Læsetid: 19 min.

På besøg i en utopi

’Hviderusland hører til den del af Europa, hvor man stadig kan rejse statuer af obskure konger og helte, hvis eksistens er netop så usikker, at den ikke kan forstyrre nogen, medmindre da også nabostater kan gøre krav på dem,’ skriver Swartz om besøget i Minsk.

’Hviderusland hører til den del af Europa, hvor man stadig kan rejse statuer af obskure konger og helte, hvis eksistens er netop så usikker, at den ikke kan forstyrre nogen, medmindre da også nabostater kan gøre krav på dem,’ skriver Swartz om besøget i Minsk.

Tom Pilston

5. november 2016

Jeg havde aldrig før været i Minsk. Alt det, jeg vidste om byen, havde jeg lært af Joseph Roth, Isaac Babel og Marc Chagall. Eller studeret mig til ved at se på håndkolorerede postkort fra en svunden tid: Minsk som shtetl ved vintertide.

Med frossen hovedgade fuld af hestegødning, hvor vogne og hestekærrer om foråret sidder fast i snavs og mudder. Hvor jødiske handlende falbyder blondestoffer. Og hvor hyrekuske venter foran banegården på tog, som er forsinkede – hvis de da nogensinde ankommer.

Af Minsk, som den var på disse postkort, resterer der ikke spor. Bortset fra årstiderne, som stadig kommer og går.

Mit billede af byen er selvfølgelig for længst kasseret af historien. Selvfølgelig vidste jeg, at det var romantisk forældet – og at alle jøder var forsvundet (en romantisk eufemisme for folkemord). Som de fleste andre af de ting, man læser om hos Roth eller Babel, var de væk.

Mit indre billede af Minsk havde ikke noget med virkeligheden gøre.

Men det har heller ikke den by, jeg så finder.

Næsten hele nutidens Minsk er blevet til på tegnebrættet. Minsk er ikke vokset organisk frem af tidens egen gang, men er som by udsprunget af en utopi. Forfatteren Artur Klinau er født i Minsk og viser mig rundt i, hvad han konsekvent kalder ’Solstaden’ – et udtryk, han har lånt fra Tommaso Campanella, der i 1602 skrev La Città del Sole, en af alle tiders mest berømte – eller berygtede – utopier.

Campanella så for sig, at alle indbyggere i hans drømmeby skulle bo i overdådige folkepaladser. De skulle ikke have tjenere, og de skulle leve i kyskhed og uden privat ejendomsret. Alle skulle være hinanden så lig som vanddråber og med en arbejdsdag på blot fire timer. Ingen skulle være finere end nogen anden. Kun magelighed og lediggang fordømte Campanella.

Josef Stalin ville nikke bifaldende.

Prydelige, men livløse

Artur Klinau har også skrevet en bog om en utopi. Den handler om netop Minsk. Forfatteren ved nemlig alt, hvad der er værd at vide om sin egen Solstad. Men hvis han elsker den, er det med en behersket lidenskab.

I mere end to timer spadserer vi ned ad den kæmpemæssige centrale boulevard – byens hovedstrøg – i den bitterligt kolde blæst. Og bestandig er hans ansigt uudgrundeligt, uforanderligt. Han hverken hæver eller sænker stemmen.

Og mens vi går videre, opremser han årstal og økonomiske data i flæng med opgørelser over stalinistiske forbrydelser. Som om alle disse oplysninger var sideordnede fodnoter til den store utopiske vision.

Om jøderne i mit romantiske Minsk har han ikke det mindste at sige – i al fald siger han ikke noget. Men forsvundne er de ganske rigtigt. Tæt på Videnskabernes Palads restaureres det sidste resterende kvarter fra Den Jødiske By. Men uden de jøder, som ikke længere findes.

Store udspændte presseninger afskærmer byggepladsen. De blafrer som fortabte i blæsten. Aftrykt på dem er der forstørrede sort-hvide fotografier, der viser livet, som det blev levet her, dengang Minsk stadig var en shtetl. Bag restaurationsarbejderne er man ved at opføre nye statelige ejendomme, der aldrig tidligere har eksisteret. Lige så prydelige som livløse.

Det slår mig, at det eneste, der rigtig lever på dette sted, er de flagrende presseninger med jødisk liv i sort og hvidt, der afbilder for længst afdøde mennesker.

Senere samme dag er jeg til reception, hvor jeg møder repræsentanter fra Minsks civilsamfund. Unge vestligt orienterede kunstnere, gråhårede digtere med sorgfuldt udseende, ordrige akademikere, unge kvinder med gulerodsfarvet hår. Jeg prøver at spørge til de jøder, der ikke længere eksisterer. Men ingen synes rigtig at opfatte mit spørgsmål. Ikke engang de få tilstedeværende jøder selv.

»Jøderne?« siger en professor, der har travlt med at gumle på sin sandwich. »De har et dårligt ry, og ingen her bryder sig om at tale om dem. Det vil De snart sande.«

Rask snupper han endnu en sandwich fra den allerede halvtomme bakke, der tilfældigvis i samme øjeblik bæres forbi forsamlingen.

De mennesker, der mangler over jorden i Minsk, møder Richard Swartz i underverdenen. I tunnelpassager under den rumlende biltrafik foroven.

Tom Pilston

Den usynlige magt

Officerspaladset. Videnskabernes Palads, Republikkens Palads, Operaen (også den er bygget som palads) ligger alle langs den centrale boulevard, der afløses af jævnlige cirkulære pladser, som var de perler trukket på en snor.

Næsten alle paladser er dekoreret med den slags ornamenter, som den østrigsk-tjekkiske arkitekt og kulturkritiker Adolf Loos fordømte som forbrydelse. Men her ville utopien være utænkelig uden forbrydelser.

Korintiske søjler forener sig med socialistisk realisme. Åbne pladser, ja, ligefrem gigantiske. Solstaden ser ud til at ville bekæmpe de mennesker, den skal forestille at være til for, gennem distanceringer.

På dette sted er vi meget langt fra folket. Lenin-pladsen ligner en tom betonørken. Bussen har brug for hele tre stoppesteder her, før den er klar til at køre videre. I Solstaden ser der ud til at være flere skygger og mere lys, end der er mennesker. Hvortil kommer den allestedsnærværende magt, som dog heller ikke er synlig på anden måde end gennem den form for tilstedeværelse, der giver sig til kende ved sit fravær.

Minsk ligger omkring midtvejs på ruten mellem Moskva og Berlin. Det er fristende at gøre byen til centrum på den næsten rette linje og kalde denne for akse.

I sommeren 1941 indtager tyskerne på Østfelttogets sjette dag Minsk uden kamp. I 1944 generobrer russerne byen efter meget voldsomme kampe og luftbombardementer. Store brande lægger det meste af Minsk øde, med undtagelse af Solstadens sovjetiske pragtbygninger.

Mange af de lokale borgere, Artur Klinau er en af ​​dem, mener, at denne ødelæggelse var lige så overlagt som Stalins beslutning om kun at skåne de allerede færdigbyggede utopiske bygninger.

Tyske krigsfanger blev derefter tvunget til at genopbygge Minsk.

Ukrudtets chance

Efter krigen var Berlin ødelagt, mens den arkitektoniske utopi i Moskva aldrig var blevet ført helt til ende. Alt for mange historiske relikter stod tilbage, efterladt, ikke kun det zaristiske Kreml, men også store enklaver af sammenhobede, planløse bygninger af ringe værdi, som det var blevet for sent at tvinge ind under utopiens strenge krav. Moskva var ikke helt anvendelig. Byen var for uren – for inficeret, om man vil.

Minsk skulle derfor være utopiens symbolske hovedstad. Stalin var begyndt at bygge sin utopi allerede i 1930’erne, og efter den store sejr over fascismen blev projektet sat i gang på ny.

Også Minsks formsprog befinder sig et eller andet sted på halvvejen mellem Moskva og Berlin – mellem stalinistisk klassicisme og Hitlers og Albert Speers vision for et nyt Berlin. Men bortset fra nogle rækker med lygtepæle måtte Speer nøjes med at opbygge sit germanske Berlin som model i papmaché, hvorimod Stalins Minsk blev til en (næsten) fuldbyrdet utopi.

Josef Stalin døde 5. marts 1953. Man kan hævde, at Minsks utopi døde med ham, men da evigt liv hører til utopiens væsen, kan man ikke rigtig fastslå nogen dødsdato for Solstaden. Så sent som i 1956 blev her stadig muret og snedkereret for evigheden. Siden gik projektet i sig selv igen.

Det Minsk, som herefter voksede frem, er ikke længere utopiens Minsk, men en helt normal by, der skødesløst vokser frem af det, der nu engang er for hånden. Først sådan kan ukrudtet igen få sin chance.

Tidligt næste morgen begynder jeg dagen med en spadseretur gennem Solstaden, overbevist om, at man bedst lærer en fremmed by at kende til fods. Et par gode sko er alt, hvad der kræves. I Hotel Minsks entréhal står der ligefrem en skopudsemaskine, der virker – desværre er der ingen skosværte.

Det afskrækker mig ikke. Alligevel må jeg snart opgive min spadseretur. Minsk er ikke indrettet til, at man skal gå rundt i den. Her skal man lade sig transportere. Den virker mere bygget til sig selv end til sine beboere.

Bevæger man sig gennem byen, må man gøre det med et formål for øje – ikke bare for at spadsere rundt. Jeg er næsten helt alene på de brede fortove og begynder at lede efter en café eller en kiosk, hvor jeg kan købe dagens avis.

Min søgen er forgæves.

Underverdenens liv

Det ser ud, som om Solstaden består af et eneste uendeligt hovedstrøg garneret med forskellige paladser og storslåede bygninger. Resten af ​​byen må nøjes med oppudsede baggårde, og hvad der nu kan henligge i utopiens skygger. Giorgio de Chirico og Salvador Dali har malet tilsvarende tomme eller næsten tomme gader i byer, som ikke findes.

Hovedstrøget er hele 18 kilometer langt, og langs hele strækningen er det forbudt at parkere. Trafikken bevæger sig fremad uden propper som en somnambul strøm af lava i begge retninger: Ingen dytter, ingen virker irritabel, ingen prøver at køre hurtigere eller langsommere end andre.

Mere end trafik ligner det en parade eller en procession, som prøver at ligne trafik. Her er ikke én eneste cyklist i syne. Denne transportform er velsagtens for individuel og anarkistisk.

Så ofte det kan lade sig gøre, bliver alt liv drevet ned i underverdenen, og jeg som ensom flanør drevet med det. I underverdenen møder jeg alle de mennesker, der mangler over jorden. I tunnelpassagerne under den rumlende biltrafik foroven. Og i metroen – dette gudløse tempel, hvor der udspiller sig mere liv end over jorden. Og hvor vi mennesker i ufrivillig nærhed står tæt sammen og uddunster kropsdufte og dårlig ånde.

Nede i underverdenen sælges også de blomster, jeg ikke har været i stand til at opdage over jorden.

Hver en station er en helligdom, der overvåges snarere end betjenes af personale i uniform. Mange er runde, let vraltende kvinder, hvis bælter holder sammen på en overflod af pund, der har med kål, kartofler og groft brød at gøre.

På stationen i nærheden af fødevaretemplet Gastronom bliver trafikken på rulletrappen overvåget af ​​en kæmpestor officer med ølvom og medaljer på række, der rasler på hans brystkasse. Hans opgave er ikke at kontrollere billetter, men at skynde på eller inspicere os. Ja, måske mest bare at fremvise sig selv, for uden uniform har mennesket i denne del af Europa ikke rigtig værdi.

Sådan var det allerede i lufthavnen. Paskontrollen – en enkelt kvinde – undersøgte mit pas med et forstørrelsesglas – især det hviderussiske visum, som fyldte en hel side.

’Befolkningen i Minsk ser hverken renere eller mere snavset ud end andre steder, men dens by må bestemt være Europas reneste. Intetsteds er der skrald på gaden. Ikke på en eneste mur er der graffiti, observerer Swartz.

Tom Pilston

Skræmmende renhed

Befolkningen i Minsk ser hverken renere eller mere snavset ud end andre steder, men dens by må bestemt være Europas reneste. Intetsteds er der skrald på gaden. Ikke på en eneste mur er der graffiti. Ingen spytklatter eller bortkastede skod. Ingen hjemløse eller vagabonder, ingen tiggere. Ingen hundeefterladenskaber, ja, heller ingen hunde.

En sådan renhed hører utopien til. Den skræmmer, samtidig med at den vækker beundring, men fremfor alt maner den til underkastelse. Hvad denne kamp med kost og stålbørste retter sig imod, synes nemlig ikke blot at være snavset, men livet selv og den blotte forestilling om, at der kunne eksistere noget andet end denne perfekte antiseptisk orden.

Den underliggende mistanke bliver uundgåeligt, at det næste gang kan være mennesket selv, der bliver renset væk som vragrester eller ukrudt.

Indtil da må Solstadens indbyggere finde sig i utopiens smudsfri og lugtløse budskab. Nok se, men ikke røre! Det er sådan, en rigtig by skal se ud! Men den er ikke til at bruge! En rigtig by, javel, men ikke et sted, hvor I kan bo og leve!

Kun i nogle enkelte offentlige institutioner som i Postpaladset hænger endnu den svage, men umiskendelige aroma fra den sovjetiske æra. Hvordan det går til, er ikke sådan at sige. Det er en lugt – eller rettere stank – der er rørt af det samme støv, skurepulver, desinfektionsmidler, lim, udkogt kål, solsikkeolie, savsmuld og en ubestemmelig sødme, der gennemtrænger alt.

I sin bog om at vokse op i Solstaden fortæller Artur Klinau om, dengang da ukrudtet i hans ungdom var begyndt at overtage byen. Og om hvordan kommunismens fald bidrog til hurtigt at sprede det, indtil Alexander Lukasjenko greb ind for at redde utopien.

Endelig, efter at have vandret mig til stive og ømme fødder, finder jeg en ledig taxachauffør. Jeg lovpriser hans by, men siger også, at jeg savner mennesker i den. Alle gaderne er så tomme. Han virker ikke det mindste overrasket over, hvad jeg siger:

»Hos os har tiggere ikke noget at gøre på gaden, for i dag er vi alle tiggere.«

Tanken om de fraværende jøder vil ikke forlade mig. Ved folk i Minsk mon, hvad der skete med de lokale jøder under krigen? Javist. De ved tilstrækkeligt meget til ikke at ønske at vide mere. For så kan de bagefter bedre sige, at man intet vidste.

Alligevel ved alle det. Alligevel har ingen glemt det. Selv om alle helst vil glemme det, som ingen ønsker at vide. Men da dette er umuligt, må man blot gøre sit bedste for at lade, som om man intet husker.

I Minsk var der før krigen 80 synagoger.

Det faldt ikke engang Roth eller Babylon ind at tælle dem.

Kuldens by

Utopier elsker geometri. Campanellas Città del Sole skulle anlægges som syv koncentriske cirkler – ikke ulig et cykelhjul – med en ydre ringmur som forsvarsvold og de vigtigste gader som eger.

Også Minsk elsker regulære former, men i denne by hersker den rette vinkel og den lige linje. Campanellas Solstad skulle for at optimere de klimatiske betingelser opføres på skråningen af ​​en stor bakke, mens Stalins Solstad hårdnakket foretrækker det udstrakte fladland.

Begge mistror alt, hvad der er opstået på naturlig måde såsom Europas gamle organisk udviklede byer og uregelmæssige statsgrænser, som må ligne vandpytterne i de mudrede gader i Joseph Roths eller Isaac Babels Minsk.

Jo mere firkantede og ensartede byer og stater er, jo større en fremtid har de for sig – og jo mindre historie. Utopier er altid evigt unge. Deres formsprog genkender sig selv i Afrikas og Mellemøstens strengt symmetriske statsgrænser, som ikke er trukket af arkitekter, men af koloniherrer.

Utopier føler mistillid – og undertiden frygt – til alt, hvad der ikke kan forudsiges. Det har regnet alt ud og har svar på det hele. Hvad der hører morgendagen til, låser utopien helst inde i en planmæssighed, der er transparent som det reneste og klareste vand.

Solstaden bør rettelig kaldes for Kuldens By. Hvad der tæller her, er det sammenhængende og hele, det fuldbyrdede og totalitære. Ingen kroge eller sprækker må findes her, hvor den euklidisk-pythagoræiske orden hersker. For i kroge og sprækker risikerer den menneskelige uorden at spire som ukrudt.

Og herfra kan det sprede sig alt for let, ja, strengt taget er også mennesket selv en slags ukrudt.

Også levende dyr har det svært i Solstaden. Hunde ser man ikke, hverken i snor eller omstrejfende. Katte er her ingen af, og heste finder man ikke engang i bronze. I bydelen Starasjouka var der i det mindste et marked for små dyr, især fugle, men også andre af den slags dyr, der holdes i bur.

I stedet holder Solstaden sig med egne dyr: ikke en løve, end ikke en griff eller enhjørning, men et heraldisk dyr, der ikke er af kød og blod, men derimod af ​​kul og stål: et lokomotiv.

Men også det heraldiske væsen lever. Det hvisler, piber og fløjter, selv om det ikke brøler. Det bevæger sig, om ikke på marken eller himlen, så henover et jernbanespor, og den lange røgsky, som det jævnligt udpuster, er dets åndedræt.

Et sådant dyr har verden aldrig tidligere set. Dyret lever udelukkende i utopien, hvor det ikke længere bor i huler eller reder, men i gigantiske bygninger, hvor sporene ligger tæt, og de alle udmunder på den samme perron.

I Solstaden erstatter det heraldiske dyr alle andre. Kun lejlighedsvis fremturer en og anden krage; I baggårdene skændes de om affaldet fra Solstadens hverdag, så ubetydeligt og magert, at man aner, at også disse kragers levevilkår må være spinkle.

Døden og vejret

Nogen fortæller mig, at der ikke findes noget dagblad i Minsk. Først nægter jeg at tro på, at det overhovedet kan være sandt. En by med over to millioner indbyggere uden egen avis?

Men det slår mig, at hver utopi er en revolution, der afskaffer netop tiden: Også i Solstaden har den nået sit slutpunkt og fikseret det til et eneste øjeblik af perfektion og forordnet uforanderlighed. Utopien er statisk, ikke dynamisk. Den har en fremtidsvision, der kan omfatte tusinder af år, men samtidig kan den end ikke overkomme at vende sig om for at betragte gårsdagen.

Men ingen avis i verden kan begrænse sig til at udfylde sine spalter med noget, som fra den ene dag til den anden forbliver evigt det samme. I en sådan avis vil kun nekrologer og vejrudsigter afsløre, at tiden alligevel går sin gang, medmindre da at regnbyer eller fattigbegravelser skulle blive til kontrarevolutionære budskaber.

»Og kaffen?« spørger jeg. »Er det muligt at få en ordentlig espresso her?«

Kaffe findes naturligvis, forsikrer man.

I fødevaretemplet Gastronom beundrer jeg den eneste overflod, det lykkes mig at finde i Minsk. De farverige relieffer på væggene er afbildninger af malkepiger, høstarbejdere eller af sovjetiske delikatesser såsom ost, chokolade, en kage, pølser, Krim-sekt og kaviar. Under hele denne overflod står der montrer med de varer, som så faktisk sælges her.

Strengt taget tilbyder Gastronom således ikke en overflod, men kun billedet af en. I gips og fliser, som forholder sig til montrenes vareudbud – som her så langtfra findes i den samme overflod som gipsrelieffer – på omtrent samme måde, som Minsks utopi forholder sig til byens virkelighed.

Rytter uden hest

Hviderussere er et folk på jagt efter en nation. Det ville nok være for meget at sige, at de har fundet den. Måske findes den ikke engang. Måske må denne nation først opfindes, hvilket igen vil kræve, at den bliver efterspurgt mere end i dag. At stille dette savn, at imødekomme denne efterspørgsel har traditionelt været et hverv for digtere og skolelærere på landet.

Men Hvideruslands mest berømte forfatter, Svetlana Aleksijevitj skriver på russisk, og de, som agiterer for, at man skal tale Hviderussisk – af dem, jeg møder – er universitetsprofessorer og akademikere, der selv taler russisk med hinanden.

»Med folk på landet taler vi selvfølgelig hviderussisk,« fortæller en lærer mig. »Men her i byen taler jeg det kun med hviderussiske nationalister.«

Nikolaj Gogol skrev på russisk, men var dog stolt over at være ukrainer. Hviderussere skriver kun sjældent på hviderussisk og virker flove over at være hviderussere.

Desuden er det vanskeligt at finde nationale rollemodeller: Hviderussiske helte fra fortiden (som forekommer fjern og dunkel) – altså fra nationalitetsdannelsens formodede guldalder, der også i andre lande kan være så tom, at den kan fyldes med, hvad det skal være – er i Hviderusland endnu sjældnere.

Hviderusland hører til den del af Europa, hvor man stadig kan rejse statuer af obskure konger og helte, hvis eksistens er netop så usikker, at den ikke kan forstyrre nogen, medmindre da også nabostater kan gøre krav på dem. Her står de, opstillet på pladser og torve for at minde om nationens lange og glorværdige historie, som vi med sikkerhed kan sige, aldrig har eksisteret som sådan.

Dette gør statuerne desto mere populære, for ikke at sige uundværlige.

Især rytterstatuer er populære. Det kan have noget at gøre med, at hesten er menneskets urgamle ledsager, og her indtil for ikke så længe siden, hvor den især spændt for ploven, var et uhyre vigtigt dyr. I Hviderusland føles det, som om det var i går.

På en sådan hest i bronze anbringer man så en helt, helst en konge med navn og det hele. Men når man så ikke kan være helt sikker på, om han virkelig eksisterede, må man nøjes med Vladimir Ilitj Lenin eller Felix Dzerjinskij, ingen af ​​dem hviderussere, men vi ved da så meget om dem, at de med sikkerhed eksisterede.

Dog egner ingen af de to sig til at sidde på hesteryg. Det kan være grunden til, at jeg i Minsk ikke kan finde så meget som en enkelt rytterstatue. Det mangler simpelthen ryttere, så hestene har aldrig fået chancen for at forvandle sig fra trækdyr til bærer af helte, der måske aldrig har eksisteret i denne nation, der endnu ikke eksisterer.

Hvem skal man hylde?

I utopiens Minsk afstedkommer dette arkitektoniske problemer, eftersom de offentlige pladser her er så velanlagte, at de bliver ufuldstændige uden en statue i midten. Pladsens geometriske symmetri er ikke så meget et tegn på harmoni, som på netop historisk umodenhed. Men dette kan afhjælpes med en personlighed, der er ældre end selve pladsen. Fraværet af konger og helte gør det dog vanskeligt.

Hvem skal stå der? I Minsk må en eller anden betydningsfuld person indtage den plads, hvor Lenin stadig står – en eller anden, som er både værdifuld og vigtig for nationen. Men hvem? Først må man jo vide, med hvem man skal erstatte Lenin. Hvem kan det blive? En eller anden hviderusser, som alle kan blive enige om at beundre? En eller anden, som kan samle folket?

Altså står Lenin stadig på sin piedestal – en generation efter Hvideruslands uafhængighed – i mangel af bedre.

På den måde har Solstaden fået et problem med sine offentlige pladser, som er større end problemerne med bygninger og facader, der i nødstifælde altid kan rives ned. Men den nye tid har fremfor alt at gøre med disse pladser, som er uden eller med de ’forkerte’ statuer – man kunne næsten tale om de åbne pladsers krise.

Løsningen kunne selvfølgelig være at lade præsident Alexander Lukasjenko – der opfylder alle krav til monumentalitet – stige op på alle de tomme marmorsokler.

Men at have ham på samme tid i bronze og i levende kød og blod strider alligevel imod en ny tids krav. Stalin derimod havde altid flere dobbeltgængere og kunne bestandig møde sig selv – i marmor eller bronze.

Men ved siden Stalin er Lukasjenko stadig kun Lukasjenko.

Stolen på bordet

KGB’s gamle bygning er renoveret og indtager sin egen selvfølgelige plads i rækken af ​​paladser. Hvad der foregår i bygningens indre, udfolder sig nu under det nye firmas skilt, men i Minsk forsikrer man mig om, at fortidens praksisk holdes i hævd, og at ingen renoveringer anses for nødvendige.

Også her udspiller det vigtigste sig i underverdenen: Bygningen, der er udstyret med et tårn som fyrtårn, er fem etager høj og siges at have lige så mange under jorden. De, som tilfældigvis har været der, er sjældent glade for at indrømme det.

Ikke så langt derfra, på den anden side af hovedgaden, står der en buste af Felix Dzerjinskij (1877-1926), grundlæggeren af Tjekaen, Sovjetunionens første hemmelige politi. Ikke langt herfra, i Kharkiv, var en offentlig plads indtil for nylig opkaldt efter ham, Europas sjettestørste plads, men den er nu omdøbt til Frihedspladsen. Her i Minsk kan Dzerjinskij dog fortsat stå som statue.

Kun nølende og modvilligt skilles man her fra de få helte, man har. Ved busten ligger der to røde, halvt visne nelliker. Det er stadig uklart, hvorfor han hyldes – vel næppe for de natlige anholdelser og forhør, hvor negle blev fjernet med tang, og fjender likvideret med nakkeskud.

Snarere er forklaringen, at han er identificeret som hviderusser, selv om dette vil vække protest hos polakkerne, der regner ham med til deres egen nation, fordi hans berømmelse alligevel opvejer hans forbrydelser.

Er Hviderusland et diktatur?

I Minsk bliver mit spørgsmål hver gang mødt med en kort latter eller et opgivende smil. De fleste, jeg spørger, smiler også forlegent, når de siger, at der ikke er nogen forandringer til det bedre i vente. Det er omtrent som med vejret: Man kan mene om det, hvad man vil, uden at man kan gøre noget ved det.

Måske risikerer man ikke længere at få sine negle flået af i Felix Dzerjinskij Palads, men tradition er stadig tradition, og en kæderygende journalist med flakkende blik bekræfter det, jeg har hørt om stolen på bordet. Det er rigtig nok. Den, som i sit fravær får ubudent besøg i sin lejlighed, opdager det altid ved, at der er stillet en stol oven på et bord. Statssikkerhedsagenturet (Hvideruslands hemmelige politi, red.) meddeler, at de har været forbi. Stolen på bordet er deres visitkort.

Min informant taler af personlig erfaring.

Frihedens pris

Det værste ved den nye tid er friheden. Hvad stiller man op med den? Friheden understreger alt det, man har tabt: hjemmefølelsen i ufriheden, fraværet af ansvar, den trygge plads i køen.

Aleksander Lukasjenko er valgt som garanten mod denne irriterende frihed. Som i gamle dage blev han genvalgt i 2015 – for femte gang – med 83,5 procent af stemmerne. Et valgresultat, som det formentlig ikke engang har været nødvendigt at forfalske. Og skulle det være forfalsket, er dette naturligvis også i sin orden. Ligesom i den gode gamle ufrie tid.

Aleksander Lukasjenko sidder sikkert i sadlen, også uden en hest.

Lukasjenko står for en tilbagevenden til noget, hviderussere genkender. Sovjetunionen er den hjemvendte. Lukasjenko har givet hviderusserne noget tilbage, som de måske savner endnu mere end en nation: gårsdagens levede utopi.

Ufrihed, knaphed og tristesse var, hvad man kender til. Grundlaget for disse behersker man til perfektion. Men den nye frihed havde man ikke nogen anvendelse for, og snart savnede man det, man nu engang havde lært sig at bemestre.

Indtil Alexander Lukasjenko forstod, hvad hviderusserne manglede og higede efter. Og gav det til dem.

Tilbage i mit værelse på hotellet Minsk bladrer jeg i Artur Klinaus bog. Udenfor ruller den endeløse trafik forbi i skumringen. På side 90 falder jeg over en sætning, som jeg mod min vane understreger med rød blyant.

»Kan der være et bedre sted at anlægge Solstaden, et bedre sted for Utopia – den ø, som ikke findes – end i et land, som ikke findes, som beboes af et folk, som ikke findes, i en by, der ikke findes?«

Oversat af Niels Ivar Larsen

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu