Læsetid: 4 min.

En sylespids similibesat fuckfinger

’Prinsesserne fra Blokken’ er punk. Og dokumentarserien er en påmindelse om, at ikke alle abonnerer på middelklassens idealer om feminin skønhed
’Prinsesserne fra Blokken’ er punk. Og dokumentarserien er en påmindelse om, at ikke alle abonnerer på middelklassens idealer om feminin skønhed

Danmarks Radio

25. november 2016

Hun sidder der i linje 5A og har givet den provokerende meget gas med kohlblyanten og solkuren. »Nogen burde altså fortælle hende, at man nemt kan se, at de øjenbryn ikke sidder på deres af naturen bestemte plads,« tænker jeg, som det hjælpsomme mennesker, jeg er.

»Hun er nu ellers sådan en køn pige bag den den krigsmaling,« varmer jeg mig med, mens det rykker i mor-tommelfingeren for at fjerne skovsneglen med lidt spyt og servere en god gang simremad – den slags, der kun bliver bedre af at blive lavet dagen før – og langsomt se hende skalle af, lag for lag, for til sidst at blive som os.

For hvem vil ikke det?

Well, tilsyneladende ikke hende, så forhåbentlig ville hun kvittere med en sylespids similibesat fuckfinger.

Pigerne fra bussen har fået deres egen tv-serie. Og velmenende middelklassetanter som mig har fået noget at tænke over.

For de er selvudnævnte prinsesser fra blokken, og i DR3’s dokumentarserie af samme navn følger vi de unge kvinder fra Vestegnen og Amager i en hverdag fuld af falske øjenvipper, pigmentinjektioner, dans til hardcore dakkedak og søsterskaber.

Og et par mænd, og før eller siden børn, men tilbage står altid søsterskabet, og her må man gerne mærke på hinandens bryster. De er jo alligevel falske og skal skiftes ud, når der går penge ind.

Det er de kvinder, vi ser på afstand og dømmer, med forståelse eller det modsatte, men det gør egentlig ikke den store forskel. For det er dem, som vi er tilbøjelige til at betragte på afstand og tænke, at de bare mangler kompetencerne til at ramme inden for vores normer for, hvad der er kønt. Hvordan en kvinde bør bære sig i vores fælleskab.

Men hvad nu hvis vi tager fuldstændig fejl? Hvad nu hvis de faktisk overhovedet ikke ønsker at være som os?

 

"Dem der siger, penge ikke kan købe lykke... ...de ved fandme ikke hvor man skal shoppe!" Se programmet, som folk taler om allerede inden det har været sendt på tv: Prinsesser fra Blokken. Første afsnit handler om skønhed og det er klar på drtv her på linket eller i aften 20.30 på tv.

Posted by DR3 on Monday, November 14, 2016

Punk

Det spørgsmål stiller dokumentaren, og den gør det godt. Seriens store styrke er nemlig, at den ikke bare viser os en gruppe løsrevne unge med hårde barndomme i udkanten af vores samfund og deres forsøg på at komme ind i varmen. Den fremstiller i fragmenter et samlet portræt af en overraskende artikuleret subkultur. De her piger er noget af det mest punk, der er sket siden punk (for resten, tillykke med de 40. Punk is dad).

De giver nemlig ikke en skid – som i ikke-en-skid – for de æstetiske middelklassenormer, der er dem pålagt. ’Det naturlige’ er ikke et ideal. Her arbejder man ikke med, hvad ’Gud har givet dig’, for ham har de ikke set meget til.

Læs også: Prinsesser

Og det er ikke, fordi de mangler den makeupteknik, det kræver at opnå et perfekt svunget naturligt mellem(klasse)blond bryn. Det er, fordi de bærer de overdimensionerede kulsorte streger som en meddelelse om, at de selv bestemmer, ud fra hvilke kriterier de skal dømmes.

»Vi kan bare lide det fake,« som Emma på 16 konstaterer.

Det naturlige bliver alligevel bare det sårbare, som andre kan udnytte. Som Simona fra Hvidovre, der har haft en voldsom opvækst med seksuelle overgreb, klokkeklart og i tredjeperson analyserer den ydre transformation, som var afgørende for hendes overlevelse:

»Der kom hun med sit sorte hår, og så pakkede hun den lille pige, den lyshårede pige, den blege pige, den naturlige pige, den pakkede hun bare ind og satte den i fængsel inde i kroppen.«

Femininitet

Serien er en af ungdomskanalen DR3’s mest sete og omdiskuterede produktioner i kanalens historie, og de medvirkende har sandsynligvis haft brug for en god del af den styrke, de har opbygget, for det vækker vrede, når man sådan stiller sig frem og afviser at følge reglerne for femininitet.

Det er det, de gør. Den sande femininitet er nemlig historisk veletableret som noget, der tilhører middelklassens kvinder. Den blev i slutningen af det 19. århundrede etableret her og defineret som ærbar, sårbar og mådeholdende i forhold til brug af effekter, der kunne minde om, at seksualitet er en kapital.

Og det er med de øjne, at femininiteten stadig anskues og vejes. Og med dem, at prinsesserne vejes for lette i deres tunge makeup. Af et misogynt internet (»billig dåse«). Og af mig i linje 5A (»hun er jo ellers så køn en pige«). Med de lange vipper og store bryster, der ikke hævder at være andet end det de er, nemlig kunstige, bliver de for meget. De bliver parodier på det kvindelige i vores øjne. Men kun i vores.

For uanset hvor fastmonterede vores idealer for kvindeligt udtryk er, er den konstant udfordret af andre. Som den amerikanske kønsforsker Carole-Anne Tyler har pointeret: »Det er kun i middelklasseøjne, at Dolly Parton ligner en dragqueen.«

Og derfor er det godt, vi har tv. For Prinsesser fra blokken er en påmindelse om, at vi ved så utrolig lidt om, hvordan andre mennesker ser sig selv i verden. Og at det altid er et godt bud, at de er en hel del mere reflekterede, end vi tror.

Som en af de unge kvinder siger i dokumentarens indledning: »Vores øjenvipper er lige så sorte som vores sjæl.«

Michel Strunge takker for tanken. Og punk er hverken dead eller dad. Den er 16 år, har »patter, der sidder lige i skabet« og trives på sine helt egne betingelser på Vestegnen.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Søren Kristensen

De er ikke kønne fra naturens hånd, som mange af pigerne fra Hellerup, bare almindelige og måske oven i købet lidt til den kiksede side. Men makeup, sol og injektioner giver trods alt, ud over fællesskabet omkring det, en vis fornemmelse af kontrol og frem for alt opmærksomhed, opmærksomhed, opmærksomhed. I den rigtige belysning, det korte sekund en vellykket profil rammer den rigtige vinkel, ser de måske ligefrem flotte ud i hinandens eller en potentiel bejlers øjne. Det er banalt, som en hushandel. Skal de ikke bare have lov til det?

Jo, måske.

Men uden at have set de her dokumentar-udsendelser vil jeg gerne komme med følgende kommentar:

For mig er det helt klart, at de her piger, prinsesser, som de kalder sig, ja de kommer fra arbejderklassen på Vestegnen i Københavns-området; de sætter nemlig pris på en pæn og flot krop, og går gerne lige det ekstra skridt, en ekstra mil, der skal til for at få en flot krop og pæn krop, som de selv synes er pæn. Arbejderklassen har nemlig altid, som jeg ser det, dyrket kroppens æstetik, altså det at kroppen skal være pæn og flot og skulpturel; ofte derfor, mener jeg, ser man de piger med det vi andre kalder bodybuilder-typer, altså mænd med svulmende overarme og biceps mm. Netop fordi arbejderklassens piger og drenge altid har brugt deres krop i deres arbejde - og derfor er en flot og pæn krop, noget man beundrer - hos begge køn i arbejderklassen.

Peter Bækgaard

Karsten Aaen, det er vidst lang tid siden det du skriver om. Og en ting ligger fast - du kommer i hvert fald ikke ret ofte på Vestegnen.