Læsetid: 7 min.

Loven vest for Paradis

Autofiktion tilbyder sine forfattere en fuldkommen moralsk fribillet – til at udlevere virkelige mennesker, der bare må finde sig i at få deres eventuelle brister udstillet
Den norske forfatter Jan Kjærstad mener, at autofiktionen er forfatternes moralske fribillet – så de frit kan udlevere virkelige mennesker.

Den norske forfatter Jan Kjærstad mener, at autofiktionen er forfatternes moralske fribillet – så de frit kan udlevere virkelige mennesker.

5. november 2016

For alle mennesker i verden gælder der en etisk leveregel – ja, der findes sågar hjerneforskere, som mener, at denne etiske leveregel skyldes et neuronmønster, som blev dannet tidligt i menneskets historie, hvilket skulle forklare, hvorfor samme leveregel går igen i alle kulturer: ’Gør mod andre, som du ønsker, de skal gøre mod dig’.

Reglen har imidlertid undtagelser: Den gælder ikke for kunstnere – og især da ikke for forfattere (nogle vil måske sige, at man her også kunne inkludere hærførere, men det er en anden diskussion).

Mærkeligt nok oplever vi kun sjældent, at der kommer reaktioner imod, at det forholder sig således.

I alle romaner findes et element af selvbiografi, men det ser unægtelig ud til, at dette element er blevet rendyrket og endda velsignet af tidsånden i de seneste 10-15 år. Resultatet er blevet den særlige undergenre, vi kalder for ’autofiktion’ eller ’virkelighedskultur’ – nogle kalder den sågar for ’sandhedslitteratur’.

I Norge har vi eksempler som Tomas Espedal, Karl Ove Knausgård og Vigdis Hjorth. Ofte optræder der figurer fra virkeligheden. Og ofte er skildringerne af disse figurer udleverende. Nogle gange særdeles nederdrægtigt udleverende.

Hver gang nogen tillader sig at spørge, om det kan være etisk betænkeligt at bruge figurer fra virkeligheden, når disse bliver fremstillet i et stærkt negativt lys, bliver det samme gamle svar gentaget til kedsommelighed: Der er ikke noget at betænke sig på. For forfattere må stilles frit til at skrive lige, hvad de vil.

Men så kan kritikken af denne litterære praksis tage en anden drejning: Hvor er hensynet til disse levende figurer – dem, som skades ved at blive sårende omtalt?

Jeg kan kun svare på vegne af os forfattere: Det hensyn er helt væk. Vi kan måske nok, foran en mikrofon, sige, at vi ønsker at tage sådanne hensyn, men sandheden er, at vi blæser dem en hatfuld. Vi er kunstnere.

Forsvarsløse ofre

Dengang Gud levede, måtte han forvise mennesker fra Paradiset. De måtte i stedet bosætte sig øst for dette. Hvad kun få ved, er, at han også måtte placere en gruppe særligt rebelske mennesker vest for Paradiset. Det var kunstnerne.

De forvrængede det første bud – ’Du skal ikke have andre guder end mig’ – så det i stedet kom til at lyde: ’Der findes ikke andre guder end mig selv’.

Gud havde ikke forudset, at kunstnerne hurtigt formåede at omskabe deres domæne til et nyt paradis – et bekymringsfrit område uden etiske grænser. Bor man vest for Paradis kan man hærge på måder, som er hævet over alle love. Vi er kunstnere, vi er forfattere, vi kan gøre hvad som helst, så længe vi bare kalder det for kunst.

Læs også: Genreoverskridende værker skaber debat

Det vil sige: Som borgere opfører vi os naturligvis ordentligt. Vi overholder trafikreglerne, vi betaler vores skat, men når vi sætter os ved tastaturet, ryger alle moralske hæmninger overbord. Vi skyr intet. Vi forbeholder os retten til at befolke vores helvede med levende personer. There will be blood.

Og vi ved, at vi kan slippe af sted med det. Vi ved også meget vel, at dem, vi udleverer, er forsvarsløse. Lov og retspraksis kan ikke ramme os. Det er allerede længe siden, at forfattere kunne risikere at blive stillet for en domstol, hvis de havde skrevet noget blasfemisk eller seksuelt vovet.

I dag er det skønlitterære felt som en etikfri zone. Kom med en ’udvis hensyn’-plakat til forfattere, og vi vil bruge den som toiletpapir. Med genrestemplet ’roman’ på bogomslaget falder der jerndøre ned for alle injuriesøgsmål. Forstå dog, at dette er fiktion og opspind!

Jo, men du bruger jo navne, som findes i virkeligheden? Du svarer bare igen, at det er fiktion, din idiot. Det er virkeligt, men alligevel ikke virkeligt. Det hele foregår på en anden planet ved navn Tellus.

Kunstnerisk nødvendighed

Engang havde jeg diplomatpas. Jeg legede med tanken om at gøre noget ulovligt, bare for at se, om jeg kunne slippe af sted med det. Så gik det op for mig: Jeg er jo kunstner. Jeg er allerede immun. Jeg har et usynligt kunstnerpas, som giver mig ’moralsk immunitet’. Jeg er hævet over etikken og over andre menneskers ve og vel.

Jeg skriver noget sårende om min mor. Jeg kalder det ’roman’ og hokuspokus! – jeg har ikke længere skrevet noget sårende om min mor.

Jeg skriver noget tarveligt om min kæreste og hokuspokus! – jeg har ikke længere skrevet noget tarveligt om min kæreste. Hvis hun bliver krænket over det, må det være, fordi hun ikke kan læse det ord, som står på bogomslaget – hun har blot lagt navn til en romanfigur. Der er intet at bekymre sig for.

Ordet ’roman’ er som et Kublai Khan-segl, der giver frit lejde overalt, ind i de etisk mest tvivlsomme områder.

Førhen var det revolutionært at sige: ’Når Gud er død, er alt tilladt’. Forfatterne gik straks ind i dette felt. Når mor og far er døde, bliver det også tilladt at skrive hvad som helst om dem.

Men i dag er alle moralske skrupler væk: Selv om mor og far og kone og kæreste og børn og venner lever, er det tilladt at skrive hvad som helst om dem. Husk blot at stemple produktet som fiktion, se alvorlig ud. Sig, at du har lidt store kvaler, græd krokodilletårer. Sig, du har ligget søvnløs, men at det kunstnerisk set var nødvendigt, og jeg garanterer, at der kommer bifald fra alle sider.

At diskutere etik med en forfatter foran dennes familie er som at diskutere moral med en løve foran en antilopeflok. Live and let die.

Anstændighed? Omtanke? Hensyn? Fuck det! Vi siger bare mantraet ’kunstnerisk nødvendighed’, og en rød løber rulles ud over alle de lig og alle de sårede mennesker, som ligger os i vejen.

En indre tvang

Skulle du alligevel blive spurgt om dine bevæggrunde, siger du ganske enkelt: ’Jeg blev nødt til det. Det var en indre tvang’.

Hvor møder vi ellers dette udtryk? I forbindelse med folk, som får stillet diagnosen skizofreni. Man hører en indre stemme, som byder én at gøre ting. Men for en kunstner er det helt normal galskab, dvs. normalitet. Vi kommer igennem med det. Og skulle det knibe, kan vi altid kalde produktet for ’En dåres forsvarstale’.

Det bedste og mest vandtætte alibi, når man skader andre, er dog dette: ’Se, midt i hele denne djævelskab udleverer jeg jo også mig selv. Er jeg ikke modig? Jeg trækker ikke blot de andre ned i sølet, men kaster mig selv i det. Jeg ruller rundt i det med hud og hår og lommebog og med mit blødende narcissistiske hjerte’.

Er der virkelig ingen risiko? Nej, overhovedet ikke. Efterlad din bror æreløs i en roman, og du risikerer højest lidt modvind hos en kritiker, som har forlæst sig på etikken. Men samtidig vil du blive støttet af 20 andre kritikere – til og med indignerede kritikere – og ydermere vil hundredvis af kolleger rykke ud til dit forsvar.

I baggrunden hepper dit forlag på dig. Og ikke bare det. Hensynet vrides 180 grader. Det er ikke de mennesker, som udleveres i romanen, det er synd for – det er forfatteren, det er synd for. Slut med at snage i forfatterens privatliv! Og det ved jo alle: Det er synd for de torterede, men det er den stakkels torturbøddel, som har det værst. På den måde kan man selv blive bogsæsonens store triumfator.

Åh, hvilken misundelsesværdig profession! Jeg er forfatter, og intet menneskeligt er mig fremmed, i al fald ingen menneskelig forbrydelse. Hvad bliver det næste? Mord? ’Ærede dommer, det var research’. ’Godtaget, De er hermed benådet!’ Nuvel, det var en overdrivelse – den gik trods alt ikke for Jack Abbott, uanset hvor meget Norman Mailer lovpriste hans skrivetalent.

Se mig, hør mig, læs mig

’Hvorfor må jeg gerne såre andre mennesker gennem det, jeg skriver? Fordi min psykiater har givet mig lov? Fordi jeg ville begå selvmord, hvis jeg ikke fik det skrevet? Fordi det er den eneste måde, hvorpå jeg kan få skabt en dyb erkendelse hos mine læsere?’

Nej, selvfølgelig ikke. Jeg udleverer andre mennesker og træder hen over dem med pigsko på, fordi jeg ønsker opmærksomhed, fordi jeg vil have læsere, høste kunstnerisk ros. Jeg vil være berømt, jeg vil være den nye August Strindberg, den nye Agnar Mykle.

Jeg vil måske tilmed tjene penge, jeg vil i det hele taget have alt spotlys på mig selv. Koste, hvad det koste vil. I en gudløs tid er jeg præst i en ny religion. Jeg ofrer mennesker af hensyn til flertallets bedste.

Hvis nogen stadig ikke skulle have fattet melodien, skriver jeg det gerne i klartekst her: Vi forfattere kan råde over 120.000 ord i vores vokabular, men ordet ’hensyn’ findes ikke iblandt dem. Jeg er den frygtløse kunstner med min egen samvittighed som eneste kompas – og på det kompas står der ’mig selv’ i alle himmelretninger.

Vi kunstnere tilhører en race af egoistiske, hensynsløse, hykleriske væsener, som bebor en smal og velsignet stribe vest for Paradis. Vi er opmærksomhedshungrende, grænseløst selvoptagede, og vores brutalitet kender ingen grænser. Vi er jordens afskum, vi er jordens salt. Vi ejer ikke moral. Men vi bliver elsket.

En protest i ny og næ – en kritiker, der maner til etisk refleksion, betyder heldigvis ikke nogen svanesang for det, som kaldes autofiktion eller virkelighedslitteratur. Aldrig har en sherif været mere ensom i et lovløst område.

Intet kan stoppe os. Mindst af alt den etik, som gælder for andre. Jeg er kunstner, for fanden. Se mig, hør mig, læs mig.

Oversat af Niels Ivar Larsen

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Maj-Britt Kent Hansen
  • Grethe Preisler
Maj-Britt Kent Hansen og Grethe Preisler anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu