Ti gange er Montanas Litteraturpris blevet uddelt, og nu er de seks kandidater til årets pris klar. Mød der her og læs hvorfor deres bøger er nominerede
Claus Handberg
Nomineret for Vore mødre dør, digte
Claus Handbergs Vore mødre dør åbner med, at forfatterens mor dør og slutter med faderens død. Ved begge dødsfald føler han sig frarøvet sorgen. »Jeg har ikke adgang til sorgen/ ikke engang en knivspids af den.«
Det er nogle stærke portrætter af en mor og far, som han aldrig fik lært at kende – relationer, han prøver at få hold på med gamle fotos og en privat fotodokumentation af barndomshjemmet.
Men det mislykkes, fordi afstanden ikke lader sig ophæve, ligeså lidt som den sociale arv:
Claus Handberg
Jeg råber af mine børn og bliver dig/ jeg falder hen i apati og bliver dig/ jeg drikker og bliver dig.
Handbergs digte er rå og pivåbne, og de handler om angst, tvivl og mindreværd, om (flere) brudte forhold, om de kuldsejlede forfatterdrømme og om døde kolleger – Morti Vizki og Henrik Have får begge hilsner med på vejen – og om at svælge i sin egen smerte: »forvandler det til blodbad/ og jeg svømmer som en fisk i blod«.
Det er bekendelse og unplugged (mande)patos, og det er set før, hos Knausgård, Espedal og Llambìas.
Men Handbergs knækprosa har et flow, der, sammen med de fine klip mellem tanker, iagttagelser, drømme og citater, holder banaliteterne flydende. Eller lige til at vade ind i som dette portræt af faren:
Min far læste kun én roman i sit liv/ Remarques Intet nyt fra Vestfronten. / Den gav ham en underlig følelse indeni./ Det fortalte han en dag/ hvor han sad og klagede højlydt over min mor./ Hun sidder altid og læser/ klagede han./ Min mor læste videre./ I hans ungdom gjorde han tjeneste som soldat/ på Flakfortet i Øresund ud for København./ Nogle gange havde han vagt/ meget tidligt om morgenen/ hvor han skulle observere og registrere skibene/ der sejlede gennem sundet./ Han sad i udkigsposten og blundede i tågen./ Han kunne høre ankerkæderne rulle/ når skibene lagde til et sted/ langt ude på vandet./ Det gav ham en underlig følelse indeni./ Den sætning pegede ud af hans liv/ og jeg hørte ham kun sige den de to gange./ Jeg vil aldrig glemme den lyd/ sagde han.
Vibeke Grønfeldt
Nomineret for Endnu ikke, roman
Forfatteren Elvine Brink lever en tilbagetrukket tilværelse et sted i provinsen. Hun mailer lidt med veninden Linn og har nogle plejebørn, der sender postkort, og en lokal dreng, Kat, der smutter ind og ud hos hende, hvilket hun til sidst accepterer.
Ellers undgår hun kontakt og fører sine løselige optegnelser, korte og længere stykker, nogle lyriske i anslaget, f.eks. side 224:
Sol, solfugle fløjter knivskarpt, ishinde på pytten i skyggen lige efter daggry.
Andre profant lakoniske: »Roberta Lander har serveret tapetklisteragtig pulverøllebrød til syge og svage gennem årtier« – og så får vi et af de mange portrætter af folk, Elvine tilfældigt støder på, eller som kontakter hende, herunder gamle elskere og/eller gamle mennesker fra lokalsamfundet.
Der er søvnløshed, vejrmeldinger, fine situationer og iagttagelser, en kasse øl, der er efterladt på parkeringspladsen for eksempel, krasse kommentarer til tidens dårskab, erindringsglimt mv.
Endnu ikke er en demonstrativ plot- og fremdriftsløs roman. Der sker ingenting, og skriften er herligt ligeglad, idiosynkratisk underfortalt, noget set ud af øjenkrogen, hørt i forbifarten, et indfald, et møde, en lille erindring, som kan være indforstået eller pludselig folde sig mere ud som den absurde historie om et galleri, hvor Elvine arbejdede en overgang som ung, og hvor der ikke kom nogen.
Eller den helt ekstraordinært dramatiske vending, da Elvine skal hjælpe veninden Linn, der nu kalder sig Ebe, på hospitalet med en ondartet maveinfektion, og ambulancen ikke kommer, og Elvine går i panik og må indse, at hun i virkeligheden bare er i vejen.
Et sidste eksempel på Grønfeldts på samme tid overraskende og trimlende indlysende sprog og billedsprog – her med en hjemmehjælper, der kører forbi udenfor, mens Elvine Brink læser i en bog – side 328:
Mens folk bader i vandfad og bugt som glatte fisk i en nyoversat bog, der stadig hvisler fra skærekanten, når jeg lader den løbe over tommelfingerblommen, mens papiret lugter friskt, snuser jeg til ordenes billedkraft og den spillevende forventning og følger billygter og motorlyd fra det nordlige vindue gennem huset, over øst, til de røde baglygter i syd.
Sådan er det også at læse Vibeke Grønfeldt!
Kirstine Reffstrup
Nomineret for Jeg, Unica, roman
Kirstine Reffstrup
Kunstnerparret befinder sig i 1957 i et hus i franske Ermenonville, de lever et lykkeligt og afsondret liv, indtil der en dag kommer et brev fra et amerikansk par, Mr. og Mrs. Copley, som vil købe et værk af Bellmer, og Unica og Hans begynder sammen at skabe en dukke i menneskestørrelse.
I begyndelsen af romanen sidder Unica ved vinduet og skrivebordet i stuen. På første sal arbejder Hans med skitser, hun får tilsyneladende ikke lavet noget,
det er længe siden, jeg har arbejdet: Alting løber ud af mig som en flaske. Jeg sætter mig ved bordet, jeg skriver ikke mere. Nu fortæller jeg for væggene her i huset, for bogreolerne, for støvet på bordet.
Unica fortæller i korte nutidsstykker om sit liv i Berlin før og under krigen, om mødet med Hans og hans arbejde i atelieret i Ehrenfelsstraße.
Hun sidder og syr en jakke (og en roman), hun sidder og ser – det, der sker i og omkring (dukke)huset, det, der er gået forud, deres historie, hun fortæller, hvordan Hans ser og har set.
Der står »jeg ser« eller »han ser« i forskellige varianter med en hypnotiserende vedholdenhed igennem bogen.
Jeg forsøger ikke at blinke. Holde øjnene helt åbne. Jeg, Unica, født Nora Berta Unika Ruth Zürn. Jeg er enogfyrre år gammel. Jeg gentager mig selv som et gammelt ur.
Allerede tidligt i romanen er et mekanisk perspektiv pointeret, et perspektiv, som senere bliver dukkens, den dukke, hun skaber sammen med Hans, og som ligner hende, og som hun i romanens slutning umærkeligt bliver eller forsvinder i.
Et spørgsmål i en drømmeagtig anekdote leveret af Mrs. Copley under kunstkøberparrets besøg ligner en ledetråd:
Hvor er den usynlige grænse, spurgte hun, hvor mennesket ikke længere er menneske og forvandler sig til noget andet end sig selv?
Christina Hesselholdt
Nomineret for Vivian, roman
Vivian Maier er blevet sammenlignet med Emily Dickinson. Begge efterlod sig et omfattende kunstnerisk værk, som de ikke, mens de levede, lod nogen se, og begge dannede aldrig par med nogen.
Vivian Maier levede tavs og alene, med lås på døren, og ernærede sig som barnepige i Chicago og New York. Her slæbte hun forskellige børn med sig rundt i byernes kvarterer, hvor hun tog billeder, massevis af billeder. Det efterladte arkiv tæller godt 150.000 negativer.
Christina Hesselholdt
Der er noget forstoppet over Vivian, og hun stopfodrer også barnet Ellen, som hun passer, med slik og mad. Ellen ender med at blive decideret fed.
Romanen er fascineret af Vivian Maiers historie og fotografiske værk, men undrer sig også over tilsyneladende realismetilfredshed og ensartethed i tilgangen til motiverne.
Som i Hesselholdts forrige bøger om Camilla og co. samlet i Selskabet er der med Vivian tale om en fortællekreds, en flerstemmig fremstilling, som gør det muligt for Hesselholdt at dreje på de sjove håndtag og udfordre det virkelige forlæg.
Vivian får stemme, hendes mor fortæller, Ellen og hendes forældre fortæller, og så er der den meget tydelige stemme Fortælleren, som diskuterer med de andre stemmer og lægger sin research frem og kommenterer på fortællingens tilblivelse. F.eks. kommenteres der på det morsomme i, at tavse Vivian serverer sprængt tunge til sin første middag i tjeneste hos Mr. og Mrs. Rice.
Fortælleren er in your face og direkte, og der er noget befriende over, at tematikker, symbolikker og kompositoriske symmetrier lægges frem uden omsvøb.
Der overlades ikke meget til dansklærerne. Jo, fascinationen af den dramatiserede romanform, den tænkende og legende tilgang til stoffet og stoffets herlige sammensathed. Digressioner og tanker myldrer frem, og det hele er orkestreret med den fineste sans for stil og humor.
Kirsten Thorup
Nomineret for Erindring om kærligheden, roman
Erindring om kærligheden begynder i et køkken på en taburet ved siden af komfuret, hvor et barn gør sig lille og usynlig for at kunne lytte til sin mors voksensnak med en af de tørstige vagabonder, hun dagligt åbner døren for.
Voksensnak, mener pigen, er netop noget for børn. Datteren er stærkt optaget af sin mors gæstfrihed. Kan hun forstå den? Hvad er disse menneskers ulykke? Har hendes mor den samme grænseløse omsorg for hende – hendes egen datter?
Kirsten Thorup
Hun oplever moderskabet som én lang forelskelse i barnet, en ubetinget og voldsom kærlighed, og også en relation, hvor hun har svært ved at skelne mellem subjekt og objekt, og hvor hun som Medea i den græske tragedie hele tiden frygter gudernes strengeste straf: »at miste de børn, man har haft«.
Erindring om kærligheden slutter i et atelier. Det er Siris arbejdsplads, og her bor gæstfriheden nu. Tara er blevet sin datters kunstneriske assistent. Som datter assisterede hun sin mor med gulerødder og gulve, som mor assisterer hun sin datter, der er installations- og performancekunstner.
Siri er dobbelt gravid: Hun har et barn i maven og et værk med arbejdstitlen ’Mother Daughter’ i tankerne. Siri forbinder sig med verden gennem sin kunst. Hun bevæger sig mellem kunst og aktivisme, ordene »an artist is always revolutionary« passer godt på Siri.
Performancen ’Mother Daughter’, som hun forbereder, har en slags forbindelse til mormorens gæstfrihed over for de hjemløse. Siris moderfigur med »en mave som en rund, fast jordklode« er en politisk vision, nemlig »at opdage en etik og en politik i det som mødre allerede gør«.
Figuren er ikke en »biologisk martyr«, moderskabet ikke »et moralsk overlegent ideal«, men den indeholder håbet om en anden fremtid, fordi moren besidder en gæstfrihed over for den fremmede, babyen, som hun jo lukker ind i sin krop. »Jeg er din nabos fremmedhed og hjemløshed,« siger Siris modervæsen.
Den langsomme bevægelse fra køkkenet til atelieret indfanger blandt andet hele den nyere Danmarkshistorie med Cop15 og flygtningekrise. Det kalder i sig selv på respekt! Og den foregår i en omhyggeligt arbejdende og præcis prosa, der ikke pynter sig eller stiller sig an.
Tværtimod benytter Thorup sig i vid udstrækning af det, man kunne kalde vores allesammens sprog, nemlig talemåder og faste udtryk. Netop dét er der en overmåde fin pointe i: Erindring af kærligheden er ikke et soloprojekt, men et fælles anliggende – derfor er romanens sprog det også.
Dens universalitet afspejles tilligemed i Taras nærmest mytiske skikkelse, der igen føder den stærke politiske vision om gæstfrihed. Erindring om kærligheden er en sand Baby!
Louis Jensen og Lilian Brøgger
Nomineret for Der er ingen ende – altid en ny historie samt hele Hundrede historier-serien
På forsiden af Der er ingen ende – altid en ny historie kravler en række væsner på en musetrappet Jakobsstige lige op i himlen og ind ad det lille, firkantede hul, der fører ind i bogen.
Gør læseren sig lille som Alice og kravler med, kommer hun til et stort hav med flere væsener, der sejler på vandet – en er hoppet op i en kop, en anden er landet på et strygejern, én på en sofa og hunden på et kødben, selvfølgelig.
Lilian Brøgger og Louis Jensen
Det både gør og gør ikke Brøgger og Jensen, for projektet, der begyndte i 1992, hvor de første firkantede historier udkom, handler både om at fortælle langsomt til 1.001 og om ikke at være så nøjeregnende, det handler med andre ord både om at skrive og tegne i firkanter og om ikke at være så firkantet.
Stramheden og det løsslupne følges ad. Det stramme i tallene og den firkantede form, ustyrligheden i Louis Jensens uforudsigeligt springende historier og Lilian Brøggers fabulerende illustrationer.
Ikke så mærkeligt har personerne og figurerne i Brøggers streg ofte snor i hinanden, så de ikke svæver bort. Heller ikke underligt, at der bogstavelig talt må løbe en rød tråd gennem bogen. De 11 bind er både oldgamle og meta med meta på.
På den sidste side i Der er ingen ende – altid en ny historie står Louis Jensens historie nr. 1001 så. Den, han har bygget op til gennem 24 år, den begynder: »En et tusinde og første gang ankom jeg til det sted, hvor alle historier findes.«
Det er det sted, det rum, Lilian Brøgger sammen med grafiker Maria Lundén har skabt i form af et bogværk.
Derfor er der også et firkantet hul på bagsiden magen til det på forsiden, for det viser sig, at stedet, hvor alle historier findes, bare er
et lille rum, 3x3 meter. Til gengæld er der intet loft. Det fortsætter lige op i himlen. Men der er et gulv? Nej heller intet gulv.
Læs også: Montanas Litteraturpris har værnet om den litterære kvalitet i 10 år
