Læsetid: 3 min.

’Det nytter aldrig at fortælle nogen, at deres følelser er forkerte’

Det vil tage lang tid, før vi forstår Trumps sejr, mener en af verdens førende maskulinitetsforskere, Michael Kimmel. For når vi mente, det handlede om køn, handlede det om klasse, og når man troede, det handlede om klasse, var der pludselig tale om race. Trods valget mener han stadig, at den hvide, vrede mands dage er talte
19. november 2016

Den hvide, heteroseksuelle mands herredømme er en saga blot. Det erklærede den amerikanske sociolog og maskulinitetsforskeren Michael Kimmel i sin seneste bog, Angry White Men, fra 2013.

Selv om bogen var en sociologisk undersøgelse af de mangfoldige måder, hvorpå den hvide mands vrede kommer til udtryk i det amerikanske samfund – fra hverdagssexisme og road rage til familievold og skoleskyderier – var Kimmels grundkonklusion klar: Fremtiden vil bringe mere lighed med sig, og de hvide, vrede mænd kan enten lære, at den lighed også vil gavne dem selv, eller de kan – som det ser ud til at blive tilfældet – blive slæbt ind i fremtiden. Råbende og skrigende.

Læs også: Trumps vælgere behøver ikke længere venstrefløjens anerkendelse

I Angry White Men kalder han sig en uforbederlig optimist og mener ligefrem, at optimisme er en del af jobbeskrivelsen, både som akademiker og som politisk aktivist. Men jubeloptimismen er svær at spore, da jeg taler i telefon med ham. Chokket og følelsen af magtesløshed oven på valget har endnu ikke lagt sig.

»Det dilemma, som mange af os står i, og som jeg i hvert fald har kæmpet med, er den impuls, jeg havde, til at udbryde ’Det her er ikke Amerika’, lige da jeg hørte resultatet. Men jeg er jo nødt til også at overveje den mulighed, at det her er det, vi i virkeligheden er.«

Analysen af valget vil tage lang tid, mener Michael Kimmel, for det var på en måde USA’s første rigtige intersektionelle valg.

»Hver gang eksperterne sagde, at det handlede om køn, så det pludselig ud til at handle om klasse, når folk så sagde, at det handlede om klasse, så det ud til at handle om race. Men det har handlet om det hele – både køn, klasse og race har spillet en central rolle.«

Præfabrikeret hvidt brød

Mest centralt i Michael Kimmels egen forskning står de hvide arbejder- og middelklassemænd. For mange er spørgsmålet nu, om økonomi (klasse) var det vigtigste motiv, eller om racismen og sexismen stikker dybere, end det progressive USA har villet indse.

Igen er Kimmels svar et både-og.

»Begge dele spiller en rolle. Mange af de her mænd føler sig marginaliserede, men de føler samtidig, at de har ret til ikke at være det,« siger Kimmel, der bakker op om den selvransagelse, som nu foregår på den amerikanske centrum-venstrefløj.

»Jeg synes ikke, at vi har taget tiltrækkeligt meget hensyn til deres følelser. Det nytter aldrig at fortælle nogen, at deres følelser er forkerte. De føler det, de føler. De følelser er måske hverken rigtige eller sande. De fører måske ikke til en korrekt forståelse af deres egen situation, men man bør ikke fortælle mennesker, at det er forkert, at de er oprørte eller vrede. Det virker aldrig. Og det var det, vi på venstrefløjen gjorde. Vi sagde mere eller mindre: ’Årh hold op, I har ingen ret til at være vrede’.«

»Nu har vi så fået den vrede at føle«

Som Michael Kimmel brødmetaforisk beskriver de vrede, hvide mænd i sin bog: »I den store, nye multikulturelle amerikanske mosaik er de den hvide baggrund, som ingen lægger mærke til, det præfabrikerede hvide brød i en kultur af bagels, tortillas, wontons og økologiske fuldkornsdesigner-scones.«

Læs også: Den glemte hvide mand

Men hvad betyder valget af Trump for hans tidligere optimistiske konklusion om, at det maskuline raseri er udtryk for patriarkatets sidste, desperate krampetrækninger?

Selv om han på den korte bane er bekymret for, at der skal komme tilbageskridt for kvinders rettigheder, ligestilling og klimakamp, er hans optimisme i forhold til retfærdighedens sejr på lang sigt.

»Det er stadig den hvide maskuline overlegenhedsfølelses dødskamp, vi ser. De sidste krampetrækninger vil stå på noget tid endnu og vil på den korte bane blive endnu mere ubehagelige, men i løbet af et årti vil vi se, at disse stemmer vil være højlydte på internettet, men i stadig ringere grad høres andre steder.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu