Interview
Læsetid: 7 min.

Lune arbejdsnæver

Norske Jan Kristoffer Dales stedsbundne noveller er rodfæstede i den arbejderklasse og det landskab, han selv er rundet af
’Jo mere konkret og specifik, litteraturen er, jo mere universelt bliver det,’ fortæller Jan Kristoffer Dale om sine debutnoveller, der foregår i barndommens landskab rundt om Froland i det sydlige Norge.

’Jo mere konkret og specifik, litteraturen er, jo mere universelt bliver det,’ fortæller Jan Kristoffer Dale om sine debutnoveller, der foregår i barndommens landskab rundt om Froland i det sydlige Norge.

Anne Vindum

Kultur
2. december 2016

FROLAND, NORGE – Vi svinger ind på den tilsneede parkeringsplads ved Arendals Bryggeri, der ligger i erhvervsområdet Stoa udenfor Arendal i det sydligste Norge. Her arbejdede Jan Kristoffer Dale i flere år, og her foregår titelnovellen i hans debut Arbeidsnever fra 2016.

»Herovre stemplede vi ind hver morgen, og derovre stod vi og røg i pauserne,« peger Dale inde fra den varme bil.

»Vilkårene og arbejdsforholdene var elendige, og jeg blev radikaliseret af at arbejde her. Jeg mærkede markedsliberalismen på min egen krop, og det vakte mit politiske engagement. Jeg begyndte at læse Noam Chomsky,« griner han.

Bryggeriet er første stop på turen rundt i det, der på mange måder udgør Jan Kristoffer Dales livs landskab, som samtidig er hans debutnovellers litterære landskab. Vi er kommet fra Grimstad, hvor han bor, og med Jan Kristoffer Dales far ved rattet kører vi nu videre til det lille centrum Osedalen.

Dale peger på Spar-butikken, der optræder i flere af novellerne, og da vi holder på torvet, skifter han mellem at udpege steder fra novellerne og sin egen opvækst. Da vi fortsætter gennem det hvide landskab, fortsætter han med at pege på huse, broer og veje.

»Der bor Gunnvårs svigerfar i novellen Sør. Den bro gik Richard over i novellen Jon. Der gik jeg i skole, og der bor min fars tante.«

De konkrete steder er historiernes arnested, og det var i mødet med stedbunden litteratur, at Jan Kristoffer Dale opdagede, at han havde noget at fortælle.

»Jeg læste mange noveller og er meget inspireret af både Raymond Carver og Annie Proulx samt sydstatsforfattere som Larry Brown og Ron Rash. De skriver ud fra en stedbunden tradition om de steder, de kom fra, og det slog mig, at der er historier at fortælle. Stedet var inspirerende, og jeg fandt tidligt ud af, at jeg ville fortælle historier fra et bestemt sted. At jeg havde et sted at trække på.«

Vi krydser Nidelven, der er den mentale skillelinje mellem byfolkene fra Arendal og landsbyboerne fra Froland. Dale fortæller, at der var et stort skel mellem by og land i hans opvækst. I Arendal var skolerne rå, mens opvæksten i Froland var mere skærmet.

»Nu er jeg klar over, at folk er folk, uanset hvor de bor, eller hvad de laver.«

Skoven bliver tættere, og udsigten forsvinder.

»Træer og skov og det sted, man vokser op, påvirker psykologien. Jeg boede i Froland i 27 år, og det har nok mindsket min horisont. Jeg kunne f.eks. ikke sidde og kigge ud over havet og drømme mig til Danmark,« siger Jan Kristoffer Dale.

På vej op af den lille skovvej til barndomshjemmet stopper Jan Kristoffer Dales far bilen for at hente post i busskuret. Da han sætter sig ind i bilen igen, noterer han, at »Hakkespetten sitter høyt.« Fuglevarslet betyder angiveligt, at der kommer meget sne denne vinter.

Hør uddrag fra Jan Kristoffer Dales 'Arbeidsnever':

Opgør med teori

Gården for enden af den blinde vej stråler i det skarpe sollys, markerne står hvide, og himlen er blå. Det er idyllisk på grænsen til romantisk. Men er det en romantisk drøm om det ubekymrede liv på landet, der driver ham til at skrive?

»Nej, jeg vil hverken romantisere eller ønske mig væk. Jeg vil helst skrive straight realisme. Politisk korrekthed hører ikke hjemme i litteraturen, og derfor må karaktererne tale, som de gør, også selvom det er upassende. Ellers er det ikke sandt.«

I Jan Kristoffer Dals noveller er der meget direkte tale, og det er gengivet i den lokale sørlandsdialekt. »Det ville ikke være autentisk, hvis jeg pyntede på det,« siger han og understreger, at han skriver om det, han kender.

Dales skolegang var præget af mobning og pjækkeri, så efter gymnasiet havde han ikke lyst til at læse videre. Han fik sommerjob hjemme på gården, men havde hverken uddannelse eller erhvervserfaring.

Som 20-årig havde han kortvarigt job på bryggeriet og var arbejdsløs de næste par år, inden han fik en ansættelse på bryggeriet. Han mistede jobbet efter fem år og måtte finde på noget andet.

»Jeg kunne ikke leve med den usikkerhed og tænkte, at jeg skulle være forfatter, hvilket måske ikke var det smarteste. Jeg sendte første udkast af Arbeidsnever til Skrivekunstakademiet i Bergen og kom ind.«

Her mødte han højtuddannede og meget teoretisk anlagte skrivekolleger.

»Det var meget atypisk at være på forfatterskole med arbejderbaggrund, og jeg havde ingen teoretisk baggrund overhovedet. Jeg måtte gøre op med mig selv, at det er ok at skrive uden teori. Det vigtigste for mig er, at der er en historie at fortælle,« fortæller Jan Kristoffer Dale.

I løbet af året på forfatterskolen lærte han mest af alt at læse sig selv og at se sit liv udefra.

»Det er meget sundt at se tingene i perspektiv, og det var først, da jeg flyttede til Bergen, at jeg kunne det,« fortæller han.

Tekstuddrag fra 'Arbeidsnever'

”Foreldrene hennes hadde dødd med bare fire ukers mellomrom. Faren hennes først, og så mora. Ivar hadde fått Bjarne til å se etter kuene. De kjørte nordover, og hun tenkte på alle de gangene hun hadde tenkt på å reise heim, alle de julaftenene hun hadde tilbrakt i Froland med Ivars familie. Foreldrene hennes hadde jo Kåre og Synniva, men hadde Ivar og Gunnvår reist oppover, hadde svigerforeldrene hennes blitt sittende igjen aleine. Bare ei jul hadde de feira nordpå etter at hun flytta nedover. – Du kunn’ like godt ha fløtta utenlands, hadde mora sagt kvelden før begravelsen."

Novellen ’Sør’, Arbeidsnever, s. 94.

Et stedbundet liv

Processen mod debuten har været rodet, da Dale egentlig havde sendt en roman ind til forlaget. De læste i stedet tre af hans noveller og bad ham om at skrive nogle flere. I 2015 skrev han tre noveller mere på et par måneder, og de blev til debutsamlingen.

Nu arbejder han videre på både en roman og flere noveller til det, der gerne skulle blive en trilogi.

Han er optaget af, at litteraturen skal være genkendelig, og at sproget og karaktererne er autentiske. Den norske forfatter Per Petterson er en stor inspiration for ham, lige som han også føler sig beslægtet med novelleforfatteren Ingvild H. Rishøi.

Inde i det varme køkken på gården er der nybagte vafler og kaffe på kanden, og hans mor og tvillingebror hilser på. Broren bor hos forældrene for tiden, og det er ikke ualmindeligt på de kanter at bo hjemme, til man er voksen.

Selv boede Jan Kristoffer Dale hjemme, til han var 27, og da hans far nogle år tilbage var syg i længere tid, måtte Jan Kristoffer Dale lære at køre traktor, så han kunne rydde vejen for sne. Det var ikke en reel mulighed at flytte fra moren, da hun behøvede hans hjælp og tilstedeværelse.

Livet på landet forpligter menneskerne på hinanden i gensidig omsorg.

Flere af novellernes karakterer er bundet af denne nødvendighed og har et indskrænket handlingsrum. De har kun hinanden, og når man er gammel eller syg, har man brug for sine nærmeste.

