Kommentar
Læsetid: 5 min.

Populærkulturens bøhmænd er fra Rusland

Gennem de seneste 100 år har Rusland været den vestlige film- og tv-branches foretrukne fjendebillede. Man kan argumentere for, at det er russernes egen skyld. Men spørgsmålet er, om ikke det har haft en selvforstærkende effekt – og om Hollywood ikke snart bør se sig om efter nogle nye skurke
Lars Mikkelsen gør den som skurkagtig russisk præsident i fjerde sæson af ’House og Cards’ og lever dermed op til populærkulturens stereotype fremstilling af russere.

Lars Mikkelsen gør den som skurkagtig russisk præsident i fjerde sæson af ’House og Cards’ og lever dermed op til populærkulturens stereotype fremstilling af russere.

David Giesbrecht

Kultur
4. november 2016

»Den typiske amerikanske politiker.«

Det er sådan, Ruslands præsident, Vladimir Putin, opfatter den fiktive præsident Frank Underwood i tv-serien House of Cards, skal man tro den russiske journalist Mikhail Zygar, som netop har udgivet bogen Alle Kremls mænd.

Underwood, der spilles af Kevin Spacey, er en skruppelløs, magtbegærlig karrierepolitiker, der vil gøre hvad som helst for at nå toppen.

Igennem fire sæsoner har han manipuleret, løjet, bedraget, truet og endda begået mord for at fremme sig selv og sin sag, og nu er han nået så langt, som man overhovedet kan nå.

Det er med andre ord ikke et særlig flatterende billede, Putin har af amerikansk politik, men det er der vel reelt ikke ret mange af os, der har med Donald Trump og den amerikanske højrefløj in mente.

Og så skal Putin vel næsten have lov til for en gangs skyld at skyde lidt i den anden retning. Det plejer jo om nogen at være russerne – og tidligere sovjetterne – som i film og tv-serier bliver lagt for had og gjort til hele det fredelige og civiliserede Vestens primitive ærkefjende.

Tag nu bare House of Cards, hvor den russiske præsident, Viktor Petrov, spilles af danske Lars Mikkelsen som en meget intelligent, ganske morsom og charmerende, men også magtfuldkommen og uhyggelig machomand, der vil skide på menneskerettigheder og pressefrihed, lægger an på Underwoods kone, Claire (Robin Wright), og som på ingen måder er til at styre eller stole på for den amerikanske præsident.

De fleste af os har formentlig siddet hjemme foran tv-skærmen og tænkt: Den typiske russiske politiker.

Bange for Kina

Og sådan har det været i mange år: Det store og på én gang kulturrige og uudgrundelige land mod øst har leveret bøhmænd til den vestlige og især amerikanske populærkultur i mere end et århundrede.

Især efter Anden Verdenskrig og under Den Kolde Krig, hvor det i en vestlig optik blev de gode kapitalister mod de onde kommunister.

I de første mange James Bond-film var hovedmodstanderen som oftest russere eller sovjetiske efterretningsagenter, og selv da Muren faldt i slutningen af 1980’erne, og forholdet mellem øst og vest blev gevaldigt blødt op, var russerne stadig det foretrukne fjendebillede.

Der har selvfølgelig været enkelte afstikkere til Mellemøsten og arabiske og muslimske terrorister – især efter terrorangrebet på USA den 11. september 2001 – eller til Kina og Nordkorea, der begge stædigt holder fast i kommunismen som styreform.

Men på trods af at en serie som Homeland for eksempel veloplagt prikker til et veritabelt hvepsebo i form af den såkaldte krig mod terror, virker det indimellem alligevel, som om islamistiske terrorister kommer lidt for tæt på virkeligheden til, at Hollywood for alvor har lyst til at bruge dem i underholdningssammenhæng.

Kineserne tør man ikke længere gøre sure, fordi Kina for amerikanerne udgør et stor og meget lukrativt marked i en tid, hvor filmøkonomien er hårdt trængt.

Således kunne BBC.com i en artikel fra 2014 fortælle, at skurkene i den amerikanske krigsfilm Red Dawn under optagelserne blev præsenteret som kinesere, men at de i efterbearbejdelsen blev ændret til nordkoreanere.

På den måde undgik man at gøre kineserne sure – også selv om man af og til fra politisk hold fornemmer en vis usikkerhed, måske er det endda frygt, i forhold til så hermetisk lukket og uforudsigelig en atommagt som Nordkorea.

En klog strategi

Russerne, både de korrupte politikere og de magtfulde oligarker, synes derimod at være et sikkert kort, man ikke tøver med at spille igen og igen.

I den seneste Jack Ryan-film, Jack Ryan: Shadow Recruit (2014), har Kenneth Branagh rollen som en nationalistisk forretningsmand, der har tætte bånd til Kreml og er ude på at ødelægge USA’s økonomi, og i actionfilmen John Wick (2014) tager den ellers pensionerede hitman spillet af Keanu Reeves kampen op mod en flok grumme, hundedræbende russiske gangstere.

I det hele taget kommer nogle af de mest brutale og modbydelige kriminelle i verden fra Albanien, Moldavien, Rumænien, Serbien og Rusland – det er i hvert fald, hvad man får at vide i film som Taken 1-3, hvor Liam Neeson torturerer og dræber utallige bad guys fra de forskellige østlande, som havde han aldrig bestilt andet.

Det er unuanceret og uoriginalt – og efterhånden også lidt trættende – at være vidne til dette ensidige portræt af især russerne.

Russerne gider heller ikke selv mere. BBC fortæller i sin artikel, at en russisk politiker, Batu Khasikov, til en af Ruslands egne nyhedstjenester har udtalt, at »film, hvor alt, der vedrører Rusland, bliver åbenlyst dæmoniseret eller udstillet som værende primitivt og dumt, skal forbydes biografdistribution.«

Det kunne være en klog strategi – amerikanerne rammer man bedst på pengepungen.

Langt ude

Man kan sagtens argumentere for, at Putin med sit machoimage, sin modvillighed mod ytrings- og pressefrihed, hårde fremfærd i Ukraine og på Krim og støtte til Syriens Assad, selv gør, hvad han kan for at fremstå som lidt af en despot og derfor tjener som glimrende inspiration for den typiske skurkagtige, russiske politiker.

Ifølge medieforskeren Nina Khrusjtjova, der bor og arbejder i New York og sørme er barnebarn af Nikita Khrusjtjov, går inspirationen også den anden vej. Hun mener blandt andet, at Rusland bliver fastholdt i et fjendebillede, og på sin blog skriver hun, at Putin »påtog sig det skurkagtige billede af Rusland og russiske ledere, der blev præsenteret af Hollywood. Han så alle disse film.

Han tænkte: ’Hvis I alligevel har tænkt jer at portrættere mig som en skurk, så kan jeg lige så godt begynde at bide dele af andre lande.«

Det er lidt af en påstand, men helt vanvittigt er det måske ikke: Francis Ford Coppolas Godfather-film og Brian De Palmas Scarface har angiveligt været vigtige inspirationskilder for gangstere i både Italien og USA.

Og måske er det snart på tide, at der kommer nogle andre skurkeboller på Hollywood-suppen – i både tv-serien 24 timer og i den spritnye Designated Survivor, som sjovt nok begge har Kiefer Sutherland i hovedrollen, kommer truslen indefra, fra det militærindustrielle kompleks, der taber penge, når USA ikke er i krig, fra krigshøgene, som ser spøgelser alle vegne, og fra folkevalgte politikere, der helst vil have, at USA definerer sig i forhold til en ydre fjende.

