Baggrund
Læsetid: 9 min.

Har medierne foræret Donald Trump Det Hvide Hus?

Efter en historisk beskidt amerikansk valgkamp er det tid til selvransagelse hos medierne. Flere journalister frygter, de har hjulpet Donald Trump til sejr ved at fokusere mere på skandaler end politisk indhold. Her er de fem teser om mediernes svigt, som USA's journalister diskuterer med sig selv lige nu
Efter en historisk beskidt amerikansk valgkamp er det tid til selvransagelse hos medierne. Flere journalister frygter, de har hjulpet Donald Trump til sejr ved at fokusere mere på skandaler end politisk indhold. Her er de fem teser om mediernes svigt, som USA's journalister diskuterer med sig selv lige nu

Mary Altaffer

Kultur
11. november 2016

1. Medierne var fascineret af det ekstreme. Dermed blev de Trumps allierede

Måske har ingen beskrevet mediernes sindstilstand under valgkampen mere præcist end tv-kanalen CBS’ direktør Leslie Moonves. Han kaldte i februar valgkampen for et »cirkus« fuld af »mudderkast«, som han håbede ville fortsætte.

»Av mand, hvem kunne have forudset den rutsjetur, vi alle har lige nu? … Pengene vælter ind, og det er sjovt,« sagde han ifølge The Hollywood Reporter.

»Jeg har aldrig set noget som det her, og det bliver et rigtigt godt år for os. Undskyld. Det er en forfærdelig ting at sige. Men, bring it on, Donald. Bare fortsæt.«

Da Donald Trump i juni 2015 forlod reality-programmet The Apprentice for at annoncere sit præsidentkandidatur, troede ingen medier alvorligt på, at han havde en chance. Alligevel fik han under primærvalget mere taletid i medierne end de øvrige republikanske kandidater til sammen.

»Mønstret er genkendeligt nu,« skrev The Huffington Post i en analyse fra august 2015.

»Trump kommer med et kontroversielt budskab, som skaber overskrifter online og får eksperterne til at kritisere ham på kabel-tv. Så går han på Twitter og angriber sine kritikere, hvilket afføder endnu mere dækning. Medierne giver Trump omtale, hvilket han nyder, mens de får clicks og høje seertal.«

The New York Times kunne senere berette, at Donald Trump fik for to milliarder dollar gratis medieeksponering i 2015 – mere end alle øvrige republikanske kandidater til sammen, og dobbelt så meget som Hillary Clinton.

Forskellen i medietid mellem de to præsidentkandidater blev formindsket, men ikke udjævnet, i 2016. Og det til trods for, at Donald Trump ifølge CNBC ’kun’ har brugt 29,9 mio. dollar om måneden på sin valgkampagne i indeværende år. Clinton har brugt væsentligt mere – 49,6 mio. dollar om måneden. Dermed er Donald Trump ifølge analysebureauet mediaQuant den præsidentkandidat i historien, der har været dygtigst til at opnå medieomtale.

The Washington Post har gravet i Donald Trumps bestseller The Art of the Deal (1987) for et svar på hans medietække:

»Én ting, jeg lærte om pressen, er, at de altid er sultne efter en god historie. Og jo mere sensationel, des bedre,« skriver Trump.

»Hvis du er lidt anderledes, eller lidt vanvittig, eller hvis du gør ting, der er modige eller kontroversielle, så skriver pressen om dig.«

I søndags advarede The New York Times om, at amerikanske mediers forretningsmodel er i krise. Avisen kaldte det ’den største trussel mod demokratiet’, hvis medier for at overleve må forlade den kritiske journalistik til fordel for sensationel dækning, som det er set under valgkampen:

»Valgkampagnen 2016 har været et (økonomisk, red.) kæmpe hit. Og gevinsten tilfalder medierne. Med Mr. Trumps levering af must-see TV-teater har kabel-tv opnået rekordhøje seertal. Aviser har opnået online læsertal, der havde været utænkelige for bare et par år siden.«

2. Mediernes analyseapparat er i stykker. De har mistet kontakten til befolkningen

Som mange andre medieeksperter var økonomen og New York Times-klummeskribenten Paul Krugman i chok, da valgresultatet stod klart.

»Jeg troede virkelig, jeg kendte mit land bedre, end det har vist sig at være tilfældet. Jeg har advaret mod, at vi kunne blive en fejlslagen stat, men jeg indså ikke, at det ikke bare var radikalisering i Det Republikanske Parti, men et dybt forankret had i store dele af befolkningen. Hvordan bevæger vi os fremad?« spurgte han onsdag nat på Twitter.

Krugman tilhører det store korps af eksperter, analytikere og meningsdannere hos amerikanske medier, der ikke kunne eller ville forudsige Donald Trumps sejr. Det vækker til selvransagelse, også blandt USA's analysebureauer.

Dagen før præsidentvalget vurderede ni ud af ti uafhængige meningmålinger, at Hillary Clinton ville opnå en komfortabel valgsejr på mellem to og seks procentpoint foran Trump. Kun IBD/TIPP vurderede en smal Trump-sejr på baggrund af telefoninterviews med 1.107 vælgere.

Mest markant er udsvinget i ’sikre’ demokratiske stater som Pennsylvania, Wisconsin og Michigan, hvor meningsmålingerne vurderede en Clinton-sejr med omtrent 90 pct. sandsynlighed. Trump vandt i alle tre delstater.

Analytikerne skød størst forbi i Pennsylvania, som ifølge målingerne ville gå til Clinton med 4,1 procentpoint foran Trump. Ifølge Politico endte Trump med en sejr i Pennsylvania på 1,1 procentpoint foran Clinton. Dermed har de ti uafhængige meningsmålinger gennemsnitligt skudt hele 5,2 procentpoint forbi målet.

En mulig forklaring på de markante fejludsving er ifølge CNN den såkaldte ’Bradley-effekt’, opkaldt efter den afroamerikanske Tom Bradleys kandidatur til guvenørposten i Californien i 1982. Efter at have ført i alle meningsmålingerne endte Bradley med at tabe valget. Analytikere har sidenhen vurderet, at folk løj om, hvem de ville stemme på, at frygt for at blive stemplet som racister.

En anden vurdering – som Donald Trump selv har slået på under valgkampen – er hans evne til at mobilisere den store mængde amerikanere, der normalt ikke stemmer.

»Det bliver Brexit plus plus plus,« sagde Trump til søndagens valgmøde, med henvisning til EU-afstemningen i England, hvor analytikerne også gættede forkert.

Donald Trump taler med journalister efter den første presidentdebat mod Hillary Clinton den 26. september.

Donald Trump taler med journalister efter den første presidentdebat mod Hillary Clinton den 26. september.

Evan Vucci

3. Medierne forsøgte at være lige kritiske over for alle. Det var på en måde unfair

Kulturen i amerikansk journalistik er gennemsyret af idéen om, at medier er ’fair and balanced’; de skal være objektive og give lige meget taletid til begge parter i en sag. Under valgkampen har mange Hillary Clinton-støtter dog anklaget medierne for at bedrive ’false balance’, hvor de er lige kritiske over for begge kandidater, selv om Trumps synderegister er langt større.

»Der er for meget på spil i denne valgkamp, til at medierne fastholder den opfattelse, at Hillarys fejl (som hun helt klart har lavet) er bare i nærheden af Trumps fejl,« sagde Clinton-vælgeren Rhiannon Hutchinson til The New York Times i september.

»Hans (Trump, red.) brug af penge for at påvirke politiske beslutninger og den foragt, han åbenlyst udviser over for Amerikas borgere, journalister, allierede og årelange tradition for at modtage immigranter, lighed og tolerance.«

The New York Times har afvist kritikken, mens andre medier er mere usikre. Et centralt spørgsmål er, om mediernes dækning af Hillary Clintons brug af en privat e-mailserver, som FBI fastslog ikke var ulovligt, har tegnet et overdrevent negativt billede af Clinton. I sidste uge skrev onlinemediet Vox, at »den ægte Clinton e-mail skandale er, at en ikkehistorie har domineret valgkampen«.

Vox henviser til Tyndall-rapporten fra 25. oktober i år. Det er en analyse af valgkampsdækningen for 2016 i aftenudgaven af de tre store nyhedsprogrammer, ABC's World News Tonight, CBS Evening News og NBC Nightly News.

Her fremgår det, at Hillary Clintons e-mailskandale sammenlagt er blevet omtalt i 100 minutter, mens ‘politiske historier’ blot har fået 32 minutters taletid – til sammen. Kriteriet for en ‘politisk historie’ i Tyndall-rapporten er, at tv-værten »behandler et konkret emne såsom immigration eller Mellemøst-politikken og udlægger kandidaternes holdning«. I 2008-valgkampen brugte nyhederne fire gange så meget tid på at dække politiske emner.

Rapporten noterede også politiske emner, som ikke blev omtalt en eneste gang i 2016 af de tre nyhedsprogrammer:

»Intet om handel, ingen om health care, intet om klimaforandringer, intet om narko, intet om fattigdom, intet om pistoler, intet infrastruktur, intet om det økonomiske underskud.«

Den manglende politiske substans blev bemærket af The Huffington Post allerede i august 2015, da Hillary Clinton stillede op til sit første nationale tv-interview med CNN. Journalisten Brianna Keilar spurgte nemlig ikke ind til »den økonomiske krise i Grækenland, Iran atomforhandlingerne eller Præsident Obamas strategi for at bekæmpe Islamisk Stat«.

»Men Keilar bad den tidligere udenrigsminister for et svar på Donald Trumps seneste udtalelse, at nogle mexicanske immigranter er voldtægtsforbrydere og kriminelle.«

4. Medierne støttede Hillary. Folket reagerede i trods

Donald Trump er »uegnet« til præsidentembeddet, skrev The Washington Post. Trumps indtog i amerikansk politik er et »uhyggeligt øjeblik« i amerikansk politik, skrev Vox. Han er »kynisk« og »styret af farlige indskydelser«, skrev The New York Times, mens The Atlantic mente, at han er »den mest ukvalificerede kandidat i den amerikanske præsidentvalgkamps 227 år lange historie«.

En stor del af de amerikanske medier har gennem valgkampen taget afstand fra den republikanske præsidentkandidat Donald Trump på lederplads. Ifølge professor i medievidenskab ved Saint Michael's College David T.Z. Mindich og flere andre iagttagere har medierne været mere kritiske over for Donald Trump end nogen anden præsidentkandidat i årtier.

På lederplads har de største medier igen og igen gjort rede for, hvorfor Donald Trump ikke er egnet til at være præsident: Han er for »fanatisk« og giver »falske løfter« (The New York Times), har »mange fejl« og »en lille viden om verden« (The Wall Street Journal), han er »xenofobisk«, »racistisk«, »sexistisk« og »helt uden evner til at bestride embeddet« (The Atlantic).

Medierne var konsistente i deres modstand mod Trump. Men som blandt andre National Public Radio og The Washington Post har skrevet i analyser af mediernes rolle efter valget: Trumps vælgere var ligeglade.

»Der findes ikke en samlende autoritet, der er ikke nogen Walter Cronkite, som kan fortælle os, hvad vi skal tro,« skrev mediereporter på National Public Radio, David Folkenflik.

»The New York Times’ troværdighed blandt Trumps vælgere er på vej mod nul. Frank Bruni, Paul Krugman, Gail Collins, Nicholas Kristof og Thomas L. Friedman kan skriver en million klummer, men de vil flytte stemmer hos ganske få af Trumps vælgere.«

I Columbia Journalism Review skrev professor i medievidenskab David T.Z. Mindich, at mediernes afstandtagen fra politikere har »mindre betydning«, fordi tiderne, hvor et flertal af befolkningen så de samme nyhedsudsendelser, er »long gone«.

Ifølge The Washington Posts mediekommentator, Margaret Sullivan, ønskede medierne at tro på et land, hvor »ordentlighed og retfærdighed stadig spiller en rolle«.

Men de tog fejl, skriver hun:

»Jeg kan tilgive journalister mange ting, men ikke det.«

Donald Trumps sejr kan dermed også markere afslutningen på de traditionelle mediers indflydelse over vælgerne.

»Mediernes højt besungne magt er ikke, hvad den engang har været,« sagde Fox News-værten Brit Hume, da konturerne til Trumps triumf begyndte at tegne sig onsdag nat.

5. Medierne tog Trump bogstaveligt. De glemte at tage ham alvorligt

Milliardæren Peter Thiel, som offentligt har erklæret sin støtte til Donald Trump, talte for nylig for den samlede amerikanske presse, hvor han udlagde sin version af et af mediernes problemer i dækningen af Donald Trump.

»Medierne tager altid Trump bogstaveligt,« sagde han.

Som om det kunne være et problem. Men det var det ifølge Thiel. For som han sagde:

»De tager ham aldrig alvorligt. De tager ham bogstaveligt.«

Ifølge Thiels analyse har medierne gennem valgkampen ikke forstået, hvad det egentlig handler om, når Donald Trump er kommet med sine kontroversielle udtalelser: Når han har talt om at forbyde alle muslimer indrejse i USA eller foreslået at bygge en mur ved grænsen mod Mexico, når han har sagt, at en dommer på grund af sin etniske oprindelse ikke skulle være i stand til at virke som dommer, eller når han har udtalt sig om brugen af waterboarding og andre former for tortur af terrormistænkte, så har medierne gengivet hans ord.

Det handler ifølge Thiel ikke om muren – men om en strammere politik over for indvandrere. Det handler ikke om at lovliggøre sexovergreb – men om at gøre op med en politisk korrekthed.

Medierne har ifølge Thiel altså taget Trump alt for bogstaveligt – og det kan han have ret i, skriver The Washington Posts mediekommentator, Margaret Sullivan, i en kommentar på dagen efter valget.

»Mange vælgere tænker modsat,« skriver hun.

De tager Trump alvorligt. Men ikke bogstaveligt.

»Og selv om mange journalister og mange nyhedsorganisationer har lavet historier om den frustrationen og afmagt, som findes blandt disse amerikanere, så har vi ikke taget dem alvorligt nok.«

Samme analyse kunne man læse i The New York Times dagen efter valget. Ifølge mediekommentator Jim Rutenberg »forstod medierne samlet set ikke«, hvad der foregik rundt om dem.

»De forkerte forudsigelser tirsdag aften handler om langt mere end fejl i meningsmålingerne,« skriver Rutenberg.

»Fejlen var, at medierne ikke forstod den ulmende vrede hos en stor del af de amerikanske vælgere, som føler sig hægtet af udviklingen i resten af samfundet, forrådt af handelsaftaler, som de ser som trusler mod deres jobs, og at de bliver mødt uden respekt af establishmentet i Washington, på Wall Street og i mainstream medierne.«

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

...Thjaaa, det kan ikke gå være end det det ende med. Trump er USA 45. præsident.

...Og det selv om et flertal af de amerikanske vælgere stemte på Clinton.