De geografiske forhold med store afstande i Norge forstærker det stedbundne liv. Man tager ikke lige på weekend i den anden ende af landet, og måske kommer man ikke hjem til jul. Der er mange hensyn at tage, og de hensyn tager karaktererne i Dales noveller, ofte på bekostning af egne drømme. Alle gør det så godt, de kan.

Taler klassens sag

Novellerne handler om almindelige mennesker. Mennesker, der måske har mistet jobbet eller en ægtefælle, og hvis liv præges af modstand. Skildringerne af lagerarbejde, frisørliv og ensomme aftener på kroen er sympatiske og tager ikke stilling.

I novellen I ei grøft er dramaet indkredset i et clash mellem klasser. Tre gamle venner plejer at tage i hytte og spille spil og spise frysepizza. Nu har en af dem inviteret en kollega med, og han drikker Cava, står på ski og vil lave lammesteg med flødekartofler.

Klassemarkørerne er tydelige, helt ned i detaljen. Kollegaen går i skjorte uden tern. Dale vurderer ikke forskellene, han noterer bare klasseforskellen og de fordomme, der kommer både oppefra og nedefra.

Uanset forståelsen for flere forskellige klasser, så er kendskabet til arbejderklassen markant, og Dale taler gerne klassens sag. Det er nemt nok for de velstillede at pege fingre af dem, der ryger og er overvægtige, men han forstår godt dem, der ikke holder igen. Der er en trøst i at spise godt og ryge.

»Vi må jo ha noe å kose oss med,« som han siger. Når man ikke har så mange midler at rutte med, kan man i det mindste hygge sig.

Selvom Dales noveller handler om klasse, har det ikke været hans hensigt at være politisk. Han vil hellere lade teksterne være autentiske aflejringer og siger, at hans noveller er »et dokument om et sted i en tid«.

Efter Skrivekunstakademiet i Bergen studerede han Nordisk på universitetet i et halvt år, men måtte afbryde studierne, da han var plaget af panikangst og tvangstanker. Nu læser han til børnehavelærer og har på flere måder fundet en plads i livet.

»Nu er jeg 32 og begynder at se vejen videre. Arbejde i børnehave og skrive, det passer godt til mig.«

Vi går ud i sneen og det skarpe lys. Hunden følger med. De høje graner står helt stille i deres vintertøj. Her er han hjemme.

Vinterbøger 2016

Den nordiske samtidslitteratur spænder vidt, og vi har været en tur rundt i hele Norden for at tale med seks debuterende forfattere om deres værker og deres drivkraft. Samtalerne med den kommende forfattergeneration udmønter sig blandt andet i historier fra DSB-toget, et turismeboomende Island og et sneklædt landskab i Norge.

Vi går også litteraturkritikken efter i sømmene. Den har siden sin fødsel været omdrejningspunkt for den dannede, offentlige samtale, men bliver i dag udfordret på sin autoritet af digitale alternativer for anmelderi. Samtidig har et prominent tidsskrift som Kritik drejet nøglen om – men er det et problem? Vi tegner kritikkens historie og horisonter op.

Læs med i Informations særtillæg om Vinterbøger, der udkommer fredag den 2. december 2016.

Andre artikler i dette tillæg

  • Opbrud i litteraturkritikken

    2. december 2016
    Siden kritikkens opkomst i det 18. århundrede har den været en vigtig ordstyrer i samtalen om litteratur. I dag kæmper den for ørenlyd i en digital offentlighed, der summer af stemmer
  • På opdagelse i teksternes tilblivelse

    2. december 2016
    Som editionsfilolog tilbringer Johnny Kondrup en del tid på biblioteker, hvor han forsker i klassiske værkers tilblivelse og udgivelse. Han frygter en fremtid, hvor breve er udskiftet med e-mails, og hvor computeren sletter de spor fra skriveprocessen, som er afgørende for vores kulturarv
  • Fugle som eneste vidne

    2. december 2016
    Agnes Ravatns roman ’Fugletribunalet’ handler om en voksende kærlighed mellem to fremmede. Men også om sorg, skam og ønsket om at sone
Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her