Med Donald Trump som præsidentkandidat – en typisk amerikansk politiker – forekommer den slags pludselig ikke helt så langt ude som før. Som Jay Carson, tidligere talsmand for Hillary Clinton og politisk konsulent på House of Cards, sagde til Information tidligere i år:

»Min første valgkamp var i 1999, og i løbet af de 17 år, der er gået siden, er det kun blevet mere og mere vanvittigt.«

’Designated Survivor’ kan ses på Viaplay. ’House of Cards’ og ’Homeland’ kan ses på Netflix

 

 

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

De værste tilsvininger af Rusland forekommer ikke bare i amerikanske film og fiktion, men film fra de baltiske lande samt: Polen, Georgien, Ukraine, Ungarn er spækket med anti-russiske hadebilleder. DR K sender regelmæssigt sådanne film så I har gode muligheder for at få bekræftet hvad jeg skriver. Jeg husker ikke længere hvad filmen hed, men det var en estisk film, hvori man så 20-25 russiske soldater voldtage unge estiske jomfruer. Pigerne var nøgne og russerne på i pelstøj og med umiskendelige mongolske ansigtstræk. Alt sammen lige efter Joseph Goebbels drejebog. Hvorfor danskerne skal fyldes med den slags lort, har jeg til gode at forstå! Men det kan de måske forklare os inde på DR K?

” Man kan argumentere for, at det er russernes egen skyld” – gælder det også lille Masja på 3. år?

Under den kolde krig kom der faktisk 1. amerikansk film med en sympatisk KGB russer: ”Red Heat”. Arnold Schwarzenegger er KGB fyren som vi alle sammen kan lide. Filmen laver bevidst sjov med vores stereotyper, om russerne. F.eks. Chicago strisseren holder akvariefisk for at afstresse. Det syndes russeren er noget kvindagtigt. Jamen hvad gør I over hos jer når i har stresse spørger Chicago strisseren troskyldigt. ”vodka” svare Arnold Schwarzenegger med et stenansigt :-)

Michael Kongstad Nielsen

I dagens Weekendavis er der nogle glimrende læserbreve i opposition til Anne Knudsens leder om Rusland d. 28. oktober, der handlede om Ruslands 400 års lange historie om at gøre livet usikkert for Danmark. Henrik W. Jensen redegør for, at Rusland i halvdelen af tilfældene har været allieret med Danmark, og Marie Krarup (DF) kalder lederen fordomsfuld og foreslår, at vi trapper konfliktniveauet ned over for Rusland og indser, at Rusland er en del af Europa. Sanktioner tjener intet formål, og militære optrapninger øger bare konfliktniveauet.

David Henriksen

Claus Oreskov. Nu er fakta jo også at russerne voldtog sig hele vejen igennem Litauen, Polen og Tyskland. Dertil kommer at folk i de lande du nævner ikke havde frie valg fra den dag Stalins forbryderhær satte fod der og indtil muren faldt. Jeg kan godt forstå at russerne er det fjendebillede de bruger. De har nemlig selv levet det!

@David Henriksen. Jamen dog! Jeg tror det kan betale sig at se på historien på en mindre ensidig måde – inddrage modeller der tager mål efter forskelligheder og parallelle differentieringer. Befolkningerne i de lande var aldrig bevidstløs homogene sådan som du påstår. Der var mange forskellige meninger og holdninger til historien. Tror du at hele befolkningerne elskede de diktaturer der forekom i de baltiske lande inden sammenslutningen med Sovjetunionen? 100.000 polakker kæmpede som frivillige i den røde hær og de var de egentlige befrier af Polen. Efter krigen ønskede de ikke en udbytter stat og sammen med Sovjetunionen opbyggede disse mænd og kvinder Polen som en socialistisk stat. Se f.eks.: Anna Louise Strong ”Jeg saa det nye Polen”, Kai Moltke ”De baltiske Folks Frihedskamp” og anna Louise Strong ”Den Nye Vej Skildringer af Litauen på tærsklen til socialismen”.

@David Henriksen. Om de baltiske lande og socialismen og om fordrejninger, løgnehistorier og historie forfalskninger, samt vores evindelige stereotyper om ”de andre” læs eller genlæs:
Per Olov Enquist: Legionærerne