Mens vi venter på Robotbeatles

I den oprindelige udgave af Westworld, Michael Crichtons film fra 1973, kunne man kun kende forskel på menneske og maskine, hvis man så på hænderne.

I hvert led var der en slags hudring om i stedet for en hudfold. Noget, som teknikerne ikke havde taget højde for, og som dermed gjorde, at robotterne ikke var perfekt naturtro.

Den slags begrænsninger hører måske snart fortiden til. Også i musikkens verden. Den berømte Turing-test – der handler om at gætte, hvorvidt en tekstbaseret samtale bliver ført med et andet menneske eller et program – er blevet bestået af en kunstig samtalepartner i 2014.

Samme år blev et stykke musiksoftware udsat for en ganske uofficiel Turing-test.

Hos Sonys Computer Science Lab i Paris havde man under ledelse af François Pachet programmeret en såkaldt jazz-bot til at lyde som en krydsning mellem den amerikanske bebop-jazzsaxofonist Charlie Parker og den franske komponist Pierre Boulez.

Et resultat af disse anstrengelser kom den amerikanske jazzguitarist og -komponist Pat Metheny i hænde, og han sendte det videre til sin kollega, saxofonisten Chris Potter.

Metheny spurgte ham, hvem han troede musikeren bag stykket var (og det er her, forsøget afviger fra en rigtig Turing-test). Ikke desto mindre var det overraskende, at Potter omgående begyndte at komme med forslag, hvilket Metheny i 2014 fortalte til The Atlantic.

Det faldt altså ikke Potter ind, at stykket var skabt af AI (kunstig intelligens), og samtidig hørte han klare ligheder med flere forskellige menneskelige musikere. Akkurat som mange af os gør, når vi hører andre menneskers musik.

Dyb musik(af)læring

Allerede i 1981 begyndte den amerikanske musiker og professor ved University of California Santa Cruz David Cope at arbejde med kompositionsprogrammet Experiments in Musical Intelligence (EMI), som blev fodret med og analyserede musikalske stilarter – og søgte at emulere dem. I 1994 albumdebuterede EMI med Bach By Design: Computer Composed Music – Experiments In Musical Intelligence.

I 2009 udkom Copes nye interaktive interface og kompositionsprogram Emily Howell med sit første album From Darkness, Light, og siden har Cope postet en række eksempler på YouTube med emuleringer – efterligninger – af alt fra ragtime-komponisten Scott Joplin over Bach til Mozart.

Ret så imponerende emuleringer, selvom nogle af dem er blevet kritiseret for at kopiere i ekstrem grad fra forlæggene.

I april i år gjorde en andenårsstuderende i computervidenskab på Princeton, den 20-årige Ji-Sung Kim, sig bemærket ved at programmere Deepjazz, en såkaldt deep learning music generator, altså også et program, der ved »aflytning« af tidligere indspillet musik skaber ny musik.

Og her to år efter sin succes med jazz-botten har Sonys Computer Science Lab, stadig under François Pachets ledelse, igen fået stor opmærksomhed ved at have bevæget sig ind i popverdenen.

Med numrene »Daddy’s Car« og »Mr. Shadow« har det fået sin software, sine såkaldte Flow Machines, til at komponere to sange, en i Beatles-stil og en i en form for hybridstil baseret på Cole Porter, Irving Berling og Duke Ellingtons arbejder.

‘Inspireret’ er måske et flot ord, men i hvert fald har Sonys Flow Machines lyttet til tonsvis af musik fra forbillederne, regnet på deres tricks og kalkuleret sig til, hvordan man kan gøre dem kunsten efter.

Inden vi tager afstand fra disse kunstige musikbegavelsers fremgangsmåde og råber op om sædernes forfald, så er det værd at spørge os selv, hvorvidt den menneskelige skabelsesproces egentlig er afgørende anderledes? Er den netop ikke også en forædling – eller forarmning – af indtryk fra musikhistorien filtreret gennem mere eller mindre kunstneriske temperamenter?

Og er algoritmernes temperament i øvrigt ikke – i hvert fald som udgangspunkt – menneskeskabte, altså via programmeringerne og de musikalske inputs?

Det meste er alligevel efterligninger

Den romantiske idé om geniet, der gribes af inspiration ud af den blå luft, er i hvert fald en bedaget og misvisende kunstnermytologi.

Vi ved, at alle stjæler fra alle. Igor Stravinskij sagde – idet han sandsynligvis og meget passende parafraserede T.S. Eliot – at »en god komponist imiterer ikke, han stjæler«.

Det er i hvert fald ikke decideret elendige sange, som Flow Machines har præsteret. »Daddy’s Car« er godt nok mærkeligt overmøbleret og forceret. Vokalharmonierne lyder mere som Beach Boys end Beatles, og forsangeren er meget, meget langt fra Lennons og McCartneys fraseringer.

Hertil kommer, at melodierne og harmonierne er så generiske, så bundet op på en ekstremt signifikant kulturarv, at de på ingen måde er i stand til at sætte sig på tværs i ens indre univers.

Men kan man ikke sige det om en uendelighed af menneskeskabt musik? At langt det meste af den udgøres af uopfindsomme og underlegne efterligninger af eksisterende kulturarv?

»Mr. Shadow« er et klart bedre nummer. Måske fordi det ikke forsøger at skjule sin umenneskelighed. Vokalen klinger stærkt artificielt, opklippet. Men måske også fordi inspirationspoolen er fordelt over flere kunstnere: Cole Porter, Irving Berling og Duke Ellington.

