Læsetid: 4 min.

Nordens nye litterære stemmer synger ikke i kor

Litterære debutanter på tværs af de nordiske lande skriver ærligt og personligt, men de skriver ikke på et samlet generationsprojekt. Derimod trives mangfoldigheden blandt nordens nyeste stemmer
30. november 2016

Ærlighed, inderlighed og sårbarhed. Det var nogle af de ord, som blev brugt til at beskrive de danske debutanter i Informations tema om Danmarks nyeste forfatterstemmer i sommer.

Men hvordan ser det ud i vores nabolande? Er de nordiske debutanter rundet af samme strømning, og kan man udpege en klar tendens i det brogede litterære landskab?

Information stiller skarpt på nordens debutanter i særtillægget Vinterbøger, der udkommer fredag. Her kan man møde seks meget forskellige forfattere fra Norge, Sverige, Island, Finland og Danmark.

De danske debutanter består af en mangfoldig skare i alle aldre og fra forskellige dele af landet.

De mange skriveskoler og forfatterkurser, der er skudt op over hele Danmark, har været med til at udvide det litterære felt, hvor eksempelvis Gladiators forlag og skriveskole har givet stemme til forfattere som sømanden Hans Hedegaard Andersen fra Fanø, der debuterede i år med Manden i månen – 53 år gammel.

Altså folk der har levet liv bag sig, og som skriver ud fra andre erfaringer end de helt unge debutanter.

Det påpeger Mads Eslund, der er forfatter og underviser på Talentskolen og Testrup Højskole. »Litteraturen behandler flere erfaringsuniverser og bliver mere flerstemmig, fordi det ikke kun er de unge, der melder ind litterært,« forklarer han.

Madelaine Levy, litteraturredaktør på Svenska Dagbladet, ser også blandt de svenske debutanter en mere broget skare, og det, mener hun, kan have noget at gøre med forandringer i udgivelsespraksissen.

»Forlagsbranchen ændrer sig radikalt. Jeg vil anslå, at de fleste debutanter i dag er selvudgivere. Så de er fra alle mulige baggrunde, har forskellige aldre, og de skriver med meget forskellige motiver,« siger hun.

I Danmark ser Mads Eslund modsat en tendens til, at de nye forfattere er blevet mere optaget af at opsøge det etablerede – skriveskolerne og forlagene.

Det var ellers tendensen for fem-syv år siden, hvor mange nye forfattere udgav via blogs på nettet. »Blogosfæren ligger næsten helt død nu,« fortæller han. I dag oplever han, at det er mere attraktivt at opsøge det etablerede end at udgive selv.

»Man har brug for blåstemplingen, så man går ikke ud i ’det frie’.«

Også i Norge er debutanterne aldersmæssigt forskellige, men gennemsnitsalderen er relativt høj, fortæller Arne Borge, der er litteraturkritiker på den norske avis Klassekampen og del af redaktionen på tidsskriftet Vagant. Denne spredning i alder afspejler sig i en litteratur, der hverken er homogen eller peger i retning af tydelige generationsprojekter.

»Hvis jeg skal udnævne én hovedtendens, er det, at der ikke er nogen,« lyder det fra Arne Borge.

»For der udkommer både stærkt formbevidste og højlitterære bøger som Frederik Svindlands Pelargonia, og mere ekspressive bøger som Ingvild Lothes Hvorfor er jeg så trist når jeg er søt. Og så er der debutanten Jan Kristoffer Dale, der skriver sig ind i en traditionel arbejderlitteratur.«

Skuer indad

Der er med andre ord ikke nogen stærke litterære »frontdannelser« i øjeblikket, mener Borge. Men selvom den nordiske debutantlitteratur kan synes fragmenteret, er det alligevel muligt at spore visse fællesnævnere.

»De fleste skriver ud fra deres eget miljø, for det meste et middelkassemiljø, og bøgerne er ofte ikke ret udadvendte, når det kommer til valg af emne og politisk-filosofiske ambitioner,« fortæller Arne Borge om de norske debutanter.

»Mange bøger har en bekendende karakter. Det vil ikke nødvendigvis sige, at de er selvbiografisk bekendende, men at fortælleren bekender sine svagere sider. Ofte på grænsen til det selvdestruktive.«

Den følelsesmæssige og apatiske tone i denne type bøger kalder Borge for blog-depressiv, med karakteristiske udsagn som Ingvild Lothes »internettet har ødelagt livet mit«.

I Sverige og Danmark er den autofiktive trend, hvor mange skriver historier, der er tæt på dem selv og leger med forholdet mellem virkelighed og fiktion, også stadig stærk, forklarer både Madelaine Levy og Mads Eslund.

»Jeg tror, at den ensomhed, som det moderne samfund kan føre til og følelsen af at være afskærmet og isoleret, som nettet og de digitale omgangsformer skaber, også påvirker svenske debutanter og unge forfattere generelt,« siger Levy og tilføjer:

»Det er den ’lille’ og intime historie, debutanterne oftest skriver om, det er ikke den store svenske roman med et stort persongalleri.«

Det bekendende ser Mads Eslund ligeledes som karakteristisk for mange på tværs af nordens grænser.

»Poesien har åbnet for det knækkede vers. Det, at man kan fortælle i digtningen, og at digtet ligner knækprosa, det er bekendelsens figur.«

Men det kan komme til udtryk på forskellige måder, påpeger han.

»Danske Tine Høegs debut er en form for digtfortælling, som man kan læse i sin kronologi, mens den norske debutant Catherine Blaavinge Bjørnevog skriver i et mere eventyrligt sprog med referencer til norske folkeeventyr. Alligevel er bogen orkestreret på en fortællende måde, men det er to meget forskellige bøger.«

Når det bekendende og ærlige er dukket op i litteraturen igen, ser Mads Eslund det som et udtryk for, at mange mennesker, måske særligt de unge, i stigende grad har behov for at få en stemme og blive hørt.

»Som ungt menneske må man forholde sig til mange flere ting end for tyve år siden. Det må stresse eller give et behov for, at man sætter sig selv i verden. Og man sætter blandt andet sig selv i verden via sit sprog. Jeg tror, det er derfor, der er så stor interesse for at skrive.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu