Baggrund
Læsetid: 2 min.

Seks julekalenderskurke med format

Var der nogen der sagde, at julen kun var hyggelig? Bob-bob, ik? Følgende julekalenderskurke har formentlig bragt flere mareridt end varme julefølelser med sig gennem tiderne
Benny 'Nåsåeren' Jensen spillet af Uffe Rørbæk Madsen i TV2's 90'er julekalender, The Julekalender.

Benny 'Nåsåeren' Jensen spillet af Uffe Rørbæk Madsen i TV2's 90'er julekalender, The Julekalender.

Steen Linde/TV 2

Kultur
28. november 2016

Benny Jensen

The Julekalender (1991)

Hvis der en mørk og stormfuld aften kommer en handelsrejsende fra firmaet Kock Sokker & Sko og beder om husly, skal man lige være på vagt. Det kan være en nåsåer.

Nåsåeren er en mytologisk nyskabelse, en vampyrlignende skikkelse, der hader nisser, elsker magt og er ond af natur. Sådan en er Benny Jensen (Uffe Rørbæk Madsen).

Når han drikker alkohol, får han briller, hugtænder og kugleramme. Benny er på jagt efter Nissernes store bog, ved hjælp af hvilken han bl.a. vil indføre en trækprocent på 100 i Danmark.

Gårdejer Fiffig-Jørgensen

Nissebanden på Grønland (1989) og Nissernes Ø (2003)

Preben Trunshøj/DR

Det startede egentlig bare med et lokalpolitisk engagement. Den hensygnende sydsjællandske stationsby Holme-Olstrup er ved at blive glemt af globaliseringen, og gårdejer Fiffig-Jørgensen (Christoffer Bro) påtager sig som sognerådsmedlem at tage affære.

Brevene til julemanden i Grønland samles på det lokale posthus, og Fiffig-Jørgensen vil tilbageholde dem for at få julemanden til at flytte til Holme-Olstrup. Et ydmygt ønske om udflytning af arbejdspladser, og vips, 23 dage senere står han i Grønland og prøver at trylle sig selv om til julemanden.

Julemandens søn

Bamses Julerejse (1996)

Ulla Voigt

Inden i de fleste skurke sidder der et svigtet barn og mangler redskaber til at bearbejde sine sorger. Det gælder også drillenissen fra Bamses Julerejse (Søren Hauch-Fausbøll), som sætter alt ind på at forhindre, at det bliver jul.

Han har som søn af selveste julemanden, der sikkert ikke var særlig tilstedeværende i hans opvækst, et gedigent faderkompleks, og så lyser han langt væk af ensomhed.

Hvis man ikke føler sig inviteret med til festen, kan man altid prøve at få den aflyst.

Isheksen Iselin

Pagten (2009) 

Agnete Schlichtkrull

Isheksen Iselin (Signe Egholm Olsen) er en skurk med en plan: Hun vil overtage herredømmet over magiens verden.

Ud med de åndssvage nisser, der dominerer den med al deres uldtøj og jovialitet. Ind med kulde, frost, ophøjet elegance og tøj, som den islandske sanger Björk kunne have båret.

Til det formål har hun brug for at få fat i en dims ved navn ’pagten’, hvad der selvfølgelig viser sig ikke at være så nemt, men isheksen Iselin taber aldrig ansigt.

Grusgrevinden Vera

Julestjerner (2012)

Mike Kolöffel

Mens alle andre i Wikke & Rasmussens Julestjerner vender blikket mod himlen og ud i det uendelige univers, har Vera (Birthe Neumann) blikket rettet mod jorden, som er fuld af grus, og »grus er guld.«

Engang bankede hjertet i hendes bryst muligvis for andet og for andre, men nu har kapitalismens tunnelsyn fået overtaget, og Vera drøner nu bare rundt i sin store gravemaskine og drømmer bare om at lave alting om til et profitabelt hul i jorden.

Agent Sort

Tidsrejsen (2014)

Tina Harden

Tidsmaskinen er tilsyneladende et praktisk apparat, der kan løse alle problemer - f.eks. det problem at ens forældre er skilt og skal holde jul hver for sig. Alligevel viser tidsmaskiner sig altid at generere en farlig masse rod.

Sådan går det også i Tidsrejsen, hvor Sofie kommer til en ikke så fjern, men vældig dyster fremtid, hvor Agent Sort (Stine Stengade) regerer. Hun er ond på en meget sammenbidt måde, men det er også bare, fordi hun er det menneske, Sofie vil blive til, hvis hun er bange for at mærke kærligheden.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her