Læsetid: 7 min.

Omfavnelse og afgrund: Leonard Cohens bedste sange

Intet og intetheden stod mejslet i sten i salig Leonard Cohens verden, men hans sange satte sig alligevel fast som ingen andres. Vi giver et bud på de vigtigste
Intet og intetheden stod mejslet i sten i salig Leonard Cohens verden, men hans sange satte sig alligevel fast som ingen andres. Vi giver et bud på de vigtigste

Carsten Andreasen

12. november 2016

Hr. Leonard Cohens sange tipper med hatten til smerten uden angst, de kærtegner kønnet med ophøjet koncentration, de nikker mod døden med et snu glimt i øjet.

Du følger deres blændende skær og opdager pludselig at du ikke længere har fødderne på jorden. Den forræderiske enkelhed i hans musik dækker over tekster, som er fulde af løngange og faldlemme.

Læs nekrolog over Leonard Cohen: Den lille gigant

Og du finder ud af, at hans manglende anerkendelse af sørgmodigheden som aksiom i hans sange ikke skyldes, at sangenes indhold lige frem er muntert – men at man efterlades sært opløftet af at have været i karambolage med dem.

Det er en umulig opgave, men træd alligevel med mig, kære læser, ud i en personligt udvalgt parade af den afdøde mesters bedste sange.

Hallelujah (1984)

Uomgængelig klassiker. En omfavnelse og en afgrund. En moderne salme om kødets mirakel og kærlighedens knuste håb. Martret af bibelske billeder – båret af en ekstatisk stigende og forsonligt dalende melodi. Et mesterligt bevis på, at Cohens klarsyn kan dulme. At der i stor brutal kunst findes en lettelse.

»Love is not a victory march/It's a cold and it's a broken Hallelujah.«

I sit 1999-foredrag The Secret Life of The Love Song siger Nick Cave om kærlighedssangen: »It must first embrace the potential for pain,« og han påpeger, at lalleglade kærlighedssange uden smerte næsten er hadsange forklædt som kærlighedssange. »These songs deny us our humanness.« Cohen gør det modsatte.

Og efter ham er fulgt en legion af sangskrivere. Morrissey, PJ Harvey, Jarvis Cocker, Suzanne Vega, Kurt Cobain, John Grant, Bonnie ’Prince’ Billy, Smog, Sun Kil Moon. Men ingen har matchet hans elegance og kompleksitet og lune.

Famous Blue Raincoat (1971)

Emotionelt forreven sang om et trekantskærlighedsforhold båret af et hjemsøgt cirkulært forhold mellem versets ebbe og omkvædets flod.

Hvis man skal læse den biografisk – og det bliver der lagt op til med sangens sidste ord »Sincerely, L. Cohen«, og det har Cohen også siden gjort – så handler den om Cohens oplevelse med at dele sin kvinde med en anden.

Men det bliver naturligvis ikke til en dybt personlig hævnsang i Cohens verden, men til en kompliceret anerkendelse af den fri kærligheds indviklinger.

»And what can I tell you my brother, my killer?/What can I possibly say?/I guess that I miss you. I guess I forgive you/I'm glad that you stood in my way.« Og også en mørk erkendelse af dagligdagens undladelsessynder: »Yes, and thanks for the trouble you took from her eyes/I thought it was there for good so I never tried.«

Heri gemmer Cohens geni sig. Hans overgivelse til omstændighederne. Noget han senere fandt formuleret i buddhismen omkring 1973, da han mødte zen-mesteren Joshu Sasaki. Men som han allerede forstod.

På dén led virkede han fuldbyrdet i filosofi og spiritualitet nærmest fra begyndelsen af karrieren. Blot dykkede han gennem sit liv stadig dybere, fraktalt om man vil, i sit tidlige klarsyn.

First We Take Manhattan (1988)

Helt uventet istemmer Cohen her samtidens synth-pop. Den syntetiske basgang og dommedags-synth-klangene lyder som en videreudvikling af Pet Shop Boys og deres ligesindede.

Og så løftes sangen af et af Cohens musikalsk set mest charmerende og luksuriøse omkvæd: »First we take Manhattan, then we take Berlin.«

Selv har han kaldt den en terroristsang. »I’m guided by the beauty of our weapons,« lyder det. Og: »I don't like your fashion business mister/And I don't like these drugs that keep you thin.«

Ikke en fysisk terrorisme, men en åndelig, udøvet af dem, der får vores verdensbilleder til at styrte sammen. Selv pegede Cohen – via den rumænsk fødte, canadiske digter Irving Laytong – på Freud, Marx, Einstein, Jesus.

Inden for kunsten kunne man tilføje Leonard Cohen, der har bedrevet undergravende virksomhed, et nobelt oprør, en grum humor, en spirituel uro i vores kultur i næsten 50 år.

So Long, Marianne (1967)

En fejende flot hyldest til hans daværende store kærlighed – naturligvis forædlet med masser af dunkle variationer over ensomhed og glemsel.

Sangene er ikke ham, fastholdt Cohen. Sangene er dét, der opstår i lytteren. Men derfor kan der selvfølgelig godt være rester af et levet liv i dem. Ikke mindst her.

I følge Cohen er det en hyldest til norske Marianne Jensen, som han mødte på den græske ø Hydra i 1960. Jensen har selv fortalt, at hun efterfølgende modtog et telegram med ordene: »Have house, all I need is my woman and her son. Love Leonard.« Dér levede de så sammen op gennem 60'erne.

»You left when I told you I was curious/I never said that I was brave/So long, Marianne, it's time that we began/to laugh and cry and cry and laugh about it all again.«

Som en smuk afslutning skrev Cohen et brev til Marianne nogle dage inden, hun døde den 29. juli i år. »Well Marianne it's come to this time when we are really so old and our bodies are falling apart and I think I will follow you very soon. Know that I am so close behind you that if you stretch out your hand, I think you can reach mine.«

Tower of Song (1988)

»I ache in the places where I used to play,« synger han – allerede på dette tidspunkt med godt slidt røst, asfalteret af tiden. Ledsaget af lummert keyboard og rytmeboks, der giver teksten en fornemmelse af både resignation og forsoning.

Han er i sangens tjeneste, endda med stor ydmyghed, ja, placerer sig endda 100 etager under country-ikonet Hank Williams i sangtårnet. Og præsenterer i det hele taget livet i tårnet, som en rutine, et fangenskab men også en ædel pligt.

Og så dette løfte om udødelighed: »You'll be hearing from me baby, long after I'm gone/I'll be speaking to you sweetly/From a window/In the Tower of Song.« Åh ...

Stories of The Street (1967)

»Where do all these highways go, now that we are free?«

Hjemsøgt af blomstergenerationens nyvundne frihed læner protagonisten sig ud ad hotelvinduet og ser på den forgiftede by. Gransker ganske svulstigt eksistensens dualisme, zoomer ind og ud mellem mikro og makro.

En sang benådet med et manende vers og et omkvæd med smukt svunget skepsis. Og et smukt orgelakkompagnement, som Cohen ikke ville have, men som produceren John Simons fik gennemtrumfet – lige som her på resten af debutalbummet, Songs of Leonard Cohen.

Og en sang om at vi vælger vores egne evigheder: »With one hand on the hexagram and one hand on the girl/I balance on a wishing well that all men call the world/We are so small between the stars, so large against the sky/And lost among the subway crowds I try to catch your eye.«

Joan of Arc (1971)

Jeanne D'Arc på bålet (som i The Smiths meget senere sang »Bigmouth Strikes Again«). Ilden bliver hendes endeligt, men også hendes renselse.

»I love your solitude, I love your pride,« siger ilden til hende. Det ordløse omkvæd er den smukkeste elegi, man kan give til en tabt kærlighed, der brændte op for øjnene af en.

Bird on the Wire (1969)

Emblematisk sang, som Cohen en overgang yndede at starte sine koncerter med. »It seems to return me to my duties«.

Cohen har en depression på den græske ø Hydra, og hans norske flamme Marianne Jensen forsøger at hjælpe ham ved at stikke ham en akustisk guitar. Det virker, og inspireret af en fugl på en af øens nyopførte telefonledninger påbegynder han »Bird on the Wire.«

Mange år senere, i 1969, skrev han den færdig på et motel på Sunset Boulevard, L.A. »Like a drunk in a midnight choir/I have tried in my way to be free/Like a worm on a hook.«

Everybody Knows (1988)

»Everybody knows you’ve been discreet/But there were so many people you just had to meet/Without your clothes.«

Cohens zen materialiserer sig her – i samarbejde med landsmandinden Sharon Robinson – i en af hans mest brutalt kolde og så meget desto mere forfriskende afvaskninger af politisk idealisme, romantisk kærlighed og menneskeligt håb.

»Everybody knows the good guys lost/Everybody knows the fight was fixed/The poor stay poor, the rich get rich.«

Sisters of Mercy (1967)

»It's just completely documentary,« sagde han i et interview i 1974.

Det er en sang om to unge kvinder, Barbara og Lorraine, som han mødte i Edmonton, og som crashede på hans hotelværelse. Helt unikt skrev han sangen i ét hug, mens de sov.

Fri af den biografiske lytning kan vi alle sammen helt frit tilgå fornemmelsen af lutrelse og åbenbaring, som overleveres i Cohens vokal og via harmoniernes bølgende skønhed.

Og det instrumentale akkompagnement klæder sangen på mærkværdigste vis. Harmonika, klokkespil, fjern tromme; en fornemmelse af at en lirekassemand er på besøg.

The Future (1992)

Naturligvis har Cohen set fremtiden og kan konstatere, at den er grum, måske endda postfaktuel. Hvilket her 14 år senere synes bekræftet.

»Things are going to slide in all directions/Won't be nothing/Nothing you can measure anymore/The blizzard, the blizzard of the world/Has crossed the threshold/And it has overturned the order of the soul/When they said (they said) repent (repent), repent (repent)/I wonder what they meant.«

Kom, syng med på det formidable gospelkor.

Hvor sørgeligt det end er, så virker det desværre passende, at en af de mest klart seende sangere og sangskrivere, der dukkede op under sentressernes ungdomsoprør, nu stempler ud – kun et par dage efter trumpfocalypsen.

 

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Ulla Søgaard
  • Peter Møllgaard
Ulla Søgaard og Peter Møllgaard anbefalede denne artikel

Kommentarer

Maj-Britt Kent Hansen

Hvorfor valgte Nobelpriskomiteen Bob Dylan, når nu der også var en Leonard Cohen.

Poul Cohrt, Ulla Søgaard, Herdis Weins og Hans Aagaard anbefalede denne kommentar