhængigt af den enkelte, samtidig med at den er i den enkelte, at den bæres oppe og holdes vedlige. Litteraturen er skabt af nogen, men tilhører alle, og det, den gør, gør den kollektivt: Én eneste bog ville være en kontradiktion. Det ville være som et sprog talt af ét menneske.

Men hvorfor litteratur? Vi har film, tv-serier, nyheder, reklame og musik til at underholde os, og gennem dem kan vi undslippe vores eget liv i et stykke tid og opleve ting og sager, som vi ellers ikke ville have oplevet på måder, som er særegne for disse medier. Og, ikke mindst, på måder, der ikke udelukker nogen. Dette kan alle tage del i.

Hvorfor bøger? Hvorfor sætninger? Hvorfor ord?

Sproget er levende i den forstand, at ord, vi ikke længere har brug for, går til grunde i glemsel, mens nye kommer til, når der er behov for det. Og sproget er først og fremmest et praktisk middel. Med dette benævner vi virkeligheden, identificerer alt i den, således at det bliver muligt både at overskue og at håndtere den.

»Kan du ikke fylde kanden med vand,« siger jeg til min datter, og hun tager kanden, går ud i køkkenet og fylder den med vand.

Eller hun siger »nej, jeg vil ikke«, og i den efterfølgende diskussion overgår den enkle handling – at fylde vand i en kande – til at repræsentere en magtstruktur med en far, som bestemmer, en datter, som skulle adlyde, men protesterer.

Hvorfor gør hun dette? Årsagerne kan være flere, men alle er de placeret i hende, skjult for mig. Men gennem det, hun siger, afsløres nogle af dem, og gennem alt, hvad jeg har oplevet, forstår jeg, eller mener jeg at forstå nogle flere.

Noget af det vigtigste, som børn skal lære, når de vokser op, er at håndtere deres følelser. At bære sorgen selv, at bære skuffelserne selv, men også glæden og spændingen. At skelne mellem sit indre og det ydre, at skelne mellem sig selv og andre.

At benævne er en måde at adskille på, at benævne er at isolere og identificere. Det er ikke den eneste måde, men det er den vigtigste.

Jeg tænker ikke her på det psykologiske begrebsapparat, som er et analytisk metasprog. Jeg tænker på det sprog, som vi ikke selv ser eller tænker på, fordi det er en så naturlig del af os og vores identitet – det, vi lever i, og det, vi er så tæt omsluttet af, at vi ikke kan tænke os selv foruden.

Dette indre sprog er litteraturens område, og kun dér, i litteraturen, kan det manifestere sig uden for sig selv og blive synligt for alle.

Litteraturen har mange andre genstandsområder: de sociale, historiske, politiske, og den har mange andre former, hvoraf fortælllingen måske er den mest fremtrædende, men kun dette er særegent for litteraturen. Kun den kan oppebære det indre sprog og gøre det synligt.

Nathaniel Bell/Netflix

De ubrugte ord

Men hvorfor skal det synliggøres?

Sproget er primært praktisk: Tænk på en arbejdsplads og på, hvordan alt der har et navn, som alle er enige om, således at der aldrig opstår tvivl om, hvad der er hvad, og følgelig sjældent tvivl om, hvad der skal gøres.

En hammer, et søm, en bjælke, en gipsvæg, en pensel, en malerspand. En skalpel, en sav, latexhandsker, kittel, maske, lampe. Et rat, en gearstang, en kobling, håndbremse. Opvaskemaskine, skærebræt, køleskab, agurk, gryde, piskeris, stegepande.

Tænk på en arbejdsplads, som tiden er løbet fra, og som ikke længere er i funktion, fordi det, som blev produceret eller udrettet her, ikke længere er nødvendigt.

Tænk, at dette nu er så længe siden, at de ord, der engang betegnede de forskellige redskaber, ikke længere kendes. De ville blot være anonyme genstande, navnløse ting, som var blevet kastet bort et eller andet sted, tilsyneladende planløst.

Man kunne have givet dem navne, kaldt det ene redskab for en ’trudit’, det andet for en ’linge’ og det tredje for en ’grøp’, men uden at vide, hvad de blev brugt til, og hvilken sammenhæng de indgik i, ville ordene være meningsløse.

Tænk nu på et område af det menneskelige, som på lignende måde har ligget brak – noget, som engang var selvfølgeligt og havde sin naturlige plads, men som nu er forældet, fordi ingen længere har brug for det, som fandtes der.

Den religiøse ekstase, for eksempel. Hvis man læser tekster fra Middelalderen eller Renæssancen, kan de beskrive følelser og stemninger, der er ukendte, i det mindste for mig.

Det er, som om de begrebsliggør noget, som ikke findes i mig, men som ikke desto mindre åbenlyst tilhører den indre menneskelige erfaring. Og det er her, det begynder at blive kompliceret. For er dette et tab? Vi klarer os åbenlyst udmærket uden både den religiøse ekstase og dens sprog.

På tilsvarende måde kan vi spørge til den nye inderligheds sprog, som blev indført af Freud og psykologien ved forrige århundredeskifte og gik direkte ind i sproget og selvforståelsen på grundlæggende vis: underbevidsthed, ego, forskydning, projektion. Hvis det først kommer til at ligge brak i en længere periode, risikerer det at blive uforståeligt, og vil det i givet fald så være et tab?

Kunne alt dette ikke tyde på, at sproget benævner det, vi har brug for, åbner det, vi behøver og lukker det, som tiden har gjort overflødigt? At en slags evolutionært princip er virksomt her, som varetager dette for os og lader det, som skal dø, dø, og det, som skal leve, leve?

Jo, netop sådan tror jeg, det forholder sig. Men scenen for det, som lever således og dør således, er ikke desto mindre litteraturen. Hvad der hører til det indre, og som er usynligt for andre end os selv, bliver fælles for alle, og her er vi fremme ved det, som både gør litteratur mulig og vigtig.

At læse er en intim ting. Det er noget, vi gør alene, og det er også en mærkværdig ting, for ved at lade blikket glide ned over siden opstår der en anden stemme i os, som vi selv underordner os, således at vi selv forsvinder – i mere eller mindre grad, naturligvis, men i bedste fald er vores forsvinden total.

Hvad sker der så? Vores måde at tænke på og vores måde at føle på følger i et par timer nogle helt andre baner, og vi ser på én og samme tid os selv både udefra og indefra. Følelserne vækkes, ikke for at opfylde noget uden for sig selv, men for at erkendes.

Hvorfor er dette vigtigt? Og er det vigtigt? Vi klarer os jo fint uden at læse litteratur. Jeg kender adskillige, der aldrig har læst en bog i deres liv, og de er hverken værre eller bedre mennesker end jeg, der har læst tusindvis af bøger.

Det er heller ikke sådan, at deres liv mangler noget eller ikke er komplet – tværtimod, havde jeg nær sagt. Det er mig, som mangler noget, og det er også derfor, jeg læser – så nok en gang: hvorfor litteratur?

En form til virkeligheden

I det kollektive, som vi fødes ind i, råder der bestemte forestillinger, bestemte verdensanskuelser, bestemte opfattelser af, hvad virkeligheden er, og disse former er færdige. De står ligesom og venter på, at vi skal gå ind i dem. Det gør vi så.

Af og til, når de store ideologier opstår, bliver vi i stand til at gennemskue, at den måde vi ser verden, samfundet og kollektivet på, er en form, vi ligesom presser ned over virkeligheden. Det kan vi se, fordi formen ikke passer, for livet er noget andet. Det er altid i sin vorden, altid ufærdigt, aldrig afsluttet.

Disse to variabler, forestillingen om livet og livet, gnider sig vedvarende op imod hinanden og har gjort det, så længe der har eksisteret mennesker. Alle planer, alle systemer og teorier hører til forestillingerne om livet, og de må bestandig revurderes og ændres, eftersom de tilhører det afsluttede, mens det liv, de beskriver og styrer, altid er i sin begyndelse og i sig selv ikke kender grænser.

I naturen er der ingen grænser. Alle ting og fænomener overlapper hinanden, jorden er rund, universet er uendeligt og tiden evig. Hvad dette indebærer, er det ikke beskåret nogen at forstå, for det at være menneske er at kategorisere, klassificere, identificere og definere, begrænse og indramme.

Det gælder for vores egne liv, som vi tilbringer i vores hjem, nøjagtigt udgrænset fra verden med lofter, gulve, vægge, og uden for dette, hvis det er et hus, vi bor i, grundskellet. Det gælder for vores eget selv, som vi forbinder med kroppen og dens grænser og med et bestemt sæt af ideer, overbevisninger, ideer, meninger og erfaringer.

Og det gælder for vores virkelighed, for det vi kalder verden, og som vi opdeler i objekter, grupper af genstande, fænomener og grupper af fænomener, som vi forstår ud fra de måder, på hvilke de adskiller sig fra andre genstande og fænomener.

Denne skelnen er en ramme. Den skaber et indre og et ydre og er ikke selv erkendt som del af denne observerede eller forståede virkelighed.

Smukt på sin egen mærkelige måde

Disse rammer, som hverken vi eller verden kunne være foruden, findes i alle dele af tilværelsen. De gælder ikke blot for det, som er, men også for det, som bør være. For også de måder, vi opfører os på, har klare rammer.

Eftersom livet netop er i bevægelse, opstår der med jævne mellemrum et misforhold mellem det, vi bør gøre, som manifesteres i en længsel efter at gå ud over rammerne, som er sat. Får denne længsel frit løb, opstår der en periode af grænseløshed, før nye rammer for livet sættes.

Sådan er det i den enkeltes liv – det kaldes for teenageroprør – og sådan er det i kulturens liv, hvor det kaldes generationsopgør, revolution eller krig.

Kunsten og litteraturen er et af få områder i det store kollektiv, vi fødes ind i og lever vores liv i, hvor det forudsigelige er ophævet eller er forsøgt ophævet. Kunstens og litteraturens rum er et rum mellem forestillingen om virkeligheden og virkeligheden.

Kunsten forsøger at holde det rum åbent for at nå eller sågar bestemme de øjeblikke, hvor forestilingen om virkeligheden og virkeligheden stemmer overens og bliver ét og samme. Det sker så godt som aldrig, og når det sker, bliver det straks til en form, og dermed oprettes igen en afstand.

Så hvorfor blive ved og blive ved, hvorfor prøve og prøve, hvorfor udgive alle disse tusindvis af bøger, år ud og år ind? Det er meningsløst, en tåbelig kraftanstrengelse, som ikke fører til noget, men det er smukt på sin egen mærkelige måde, og det ligner livet – og lige netop dér ligger, måske, litteraturens berettigelse?

Litteraturen er ufuldstændig og ufærdig som livet, meningsløs som livet, mangfoldig som livet, uden retning som livet og kan af og til, også som livet fortættes i enorme klynger af meningsfuldhed og verdensnærvær.

Disse klynger er som store lys, de spreder sig ud til alle, direkte og indirekte, og ophøjer os, men vel at mærke til dét, vi er – ikke til det, vi skulle have været eller kunne have været.

I dette – at litteraturen stræber imod disse klynger, som er gode, fordi de er sande, og som lyser hele kollektivet op, men næsten aldrig klarer at nå derhen – ligger litteraturens berettigelse. Dens værdi ligger i forsøget på at nå lyset, ikke i lyset. Og sådan må det være, fordi vi ikke er mennesker, men forsøg på at være mennesker.

Oversat af Niels Ivar Larsen

Bliv opdateret med nyt om disse emner

Prøv Information gratis i 1 måned

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Brugerbillede for Martin Åberg
    Martin Åberg
  • Brugerbillede for Niels Møller Jensen
    Niels Møller Jensen
  • Brugerbillede for Viggo Okholm
    Viggo Okholm
  • Brugerbillede for Niels Nielsen
    Niels Nielsen
  • Brugerbillede for Anne Eriksen
    Anne Eriksen
  • Brugerbillede for Torsten Jacobsen
    Torsten Jacobsen
Martin Åberg, Niels Møller Jensen, Viggo Okholm, Niels Nielsen, Anne Eriksen og Torsten Jacobsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Brugerbillede for Maj-Britt Kent Hansen
Maj-Britt Kent Hansen

Det ville nu ikke være af vejen, hvis KOK var mere kortfattet. Behovet springer i øjnene i et argumenterende essay som dette, hvorimod det ikke var så påtrængende i det store seksbinds værk.

Hvis det ellers er rigtigt, som der står et sted ovenfor: "Det handler om at komme sit publikum i møde."

Brugerbillede for Steffen Gliese

Jeg orker ikke at læse Knausgaard - for mig er det simpelt: mennesket skal dyrke sine fineste egenskaber i så meget af sin tid som muligt, reflektere, sanse, gestalte - og bruge så lidt tid som muligt "det rent og skært nødvendige."

Arne Lund, Liliane Murray og Tue Romanow anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Torsten Jacobsen
Torsten Jacobsen

Det lader til at Knausgård har haft både Jaques Lacan og Niklas Luhmann liggende blandt sine tusindvis af bøger på natbordet. Godt for ham, og tak for det: En tankevækkende tekst, hvis man da 'orker' den..Også tak til Information for at lade en forfatter komme til orde, som for en gangs skyld - og paradoksalt nok i dette tilfælde - ikke blot taler om sig selv.

Niels Møller Jensen, erik winberg og Hans Aagaard anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Randi Christiansen
Randi Christiansen

Knausgård tager os med museskridt gennem sin argumentation, og det er så politikerens opgave uden at forfladige at uddrage budskabets essens.

Brugerbillede for Michael Kongstad Nielsen
Michael Kongstad Nielsen

Litteraturens berettigelse er at skabe kultur, og bevare den. God Kultur, der løfter os og beriger os. Kunstnere har der altid været, folk, som ikke kunne eller ville leve et normalt tilpasset liv, og nogle få af dem lykkedes det at skabe noget berigende og bærende for kulturen. Islandsk eddadigtning og apostlenes kristendomsdigtning har sådan berettigelse. Shakespeares, Goethe, Holberg havde sådanne talenter, der kunne berige kulturen, og når vi nu med Holberg er i Knausgårds hjemland, hvorfor så ikke nævne Knut Hamsun, der blandt mere moderne forfatteres litteratur viser eksempler på kunst, der løfter mennesker. Det kunne være kunstens berettigelse.

Brugerbillede for Randi Christiansen
Randi Christiansen

Kunst er fri grundforskning i det indre rum og er derfor vigtig. Især det med det frie - som vi jo alle gisper efter. Frihed ER det bedste guld - især hvis man forstår den i universet boende lovmæssighed, at det, man fokuserer på, får man.

Kunst er med til at bevidstgøre os, og selvom jeg afskyr dårlig, hjælpeløs kunst, så er den i det mindste med til at bevidstgøre nogen af os om kvalitet. Og hvad er så dårlig, hjælpeløs kunst? Et spørgsmål om smag? Nej, det er et spørgsmål om at kunne det, man vil.

jørn andersen, Hans Aagaard og Michael Kongstad Nielsen anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Randi Christiansen
Randi Christiansen

Og deraf - kunne jeg fristes til at påpege - ordet 'kunst' - altså 'at kunne' ... noget.

Hans Aagaard og Michael Kongstad Nielsen anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Randi Christiansen
Randi Christiansen

"...at det, man fokuserer på, får man" - problemet i den forbindelse er, at bevidsthedsniveauet ofte er for lavt til at forstå, hvad det egl er, man fokuserer på. Mao : pas på hvad du ønsker dig, du risikerer at få det.

Brugerbillede for Arne Lund

Hvornår er det sidst, der er blevet talt om, at forfattere ikke arbejder, og at de spilder deres tid på aktiviteter, der dybest set er overflødige? I bedste fald kan de underholde et par timer, og give plads til lidt hverdagseskapisme osv. osv. Hvis jeg ikke havde set, at der stor Knausgaard, så ville jeg have troet, at der var Alex Ahrendtsen eller Kresten Poulsgaard, der havde fået adgang til Inf's spalter.
Nu er der så en forfatter, der i højeste grad har tjent kassen på sine værker, og hvad vil han med det her? Er han træt af sin gerning, trænger han til at lave noget helt andet? Ham om det, han kan i så fald gå på nærmeste jobcenter. Der kan så ske det, at han anvises arbejde på en virksomhed hvor han kan komme i kontakt med mennesker, der for at skaffe sig til dagen og vejen og familiens underhold osv., og som i det private sysler med at skrive. Hvis ikke Knausgaard ved det, så er er utallige forfattere, der har haft alm. job med at fremstille sko, pølser, biler, dippedutter, dims og dingenoter. Det kan enhver se i de forfatterbiografier, der findes på nettet. Har Knausgaard da rent glemt, at der engang var noget der hed arbejderforfattere? Det har den generation jeg tilhører, ikke. En skam af Knausgaard er så dårligt orienteret, og derfor er det uforståeligt, at han får spalteplads til at lufte sin uvidenhed.
Hvad fa'en ligner det, at pege fingre ad sine kolleger, fordi "de er så specielle, at de ikke behøver at bidrage til fællesskabet, men i stedet kan bruge deres tid på at gestalte møder mellem deres eget værdifulde indre og dette fællesskab i ydre form".
Vorherre til hest!
PS: Jeg forsøgte at komme igennem første bind af Min kamp - gab, gab - langtrukken, røvkedelig - jeg stoppede efter at Knausgaard havde brugt tyve sider på at fortælle hvor svært det var, at gemme øller til nytårsaften i en snedrive, uden af de vokse opdagede det.
Livet - mit - er for kort til sligt.

Brugerbillede for Robert  Kroll

Man kan med 100%'s præcision definere f eks en trekant eller en cirkel.

Men man kan ikke på samme præcise måde definere størrelser som kunst, kærlighed, medlidenhed , retfærdighed.

Men vi kan sagtens tale om disse udefinerlige størrelser , og forstå hinandens synspunkter på dem.

Hvis vi f eks udvælger 1000 tilfælde mennesker på torvet i en dansk by og stiller dem over for diverse kunstværker (bøger, film, skulpturer, malerier , teaterforestillingen o s v) samt noget elendigt bras , så vil der sikkert være 90%'s enighed om , hvad der er kunst og hvad der er bras.

Der vil sikkert også være nogle forslag til bud på kunstens rolle og nødvendighed, som har større tilslutning end andre - nærmere kommer man det næppe.

Blander man de 1000 tilfældigt udpegede menneske på en sådan måde, at diverse forskellige kulturer, religioner, ideologier o s v er repræsenteret i denne mængde, så falder graden af enighed givetvis.

Vore sprog er bare ufuldkomment som instrument til at håndtere koncepter, ideer , holdninger m v , og så må vi derfor gå "en omvej"
(- på samme måde som forskere må "gå en omvej" for at kunne studere hvad der sker på "partikel-niveau" al den stund, at partiklerne og deres opførsel ikke lader sig betragte/måle direkte uden at forstyrre" dem - sådan lidt forenklet sagt.)

Brugerbillede for olivier goulin

Det lader til at Knausgård har haft både Jaques Lacan og Niklas Luhmann liggende blandt sine tusindvis af bøger på natbordet

+ Hitler og Kant

Fik vi nogensinde svar på, om kunsten blot var en uproduktiv overskudsbeskæftigelse?

/O

Brugerbillede for Viggo Okholm

Men tænk hvis vi ikke havde kunsten!
Jo en lang smøre, som jeg egentlig har lyst til at dele på face book, men jeg undlader for jeg tror de færreste når til enden i artiklen. Men en god provokation, som jeg kan se virker på nogen :)

Brugerbillede for Niels Nielsen

Litteratur er kunst, og kunst er underholdning. Som gammel kulturarbejder i showbiz kan jeg skrive under på, at underholdning har en berettigelse - folk flokkes om udbuddet og køber et øjebliks glemsel fra hverdagens kedsommelige trummerum.

Information is not knowledge.
Knowledge is not wisdom.
Wisdom is not truth.
Truth is not beauty.
Beauty is not love.
Love is not music.
Music is THE BEST.

- Frank Zappa

Brugerbillede for Randi Christiansen
Randi Christiansen

Robert kroll - sproget er et udmærket redskab til kommunikation, hvis man bruger det rigtigt. Hertil er etymologien et fremragende redskab til sproganalyse, til at facilitere at vi taler om det samme.

'Kunst' - er jo ' at kunne'. Kunne hvad? Ja, vi har forskellige talenter, det er tydeligt, men det er dårlig kunst, hvis man vil, hvad man ikke kan. Her har den bildende kunst i videst omfang været offer for glade amatører, som dog ofte har formået kunsten at bilde andre ind, at noget er god og nybrydende kunst, når det i virkeligheden bare er åndløst sludder. Nogen gange har kejseren virkelig ikke tøj på, og nogen gange har han, og vi andre kan ikke se det. Derfor er kunstnerisk arbejde et vigtigt og spændende frirum for esoterisk arbejde der, som vi alle ved, er udgangspunktet for det eksoteriske arbejde.

Brugerbillede for Niels Møller Jensen
Niels Møller Jensen

Livet er fiktion - Døden er uden bekymringer - Fødslen er uskyldig - Men jeg syntes jo nok at efteråret er smukkest.