Læsetid: 5 min.

Samtidshistorie med firserudsyn

Lige så meget Jan Sonnergaard var en ener, var han del af en gruppe mandlige prosaister forankret i senfirsernes postpunkede sensibilitet. Deres skråsikre desillusion var nogle gange lidt for meget
Lige så meget Jan Sonnergaard var en ener, var han del af en gruppe mandlige prosaister forankret i senfirsernes postpunkede sensibilitet. Deres skråsikre desillusion var nogle gange lidt for meget

Miriam Dalsgaard

26. november 2016

Det er forfærdelig trist, at Jan Sonnergaard er død.

I nekrologerne og i mange opslag på Facebook kan man se, hvor meget han betød for virkelig mange mennesker, for sine læsere og forfatterkolleger. Man kan mærke de flossede nerver.

Også for dem af os, der ikke kendte ham fra andet end medierne og hans udgivelser, og som måske ikke har været overbevist af hans sidste par bøger, er der noget ekstra hårdt med en død i utide.

Nu, hvor Jan Sonnergaard ikke er her mere, er det, som om der er et lille hul i fremtiden.

For os læsere er en lille smule af fremtidens danske litteratur forsvundet, et fremtidigt, helt overraskende mesterværk, en helt ny og uventet retning i forfatterskabet.

Ikke at man vidste, at det ville ske, men det var en mulighed. Det kunne ikke afvises.

Den mulighed er forsvundet nu. Det skal man vænne sig til.

Social indignation

Giver det mening at gøre regnskabet op allerede? Selvfølgelig – og det har mange nekrologer også nævnt – var Jan Sonnergaard en vigtig forfatter.

Selvfølgelig vil hans bøger, især novellerne fra debuten Radiator, blive læst også fremover. Det har kanoniseringen via undervisningen i gymnasiet og dens antologier allerede sikret.

Mange har – med rette – betonet den sociale indignation som forfatterskabets motor og også husket tilbage på den måde, Radiator i 1997 brød igennem med et tonefald og en direkte aggression, der føltes helt ny.

Men, altså, lige så meget som Sonnergaard var en ener, så var han litterært set en del af en gruppe, tænker jeg, en generation af især mandlige prosaister, som ganske vist først slog igennem senere, men alligevel var forankrede i senfirsernes postpunkede sensibilitet.

Der er selvfølgelig forskelle, men der er også ligheder mellem Jan Sonnergaard, Martin Kongstad, Benn Q. Holm, Jakob Ejersbo og Christian Jungersen.

Den lighed er ikke bare, at deres værker abonnerer på en direkte, plotorienteret realisme – for det gør Sonnergaards ikke altid, hans noveller har også gotiske træk – og heller ikke, at de er blevet indskrevet i fortællinger, der stiller dem i modsætning til Forfatterskolen og »den formorienterede litteratur«, dette udtryk uden indhold.

Det er mere, at de i deres bøger kombinerer en radikal desillusion i forhold til det større samfund med et konsekvent fokus på det mikrosociale spil mellem mennesker.

De er typisk optaget af vennekredsen og dens loyaliteter, men især af de hierarkier, der gemmer sig bag måder at forbruge og leve på, hele dette spil, der gør livsformerne til en form for tegnudveksling, og som sætter den stadige kamp for tydelig identitet, status og anerkendelse i centrum af vores liv.

Så aflæses verden gennem kampene for at positionere sig i det ene eller det andet segment eller i en subkultur (forskellen er den samme). Så bliver kampen for at ligne en succes – eller bare: for ikke at blotte sig i andres øjne – en afgørende motor for alle. Uden undtagelse.

Den uforsonlige vrede

Tit er deres bøger også lede og kede af det spil. Men især bruger de det til at afvise det, de fremstiller som selvtilfredse, progressive myter. Bag humanistiske selvfølgeligheder på Center for Information om Folkedrab ligger skjulte, men brutale magtkampe på arbejdspladsen, forklarer Christian Jungersens Undtagelsen.

Drømmen om at hjælpe Afrika fører ikke til andet end korruption – og også til moralske svigt på den private front, erklærer Ejersbos Afrika-trilogi. Bag den seksuelle og kulturelle frigørelse ligger ikke andet end kampe om status og kæntrede liv, det viser Martin Kongstad os igen og igen.

Og bag drømmen om det velhavende, velfungerede og frigjorte Danmark ligger ikke bare bitre tabere på kontanthjælp, men især nærmest delirisk ubehagelige, småbitte og smålige magt- og positionskampe, en stræben opad og en sparken nedad. En kamp for ikke at være til grin, men også en vild vrede, det øjeblik man opdager, at man faktisk er en af taberne i livets store, taktiske spil. Viser Sonnergaard os.

Den uforsonlige vrede er Sonnergaards egen. Den ligger og simrer også i de af hans fortællinger, som tilsyneladende er skrevet med de sociale vinderes perspektiv som udgangspunkt. Den giver hans bedste tekster deres skarphed og energi, som godt kan føles ubehagelig, men aldrig føles uvedkommende.

Det er også en vrede, Sonnergaard udstiller som destruktiv. Ikke at hans bøger kommer med alternativer – der er nogle gange et håb om kærlighed eller venskab hos Sonnergaard, men det fremstilles aldrig som et reelt alternativ, som noget, hans skikkelser faktisk tror på. Som noget, der faktisk kan overleve i den verden, hans bøger skriver frem.

Men hans sociale imagination, forestillingerne om vores fælles liv, de minder altså om de andre forfatteres. Og de minder mig om en bestemt tankefigur, jeg forbinder med firserne: Ingen tro på samfundet som helhed, en enorm desillusion over for enhver politisk eller moralsk opbyggelighed, en nærmest subkulturel logik i fremstillingen af menneskenes konkrete omgang med hinanden.

En skråsikker insisteren på, at det er alt, hvad der findes – alt andet er sentimentalt pladder, uvirkeligt, simpelthen, lige så uvirkeligt som de gotiske spøgelser, der befolker skyggerne i Sonnergaards forfatterskab.

Andet at byde på

Måske er det, fordi jeg selv er barn af halvfemserne, flasket op på forstæder og techno, lyse sommerdage og lav arbejdsløshed. Men jeg har altid haft det svært med denne særlige, skråsikre form for desillusion.

Når jeg så ud på verden omkring mig, så har jeg aldrig kunnet genkende den her idé om, at vores sociale liv er styret af tegnudveksling og taktiske kampe. Jeg har altid tænkt: Det er en måde at forstå verden på, der præger folk – mest mænd – der er lidt, men ikke meget ældre end mig.

Ikke at det skal ligge Sonnergaards forfatterskab til last. Ikke bare har hans bedste noveller så meget andet at byde på – en fantastisk brug af kursiv, for nu bare at nævne en lille ting, en fantastisk fart og fremdrift, for at nævne en lidt større.

Det er også sådan, at de vigtige læseoplevelser ikke altid er dem, man genkender sig selv i. Nogle gange er det vigtigere at blive anfægtet, at læse noget, man ikke kan forlige sig med, men heller ikke kan afvise.

Og under alle omstændigheder er det mest bare forfærdelig trist, at Jan Sonnergaard er død. Hans forfatterskab er der heldigvis stadig.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu