Interview
Læsetid: 6 min.

’Det er naivt at tro, at man kan være utro uden konsekvenser, bare fordi så mange er det’

Utroskab har altid konsekvenser, mener Sarah Treem, der står bag tv-serien ’The Affair’, der handler om netop utroskab, og hvis tredje sæson lige straks har dansk premiere. Information har talt med den amerikanske manuskriptforfatter, som selv er en romantiker og tror på ægteskabet. Har hun aldrig været fristet?
Tv- og filmskaber Sarah Treem.

Tv- og filmskaber Sarah Treem.

Kultur
18. november 2016

For fem år siden så den 31-årige amerikanske tv- og filmskaber Sarah Treem fra Boston sig omkring og blev bekymret. Flere og flere af hendes bekendte begyndte at have affærer, og efterhånden var det så almindeligt, at det kom til at virke legitimt.

»Lige pludselig følte jeg, at alle var hinanden utro. De her mennesker havde været gift i et stykke tid, og mange af dem var blevet rastløse,« siger Sarah Treem, da jeg møder hende på den årlige Copenhagen TV-Festival.

Hun er kendt for tv-serierne In Treatment, House of Cards og ikke mindst den Golden Globe-vindende The Affair, hvis tredje sæson nu har premiere, og som hun både skriver og producerer.

Tilbage i 2011, da idéen til The Affair opstod, var Sarah Treem single og barnløs (siden er hun blevet gift med politisk konsulent på House of Cards, Jay Carson, og er blevet mor) og tænkte meget på både ægteskab og på at stifte familie. Og fordi hun hørte om utroskab alle vegne blandt venner og bekendte, besluttede hun sig for at lave en serie, der så ægteskabet gennem utroskabens linse.

»Mange serier inkorporerer affærer, men de handler for det meste ikke om affæren i sig selv,« siger hun.

»Affæren bliver brugt som et middel til at drive kernefortællingen videre i modsætning til at udforske, hvad der rent faktisk sker i en affære, og hvorfor det sker. Idéen med serien var, at der ikke skulle være noget andet rundt om. Den skulle kun handle om affæren.«

I tredje sæson af The Affair springer serien fem år frem i tiden og kommer ifølge Sarah Treem til at kredse om temaet genforening. Mens de to første sæsoner handlede om selve affæren, og dem der havde den, handler tredje sæson om familien.

»Jeg vil gerne vise, at selvom en familie bryder sammen, så bryder den ikke sammen for evigt. Jeg tror, at familier bryder sammen, og så bliver de samlet igen bare i nye sammensætninger,« siger hun.

At begå utroskab

Da Sarah Treem gik i gang med at skrive første sæson af The Affair, allierede hun sig med den kendte amerikanske parterapeut og forfatter, Esther Perel. Perel har skrevet bogen Erotisk intelligens, som blandt andet handler om sex og ægteskab.

»Hendes teori er, at når man er utro i et ægteskab, så er det ofte ikke, fordi der er noget galt med ægteskabet eller partneren,« siger Sarah Treem.

»Det er altså ikke nødvendigvis, fordi man er ulykkelig på grund af ægteskabet, men fordi man er utilfreds med sig selv. Det var det princip, vi arbejdede ud fra, da vi lavede The Affair

I første sæson, som havde premiere i 2014, møder vi den lykkeligt gifte forfatter fra New York, Noah (Dominic West), der tager på sommerferie i The Hamptons hos sine svigerforældre sammen med sin smukke kone, Helen (Maura Tierney), og deres fire børn. På Long Island støder Noah ind i Allison (Ruth Wilson), der arbejder som servitrice og er gift med den lokale ranchejer. De to indleder en affære.

»Det er ikke, fordi Noah ikke er forelsket i sin kone, men han er ikke glad for sig selv. Han er ikke lige så succesfuld, som han gerne vil være, han er uvenner med sin svigerfar, og han føler sig kastreret. Det, der driver ham til at være utro, er, at han leder efter noget uden for ægteskabet og ikke, fordi der er noget galt med hans kone,« siger Sarah Treem.

– Er det så selvisk at være utro?

»Ja,« siger hun uden tøven.

Trailer til første sæson af 'The Affair'.

Destruktiv handling

Sarah Treem har valgt at kombinere det romantiske drama omkring affæren med krimigenren, fordi der i krimier altid er en søgen efter sandheden.

I slutningen af hvert afsnit af The Affairs første sæson ser vi Noah og Alison i et afhøringslokale, hvor de bliver udspurgt om mordet på Alisons svoger, Scotty. Scenen finder sted et par år ud i fremtiden i forhold til resten af handlingen.

Da Noah i slutningen af sæsonen er tilbage i New York og flyttet ind hos Alison, ser alt ud til at være endt lykkeligt, lige indtil FBI ringer på døren og anholder Noah for mordet på Scotty.

»Det er faktisk også hele omdrejningspunktet for utroskab. Opklaringen af mordet er historiens ramme, men man kan bruge forbrydelsen som en metafor for selve affæren,« siger Sarah Treem.

– Er utroskab da en forbrydelse?

»Ikke på den måde, vi forstår ordet forbrydelse i juridisk forstand. Men jeg tror, at kærlighed, og helt specifikt ægteskab, er et løfte og en troshandling. Ægteskabets bånd eksisterer kun, hvis partnerne tror på, at de er vigtige for hinanden, og jeg mener, at når man er utro, så bryder man de bånd. Det er helt sikkert en destruktiv handling. Det er naivt at tro, at bare fordi så mange omkring os er utro, så kan man være det uden konsekvenser. Sådan er det bare ikke.«

– Har du nogensinde selv været utro?

Sarah Treem griner lidt og svarer så.

»Jeg har ikke været gift særligt længe.«

– Men har du været fristet?

»Jeg har ikke været fristet til at være utro i nogle af mine egne forhold, men før jeg blev gift, har jeg været fristet af gifte mænd. Jeg har været fristet til at være utro med mænd, der var i et ægteskab.«

– Du har været fristet, men har du haft en affære med en gift mand?

»Jeg kom ikke så langt, for jeg tror selv, at jeg har et sundt forhold til ægteskab – jeg respekterer det og det betyder meget for mig. Og i mit eget ægteskab har jeg været heldig, at jeg har været meget forelsket i min mand, siden vi blev gift.«

– Men hvis man er utro, fordi man har det dårligt med sig selv og ikke, fordi man ikke er forelsket i sin partner, er det så ikke nærmest umuligt at blive i et ægteskab uden at være hinanden utro?

»Spørgsmålet er, hvor man sætter grænsen for sig selv. Jeg er enig i, at der er en fare for utroskab i alle ægteskaber. Det er et instinkt og en impuls i os alle, og der er tider i alles liv, hvor de ikke er lykkelige. Spørgsmålet er, hvad ens standarder er for én selv. Hvad mener man er acceptabelt, og hvad mener man går over grænsen. Det er et meget individuelt valg.«

– Så er det kun dårlige mennesker, der er deres partner utro?

»Det tror jeg ikke. Rigtig mange mennesker er utro, og de er ikke alle sammen onde. Vi har alle sammen en grad af narcissisme, og det handler om, hvordan vi håndterer den,« siger Sarah Treem.

Dømt skyldig

I slutningen af anden sæson af The Affair beslutter Noah sig for at tage skylden for mordet på Scotty, selvom han ikke begik forbrydelsen.

Da jeg spørger Sarah Treem, om det er straffen for at være utro, svarer hun: »Ja, det er jo på en måde ironien i det. At han begik den ’forbrydelse’ at være utro og nu bliver straffet for noget, han ikke har gjort. Men det siger også meget om hans følelse af skyld, at han er villig til at ofre sig og gå i fængsel.«

For ikke at dømme nogle af personerne og udråbe personerne som enten skurke eller helte, har Sarah Treem valgt at fortælle historien igennem flere af personerne og vise de samme begivenheder med forskellige fortællere, hvilket understreger, at mennesker har en selektiv hukommelse og ofte kun husker det, der retfærdiggør deres egne handlinger.

»Der er ikke én objektiv sandhed. Affæren skildres fra både hendes side og hans side, samtidig med at seerne bringer deres egne idéer om ægteskab og utroskab med ind i fortællingen. Jeg håber, at jeg på den måde har skabt en serie, som ser forskellig ud, alt efter hvem der ser den,« siger Sarah Treem.

– Tror du, at ’The Affair’ kan ændre på den gængse opfattelse af utroskab?

»I USA er der en kulturel relativisme omkring utroskab, og de fleste amerikanske seere er meget vrede over Noah og Alisons handlinger, og det er i virkeligheden meget hyklerisk, fordi der er så vanvittigt mange i USA, der selv har affærer. Selv politikere, som prædiker familieværdier, er utro. Jeg tror ikke, at serien har ændret nogens syn på utroskab, nej. Holdningen til utroskab er groet fast i os fra en meget ung alder.«

Tredje sæson af ’The Affair’ kan ses på HBO Nordic, hvor man også kan se eller gense de to første sæsoner

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her