Læsetid: 7 min.

Mens vi venter på Robotbeatles

Informations musikredaktør har lyttet til musik skrevet af software og har tænkt over dens muligheder. Og endt med spørgsmålet: Er det virkelig så meget anderledes – eller dårligere – end menneskemusik?
Informations musikredaktør har lyttet til musik skrevet af software og har tænkt over dens muligheder. Og endt med spørgsmålet: Er det virkelig så meget anderledes – eller dårligere – end menneskemusik?
18. november 2016

I den oprindelige udgave af Westworld, Michael Crichtons film fra 1973, kunne man kun kende forskel på menneske og maskine, hvis man så på hænderne.

I hvert led var der en slags hudring om i stedet for en hudfold. Noget, som teknikerne ikke havde taget højde for, og som dermed gjorde, at robotterne ikke var perfekt naturtro.

Den slags begrænsninger hører måske snart fortiden til. Også i musikkens verden. Den berømte Turing-test – der handler om at gætte, hvorvidt en tekstbaseret samtale bliver ført med et andet menneske eller et program – er blevet bestået af en kunstig samtalepartner i 2014.

Samme år blev et stykke musiksoftware udsat for en ganske uofficiel Turing-test.

Hos Sonys Computer Science Lab i Paris havde man under ledelse af François Pachet programmeret en såkaldt jazz-bot til at lyde som en krydsning mellem den amerikanske bebop-jazzsaxofonist Charlie Parker og den franske komponist Pierre Boulez.

Et resultat af disse anstrengelser kom den amerikanske jazzguitarist og -komponist Pat Metheny i hænde, og han sendte det videre til sin kollega, saxofonisten Chris Potter.

 

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Se om du er enig…

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Niels Nielsen
  • Klaus Seistrup
Niels Nielsen og Klaus Seistrup anbefalede denne artikel

Kommentarer

Turing-testen var en god målestok i mange mange år, men er i dag blevet utilstrækkelig. At det vralter som en and, rapper som en and og flyver som en and er ikke længere tilstrækkelige kriterier for, at det faktisk også er en and, det kunne jo være en intelligent drone.

Klassisk musikteori blev perfektioneret i 1800-tallet ved at en række teoretikere studerede især Haydns, Mozart og Beethovens værker, og udledte den underliggende "grammatik", der var styrende for de tre komponisters musik. Senere tiders musikkritikere har så glemt teoriens tilblivelseshistorie og berømmer derfor netop Haydn, Mozart og Beethoven som være genier, der til fulde udtrykker de klassiske musikalske idealer. Det tror da fanden, når idealerne er skabt med netop deres musik som forbillede.

Tolvtonemusikken var et forsøg på at tage de menneskelige begrænsninger ud af musikken og gøre komposition til et automatisk, regelstyret projekt.

Okay, det var tre usammenhængende strøtanker, der opstod under læsningen af denne fremragende artikel. Jeg har ikke nogen pointe med dette indlæg, andet end at dele min forvirring med alle jer andre. Og så gentage de sætninger i teksten, som efter min mening finest sætter hele denne problematik i relief:

"Så måske består det menneskelige i den fysiske begrænsning? Det, at vi har et temperament og en synsvinkel på livet? At vi slet ikke har et overordnet perspektiv? At vi er utilstrækkelige og fejlbarlige?"

Tak for en virkelig god og tankevækkende artikel.