Og så lyder det, som om det er spændt ud mellem flere tider. Som om den franske drømmepopduo Air er blevet transporteret tilbage til en musichall fra svundne tider i England, mens de var i fuld gang med at producere deres sang. Det har sin egen ret så rørende melankoli.

Flow Machines har så også fået en del menneskelig assistance til at færdiggøre numrene. En software kaldet Flow Composer laver et lead sheet til sangen.

Et lead sheet er et nodeark, der indeholder melodien og akkorderne og normalt også teksten – her dog skrevet af et menneske, den franske komponist Benoît Carré.

Flow Machines instrueres så af et menneske, igen Benoît Carré, i hvilken stil orkestreringen skal være. Og så sørger Flow Machines for at få stilen til at passe med lead sheetet.

Carré står også for de endelige arrangementer af sangene, som jo er helt centrale for, om mennesker kan finde nydelse i helheden eller ej.

Hvad er menneskeligt?

Det er altså stadig mennesker, der fodrer computerne med de rette data, og det er også mennesker, der tager mange af de æstetiske valg.

Men Benoît Carré hævder, at det en dag vil være de kunstige intelligenser, der selv kan gøre det. Og Sony er p.t. i gang med at forberede et helt album med sange udelukkende komponeret af kunstig intelligens.

Her under storvarslet om ankomsten af den sande kunstige intelligens kredser offentligheden oftere og oftere om spørgsmålet: Hvad er i sandhed menneskeligt?

Der findes umenneskelig behandling, men den foretages af mennesker. Der findes umenneskelige omstændigheder, men det er mennesker, der lider under dem.

På mange måder er vi selv programmerede. Vores liv er i høj grad defineret af det input, som vi har fået fra vugge til grav. Vores sociale omstændigheder er ekstremt adfærdsregulerende og definerende for vores tankevirksomhed.

Vi er alle kulturelt programmerede til at tænke og handle inden for vedtagne love og normer. ‘Trædemøllen’ kalder vi det automatiserede arbejdsliv, der er struktureret som en fast rytme, mange af os følger, og ofte følger nærmest bevidstløst.

Man kunne også spørge: Hvad er den menneskelige restmængde, når computeren har overtaget så mange af de funktioner, vi tidligere selv klarede? Fra stedsans og søvnrytme til snart bilkørsel og måske medicinske diagnoser og ikke mindst big data-behandling.

Hvad sker der, når de kunstige intelligenser for alvor går ombord i vores historie? I takt med at så store dele af vores erfaringsverden er skærmmedieret, så vil kunstig intelligens snart have et langt større erfaringsspektrum at formidle den menneskelige erfaring igennem, end vi selv har.

Om føje år vil der være kunstige intelligenser, der har set og hørt alt indspillet materiale i hele menneskehedens historie.

Så måske består det menneskelige i den fysiske begrænsning? Det, at vi har et temperament og en synsvinkel på livet? At vi slet ikke har et overordnet perspektiv? At vi er utilstrækkelige og fejlbarlige?

Så er der selvfølgelig vores sanse- og kognitionsapparat, som man også kunne pege på som noget ganske unikt. Men robotter er også udstyret med en form for sanser nu om dage, de kan i hvert fald se, høre, føle. Og de vil kunne lære sig at fortolke berøring, lytning, syn kognitivt. Akkurat som vi selv i vid udstrækning har lært det.

Skabelsen emuleret

En indvending: Hvis den kunstige intelligens ikke kan elske, så vil den vel ikke være relevant for ret mange menneskeører, da så meget pop handler om kærlighed og sex?

Modsvar: Mange af disse sange følger nogle ganske klart aflæselige koder og strategier, som den rette algoritme vil kunne aflæse og replikere.

En anden indvending: »Kan de swinge?« som der bliver spurgt i førnævnte artikel i The Atlantic fra 2014. Musikeren og teknologen Eric Singer svarede:

»Man kan helt bestemt få en computer til at swinge.« Det er bare et spørgsmål om programmering ifølge Singer.

Men den menneskelige forestillingsevne? Vores fantasis evne til at kvantespringe sig ud over vedtagne systemer og naturlove? Vores anarkistiske overrumplingskraft? Miles Davis’ konstante genopfindelser af jazzen? Punkens nedrivning af det bestående? Kraftwerks højsange til robotterne? Hiphoppens dadaisme?

Well, måske findes der svar i Googles artificial intelligence AlphaGo, der slog sydkoreanske Lee Se-dol – verdensranglisten nummer to – i spillet go. Ikke så meget i det, at softwaren slog menneskehjernen med 4-1, men i måden, det skete på.

Det kinesiske brætspil har uendelig mange flere kombinationsmuligheder end skak, og det kræver en form for intuition at kunne vinde i spillet. Også på topniveau. AlphaGo, der selv har analyseret og studeret og lært sig at blive god til go overrumplede alle ved at slå Lee Se-dol med aggressive, uventede, ja, dybt ukonventionelle træk.

Den spillede … kreativt.

Så det ser ud til, at man kan lokke den kunstige intelligens til at bryde loven. Og her taler jeg altså ikke om bankrøveri, men om at foretage det uventede krumspring ud af det algoritmiske/etablerede. Det, der gør, at vi – vores kultur – evolutionerer.

Når det sker, har vi ikke blot skabelsesprocessen emuleret, men ny skabelse. Eller sagt på en anden måde: Så har vi balladen.