Montanas Litteraturpris har værnet om den litterære kvalitet i 10 år

Da den nu 76-årige Dorrit Willumsen sidste år modtog Montanas Litteraturpris for romanen Nær og fjern, var det på mange måder en undtagelse fra den regel, at prisen gives til nyere eksperimenterende litteratur.

Men Dorrit Willumsens roman var så suveræn; med boblende humor, stilistisk elegance og kompositorisk originalitet skildrede hun en mærkeliggjort modernitet befolket af mennesker styret af umiddelbare indskydelser og sanselige impulser.

Så stod Willumsen dér på Testrup Højskole i januar måned, lille og ydmyg, og tog imod prisen som en moden og overlegen mester foran al det ungdommeligt fremstormende litterære talent, som der vitterligt er så meget af i dansk litteratur i disse år.

Der skulle åbenbart sådan en fandenivoldsk roman til for at vinde prisen, der ellers i de fleste år er gået til formeksperimenterende lyriske værker.

At det er sådan, skyldes nok, at det i kriterierne for prisen hedder, at Montanas Litteraturpris gives til »en dansk forfatter af aktuel litteratur, som inden for sin genre er fornyende, eller som formår at fremstille virkeligheden på en ny overraskende måde«.

Det har åbenlyst været til fordel for en bestemt slags formeksperiment, men det vil være en misforståelse heraf at udlede, at prisen som sådan er sat i verden for at favorisere den helt smalle og formeksperimenterende lyrik. Mange forskellige slags litteratur kan komme i betragtning til prisen.

Således er der også blandt de nominerede værker til årets pris tilsyneladende mere traditionelle, men særdeles stærke romaner som Kirsten Thorups Erindring om kærligheden med den langsomt, omhyggeligt udfoldede historie om Tara og Vibeke Grønfeldts Endnu ikke.

Den sidste er, som det hedder i nomineringen, en demonstrativt plot- og fremdriftsløs roman. Der sker på overfladen sådan set ingenting i romanen, og skriften er herligt ligeglad med enhver forventning om plot. Men bag den facade af ingenting sker der selvfølgelig en hel masse.

Det, der er på spil i Thorups og Grønfeldts romaner, er en anden tidsfornemmelse, en anden sansning og registrering af verden og et andet tempo end det, man finder i den umiddelbare verden, romanen udspiller sig i. På den måde bliver romanen – ved siden af alt muligt andet, romanerne også er – en slags fordrejning af den hektiske virkelighed, vi lever i, og en protest mod ensliggørelsen af vores virke.

Alternativ historieskrivning

Den historiske roman trives. Der skrives i disse år fortsat slægtsromaner af den store, bredt malende slags, der let finder vej til bestsellerlisterne, men som til gengæld ikke har de store chancer i forhold til Montanas Litteraturpris.

For andre forfattere fungerer romanen i høj grad som eksperimentel alternativ historieskrivning, hvor forfatterens stilistiske særpræg skaber spændinger mellem et fortidigt stof og en nutid, og hvor værkernes punktuelle nedslag bliver selvstændige momenter, hvor det litterære sprog står helt i forgrunden.

Forholdet mellem det punktuelle og et historisk stof er fremtrædende i den bedste litteratur lige nu. Det kendetegnede også i Ida Jessens stærke dagbogsroman En ny tid, der sidste år kunne have fortjent en nominering, og som udfolder et helt lille lavmælt Danmarksportræt.

Den litterære undersøgelse af sammenhængen mellem et historisk 1980’er-spor og et nutidigt spor findes på avanceret vis i Kristina Stoltz’ roman Som om (der af habilitetsårsager ikke kan nomineres i år), hvor selve titlen bliver den stilistiske markør af de forskelle og forskydninger, der opstår, når man undersøger ligheder i et livsforløb, og når man forsøger at tilegne sig et generindret stof.

Et endnu længere historisk stræk finder vi Anders Abildgaards Ibis, hvor forfatteren i et lærd og lidenskabeligt langdigt forsøger at belyse nutidens aktualitet gennem en digterisk genfortolkning af Ovid. Også den bog har vi af habilitetsårsager måttet se bort fra.

I det endnu større udtræk var der sidste år også Kim Leines roman Afgrunden, hvor selve genren ’den historiske roman’ blev undersøgt i en bog om Den Finske Borgerkrig belyst gennem historien om to danske brødre.

Går vi lidt længere tilbage i litteraturprisens historie, helt tilbage til den anden prisvinder finder vi et stort og vigtigt nutidshistorisk værk, nemlig Peter Øvig Knudsens tobindsværk Blekingegadebanden, som i 2007 fik Montanas Litteraturpris, fordi han på en værdig og troværdig måde formåede at gennemskrive en kompleks historie fra vores nærmeste fortid.

Prisen til Peter Øvig Knudsen var et eksempel på, at den ikke kun kan gives til fiktionslitteratur, men også til faglitteratur, hvis den vel at mærke er afprøvende og fornyende i hele sin tilgang til genren.

Ikke hos alle var prisen til den på det tidspunkt allerede hyppigt hædrede forfatter populær, så da budskabet blev forkyndt på Testrup Højskole en iskold januardag, hvor forfatteren var arriveret i sin jaguar, blev det prompte af en tilhører kommenteret med et højlydt ’Matthæus!’ og en lige så højlydt udvandring fra prisceremonien.

Det er, helt ærligt, ganske få faglitterære værker eller essaysamlinger, der gennem prisens ti års levetid har formået at leve op til priskriteriet – og det siger noget om, at den formmæssige fornyelse af litteraturen i disse år primært finder sted i skønlitteraturen og kun i begrænset grad i faglitteraturen, selv om der helt klart også her er en bevægelse i gang mod nye former og afsøgninger af og hybrider mellem forskellige genrer.

Jeg forudser derfor, at vi i de kommende år heldigvis vil se flere nomineringer af værker, der pendler mellem traditionelle genreskel.

Nu med børnelitteratur

At mange slags litteratur i princippet kan komme i betragtning til Montanas Litteraturpris, bare den er af højeste kvalitet, er årets dobbeltnominering af forfatteren Louis Jensen og illustratoren Lilian Brøgger et udtryk for.

De to har i år med der er ingen ende – altid en ny historie færdiggjort deres 1001 poetiske historier for børn (og voksne). 11 bind over 24 år, og fordi det sidste bind trækker på hele arven fra de forudgående bind, har vi valgt at nominere hele molevitten.

Fornyende poetisk kvalitet kan heldigvis aldrig reduceres til én bestemt genre eller hylde i den lokale boghandel, men kan pludselig vise sig helt uventede steder. Også i børnelitteraturen.

I år har vi med to af nomineringerne helt tilfældigt ramt en vigtig litterær tendens, nemlig den at lave romanfiktioner over historiske personer. Harald Voetmann gjorde det allerede højst egensindigt i 2014 med Alt under månen, hvor han dykkede ned i kredsen omkring Tycho Brahe.

I år har vi på dansk også fået Julian Barnes’ Tidens støj, som er en fiktiv biografi skrevet med udgangspunkt i den russiske komponist Dmitrij Sjostakovitjs liv – den er dog grebet lidt for traditionelt an. Men alt i alt er der tale om vidt forskellige måder at gribe et litterært portræt an på.

Forskellige er også Kirstine Reffstrup og Christina Hesselholdt, der begge er nominerede til Montanas Litteraturpris i år. Kirstine Reffstrup for sin forrygende litterære fantasi Jeg, Unica, der ovenikøbet er hendes debut, over den tyske forfatter Unica Zürns liv, og Christina Hesselholdt, der har komponeret en flerstemmig fortælling om den amerikanske gadefotograf Vivian Maier, som samtidig er meget hesselholdtsk.

Er det fiktive historiske portræt udtryk for en bestræbelse på at lægge afstand til den bekendende og autofiktive tendens i litteraturen, eller tilbyder det simpelthen en ny litterær frihed at gå ombord i en anden tid og en historisk person. Og hvad opstår der i spændingsfeltet mellem en nutidig forfatters bevidsthed og et historisk stof?

Det fiktive romanportræt er ikke nogen ny litterær genre. Sidste års prismodtager Dorrit Willumsen skrev i 1996 en prisvindende roman om Herman Bang, og man kunne nævne mange andre eksempler, men jeg er helt overbevist om, at vi i de kommende år også i en bevægelse væk fra det autofiktive vil komme til at se flere spændende eksempler på den form.

Kvalitetslitteratur

Når en litteraturpris har eksisteret i 10 år, er det muligt at gøre status og tegne et mønster. På den måde kan den også blive et pejlemærke for litteraturens udvikling og tendenser.

Vi lever med et ekstremt skizofrent bogmarked. Nogle få titler klarer sig rigtig godt og bliver bestsellere. Heriblandt kan der godt være litterær kvalitet, men den er ikke udpræget. På den anden side har vi en mangfoldig og broget skov af kvalitetslitteratur, der isoleret set sjældent kan klare sig på markedsbetingelser.

Det er selvsagt en grov generalisering, men hvad der er fuldstændig evident er, at vi i disse år lever i en sand litterær guldalder. Der skrives mange bøger af usædvanlig litterær kvalitet, og der eksperimenteres på livet løs. Den guldalder afspejler sig desværre blot ikke i udtalt grad i salgstallene.

I al ubeskedenhed, så har vi i indstillingskomiteen bag Montanas Litteraturpris været med til at præge det billede ved at udpege værker af den højeste litterære kvalitet. Vores arbejde med grundigt at læse årets litteratur minder mest om det arbejde, der gøres i Svenska Akademien, når årets nobelprismodtager skal findes.

Vi lader ikke blot avisens kritikere udpege hver deres personlige favorit ud fra de bøger, de tilfældigvis har anmeldt i løbet af året – nej, vi insisterer på at læse og i fællesskab diskutere alle de oplagte kandidater.

Kolleger siger, at vi skal stå sammen og redde litteraturen. Men i deres forestillingsverden skal vi værne om litteraturen ved i praksis at udvande den og gøre den til genstand for popularitetskonkurrencer og læserafstemninger. Den slags har vi aldrig troet på som vejen frem.

Og når hele det litterære bo skal gøres op om en del årtier, så er jeg overbevist om, at vores lister med nominerede og prisvindere vil vise sig at have mere til fælles med den litterære kanon fra de første årtier af vores årtusinde, som kun eftertiden kender, end dem man kan lave ud fra de litteraturpriser, der er baseret på kritikerindstillinger og læserafstemninger.

Når vi så kigger tilbage på ti års uddeling af Montanas Litteraturpris, er det en ganske imponerende liste. Her er ingen døgnfluer eller det, der ligner.

Vi har enten kunnet honorere et helt enestående hovedværk, som det er tilfældet med Dorrit Willumsens roman Nær og fjern, Peter Øvig Knudsens dokumentariske fortælling Blekingegadebanden, Pia Juuls digtsamling Radioteatret og Ursula Andkjær Olsens digtsamling Det 3. årtusindes hjerte.

Eller vi har ramt forfatterne lige midt i, at de var ved at bryde igennem, samtidig med at de i kraft af deres fornyende tilgang til litteraturen, har haft en stor betydning for samtidige kolleger.

Det gælder Mette Moestrups kingsize, Lars Skinnebachs Enhver betydning er også en mislyd samt ikke mindst Bjørn Rasmussens roman Huden er det elastiske hylster der omgiver hele legemet, Asta Olivia Nordenhofs det nemme og det ensomme, der vandt foran Yahya Hassans debutdigte, og forrige år Christina Hagens Boyfrind.

Jeg glæder mig over den kvindelige dominans i Montanas Litteraturpris. De seneste fire år er det kvindelige forfattere, der har vundet prisen, og samlet set har seks kvindelige forfattere modtaget prisen mod fire mandlige. Og jeg glæder mig over den genremæssige mangfoldighed: Én dokumentarisk fortælling, to romaner, fem digtsamlinger og en hybridbog.

Det fortæller ganske vist, at digtene er prioriteret højere end prosaen, at det er lettere for en digtsamling at vinde prisen, fordi poesi som udgangspunkt er mere eksperimenterende end prosa, men mon ikke prosaen kommer efter det i de kommende år.